Indhold

Dette afsnit handler om det gerningsindhold, der kan sanktioneres med skærpet ordensbøde. Der er tale om overtrædelse af visse ensartede bestemmelser i en række punktafgiftslove (cola-lovgivningen).

Afsnittet indeholder:

  • Regel
  • Baggrund for reglen
  • Personer omfattet af reglen
  • Flere overtrædelser

Regel

I chokoladeafgiftsloven (CHOAL), emballageafgiftsloven (EMBAL),  øl- og vinafgiftsloven (ØLVINAL), spiritusafgiftsloven (SPRITAL), og tobaksafgiftsloven (TOBAKAL), kan der udmåles en skærpet ordensbøde, når

a) der ikke er sket registrering som varemodtager inden modtagelse af varer fra udlandet eller alternativt ikke givet anmeldelse og stillet sikkerhed,

b) det ikke er muligt at konstatere, om afgiften er betalt, fordi

  • der intet regnskab foreligger,
  • der mangler fakturaer for tilstedeværende eller solgte varer,
  • der foreligger fakturaer, men det er ikke muligt at identificere leverandøren,
  • der ikke kontinuerligt foretages kasseregistreringer,
  • der ikke udleveres boner ved kontantkøb,
  • der ikke foretages daglige kasseafstemninger,
  • kontant betaling af leverandørfakturaer ikke er medtaget i kasseregnskabet.

Se CHOAL § 26, stk. 5-7, EMBAL § 18, stk. 5-7,  stk. 5-7, ØLVINAL § 25, stk. 5-7, SPRITAL § 31, stk. 5-7, TOBAKAL § 25, stk. 5-7.

Bemærk

Personer, der selv indfører varer til eget forbrug i egen husstand, skal ikke foretage registrering som varemodtager inden indførelse.

Fuldbyrdelsestidspunkt

Det strafbare gerningsindhold er fuldbyrdet, når

  • der ikke er foretaget registrering/indgivet anmeldelse ved indførelse af varer fra udlandet, eller
  • der befinder sig varer til salg på forretningsstedet, som ikke er afgiftsberigtigede, eller det ved kontrol på forretningsstedet ikke kan konstateres, at afgiften er betalt.

Baggrund for reglen

Reglen drejer sig om overtrædelser i virksomheder, der afsætter de pågældende punktafgiftspligtige varer, fx. kiosker, hvor det ikke kan dokumenteres, at der er betalt punktafgifter for de varer, som konstateres til stede ved kontrolbesøg i virksomheden.

Typisk kan der ved kontrolbesøget kun konstateres en så beskeden beholdning af punktafgiftspligtige varer, at der ikke er grundlag for at straffe med en takstbøde (normalbøde) på grundlag af den skete afgiftsunddragelse.

Reglen vedrører endvidere tilfælde, hvor den der indfører varer, ikke skal anvende varerne til eget forbrug i egen husstand, men derimod indfører varerne med overdragelse til andre private aftagere eller med salg for øje.

Personer omfattet af reglen

Pligtsubjektet er virksomheden, mens ansvarssubjektet som udgangspunkt er den, der faktisk står for opfyldelse af handlepligterne. Hvis den pågældende er en ansat, vil ansvaret falde tilbage på virksomheden. Ved personligt ejede virksomheder, eller virksomheder, hvor der er en hovedejer - specielt hvis denne tillige er direktør - vil ansvaret blive gjort gældende som et personligt ansvar.

Subjektive betingelser for strafansvar

Der skal foreligge en strafbar tilregnelse i forhold til, at

  • der ikke er sket registrering eller anmeldelse eller stillet sikkerhed inden modtagelsen af de pågældende varer, eller
  • at varen er bragt til salg uden, at der foreligger dokumentation for betaling af afgift.

Da der er tale om en ordensbøde, er sanktionen den samme, uanset om der foreligger forsæt eller grov uagtsomhed, og det er således tilstrækkeligt at løfte bevisbyrden for grov uagtsomhed.

Flere overtrædelser

Har nogen begået flere overtrædelser af samme lov, og medfører overtrædelserne idømmelse af bøde, sammenlægges bødestraffen for hver overtrædelse. Har nogen desuden overtrådt én eller flere andre skatte- og afgiftslove eller pantlovgivningen, og medfører overtrædelserne idømmelse af bøde, sammenlægges bødestraffen for hver overtrædelse.

Bestemmelserne om sammenlægning af bødestraffen kan fraviges, når særlige grunde taler herfor.

Se også

Se afsnit A.C.3.5.3.3 om beregning og sammenlægning af de skærpede bøder, herunder gentagelsesvirkning.