åben Vis oversigt med domme, kendelser og afgørelser, som Skatteforvaltningen har valgt ikke at indarbejde i vejledningens tekst. Vi gør opmærksom på, at materialet i denne oversigt ikke nødvendigvis er udtryk for gældende ret.

Indhold

Dette afsnit beskriver, hvordan restanceinddrivelsesmyndigheden kan fastsætte en afdragsordning efter en konkret betalingsevnevurdering.

Afsnittet indeholder:

  • Regelgrundlag
  • Skyldner anmoder om en betalingsevnevurdering ved at indsende et udfyldt budgetskema
  • Oversigt over domme, kendelser, afgørelser, SKM-meddelelser mv.

Regelgrundlag

En afdragsordning skal som hovedregel fastsættes ud fra tabeltræk efter gældsinddrivelsesbekendtgørelsens § 10, stk. 1. Restanceinddrivelsesmyndigheden kan dog fastsætte en afdragsordning efter en betalingsevnevurdering i stedet for efter tabeltrækket, hvis skyldner indsender et udfyldt budgetskema.

Se gældsinddrivelsesbekendtgørelsens § 10, stk. 6.

Skyldner anmoder om en betalingsevnevurdering ved at indsende et udfyldt budgetskema

Hvis restanceinddrivelsesmyndigheden har fastsat en afdragsordning overfor en skyldner ud fra tabeltræk efter gældsinddrivelsesbekendtgørelsens § 10, stk. 1, og skyldner indsender et budgetskema, foretager restanceinddrivelsesmyndigheden en konkret betalingsevnevurdering efter reglerne i gældsinddrivelsesbekendtgørelsens kapitel 7. Restanceinddrivelsesmyndigheden vurderer herefter, om den konkrete betalingsevnevurdering skal træde i stedet for den efter tabeltræk fastsatte afdragsordning.

Hvis dette er tilfældet fastsætter restanceinddrivelsesmyndigheden en afdragsordning hos skyldner med det afdrag, som kan fastsættes på baggrund af den konkrete betalingsevnevurdering.

Der er dog mulighed for, at restanceinddrivelsesmyndigheden kan afvise at foretage en betalingsevnevurdering, når denne findes at være uden betydning for afgørelsens udfald.

Se gældsinddrivelsesbekendtgørelsens § 10, stk. 6.

Se også SKM2013.184.LSR hvor Landsskatteretten ikke fandt, at en betalingsevnevurdering kunne anses for uden betydning for sagens udfald.

Der gøres opmærksom på, at betalingsevnen kan være højere ved en konkret betalingsevnevurdering end ved en beregning efter tabeltræk. Dette betyder således, at restanceinddrivelsesmyndigheden efter en konkret betalingsevnevurdering kan fastsætte en højere afdragsprocent for afdragsordningen end den, der er beregnet ud fra tabeltrækket.

Se også:

Oversigt over domme, kendelser, afgørelser, SKM-meddelelser mv.

  Skemaet viser relevante afgørelser på området:

Afgørelse

Afgørelsen i stikord

Yderligere kommentarer

Landsskatteretten

SKM2013.184.LSR

Landsskatteretten fandt ikke, at en betalingsevnevurdering kunne anses for uden betydning for sagens udfald og SKAT skulle derfor foretage en ny betalingsevnevurdering

På baggrund af Landsskatterettens afgørelse er det Gældsstyrelsens opfattelse, at restanceinddrivelsesmyndigheden ikke kan afvise at foretage en betalingsevnevurdering på baggrund af et fremsendt budget, hvis en betalingsevnevurdering vil have betydning for sagens udfald.