Indhold

Dette afsnit indeholder en kort introduktion til reglerne, herunder formål, lovgrundlag og historik.

Afsnittet indeholder:

  • Regel
  • Lovgrundlag
  • Historik.

Regel

1. oktober 2022 blev der indført afgift på røgfri tobak, nikotinprodukter og nikotinholdige væsker. Se FORBRAL § 13, § 13 a og § 13 b. Ændringerne er indført ved lov nr. 2616 af 28. december 2021. Lovændringerne trådte i kraft 1. oktober 2022. Se lov nr. 832 af 14. juni 2022.

Røgfri tobak, nikotinprodukter og nikotinholdige væsker er omfattet af lov nr. 586 af 26. marts 2021 om forbud mod tobaksreklame.

Lovgrundlag

Afgift på røgfri tobak, nikotinprodukter og nikotinholdige væsker fremgår af lov om forskellige forbrugsafgifter. Se lovbekendtgørelse nr. 1445 af 21. juni 2021 med senere ændringer.

Loven forkortes i denne vejledning til FORBRAL.

Loven er bl.a. ændret ved:

  • § 1, nr. 1, i lov nr. 331 af 9. april 2024, hvor afgiftssatsen for røgfri tobak fra 1. juni 2024 ændres fra 461,37 kr. pr. kg til 1.147,08 kr. pr. kg.
  • § 1, nr. 2, i lov nr. 331 af 9. april 2024, hvor afgiftssatsen for nikotinprodukter fra 1. juni 2024 ændres fra 5,5 øre pr. mg. nikotin til 10 øre pr. mg nikotin.  
  • § 1, nr. 5, i lov nr. 331 af 9. april 2024 indføres krav om, at registrerede oplagshavere senest 3 måneder efter en afgiftsforhøjelses ikrafttræden skal anmode Skatteforvaltningen om godtgørelse af ikkebrugte stempelmærker, der var gældende før afgiftsforhøjelsens ikrafttræden. Derudover indføres regler om, at en registreret oplagshaver med egne detailudsalg omfattes af "clean market" reglerne. Der indføres krav om lageropgørelse over virksomhedens afgiftspligtige varer påsat stempelmærker, der var gældende før en afgiftsforhøjelses ikrafttræden, og virksomhedens ikkebrugte stempelmærker, der var gældende før en afgiftsforhøjelses ikrafttræden.

Der er i medfør af loven udstedt bekendtgørelse nr. 1004 af 22. juni 2022, som regulerer, hvordan stempelmærker skal påføres detailsalgspakninger med røgfri tobak, nikotinprodukter og nikotinholdige væsker og yderligere kredittid ved påsætning af stempelmærker i et andet EU-land.

Ved lov nr. 651 af 11. juni 2024, som er henhørende under Indenrigs- og Sundhedsministeriets område, er der fra 1. juli 2024 bl.a. indført forbud mod at indføre, købe, udlevere, modtage, fremstille, forarbejde og besidde elektroniske cigaretter og genopfyldningsbeholdere med nikotin, der har ulovlige kendetegnende aromaer eller for højt nikotinindhold. Der er indført hjemmel til, at told- og skatteforvaltningen kan tage ulovlige tobaks- og nikotinprodukter i bevaring, med henblik på overdragelse til Sikkerhedsstyrelsen. Derudover er der indført hjemmel til, at Sikkerhedsstyrelsen kan beslaglægge ulovlige tobaks- og nikotinprodukter.

Historik

Afgiften blev indført på tobak dyrket her i landet i 1912. I 1992 blev afgiften flyttet fra tobaksafgiftsloven til lov om forskellige forbrugsafgifter. Det blev gjort for at adskille afgiften fra tobaksvarer, som blev omfattet af EU's harmoniserede afgifter. I samme anledning blev afgiften af skrå og snus omlagt fra en værdiafgift til en vægtafgift.