Indhold
Dette afsnit indeholder reglerne om virksomhedens opgørelse og afregning af gebyret.
Afsnittet indeholder:
- Gebyrperiode
- Opgørelse af den gebyrpligtige mængde
- Afregning
Gebyrperiode
For registrerede virksomheder er gebyrperioden et kalender-kvartal. Se xdækbekendtgørelsens § 6x, stk. 1.
Gebyret angives og indbetales til Skatteforvaltningen senest ved udgangen af den følgende måned. Se xdækbekendtgørelsens § 11x.
Opgørelse af den gebyrpligtige mængde
Virksomheder skal opgøre det gebyrpligtige antal dæk for hver afgiftsperiode.
Det gebyrpligtige antal for gebyrperioden er summen af antallet af gebyrpligtige dæk, der i perioden er udleveret fra virksomheden. Se xdækbekendtgørelsens § 6x, stk. 2.
Virksomheder, der udtager gebyrpligtige dæk til montering (udskiftning) på motordrevne køretøjer og påhængskøretøjer, skal medregne forbruget af disse dæk til det gebyrpligtige antal. Dette gælder også dæk, der monteres på køretøjer, som benyttes af virksomheden. Se xdækbekendtgørelsens § 6x, stk. 3.
Følgende fradrages efter xdækbekendtgørelsens § 7x i det gebyrpligtige antal dæk:
- Antallet af dæk, der er udleveret til en anden registreret virksomhed,
- Antallet af nye dæk, der er leveret til udlandet, og
- Antallet af dæk, der i den registrerede virksomhed er udtaget til montering ved fremstilling af nye køretøjer. Se xdækbekendtgørelsens § 1x, stk. 2, nr. 2.
Regummieringsvirksomheder i Danmark skal føre et særskilt regnskab over antallet af karkasser, der importeres og eksporteres. Såfremt der netto er et overskud af karkasser fra import, skal der betales gebyr svarende til antallet af regummierede dæk, der produceres på dette overskud. Se xdækbekendtgørelsens § 1x, stk. 3.
Registrerede virksomheder kan fradrage gebyret for berigtigede dæk, der tages retur. Det er en betingelse, at virksomheden godtgør køberen den fulde pris inklusive gebyret, og at der udstedes en kreditnota med tilsvarende oplysninger, som gælder for fakturaer.
Registrerede virksomheder skal føre et regnskab over modtagelse, fremstilling samt udlevering af gebyrpligtige dæk. Regnskabet skal kunne danne grundlag for opgørelse af det i hver gebyrperiode opkrævede gebyr og for kontrollen med gebyrets rigtige betaling. Hvis regnskabet ikke kan indpasses i virksomhedens forretningsregnskab, skal virksomheden føre et specielt regnskab efter Skattestyrelsens nærmere anvisning. Skattestyrelsen kan fastsætte nærmere regler for den regnskabsmæssige opstilling (specifikation) af gebyrpligtige dæk.
Se også
Se afsnit E.A.1.6 Opgørelse af den afgiftspligtige mængde eller værdi
Se afsnit E.A.1.7 Afgiftsfritagelse og afgiftsgodtgørelse
Se afsnit A.B.3.5 Regnskabsbestemmelser for punktafgifter
Afregning
Virksomheder skal efter udløbet af hver gebyrperiode og senest ved udgangen af den følgende måned angive det gebyrpligtige antal dæk og indbetale gebyret heraf til Skatteforvaltningen. Angivelsen skal ske på en angivelses- og indbetalingsblanket.
Se også afsnit E.A.1 Generelt om punktafgifter.