Vis afgørelser, domme, kendelser og meddelelser mv. til "A.A.8.2.2.1.4 Reaktionsfristen" udsendt efter offentliggørelsen af denne version af vejledningen.

Indhold

Dette afsnit handler om, at en ekstraordinær ansættelsesændring er betinget af, at varsling (forslag) sker senest seks måneder efter, at Skatteforvaltningen har fået tilstrækkeligt kundskab om det forhold, der giver grundlag for en ekstraordinær ansættelsesændring.

Afsnittet indeholder:

Reglens indhold
Forhøjelser på Skatteforvaltningens initiativ
Eksempler
Skatteforvaltningen varsler gentagne gange
Oversigt over domme, kendelser, afgørelser, SKM-meddelelser mv.

Reglens indhold

Fristen i SFL § 27, stk. 2, 1. punktum, går ud på, at når en af betingelserne i SFL § 27, stk. 1, nr. 1-8, er opfyldt, er det en yderligere betingelse for ekstraordinær ansættelse, at reaktionsfristen i SFL § 27, stk. 2, er overholdt. Denne 6-måneders frist regnes fra det tidspunkt, hvor Skatteforvaltningen, har fået kendskab til det forhold, der kan begrunde ekstraordinær genoptagelse. Dette tidspunkt kaldes kundskabstidspunktet.

Afbrydelse af reaktionsfristen sker for Skatteforvaltningens vedkommende ved fremsendelse af forslag om ændring af ansættelsen efter proceduren i SFL § 20.

Den skattepligtige har en lignende frist, jf. SFL § 27, stk. 2, 1. punktum, idet den skattepligtiges anmodning om genoptagelse skal fremsættes overfor Skatteforvaltningen senest 6 måneder efter, at den skattepligtige er kommet til kundskab om det forhold, der begrunder ansættelsesændringen. Se mere herom i afsnit A.A.8.2.2.2.4.

Forhøjelser på Skatteforvaltningens initiativ

Reaktionsfristen begynder at løbe fra det tidspunkt (kundskabstidspunktet), hvor Skatteforvaltningen er kommet i besiddelse af relevante og tilstrækkelige oplysninger til at kunne udarbejde forslag til ansættelsesændring, jf. officialprincippet se A.A.7.4.3.

Fastlæggelsen af kundskabstidspunktet sker på grundlag af en meget konkret vurdering.

Eksempler:

Kundskab ved oplysninger:

►Sagen rejste også et spørgsmål, om reaktionsfristen i skatteforvaltningslovens § 27, stk. 2, 1. pkt., var overholdt, idet SKATs forhøjelser for de tidligste indkomstår var foretaget ekstraordinært efter lovens § 27, stk. 1, nr. 5. Retten fandt, at reaktionsfristen først begyndte at løbe, da SKAT den 27. januar 2012 modtog et svar på en forespørgsel om yderligere oplysninger, idet det først var på dette tidspunkt, at SKAT kom i besiddelse af det fornødne grundlag og dermed tilstrækkelige oplysninger for en stillingtagen til spørgsmålet om, hvorvidt betingelserne for ekstraordinær genoptagelse i medfør af skatteforvaltningslovens § 27, stk. 1, nr. 5, var opfyldt. Det var nemlig først på det tidspunkt, at SKAT var klar over, at det ikke var muligt at få nogle nærmere oplysninger, som var både relevante og væsentlige for sagen. Den omstændighed, at der ved svaret ikke som sådan fremkom nye oplysninger, kunne under de foreliggende omstændigheder ikke føre til, at reaktionsfristen allerede begyndte at løbe fra et tidligere tidspunkt. Reaktionsfristen var derfor overholdt, da SKAT sendte sin agterskrivelse den 5. juli 2012. Se SKM2020.155.BR◄

Sagen drejede sig om, hvorvidt 41 indbetalinger i perioden 2008-2010 på godt 1,2 mio. kr. fra tre forskellige selskaber hjemmehørende i Liechtenstein, De Britiske Jomfruøer og Belize var skattepligtig indkomst eller udbetalte lånebeløb, og - for så vidt angår indkomstårene 2008 og 2009 - hvorvidt ændringen af den skattepligtiges indkomst var i overensstemmelse med fristreglerne.

Landsretten udtalte indledningsvis, at det i en situation som den foreliggende påhvilede den skattepligtige at godtgøre, at de indsatte beløb var lån.

Af de grunde som byretten havde anført, tiltrådte landsretten, at en fremlagt rammeaftale om lån på 1,6 mio. kr. indeholdt sådanne særlige vilkår, at gældsforholdets beståen ikke var godtgjort ved de fremlagte dokumenter og forklaringer fra den skattepligtige og den anførte kreditor i låneaftalen. Landsretten lagde tillige vægt på, at pengene ikke var betalt tilbage ved den anførte forfaldsdato.

Landsretten fandt på baggrund af de omstændigheder, der førte til, at overførslerne var skattepligtige, at den skattepligtige måtte anses for at have handlet i hvert fald groft uagtsomt ved ikke at have selvangivet beløbene, og at betingelserne i § 27, stk. 1, nr. 5, for ekstraordinær ansættelse vedrørende indkomstårene 2008 og 2009 således var opfyldt.

Endvidere fandt landsretten, at det først var ved modtagelsen af den skattepligtiges redegørelse for indsætningerne, at SKAT kom i besiddelse af tilstrækkelige oplysninger til at vurdere, om der forelå grundlag for ekstraordinær ansættelse efter § 27, stk. 1, nr. 5. Varslingsfristen i § 27, stk. 2, 1. pkt., var derfor ikke overskredet.

Landsretten stadfæster herefter byrettens dom (SKM2017.530.BR), hvorved Skatteministeriet blev frifundet. Se SKM2019.388.VLR.

Landsretten fandt, at det først var efter ransagningen den 25. oktober 2011 og afhøringen samme dag af anpartshaveren samt den efterfølgende modtagelse af billeder fra politiet, der bl.a. viste brugen af flere af de omhandlede aktiver, at der for SKAT forelå tilstrækkelige oplysninger til, at der var grundlag for ekstraordinær ansættelse efter SFL § 27, stk. 1, nr. 5. De foreliggende oplysninger om SKATs viden og ageren forud for ransagningstidspunktet gav ikke grundlag for at fastslå, at der på noget tidligere tidspunkt forelå tilstrækkelige oplysninger hertil. Varslingsfristen på 6 måneder i SFL § 27, stk. 2, var derfor overholdt i relation til den varsling om ændret skatteansættelse for indkomstårene 2003 til 2007, som blev sendt til anpartshaveren ved brev af 3. april 2012. Se SKM2019.159.ØLR.

Sagen angik en forhøjelse på i alt ca. 5,4 mio. kr. af en hovedanpartshavers indkomstopgørelse for indkomstårene 2007-2011 som følge af en lang række kontanthævninger på skatteyderens selskabs bankkonti. Forhøjelsen skyldtes, at det ikke nærmere var dokumenteret, at de hævede midler var anvendt til betaling af selskabets udgifter eller i øvrigt i selskabets interesse. Retten fandt, at skatteyderen ikke havde bevist, at de skete hævninger ikke var tilgået hende som maskeret udlodning, jf. ligningslovens § 16 A.

Vedrørende SKATs genoptagelse af skatteansættelserne bemærkede retten, at der var tale om kontrollerede transaktioner, jf. skattekontrollovens § 3 B, stk. 1, nr. 2. Den forlængede ligningsfrist i SFL § 26, stk. 5, fandt derfor anvendelse på skatteansættelserne for indkomstårene 2009 og 2010, hvorfor ligningsfristen var overholdt for disse indkomstårs vedkommende. For så vidt angik indkomstårene 2007 og 2008 gav retten Skatteministeriet medhold i, at skatteyderen havde handlet mindst groft uagtsomt, jf. SFL § 27, stk. 1, nr. 5. Retten fandt, at reaktionsfristen i § 27, stk. 2, 1. pkt., skulle regnes fra det tidspunkt, da politiet, som havde straffeefterforsket sagen, oversendte sagen til SKAT med besked om, at der ikke ville blive foretaget yderligere fra politiets side. Reaktionsfristen var dermed overholdt. Se SKM2019.508.BR.

Landsskatteretten havde i en kendelse af 13. oktober 2017 fundet, at en klager - og ikke hendes forældre - var skattepligtig af en gevinst ved deltagelse i et realityprogram. Fra og med dette tidspunkt var SKAT (nu Skattestyrelsen) bekendt med, at klager var rette indkomstmodtager, og at hun ikke havde selvangivet præmien. SKAT varslede først en forhøjelse af klagers skattepligtige indkomst den 12. oktober 2018, hvorfor Landsskatteretten fandt, at 6-måneders fristen i SFL § 27, stk. 2, ikke var iagttaget. SKM2019.471.LSRx

Retten lagde til grund, at modtagelsen af oplysninger fra Projekt Money Transfer ikke gav SKAT kundskab om, at der forelå grundlag for ekstraordinær ansættelse efter SFL § 27, stk. 1, nr. 5. Dette grundlag forelå først efter sagsøgerens besvarelse af de spørgsmål, som oplysningerne fra Projekt Money Transfer gav SKAT anledning til at stille. Varslingsfristen i SFL § 27, stk. 2, 1. pkt., var derfor ikke overskredet, da SKAT sendte sin agterskrivelse. Se SKM2019.61.BR, nu SKM2019.571.VLR.

Sagen angik beskatning af pengeoverførsler på i alt 413.000 kr. til skatteyderens bankkonto. Retten fandt, at skatteyderen ikke havde løftet bevisbyrden for, at beløbene ikke tilkom skatteyderen eller i øvrigt var skattefrie. Beskatning var derfor sket med rette. Idet retten ligeledes fandt, at skattemyndighederne havde overholdt fristerne for ekstraordinær genoptagelse, og at SKAT ikke havde tilsidesat nogen partshøringsforpligtelse eller forpligtelse til at begrunde resultatet af afgørelsen, blev Skatteministeriet frifundet. Se SKM2019.439.BR

Sagerne vedrørte spørgsmålet om, hvorvidt sagsøgerne med rette var blevet beskattet som løn af flere kontante hævninger og afholdte udgifter af privatlignende karakter, som et selskab, hvori sagsøgerne var ansat som hhv. direktør og bogholder, havde afholdt. Sagerne vedrørte i den forbindelse også spørgsmålet, om skattemyndighederne havde været berettiget til at genoptage sagsøgernes skatteansættelser for årene 2003-2007 ekstraordinært som følge af mindst grov uagtsomhed, jf. SFL § 27, stk. 1, nr. 5, og om skattemyndighederne havde overholdt 6 måneders fristen i SFL § 27, stk. 2.

For indkomstårene 2003-2007 hvilede sagsøgernes indkomstforhøjelse på et af skattemyndighederne foretaget skøn, og for indkomstårene 2008-2011 var sagsøgerne blevet beskattet af de faktiske beløb, som var hævet i selskabet m.v.

Retten fandt, at sagsøgerne havde adgang til og reelt rådede over selskabets indestående på bankkonto og øvrige midler. Med henvisning hertil, og at der i sagen var enighed om, at sagsøger 1 ikke var blevet aflønnet for sin stilling som direktør, og at selskabet i de omhandlede indkomstår var ejet af sagsøger 1’s brødre, pålagde retten sagsøgerne at føre et sikkert og objektivt bevis for, at udgifterne var afholdt i selskabets interesse, og at de pågældende beløb ikke tilfaldt sagsøgerne.

Retten bemærkede, at sagsøgerne igennem bl.a. vidneførsel havde sandsynliggjort, at en række af udgifterne var afholdt i selskabets interesse, men at sagsøgerne ikke havde fremlagt dokumentation, der med sikkerhed knyttede betalingerne til udgifter afholdt i selskabets interesse.

Retten fandt herefter, at sagsøgerne ikke havde løftet deres skærpede bevisbyrde.

Retten fandt yderligere, at SKAT havde været berettiget til at genoptage sagsøgernes skatteansættelse ekstraordinært efter SFL § 27, stk. 1, nr. 5, idet sagsøgerne havde handlet groft uagtsomt ved manglende selvangivelse af de omhandlede beløb. Retten bemærkede herunder, at den tidsmæssige betingelse efter SFL § 27, stk. 2, var opfyldt.

Retten fandt endvidere, at sagsøgerne ikke havde bevist, at den skønsmæssige forhøjelse for perioden 2003-2007 var baseret på et forkert grundlag eller var åbenbart urimeligt.

Skatteministeriet fik derfor medhold i de nedlagte påstande. Se SKM2019.423.BR.

I forbindelse med indsendelse af en åbningsstatus i et dødsbo kunne SKAT konstatere, at en række aktietab var selvangivet med urette af afdøde, og at der forelå grundlag for fristgennembrud efter SFL § 27, stk. 1, nr. 5. To af Landsskatterettens medlemmer, herunder retsformanden, fandt ikke, at SKAT havde overholdt den lille fristregel i SFL § 27, stk. 2, idet SKAT siden modtagelsen af åbningsstatus havde været i besiddelse af alle tilstrækkelige oplysninger til at fastslå, at der var grundlag for fristgennembrud jf. SKM2018.481.HR og SKM2018.520.HR. De korrekte oplysninger om værdipapirbeholdningerne var årligt indberettet af banken. Der fremkom ikke efter indsendelsen af åbningsstatus nye oplysninger. Retsmedlemmerne fandt ikke, at det forhold, at SKAT først på et senere tidspunkt valgte at beskæftige sig med sagen og påbegynde sagsbehandling, udskyder fristen efter stk. 2. To retsmedlemmer fandt, at den lille fristregel var iagttaget. Da retsformandens stemme ved stemmelighed er afgørende, ansås fristen i stk. 2 ikke for iagttaget. Se SKM2019.69.LSR.

Idet klageren har handlet groft uagtsomt, har der været grundlag for at foretage en ekstraordinær ansættelse af skatteansættelserne for indkomstårene 2013 og 2014. SKAT anmodede om yderligere oplysninger om aktiernes anskaffelsessummer den 23. juni 2015, hvilke blev modtaget frem til den 7. september 2015. Den 8. juli 2015 fremsendte SKAT det første forslag til ændring af skatteansættelserne. Forslag til ændring af skatteansættelserne af 7. december 2015 er således foretaget inden for reaktionsfristen på 6 måneder. Se SKM2018.448.LSR.

Højesteret udtalte, at kundskabstidspunktet må anses for at være det tidspunkt, hvor SKAT er kommet i besiddelse af tilstrækkelige oplysninger til, at der forelå grundlag for ekstraordinær genoptagelse efter SFL § 27, stk. 1, nr. 5. Varslingsfristen løber altså først fra det tidspunkt, hvor SKAT kan sende en agterskrivelse, dvs. det tidspunkt, hvor SKAT er kommet til kundskab om, at skatteansættelsen er urigtig, og at dette skyldes mindst grov uagtsomhed fra skatteyderens side. Se SKM2018.481.HR.

SKAT foretog den 16. december 2014 opslag på internetsider og nyhedsmedier m.v. og sammenholdt dette med klagerens R 75 og årsopgørelse m.v. Det konstateredes herved, at klageren ikke havde medregnet præmien fra tv-konkurrencen til sin skattepligtige indkomst. Landsskatteretten mente, at SKAT på dette tidspunkt havde det fornødne grundlag for vurderingen af, om klager skulle beskattes af præmien. Derfor regnes 6 måneders fristen i SFL § 27, stk. 2, fra den 16. december 2014. SKAT sendte forslag til afgørelse den 8. maj 2015, hvorfor 6 måneders fristen var overholdt af SKAT.

En ansættelse, der er varslet af SKAT, skal foretages senest tre måneder efter den dag, hvor varsling er afsendt, jf. SFL § 27, stk. 2. Ansættelsen er foretaget den 5. august 2015, hvorfor også tre måneders fristen er overholdt af SKAT. Landsskatteretten stadfæstede derfor SKATs afgørelse. Se SKM2018.105.LSR.

Sagen drejede sig om fordeling af rentefradrag mellem tidligere ægtefæller. Landsretten lægger til grund, at SKAT først ved den tidligere ægtefælles klage af 21. oktober 2011 blev bekendt med bodelingsoverenskomsten af 11. juli 2008. Se SKM2017.467.ØLR

Retten fandt, at SKAT tidligst ultimo juni 2012 modtog kontoopgørelser fra udlandet og gældsbrevet og den 21. november 2012 modtog kontoudskrifter fra bank, hvorfor SKAT først på dette tidspunkt havde det fornødne grundlag for at fremkomme med et forslag til afgørelse. Borgeren har ikke selv på et tidligere tidspunkt oplyst om sine udenlandske konti. Se SKM2017.405.BR. (anket).

Money Transfer sag. Kundskabstidspunktet var det tidspunkt, hvor SKAT modtog kontoudskrifter fra banken, da SKAT først på dette tidspunkt kunne foretage en korrekt ansættelse. Se SKM2017.344.ØLR. Se også SKM2017.623.ØLR.

Kundskabstidspunktet var det tidspunkt, hvor SKAT kom i besiddelse af de korrekte oplysninger til beregning af skatten, hvilket i dette tilfælde var oplysning om lejens størrelse og fradragsberettigede udgifter. SKAT havde forsøgt at indhente oplysninger om fradragsberettigede udgifter fra borgeren, men modtog ingen oplysninger, hvorefter forslaget blev sendt, hvilket var inden for fristen i SFL § 27, stk. 2. Se SKM2017.174.BR (anken er hævet).

Retten fandt, at SKAT først ved selskabets fremsendelse af supplerende materiale havde det fornødne grundlag for bedømmelsen af størrelsen af momstilsvaret for perioden, hvorfor fristen i SFL § 32, stk. 2 var overholdt. Se SKM2017.125.BR.

Reaktionsfristen var overholdt. Borgeren blev stoppet i en kontrolaktion og sendte derefter løbende oplysninger til SKAT. Retten fandt, at fristen skulle regnes fra det tidspunkt, hvor SKAT modtog de sidste oplysninger. Se SKM2016.588.VLR.

Forhøjelse vedrørende yderligere løn. Kundskabstidspunktet var tidligst tidspunktet hvor kurator udleverede lønregnskabet til SKAT. Se SKM2016.444.ØLR.

Reaktionsfristen løb først fra afslutningen af politiets efterforskning, herunder afhøringer af borgeren og ægtefællen. Se SKM2015.744.BR. Se også SKM2017.721.BR (Anket).

SKAT fik oplysning om, at en undersøgelse foretaget af SØK ville resultere i et skattekrav, men at man afventede en ransagning. Retten fandt, at reaktionsfristen løb fra 2. juli, hvor man fra SØK modtog udkast til rapport, da SKAT først på dette tidspunkt fik de faktuelle oplysninger i sagen. Se SKM2015.646.ØLR.

Retten lagde til grund, at SKAT ikke oprindeligt fik oplyst de korrekte omstændigheder vedrørende en overdragelse. I slutningen af februar fik SKAT oplysning om, at en undersøgelse foretaget af SØK ville resultere i et skattekrav, men at man afventede en ransagning. Retten fandt, at reaktionsfristen løb fra 2. juli, hvor man fra SØK modtog udkast til rapport, da SKAT først på dette tidspunkt fik de faktuelle oplysninger i sagen. Se SKM2015.646.ØLR.

SKAT havde først havde tilstrækkelige oplysninger til at kunne lave en ansættelse på et korrekt grundlag på det tidspunkt, hvor SKAT modtog rapporten fra politiet vedrørende en ransagning. Se SKM2012.651.LSR

Kundskabstidspunktet var det tidspunkt, hvor selskabet anmeldte økonomidirektørs momsunddragelse til SKAT. Se SKM2015.462.LSR.

Kundskabstidspunktet var det tidspunkt, hvor virksomheden gav SKAT oplysninger om, at indbetalinger på konti vedrørte momspligtig virksomhed. SKAT havde flere gange bedt om oplysninger. Se SKM2015.62.BR.

SKAT bad om redegørelse om hævninger på udenlandsk kreditkort. Herefter modtog SKAT en redegørelse, der gav SKAT anledning til at bede om yderligere dokumentation for, at der som påstået var tale om lån. Reaktionsfristen skulle regnes fra udløbet af den frist SKAT havde givet til fremlæggelse af dokumentation. Se SKM2012.168.ØLR.

Kundskabstidspunktet var det tidspunkt, hvor politiet foretog afhøring på grundlag af materiale beslaglagt ved ransagning. Se SKM2012.713.BR.

SKAT anmeldte forholdet til politiet, der foretog ransagning og sendte det beslaglagte materiale til SKAT. Reaktionsfristen blev først regnet fra det efterfølgende tidspunkt, hvor borgeren blev afhørt af politiet, idet Landsskatteretten lagde vægt på, at SKAT først på det tidspunkt fik tilstrækkeligt kundskab om borgerens relation til involverede udenlandske selskaber. Se SKM2014.683.VLR.

Kundskabstidspunktet var det tidspunkt, hvor borgeren under et møde hos SKAT meddelte, at han ikke kunne få fat i de oplysninger, som SKAT havde bedt om. Se SKM2014.634.BR

En person havde udeholdt en del af omsætningen i selvangivelsen. Det blev lagt til grund, at kundskabstidspunktet først indtrådte efter at SKAT havde modtaget oplysninger om priser mv., der var nødvendige for at kunne vurdere skatteansættelsen. Se SKM2011.459.ØLR.

Kundskabstidspunktet var udgangen af den frist, der var fastsat med henblik på indsendelse af de manglende oplysninger. Se SKM2014.464.BR.

Der var længere pauser i SKATs sagsbehandling, hvilket dog ikke bevirkede, at reaktionsfristen begyndte at løbe, før SKAT havde modtaget de sidste tilstrækkelige oplysninger til at kunne varsle ansættelsesændring. Se SKM2014.335.VLR.

Reaktionsfristen var overholdt. Retten fandt, at SKAT først efter 1. august 2009 fik kendskab til oplysninger, så det kunne konstateres, at ansættelserne var ufuldstændige. Det første møde mellem skatteyder og SKAT fandt sted 4. december 2009, og SKAT i perioden 4. - 9. december 2009 fandt ud af borgerens rolle i selskabet. Ved mødet 4. december 2009 fik SKAT kendskab til en del kontoudskrifter vedrørende selskabet. Se SKM2014.260.ØLR.

Retten fandt, at SKAT tidligst ved virksomhedens udeblivelse fra det aftalte kontrolbesøg fik tilstrækkelig grund til at betvivle rigtigheden af virksomhedes momsregistreringer og dermed tilstrækkeligt grundlag for at varsle en ændring af afgiftsansættelsen. Se SKM2014.214.ØLR.

Kundskabstidspunktet var det tidspunkt, hvor SKAT havde indhentet yderligere kontoudtog og afholdt møde med borgeren og fået bekræftet at visse poster på kontoudtogene på borgerens mors konti vedrørte borgeren. Se SKM2013.259.BR.

Kundskabstidspunktet var det tidspunkt, hvor SKAT fra en kommune fik oplysning om, at selskabet drev uregistreret virksomhed, da SKAT på dette tidspunkt havde de fornødne oplysninger for at kunne fastslå, at selskabet var afgiftspligtigt. Da SKAT først havde sendt forslag mere end 6 måneder efter dette tidspunkt, var fristen i SFL § 32, stk. 2 ikke overholdt. Se SKM2013.180.LSR.

Kundskabstidspunktet var først på det tidspunkt, hvor direktøren besvarede SKATs henvendelse. Se SKM2013.54.BR.

Kundskabstidspunktet var det tidspunkt, hvor SKAT modtog borgerens svar på SKATs henvendelse, hvor SKAT fik kundskab om, at borgeren havde benyttet kreditkortet. Se SKM2012.224.LSR.

Det blev lagt til grund, at kundskabstidspunktet først indtrådte ca. to måneder efter, at SKAT havde modtaget ufuldstændige oplysninger. Begrundelsen herfor var, at SKAT måtte indrømmes en vis rimelig tid til at bearbejde de ufuldstændige og til dels misvisende oplysninger. Se SKM2006.153.HR.

Retten udtaler, at der må indrømmes SKAT en vis, rimelig frist til at undersøge oplysninger og dokumenter, der fremkom ved en ransagning. Reaktionsfristen løb derfor først fra det efterfølgende tidspunkt, hvor SKAT modtog bankudtog, der viste, at betalingen var skattepligtigt udbytte. Se SKM2012.459.VLR.

Ved ransagning blev der gennemført en spejling af selskabets computer. SKAT modtog efter ransagningen materialet fra spejlingen, og reaktionsfristen skulle regnes fra sidstnævnte tidspunkt. Se SKM2012.651.LSR.

Kundskabstidspunktet var det tidspunkt, hvor borgeren oplyste SKAT om, at han havde modtaget gaver. Se SKM2012.325.BR.

SKAT havde modtaget kontroloplysninger fra udlandet om afkast af olie- og gasrettigheder for 2003, hvorimod disse oplysninger ikke omfattede de forudgående indkomstår. For så vidt angår forhøjelser for årene inden 2003 løb reaktionsfristen ikke fra modtagelsen af kontroloplysninger fra udlandet, men derimod fra det tidspunkt, hvor borgeren selv oplyste, at han også havde haft rettigheder og afkast i de forudgående år. Se SKM2012.183.BR.

Reaktionsfristen skulle regnes fra udløbet af den frist SKAT havde fastsat for fremlæggelse af yderligere dokumentation, hvilken frist var fastsat efter at SKAT havde modtaget af en udbedt redegørelse om hævningerne, hvor hævningerne blev forklaret som midler fra et privat lån. Se SKM2012.168.ØLR.

Borgeren havde i flere omgange undladt at oplyse om en trust, hvis midler ikke var udskilt fra hans formue. Reaktionsfristen skulle derfor først regnes fra modtagelsen af oplysninger, der til en vis grad belyste trustens forhold og borgerens tilknytning til og rolle i forhold til trusten. Se SKM2012.138.ØLR.

Det blev lagt til grund, at SKATs kundskab til de relevante oplysninger tidligst indtraf på ransagningstidspunktet. Se SKM2011.209.HR.

Kundskabstidspunktet var det tidspunkt, hvor politiet foretog afhøring på grundlag af materiale beslaglagt ved ransagning. Se SKM2010.813.LSR.

Selv om SKAT allerede var i besiddelse af relevante oplysninger inden ransagning, fremkom der ved ransagningen sådanne supplerende oplysninger, at reaktionsfristen tidligst skulle regnes fra ransagningstidspunktet. Se SKM2010.552.BR og SKM2009.164.ØLR.

Selv om regnskabsmateriale var tilgået SKAT i september 2004, blev en varsling af en skønsmæssig ansættelse i juni 2005 anset for rettidig, fordi det blev lagt til grund, at der efterfølgende var tilgået SKAT relevante oplysninger, senest i februar 2005. Se SKM2011.459.ØLR.

Kundskabstidspunktet indtrådte ca. to måneder efter, at SKAT havde modtaget ufuldstændige oplysninger. Begrundelsen herfor var, at SKAT måtte indrømmes en vis rimelig tid til at bearbejde de ufuldstændige og til dels misvisende oplysninger. Se SKM2006.153.HR.

Store mængder ubearbejdede data

Reaktionsfristen løb ikke fra det tidspunkt, hvor SKAT som led i projektet modtog en stor mængde ubearbejdede data, ligesom fristen heller ikke løb fra tidspunktet for den første udsøgning på overførslen til borgeren. Derimod blev reaktionsfristen først anset for at løbe fra det tidspunkt, hvor SKAT havde fået tilstrækkelige oplysninger til at varsle en korrekt opgørelse. Se SKM2013.910.BR.

Se også SKM2014.120.BR og SKM2014.464.BR

Kundskab ved afgørelse/dom:

For Højesteret drejede sagen sig alene om, hvorvidt betingelserne for at gennemføre den ændrede ansættelse, jf. SFL § 27, stk. 1, nr. 2 og stk. 2, var opfyldt.

Højesteret fastslog, at byrettens forhøjelse af skatteansættelsen for 2005 måtte anses for en direkte følge af nedsættelsen af ansættelsen for 2006 og dermed omfattet af § 27, stk. 1, nr. 2. Højesteret afviste i den forbindelse, at der i ordlyden af bestemmelsen eller i dennes motiver var holdepunkter for at forstå bestemmelsen således, at forhøjelsen af en ansættelse for et indkomstår ikke kan ske ved den samme afgørelse som den nedsættelse for et andet indkomstår, som forhøjelsen er en direkte følge af. Højesteret fastslog endvidere, at fristen i § 27, stk. 2, var overholdt, idet den begyndte at løbe fra byrettens dom. Landsrettens dom blev derfor stadfæstet. Se SKM2018.203.HR

Retten fandt bl.a. navnlig henset til, at spørgsmålet om periodiseringen af 2004-hævningerne i realiteten var afgjort allerede ved Landsskatterettens 17. november 2009 (vedrørende hævninger foretaget i 2005), og da skatteankenævnets henlæggelse i 2007/2008 af klagesagen vedrørende indkomståret 2004 var baseret på fejlagtige oplysninger fra SKAT, at SKAT ikke kunne anses for at have iagttaget reaktionsfristen i SFL § 27, stk. 2, 1. pkt. Se SKM2017.365.BR.

Retten fandt, at reaktionsfristen på 6 måneder først begynder at løbe fra det tidspunkt, hvor retten træffer afgørelse om periodisering af forhøjelsen. Se SKM2017.230.ØLR.

Borgeren fik medhold i en klagesag over, at en gældseftergivelse var beskattet i 2002. Som en direkte følgevirkning blev gældseftergivelsen i stedet for beskattet i 2003 i henhold til SFL § 27, stk. 1, nr. 2. Reaktionsfristen begyndte først at løbe fra det tidspunkt, hvor borgeren fik medhold i, at beskatningen ikke skulle ske i 2002. Se SKM2012.389.BR.

Et skattearrangement var blevet tilsidesat for 2002 og 2003, men vedrørende 2004 var reaktionsfristen overskredet, fordi SKAT i regnskabet havde haft tilstrækkelige oplysninger til at foretage ansættelse for 2004. Se SKM2012.390.BR.

Under en retssag om beskatning af en indtægt i 2003 fremkom oplysninger, der viste, at periodisering skulle ændres fra 2003 til 2002. Borgeren var tidligere blevet frifundet i en straffesag om beskatning i 2003, men uanset dette skulle reaktionsfristen først regnes fra et senere tidspunkt, fordi der i straffedommen var udtrykt usikkerhed om det korrekte beskatningstidspunkt. Se SKM2010.400.BR.

Reaktionsfristen begyndte ikke at løbe før en klagebehandling i Skatteankenævnet om det samme spørgsmål var afsluttet. Se SKM2008.702.HR.

Korrektion af årsopgørelse som følge af dom

Retten bemærkede, at årsopgørelsen alene indeholdt en korrektion som følge af, at Højesteret havde givet afslag på omgørelsen, og at der ikke forelå noget nyt i forhold til ansættelsen, der kunne give anledning til høring på ny. Retten fandt derfor ikke, at der var en ændring, der krævede overholdelse af SFL § 27, stk. 2. Se SKM2016.611.ØLR.

Reaktionsfrist ved fristforlængelse

Byretten udtalte bl.a.: Der er ikke grundlag for at anse reaktionsfristerne i SFL § 27, stk. 2, for overskredet. Det bemærkes hertil, at skatteansættelsen, der fremgår af SKATs afgørelse af 28. oktober 2011, blev udsat efter anmodning fra As advokat den 21. september 2011, hvilket også fremgår af SKATs svar af samme dag, hvor der udtrykkeligt henvises til SFL § 27, stk. 2. Se SKM2017.505.VLR.

Fristen overskredet vedrørende hovedaktionær uanset selskabet havde haft mulighed for at udtale sig

Reaktionsfristen var ikke overholdt. Sagen drejede sig om en forhøjelse af selskab og hovedaktionær. Retten fandt, at reaktionsfristen for hovedaktionærens ansættelse tidligst løb fra 15. marts 2012, hvor SKAT modtog en redegørelse. Forslag blev sendt 22. februar 2013, hvor fristen var udløbet. Retten mente, at det var uden betydning, at selskabet havde haft mulighed for at komme med indsigelser vedrørende selskabets forslag (grundlaget for ansættelserne var det samme). Se SKM2016.425.ØLR.

Reaktionsfrist - afkast ejendomsprojekt

Retten udtalte, at da de sagsøgende selskaber ved at undlade at selvangive de omhandlede afkast har udvist mindst grov uagtsomhed jf. SFL § 27, stk. 1, nr. 5, har SKAT været berettiget til i medfør af SFL § 27, stk. 2, at afsende forslag til afgørelser den 5. februar 2013 og endelige afgørelser den 15. marts 2013, hvorved de sagsøgende selskabers indkomst for 2008 er ændret. Reaktionsfristen var overholdt. Se SKM2016.402.BR.

Konsekvensændringer

SKAT havde i første omgang henført forhøjelsen af sagsøgerens indkomst til indkomståret 2008, selvom det rigtige indkomstår var 2007. Forhøjelsen for 2008 var varslet den 1. marts 2010.

6 måneder-fristen i SFL § 27, stk. 2, for forhøjelsen af 2007 skulle regnes fra SKATs afgørelse af 15. november 2011, hvori SKAT flyttede forhøjelsen fra 2008 til 2007. Fristen var derfor overholdt. Se SKM2019.195.BR.

Konsekvensændringer ægtefæller

En hustru fik ved Landsskatteretten medhold i, at kun ½ af indeståendet på en bankkonto var ejet af hende. Manden skulle derfor ekstraordinært forhøjes med ½ af renteindtægterne. Da forhøjelsen blev varslet inden udløbet af 6 måneder regnet fra Landsskatterettens afgørelse vedrørende hustruen, var varslingen sket rettidigt efter bestemmelsen i SFL § 27, stk. 2. Det havde ikke betydning for SKATs kundskabstidspunkt, at Skatteankenævnet tidligere havde modtaget oplysninger om ejerforholdet til bankkontoen, idet der ikke var identitet mellem SKAT og Skatteankenævnet. Se SKM2011.735.BR.

Er der tale om en ægtefællekonsekvensændring, fremgår det af SKM2011.675.ØLR, at reaktionsfristen i relation til konsekvensændringen hos ægtefælle 2, tidligst regnes fra det tidspunkt, hvor den forudgående ændring hos ægtefælle blev varslet. Efter SKATs opfattelse må dommen forstås således, at en konkret vurdering er afgørende for, hvornår reaktionsfrisen begynder at løbe vedrørende konsekvensændringen for ægtefælle 2. Fristen vil dog senest begynde at løbe på det tidspunkt, hvor ansættelsesændringen for ægtefælle 1 er gennemført.

Skatteforvaltningen varsler gentagne gange

Hvis Skatteforvaltningen har varslet rettidigt inden udløbet af reaktionsfristen og stadig inden udløbet af reaktionsfristen finder anledning til at korrigere det først udsendte forslag, skal der gøres opmærksom på følgende:

Hvis forslag nr. 2 i sin helhed skal erstatte og dermed annullere forslag nr. 1, skal dette udtrykkeligt formuleres i forslag nr. 2 med henblik på at sikre, at ansættelsesfristen, først løber fra tidspunktet for forslag nr. 2. Hvis derimod forslag nr. 2 er udtryk for en fortsættelse/korrektion af forslag nr. 1, som således ikke annulleres, vil ansættelsesfristen løbe fra tidspunktet for forslag nr. 1.

Eksempel: (1. forslag ikke erstattet af 2. forslag)

Efter udsendelse af forslag inden reaktionsfristen om ændring af ansættelsen blev der efterfølgende udsendt et forslag nr. 2 med henblik på en beløbsmæssig korrektion inden for rammerne af forslag nr. 1. Da det ikke i forslag nr. 2 udtrykkeligt var fastsat, at det samtidig annullerede forslag nr. 1, blev forslag nr. 2 anset for en sådan følge af forslag nr. 1, at ansættelsesfristen skulle regnes fra forslag nr. 1. Forhøjelsen var derfor forældet. Se SKM2013.675.LSR.

Se også

A.A.8.2.2.1.5. - ansættelsesfristen

Oversigt over domme, kendelser, afgørelser, SKM-meddelelser mv.

Skemaet viser relevante afgørelser på området:

Afgørelse	Afgørelsen i stikord	Yderligere kommentarer
Højesteretsdomme
SKM2018.481.HR	Højesteret udtalte, at kundskabstidspunktet må anses for at være det tidspunkt, hvor SKAT er kommet i besiddelse af tilstrækkelige oplysninger til, at der forelå grundlag for ekstraordinær genoptagelse efter SFL § 27, stk. 1, nr. 5. Varslingsfristen løber altså først fra det tidspunkt, hvor SKAT kan sende en agterskrivelse, dvs. det tidspunkt, hvor SKAT er kommet til kundskab om, at skatteansættelsen er urigtig, og at dette skyldes mindst grov uagtsomhed fra skatteyderens side.	Money Transfer-projekt. Tidligere instans 2017.478.VLR.
SKM2018.203.HR	For Højesteret drejede sagen sig alene om, hvorvidt betingelserne for at gennemføre den ændrede ansættelse, jf. SFL § 27, stk. 1, nr. 2 og stk. 2, var opfyldt. Højesteret fastslog, at byrettens forhøjelse af skatteansættelsen for 2005 måtte anses for en direkte følge af nedsættelsen af ansættelsen for 2006 og dermed omfattet af § 27, stk. 1, nr. 2. Højesteret afviste i den forbindelse, at der i ordlyden af bestemmelsen eller i dennes motiver var holdepunkter for at forstå bestemmelsen således, at forhøjelsen af en ansættelse for et indkomstår ikke kan ske ved den samme afgørelse som den nedsættelse for et andet indkomstår, som forhøjelsen er en direkte følge af. Højesteret fastslog endvidere, at fristen i § 27, stk. 2, var overholdt, idet den begyndte at løbe fra byrettens dom. Landsrettens dom blev derfor stadfæstet.	Tidligere SKM2017.230.ØLR
SKM2011.209.HR	Reaktionsfrist skulle tidligst regnes fra ransagningstidspunktet. Reaktionsfristen var overholdt.
SKM2010.551.HR	Kundskabstidspunkt lig med restanceopkrævningstidspunkt. Begrundelsen fremgår af SKM2008.627.ØLR. Højesteret tog ikke stilling til reaktionsfristen.	Se SKM2008.627.ØLR.
SKM2008.702.HR	Uafsluttet klagebehandling - suspension af reaktionsfrist.
SKM2006.153.HR	Kundskabstidspunkt først indtrådt efter ca. 2 måneders bearbejdelse af modtaget materiale.
Landsretsdomme
SKM2019.388.VLR	Sagen drejede sig om, hvorvidt 41 indbetalinger i perioden 2008-2010 på godt 1,2 mio. kr. fra tre forskellige selskaber hjemmehørende i Liechtenstein, De Britiske Jomfruøer og Belize var skattepligtig indkomst eller udbetalte lånebeløb, og - for så vidt angår indkomstårene 2008 og 2009 - hvorvidt ændringen af den skattepligtiges indkomst var i overensstemmelse med fristreglerne. Landsretten udtalte indledningsvis, at det i en situation som den foreliggende påhvilede den skattepligtige at godtgøre, at de indsatte beløb var lån. Af de grunde som byretten havde anført, tiltrådte landsretten, at en fremlagt rammeaftale om lån på 1,6 mio. kr. indeholdt sådanne særlige vilkår, at gældsforholdets beståen ikke var godtgjort ved de fremlagte dokumenter og forklaringer fra den skattepligtige og den anførte kreditor i låneaftalen. Landsretten lagde tillige vægt på, at pengene ikke var betalt tilbage ved den anførte forfaldsdato. Landsretten fandt på baggrund af de omstændigheder, der førte til, at overførslerne var skattepligtige, at den skattepligtige måtte anses for at have handlet i hvert fald groft uagtsomt ved ikke at have selvangivet beløbene, og at betingelserne i § 27, stk. 1, nr. 5, for ekstraordinær ansættelse vedrørende indkomstårene 2008 og 2009 således var opfyldt. Endvidere fandt landsretten, at det først var ved modtagelsen af den skattepligtiges redegørelse for indsætningerne, at SKAT kom i besiddelse af tilstrækkelige oplysninger til at vurdere, om der forelå grundlag for ekstraordinær ansættelse efter § 27, stk. 1, nr. 5. Varslingsfristen i § 27, stk. 2, 1. pkt., var derfor ikke overskredet. Landsretten stadfæster herefter byrettens dom (SKM2017.530.BR), hvorved Skatteministeriet blev frifundet.	Tidligere SKM2017.530.BR
SKM2019.159.ØLR	Landsretten fandt, at det først var efter ransagningen den 25. oktober 2011 og afhøringen samme dag af anpartshaveren samt den efterfølgende modtagelse af billeder fra politiet, der bl.a. viste brugen af flere af de omhandlede aktiver, at der for SKAT forelå tilstrækkelige oplysninger til, at der var grundlag for ekstraordinær ansættelse efter SFL § 27, stk. 1, nr. 5. De foreliggende oplysninger om SKATs viden og ageren forud for ransagningstidspunktet gav ikke grundlag for at fastslå, at der på noget tidligere tidspunkt forelå tilstrækkelige oplysninger hertil. Varslingsfristen på 6 måneder i SFL § 27, stk. 2, var derfor overholdt i relation til den varsling om ændret skatteansættelse for indkomstårene 2003 til 2007, som blev sendt til anpartshaveren ved brev af 3. april 2012.	Tidligere instans SKM2018.187.BR.
SKM2017.623.ØLR	Af bevisførelsen fremgår, at SKAT rettede henvendelse til borgeren og anmodede om materiale i februar 2011. Henvendelsen blev ikke besvaret. SKAT indhentede herefter hos borgerens bank hans kontoudtog, som man modtog den 19. august 2011. Af kontoudtogene fremgik, at provenuet fra salg af lejligheden blev anvendt dels til indfrielse af realkreditlånene, dels til overførsel 2 måneder senere af overskuddet i handelen til en konto tilhørende IJ. På grundlag heraf udsendte SKAT forslag af 12. september 2011. Først ved et møde den 30. november 2011, som IJ deltog i på borgerens vegne, kom SKAT i besiddelse af formidlingsaftalen. Derefter udsendte SKAT den 26. januar 2012 et forslag med korrigeret beregning. Den 23. marts 2012 udsendte SKAT afgørelse med skatteansættelse på grundlag af dels den korrigerede beregning i det seneste forslag, dels yderligere information, der førte til yderligere nedslag i beregningen af den skattefrie fortjeneste. Under disse omstændigheder kan fristen i SFL § 27, stk. 2, 1. pkt., ikke skulle regnes fra et tidspunkt før den 19. august 2011. SKATs forslag af 12. september 2011 og af 26. januar 2012 er således begge sendt inden udløbet af fristen i denne bestemmelse. Landsretten finder i den forbindelse, at SKAT med de nye oplysninger, der fremkom den 30. november 2011, havde fornødent grundlag for at udsende et nyt forslag. Dermed var 3 måneders-fristen fra varslingen af 26. januar 2012 i SFL § 27, stk. 2, 2. pkt., ikke udløbet ved afsendelsen af afgørelsen den 23. marts 2012.	Før SKM2017.91.BR
SKM2017.505.VLR	Sagen drejede sig om forhøjelser i forbindelse med indsætninger på konti og fri bil. Der er ikke grundlag for at anse reaktionsfristerne i SFL § 27, stk. 2, for overskredet. Det bemærkes hertil, at skatteansættelsen, der fremgår af SKATs afgørelse af 28. oktober 2011, blev udsat efter anmodning fra As advokat den 21. september 2011, hvilket også fremgår af SKATs svar af samme dag, hvor der udtrykkeligt henvises til SFL § 27, stk. 2.	Før SKM2016.570.BR
SKM2017.467.ØLR	Sagen drejede sig om fordeling af rentefradrag mellem tidligere ægtefæller. Landsretten lægger til grund, at SKAT først ved den tidligere ægtefælles klage af 21. oktober 2011 blev bekendt med bodelingsoverenskomsten af 11. juli 2008. Endvidere finder landsretten, at bodelingsoverenskomsten indebærer en ændring af det privatretlige grundlag for skatteansættelserne, som giver skattemyndighederne adgang til ekstraordinærgenoptagelse efter SFL § 27, stk. 1, nr. 1. Genoptagelsen blev varslet ved SKATs brev af 9. januar 2012 og dermed inden for fristen i SFL § 27, stk. 2, 1. pkt. SKAT traf herefter afgørelse inden for fristen i SFL § 27, stk. 2, 2. pkt. Betingelserne for ekstraordinær genoptagelse efter SFL § 27 var dermed opfyldt.	Før SKM2016.598.BR
SKM2017.344.ØLR	Money Transfer sag. Kundskabstidspunktet var det tidspunkt, hvor SKAT modtog kontoudskrifter fra banken, da SKAT først på dette tidspunkt kunne foretage en korrekt ansættelse.	Før SKM2016.252.BR og SKM2016.266.BR
SKM2017.196.ØLR	SKAT havde foretaget en ekstraordinær ansættelse efter SFL § 27, stk. 1, nr. 5, og beskattet borgeren af overførsler fra et selskab, hvori hun ejede 50 % af selskabskapitalen. Landsretten anførte, at sagen i første række drejede sig om, hvorvidt SKAT havde haft hjemmel i SFL § 27, stk. 1, nr. 5, til ekstraordinært at genoptage borgerens skatteansættelser. På baggrund af erklæringer fra de amerikanske skattemyndigheder og borgerens besiddelse af et "Green card" sammenholdt med oplysninger på de amerikanske skattemyndigheders hjemmeside og borgerens amerikanske revisors vidneforklaring, fandt Landsretten det bevist, at borgeren i de pågældende indkomstår var fuldt skattepligtig til USA. Landsretten anførte videre, at SKAT i sin vurdering af, om der foreligger et forsætligt eller groft uagtsomt forhold, har pligt til at påse, om der foreligger et urigtigt eller ufuldstændigt grundlag for den hidtidige skatteansættelse, hvilket - foruden stillingtagen til den materielle skatteret - indebar, at borgeren havde haft pligt til i Danmark at selvangive en indtægt fra det selskab, hvorfra de omtvistede overførsler stammede.	Før SKM2015.802.BR
SKM2016.611.ØLR	Den 10. februar 2003 forhøjede SKAT en skatteansættelse for indkomståret 2000 med en aktieavance på ca. 2,5 mio. kr. I den forbindelse udsendte SKAT en ny årsopgørelse af samme dato. Borgeren klagede herefter den materielle forhøjelse til Skatteankenævnet. Inden klagen havde borgeren søgt om omgørelse. SKAT afslog anmodningen om omgørelse, dette afslag indbragte borgeren for Landsskatteretten. Ved afgørelse af 9. februar 2007 gav Landsskatteretten tilladelse til omgørelse, og borgeren bad om at få foretaget en ændret skatteansættelse, dette skete ved udsendelse af en ny årsopgørelse. Borgeren tilbagekaldte sin klage til Skatteankenævnet vedrørende den materielle forhøjelse. Landsskatterettens afgørelse i omgørelsessagen blev indbragt for domstolene af Skatteministeriet, og Højesteret gav ved dom af 9. november 2011 afslag på omgørelse. SKAT sendte herefter den 13. januar 2012 (endnu) en ny årsopgørelse til borgeren, denne årsopgørelse var i overensstemmelse med den årsopgørelse, som SKAT havde foretaget den 10. februar 2003. Retssagen vedrørte spørgsmålet om, hvorvidt SKAT ved udsendelse af årsopgørelsen af 13. januar 2012 havde overholdt fristreglerne i SFL § 27, herunder om SKAT var forpligtet til at sende et forslag før udsendelsen af årsopgørelsen af 13. januar 2012. Retten bemærkede, at årsopgørelsen af 13. januar 2012 alene indeholdt en korrektion som følge af, at Højesteret havde givet afslag på omgørelsen, og at der ikke forelå noget nyt i forhold til ansættelsen fra 2003, der kunne give anledning til høring på ny. Retten fandt derfor ikke, at der forelå en ændring, der krævede overholdelse af SFL § 27, stk. 2.	Før SKM2016.360.BR
SKM2016.588.VLR	Reaktionsfristen var overholdt. Borgeren blev stoppet i en kontrolaktion og sendte derefter løbende oplysninger til SKAT. Retten fandt, at fristen skulle regnes fra det tidspunkt, hvor SKAT modtog de sidste oplysninger.
SKM2016.444.ØLR	Forhøjelse vedrørende yderligere løn. Kundskabstidspunktet var tidligst tidspunktet hvor kurator udleverede lønregnskabet til SKAT.
SKM2016.425.ØLR	Sagen drejede sig om en forhøjelse af selskab og hovedaktionær. Retten fandt, at reaktionsfristen for hovedaktionærens ansættelse tidligst løb fra 15. marts 2012, hvor SKAT modtog en redegørelse. Forslag blev sendt 22. februar 2013, hvor fristen var udløbet. Retten mente, at det var uden betydning, at selskabet havde haft mulighed for at komme med indsigelser vedrørende selskabets forslag (grundlaget for ansættelserne var det samme).
SKM2015.646.ØLR	Retten lagde til grund, at SKAT ikke oprindeligt fik oplyst de korrekte omstændigheder vedrørende en overdragelse. I slutningen af februar fik SKAT oplysning om, at en undersøgelse foretaget af SØK ville resultere i et skattekrav, men at man afventede en ransagning. Retten fandt, at reaktionsfristen løb fra 2. juli, hvor man fra SØK modtog udkast til rapport, da SKAT først på dette tidspunkt til de faktuelle oplysninger i sagen.
SKM2014.683.VLR	Reaktionsfristen begyndt ved politiafhøring, hvor borgeren redegjorde for sine bemærkninger til bevismaterialet.
SKM2014.335.VLR	Uanset pauser i SKATs sagsbehandling begyndte reaktionsfristen først at løbe fra modtagelsen af de sidste tilstrækkelige oplysninger.
SKM2014.260.ØLR	Reaktionsfristen var overholdt. SKAT sendte forslag vedrørende skat og moms 1. februar 2010 for 2005 og 2006. Retten fandt, at SKAT først efter 1. august 2009 fik kendskab til oplysninger, så det kunne konstateres, at ansættelserne var ufuldstændige. Det første møde mellem borgeren og SKAT fandt sted 4. december 2009, og i perioden 4. - 9. december 2009 fandt SKAT ud af borgeren rolle i selskabet. Ved mødet 4. december 2009 fik SKAT kendskab til en del kontoudskrifter vedrørende selskabet
SKM2014.214.ØLR	Retten fandt, at reaktionsfristen skulle regnes fra det tidspunkt, hvor SKAT var kommet i besiddelse af det fornødne grundlag for at varsle en korrekt afgiftsansættelse. Retten fandt, at SKAT tidligst ved virksomhedens udeblivelse fra det aftalte kontrolbesøg fik tilstrækkelig grund til at betvivle rigtigheden af virksomhedes momsregistreringer og dermed tilstrækkeligt grundlag for at varsle en ændring af afgiftsansættelsen. Varslingen var derfor rettidig, jf. SFL § 32, stk. 2 .
SKM2013.127.ØLR	Reaktionsfristen i SFL § 32, stk. 2 skulle regnes fra det tidspunkt, hvor SKAT havde indhentet yderligere kontoudtog og afholdt møde med borgeren og fået bekræftet at visse poster på kontoudtogene på borgeren mors konti vedrørte borgeren.
SKM2012.721.ØLR	I forbindelse med forkert periodisering af beskatning af gældseftergivelse løb reaktionsfristen for konsekvensforhøjelsen først fra det tidspunkt, hvor borgeren havde fået medhold i forkert periodisering
SKM2012.459.VLR	Reaktionsfristen i relation til materiale erhvervet ved ransagning.
SKM2012.168.ØLR	Kundskab fra udløbet af fastsat frist for fremlæggelse af yderligere dokumentation
SKM2012.138.ØLR	Reaktionsfristen frist løb først fra det tidspunkt, hvor der efter gentagne opfordringer blev fremsendt relevante oplysninger om midler i trust
SKM2011.675.ØLR	I relation til konsekvensændring hos ægtefælle 2 skulle reaktionsfristen regnes fra det tidspunkt, hvor ændringen hos ægtefælle 1 var varslet.
SKM2011.459.ØLR	Relevante oplysninger modtaget løbende hos SKAT, således at reaktionsfristen ikke var overskredet
SKM2009.765.ØLR	Reaktionsfristen overskredet.
Byretsdomme
SKM.2020.155.BR	►Sagen rejste også et spørgsmål, om reaktionsfristen i skatteforvaltningslovens § 27, stk. 2, 1. pkt., var overholdt, idet SKATs forhøjelser for de tidligste indkomstår var foretaget ekstraordinært efter lovens § 27, stk. 1, nr. 5. Retten fandt, at reaktionsfristen først begyndte at løbe, da SKAT den 27. januar 2012 modtog et svar på en forespørgsel om yderligere oplysninger, idet det først var på dette tidspunkt, at SKAT kom i besiddelse af det fornødne grundlag og dermed tilstrækkelige oplysninger for en stillingtagen til spørgsmålet om, hvorvidt betingelserne for ekstraordinær genoptagelse i medfør af skatteforvaltningslovens § 27, stk. 1, nr. 5, var opfyldt. Det var nemlig først på det tidspunkt, at SKAT var klar over, at det ikke var muligt at få nogle nærmere oplysninger, som var både relevante og væsentlige for sagen. Den omstændighed, at der ved svaret ikke som sådan fremkom nye oplysninger, kunne under de foreliggende omstændigheder ikke føre til, at reaktionsfristen allerede begyndte at løbe fra et tidligere tidspunkt. Reaktionsfristen var derfor overholdt, da SKAT sendte sin agterskrivelse den 5. juli 2012.◄
SKM2019.508.BR	Sagen angik en forhøjelse på i alt ca. 5,4 mio. kr. af en hovedanpartshavers indkomstopgørelse for indkomstårene 2007-2011 som følge af en lang række kontanthævninger på skatteyderens selskabs bankkonti. Forhøjelsen skyldtes, at det ikke nærmere var dokumenteret, at de hævede midler var anvendt til betaling af selskabets udgifter eller i øvrigt i selskabets interesse. Retten fandt, at skatteyderen ikke havde bevist, at de skete hævninger ikke var tilgået hende som maskeret udlodning, jf. ligningslovens § 16 A. Retten fandt, at reaktionsfristen i § 27, stk. 2, 1. pkt., skulle regnes fra det tidspunkt, da politiet, som havde straffeefterforsket sagen, oversendte sagen til SKAT med besked om, at der ikke ville blive foretaget yderligere fra politiets side. Reaktionsfristen var dermed overholdt.
SKM2019.439.BR	Sagen angik beskatning af pengeoverførsler på i alt 413.000 kr. til skatteyderens bankkonto. Retten fandt, at skatteyderen ikke havde løftet bevisbyrden for, at beløbene ikke tilkom skatteyderen eller i øvrigt var skattefrie. Beskatning var derfor sket med rette. Idet retten ligeledes fandt, at skattemyndighederne havde overholdt fristerne for ekstraordinær genoptagelse, og at SKAT ikke havde tilsidesat nogen partshøringsforpligtelse eller forpligtelse til at begrunde resultatet af afgørelsen, blev Skatteministeriet frifundet.
SKM2019.423.BR	Sagerne vedrørte spørgsmålet om, hvorvidt sagsøgerne med rette var blevet beskattet som løn af flere kontante hævninger og afholdte udgifter af privatlignende karakter, som et selskab, hvori sagsøgerne var ansat som hhv. direktør og bogholder, havde afholdt. Sagerne vedrørte i den forbindelse også spørgsmålet, om skattemyndighederne havde været berettiget til at genoptage sagsøgernes skatteansættelser for årene 2003-2007 ekstraordinært som følge af mindst grov uagtsomhed, jf. SFL § 27, stk. 1, nr. 5, og om skattemyndighederne havde overholdt 6 måneders fristen i SFL § 27, stk. 2. For indkomstårene 2003-2007 hvilede sagsøgernes indkomstforhøjelse på et af skattemyndighederne foretaget skøn, og for indkomstårene 2008-2011 var sagsøgerne blevet beskattet af de faktiske beløb, som var hævet i selskabet m.v. Retten fandt, at sagsøgerne havde adgang til og reelt rådede over selskabets indestående på bankkonto og øvrige midler. Med henvisning hertil, og at der i sagen var enighed om, at sagsøger 1 ikke var blevet aflønnet for sin stilling som direktør, og at selskabet i de omhandlede indkomstår var ejet af sagsøger 1’s brødre, pålagde retten sagsøgerne at føre et sikkert og objektivt bevis for, at udgifterne var afholdt i selskabets interesse, og at de pågældende beløb ikke tilfaldt sagsøgerne. Retten bemærkede, at sagsøgerne igennem bl.a. vidneførsel havde sandsynliggjort, at en række af udgifterne var afholdt i selskabets interesse, men at sagsøgerne ikke havde fremlagt dokumentation, der med sikkerhed knyttede betalingerne til udgifter afholdt i selskabets interesse. Retten fandt herefter, at sagsøgerne ikke havde løftet deres skærpede bevisbyrde. Retten fandt yderligere, at SKAT havde været berettiget til at genoptage sagsøgernes skatteansættelse ekstraordinært efter SFL § 27, stk. 1, nr. 5, idet sagsøgerne havde handlet groft uagtsomt ved manglende selvangivelse af de omhandlede beløb. Retten bemærkede herunder, at den tidsmæssige betingelse efter SFL § 27, stk. 2, var opfyldt. Retten fandt endvidere, at sagsøgerne ikke havde bevist, at den skønsmæssige forhøjelse for perioden 2003-2007 var baseret på et forkert grundlag eller var åbenbart urimeligt. Skatteministeriet fik derfor medhold i de nedlagte påstande.
SKM2019.195.BR	SKAT havde i første omgang henført forhøjelsen af sagsøgerens indkomst til indkomståret 2008, selvom det rigtige indkomstår var 2007. Forhøjelsen for 2008 var varslet den 1. marts 2010.6 måneder-fristen i SFL § 27, stk. 2, for forhøjelsen af 2007 skulle regnes fra SKATs afgørelse af 15. november 2011, hvori SKAT flyttede forhøjelsen fra 2008 til 2007. Fristen var derfor overholdt.
SKM2018.187.BR	Anpartshaveren gjorde gældende, at SKATs afgørelser ikke var i overensstemmelse med fristreglerne. Retten fandt, ansættelserne var varslet rettidigt, idet der dels var tale om kontrollerede transaktioner, dels forelå grov uagtsomhed fra anpartshaverens side. Retten henviste i den forbindelse til, at aktiverne alle var af større værdi og ikke sås at have en egentlig erhvervsmæssig sammenhæng med driften i selskabet, men snarere var erhvervet med henblik på privat anvendelse. Retten henviste videre til, at det var ved en ransagning, skattemyndighederne kom i besiddelse af fotografier, der viste, at aktiverne var blevet benyttet privat, og at det først var fra dette tidspunkt, at skattemyndighederne var kommet til kundskab med materiale, der viste, at de aktiver, der var registreret i selskabet, blev anvendt privat. Retten fandt endvidere, at ansættelserne var foretaget rettidigt, fordi ansættelsesfristen løbende havde været forlænget på anpartshaverens anmodning.
SKM2017.721.BR	Manglende selvangivelse af fri bolig. Retten finder, at SKATs 6 måneders frist for ekstraordinær skatteansættelse i medfør af SSL § 35, stk. 2, tidligst kunne begynde at løbe, da politirapporten af 19. november 2003 om at WM ikke ønskede at lade sig afhøre af australsk politi til brug for de danske myndigheders sagsbehandling forelå. Efter SKATs udarbejdelse af revisionsrapport i sagen, blev forslag til borgeren sendt den 13. maj 2004. Da ændret skatteansættelse for indkomstårene 1998, 1999 og 2000 således blev varslet over for borgeren inden for 6 måneders fristen, er SKATs afgørelse ikke ugyldig.	Anket
SKM2017.530.BR	En 6-månedersfrist efter rettens opfattelse ikke ville kunne regnes fra noget tidligere tidspunkt end den 6. februar 2012, hvor SKAT modtog en nærmere redegørelse med tilhørende bilag fra borgeren, således at fristen i givet fald må anses overholdt.	Anket Se også SKM2017.623.ØLR
SKM2017.473.BR	Reaktionsfristen løb fra det tidspunkt, hvor SKAT efter udløbet af fristen for sin sidste materialeindkaldelse og efter telefonmøde med G6 i marts 2012 havde de fornødne oplysninger til at varsle en efter de da foreliggende oplysninger korrekt skatteansættelse af borgren i de indkomstår, som SKAT undersøgte. Varslingen blev foretaget i juni 2012, og reaktionsfristen blev således overholdt.	Anket
SKM2017.405.BR	Fra udlandet blev der i indkomstårene 2008-2010 overført ca. kr. 9,5 mio. til borgerens konto i Danmark. Borgeren gjorde gældende, at der var tale om et lån ydet af borgerens mor. Retten fandt ikke, at låneforholdet var tilstrækkeligt bestyrket ved objektive kendsgerninger. Der var derfor ikke grundlag for at tilsidesætte SKATs forhøjelse af indkomsten. Borgeren gjorde for indkomståret 2008 gjort gældende, at SKAT ved forslag af 5. december 2012 ikke havde overholdt varslings- og ansættelsesfristen i SFL § 26, stk. 1. Hertil bemærkede Retten, at det af sagen fremgår, at SKAT tidligst ultimo juni 2012 modtog kontoopgørelser fra udlandet og gældsbrevet og den 21. november 2012 modtog kontoudskrifter fra bank, hvorfor SKAT først på dette tidspunkt havde det fornødne grundlag for at fremkomme med et forslag til afgørelse. Sagsøger har ikke selv på et tidligere tidspunkt oplyst om sine udenlandske konti. Betingelserne for en ekstraordinær skatteansættelse efter SFL § 27, stk. 1, nr. 5 har herefter været opfyldt. Fristen i SFL § 26 har på denne baggrund været overholdt, jf. SFL § 27, stk. 1, nr. 5.	Anket
SKM2017.365.BR	Sagen angik, om SKATs forhøjelse af indkomsten for 2006 var foretaget rettidigt. SKAT havde ved afgørelse af 28. marts 2007 forhøjet indkomsten for 2004. SKAT havde derudover 28. marts 2007 forhøjet indkomsten for 2005. Borgeren klagede SKATs afgørelse vedrørende 2004 til Skatteankenævnet og SKATs afgørelse vedrørende 2005 til Landsskatteretten. Landsskatteretten gav 17. november 2009 borgeren medhold i, at han først i indkomståret 2006 havde erhvervet ret til de beløb, der blev hævet i 2005. Skatteankenævnet fandt 20. december 2012 at de hævede beløb i 2004 skulle beskattes i indkomståret 2006, og at forhøjelsen for indkomståret 2004 som konsekvens heraf skulle ændres til 0 kr. 28. februar 2013 forhøjede SKAT indkomsten for 2006 som følge af Skatteankenævnets afgørelse af 20. december 2012 vedrørende hævningerne i 2004 og Landsskatterettens afgørelse af 17. november 2009 vedrørende hævningerne i 2005. Borgeren klagede SKATs afgørelse af 28. februar 2013 til Landsskatteretten, der 15. januar 2016 stadfæstede forhøjelsen af indkomsten for 2006 som følge af hævningerne i 2004, men nedsatte indkomsten i 2006 som følge af hævningerne i 2005, idet denne ansættelse var forældet, da der var forløbet mere end 6 måneder, jf. SFL § 27, stk. 2, fra Landsskatterettens kendelse af 17. november 2009 til forslaget 22. januar 2013. Borgeren indbragte Landsskatterettens afgørelse af 15. januar 2016 (vedrørende hævningerne i 2004) for domstolene. Retten fandt bl.a. navnlig henset til, at spørgsmålet om periodiseringen af 2004-hævningerne i realiteten var afgjort allerede ved Landsskatterettens 17. november 2009 (vedrørende hævninger foretaget i 2005), og da skatteankenævnets henlæggelse i 2007/2008 af klagesagen vedrørende indkomståret 2004 var baseret på fejlagtige oplysninger fra SKAT at SKAT ikke kunne anses for at have iagttaget reaktionsfristen i SFL § 27, stk. 2, 1. pkt.
SKM2017.174.BR	Kundskabstidspunktet var det tidspunkt, hvor SKAT kom i besiddelse af de korrekte oplysninger til beregning af skatten, hvilket i dette tilfælde var oplysning om lejens størrelse og fradragsberettigede udgifter. SKAT havde forsøgt at indhente oplysninger om fradragsberettigede udgifter fra borgeren, men modtog ingen oplysninger, hvorefter forslaget blev sendt, hvilket var inden for fristen i SFL § 27, stk. 2.	Anket er hævet
SKM2017.125.BR	Grænsehandelskoncept Skatteministeriet indbragte Landsskatterettens kendelse af 4. marts 2015, hvor et nu opløst selskab havde fået medhold i, at SKAT ikke var berettiget til ekstraordinært at genoptage selskabets momstilsvar, idet Landsskatteretten fandt, at selskabet ikke havde handlet groft uagtsomt i anvendelse af et grænsehandelskoncept med salg af campingvogne til danske kunder via en tysk samarbejdspartner. Retten fandt, at SKAT først ved selskabets fremsendelse af supplerende materiale den 11. juli 2011 havde det fornødne grundlag for bedømmelsen af størrelsen af momstilsvaret for perioden, hvorfor fristen i SFL § 32, stk. 2 var overholdt.
SKM2016.570.BR	Sagen drejede sig om beskatning af indsættelser på bankkonti vedrørende en hovedaktionær og direktør. Byretten udtalte bl.a.: Der er ikke grundlag for at anse reaktionsfristerne i SFL § 27, stk. 2, for overskredet. Det bemærkes hertil, at skatteansættelsen, der fremgår af SKATs afgørelse af 28. oktober 2011, blev udsat efter anmodning fra borgerens advokat den 21. september 2011, hvilket også fremgår af SKATs svar af samme dag, hvor der udtrykkeligt henvises til SFL § 27, stk. 2.
SKM2016.402.BR	Forhøjelse vedrørende afkast af ejendomsprojekt. Retten udtalte, at da de sagsøgende selskaber ved at undlade at selvangive de omhandlede afkast har udvist mindst grov uagtsomhed jf. SFL § 27, stk. 1, nr. 5, har SKAT været berettiget til i medfør af SFL § 27, stk. 2, at afsende forslag til afgørelser den 5. februar 2013 og endelige afgørelser den 15. marts 2013, hvorved de sagsøgende selskabers indkomst for 2008 er ændret. Reaktionsfristen var overholdt.
SKM2015.744.BR	Reaktionsfristen løb først fra afslutningen af politiets efterforskning, herunder afhøringer af borger og ægtefælle.	Sagen er hævet ved Østre Landsret.
SKM2015.62.BR	Reaktionsfristen først fra det tidspunkt, hvor virksomheden gav SKAT oplysninger om, at indbetalinger på konti vedrørte momspligtig virksomhed. SKAT havde flere gange bedt om oplysninger.
SKM2014.634.BR	Byretten fandt, at reaktionsfristen løb fra det tidspunkt, hvor borgeren, under et møde hos SKAT, oplyste, at han ikke kunne fremskaffe de oplysninger SKAT havde bedt om.
SKM2014.464.BR	Reaktionsfristen skulle regnes fra udgangen af den frist, der blev fastsat for indsendelse af manglende nødvendigt faktum.
SKM2014.120.BR	Reaktionsfristen løb tidligst fra tidspunktet, hvor den borgeren havde frist til at fremsende relevant dokumentation, uanset at SKAT tidligere som led i Moneytransfer projektet havde modtaget rådata.
SKM2013.910.BR	Reaktionsfristen løb først fra det tidspunkt, hvor SKAT vedrørende ikke selvangivet bonus havde tilstrækkelige oplysninger til at varsle korrekt ansættelse, uanset at oplysningen om bonus indgik i SKATs tidligere modtagne ubearbejdede data.
SKM2013.259.BR	SKAT henvendte sig til borgeren om sagen 31. januar 2009, afholdt møde 18. februar 2009, sendte forslag 25. maj 2009 og traf afgørelse 4. august 2009. Reaktionsfristen og ansættelsesfristen var dermed overholdt.
SKM2013.54.BR	Byretten fandt, at kundskabstidspunktet først var på det tidspunkt, hvor direktøren besvarede SKATs henvendelse.
SKM2012.390.BR	Reaktionsfristen overskredet ved tilsidesættelse af skattearrangement
SKM2012.325.BR	Byretten fandt, at reaktionsfristen skulle regnes fra det tidspunkt, hvor borgeren oplyste SKAT om, at han havde modtaget gaver.
SKM2012.183.BR	Reaktionsfristen løb først fra den borgeren egen fremlæggelse af oplysninger, da kontroloplysninger fra udlandet alene vedrørte efterfølgende indkomstår
SKM2011.735.BR	Reaktionsfristen skulle regnes fra det tidspunkt, hvor Landsskatteretten havde truffet afgørelse om ejerskabet til ægtefællernes bankkonto. I relation til kundskab ej identitet mellem SKAT og Skatteankenævn.
SKM2010.552.BR	Reaktionsfristen skulle først regnes fra ransagning, hvor der fremkom supplerende oplysninger.
SKM2010.400.BR	Reaktionsfristen skulle ikke regnes fra straffedom om forkert periodisering, men først fra et efterfølgende tidspunkt, hvor der forelå tilstrækkelige oplysninger om korrekt beskatningstidspunkt.
Landsskatteretskendelser
SKM2019.69.LSR	I forbindelse med indsendelse af en åbningsstatus i et dødsbo kunne SKAT konstatere, at en række aktietab var selvangivet med urette af afdøde, og at der forelå grundlag for fristgennembrud efter SFL § 27, stk. 1, nr. 5. To af Landsskatterettens medlemmer, herunder retsformanden, fandt ikke, at SKAT havde overholdt den lille fristregel i SFL § 27, stk. 2, idet SKAT siden modtagelsen af åbningsstatus havde været i besiddelse af alle tilstrækkelige oplysninger til at fastslå, at der var grundlag for fristgennembrud jf. SKM2018.481.HR og SKM2018.520.HR. De korrekte oplysninger om værdipapirbeholdningerne var årligt indberettet af banken. Der fremkom ikke efter indsendelsen af åbningsstatus nye oplysninger. Retsmedlemmerne fandt ikke, at det forhold, at SKAT først på et senere tidspunkt valgte at beskæftige sig med sagen og påbegynde sagsbehandling, udskyder fristen efter stk. 2. To retsmedlemmer fandt, at den lille fristregel var iagttaget. Da retsformandens stemme ved stemmelighed er afgørende, ansås fristen i stk. 2 ikke for iagttaget.
SKM2018.448.LSR	SKAT ansås berettiget til at genoptage en sag om beskatning af aktiegevinster og -tab for årene 2011-2014, idet skatteyder ikke havde selvangivet gevinst og tab på værdipapirer de pågældende år, og idet klagerens skatteforhold ikke kunne anses omfattet af den korte ligningsfrist, og da klageren måtte anses at have handlet groft uagtsomt. Gevinster og tab blev opgjort på grundlag af SKATs værdipapirsystem.
SKM2018.105.LSR	SKAT foretog den 16. december 2014 opslag på internetsider og nyhedsmedier m.v. og sammenholdt dette med klagerens R 75 og årsopgørelse m.v. Det konstateredes herved, at klageren ikke havde medregnet præmien fra tv-konkurrencen til sin skattepligtige indkomst. Landsskatteretten mente, at SKAT på dette tidspunkt havde det fornødne grundlag for vurderingen af, om klager skulle beskattes af præmien. Derfor regnes 6 måneders fristen i SFL § 27, stk. 2, fra den 16. december 2014. SKAT sendte forslag til afgørelse den 8. maj 2015, hvorfor 6 måneders fristen var overholdt af SKAT. En ansættelse, der er varslet af SKAT, skal foretages senest tre måneder efter den dag, hvor varsling er afsendt, jf. SFL § 27, stk. 2. Ansættelsen er foretaget den 5. august 2015, hvorfor også tre måneders fristen er overholdt af SKAT. Landsskatteretten stadfæstede derfor SKATs afgørelse. Se SKM2018.105.LSR.
SKM2015.462.LSR	Fristen skulle regnes fra det tidspunkt, hvor selskabet anmeldte økonomidirektørs momsunddragelse til SKAT
SKM2013.675.LSR	1. forslag inden for reaktionsfristen var afgørende for ansættelsesfristen, der dermed ikke var overholdt, uanset at der var udsendt forslag nr. 2
SKM2013.337.LSR	Reaktionsfristen skulle regnes fra det tidspunkt, hvor SKAT modtog kontoudtog fra banken.
SKM2013.194.LSR	SKAT bad 14. juli 2011 borgeren om at komme med en redegørelse vedrørende beløbet på, der var blevet indsat på borgerens konto. Borgeren reagerede ikke på henvendelsen, hvorfor der blev sendt en rykker til 9. september 2011. Da SKAT ikke fik det ønskede materiale sendte SKAT forslag 4. oktober 2011. Det var Landsskatterettens opfattelse, at fristen efter SFL § 27, stk. 2, skal regnes fra det tidspunkt, hvor SKAT kom i besiddelse af tilstrækkelige oplysninger om forholdene til at foretage en vurdering af, om der var grundlag for at foretage en ændret skatteansættelse. Der skal henvises til SKM2012.168.ØLR. Det var herefter Landsskatterettens opfattelse, at det er ved udgangen af den frist, der blev givet ved brev af 9. september 2011, at fristen efter SFL § 27, stk. 2, skal regnes, idet det først var på dette tidspunkt, at SKAT havde grundlag for at udsende et forslag. Retten anså herefter forslaget af 4. oktober 2011 for at være sket inden for fristen i SFL § 27, stk. 2.
SKM2013.180.LSR	Reaktionsfristen i SFL § 32, stk. 2 skulle regnes fra det tidspunkt, hvor SKAT fra en kommune fik oplysning om, at selskabet drev uregistreret virksomhed, da SKAT på dette tidspunkt havde de fornødne oplysninger for at kunne fastslå, at selskabet var afgiftspligtigt. Da SKAT først havde sendt forslag mere end 6 måneder efter dette tidspunkt, var fristen i SFL § 32, stk. 2 ikke overholdt.
SKM2012.651.LSR	Landsskatteretten fandt, at SKAT først havde tilstrækkelige oplysninger til at kunne lave en ansættelse på et korrekt grundlag på det tidspunkt, hvor SKAT modtog rapporten fra politiet vedrørende en ransagning.
SKM2012.224.LSR	Reaktionsfristen skulle regnes fra det tidspunkt, hvor SKAT modtog borgers svar på SKATs henvendelse, hvor SKAT fik kundskab om, at borgeren havde benyttet kreditkortet.
SKM2010.813.LSR	Borgeren havde ikke selvangivet lønindkomst eller lignende fra de i sagen omhandlede udenlandske selskaber, hvor klageren var direktør. SKAT sendte derfor anmeldelse til politiet om skattesvig af særlig grov karakter. Den 6. oktober 2008 fik SKAT adgang til det materiale, som politiet havde beslaglagt ved ransagning hos borgeren den 3. september 2008, og den 16. marts 2009 blev borgeren afhørt af politiet. Retten fandt, at SKAT først efter den 16. marts 2009 var kommet til kundskab om, hvordan borgeren er forbundet med de udenlandske selskaber. Da SKAT har sendt forslag 3. april 2008, ligger forslaget inden for en frist på 6 måneder fra kundskabstidspunktet, og den påklagede afgørelse er derfor ikke ugyldig.