Indhold
Afsnittet indeholder:
- Lovgrundlag og formål med reglerne
- Ansvarlig ressortmyndighed
- Nødvendig baggrundsviden til brug for håndhævelse af reglerne
- Reglerne ved overførsel af affald til Danmark
- Reglerne ved overførsel af affald fra Danmark
- Særlige regler for eksport til 3. lande (ikke EU- og EFTA-lande)
- Toldstyrelsens opgave.
Lovgrundlag og formål med reglerne
Formålet med reglerne er at sikre, at affald håndteres korrekt, således at miljøet og menneskers sundhed ikke belastes.
For området gælder en række forordninger og nationale bestemmelser.
EU regulering
- Europaparlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 1013/2006 af 14. juni 2006 om overførsel af affald (Transportforordningen)
- Kommissionens forordning (EF) nr. 1418/2007 af 29. november 2007 om eksport til nyttiggørelse af visse typer affald, der er opført i bilag III eller IIIA til Transportforordningen til visse ikke OECD-lande ("Den grønne forordning")
Nationale bestemmelser
- Bekendtgørelse nr. 132 af 6. februar 2014 om overførsel af affald og overførsel af brugt elektrisk og elektronisk udstyr
- Bekendtgørelse nr. 1309 af 18. december 2012 om affald (affaldsbekendtgørelsen)
Ressortmyndighed
Ressortmyndighed for denne varebestemmelse er Miljøstyrelsen.
Nødvendig baggrundsviden til brug for håndhævelse af reglerne
En grænseoverskridende transport af affald kaldes en overførsel af affald. Sker overførslen til eller fra et land uden for EU taler man om henholdsvis eksport eller import af affald.
En overførsel af affald kan efter reglerne herom enten være:
- Forbudt
- Anmeldepligtigt
- Ikke anmeldepligtigt
Hvilke regler der gælder for en konkret overførsel af affald afhænger af:
- hvilket land affaldet skal afsendes til eller er afsendt fra,
- om affaldet skal nyttiggøres eller bortskaffes, og
- om affaldet er grønlistet (står på Transportforordningens bilag III, IIIA eller IIIB) eller er orangelistet (står på Transportforordningens bilag IV og IVa) eller er ulistet (ikke står på nogen af de nævnte bilag)
Der skelnes mellem overførsler til og fra andre EU- og EFTA-lande og overførsler til 3. lande.
Affald kan behandles enten ved en nyttiggørelses- eller en bortskaffelsesoperation. Nyttiggørelsesbehandlingerne tildeles koderne R1-R13 og bortskaffelsesbehandlingerne D1-D15. Se listen over R- og D-behandlinger i affaldsbekendtgørelsen.
Generelt tillades transport af affald til nyttiggørelse i videre omfang end transport af affald med henblik på bortskaffelse.
Overførsel til Danmark fra andre EU-lande og fra EFTA-lande
Når affald overføres til Danmark enten fra et andet EU-land eller et EFTA-land gælder Transportforordningen og bekendtgørelse om overførsel af affald.
Der må ikke overføres affald til Danmark i strid med reglerne.
Overførsel til nyttiggørelse i Danmark
Transportforordningen rubricerer affald i 2 forskellige kategorier:
- Anmeldepligtigt - Orangelistet affald og ulistet affald: Transportforordningens art. 4, stk. 1, bilag IV og IVa. Der skal være givet tilladelse fra alle berørte landes myndigheder herunder Miljøstyrelsen
- Ikke anmeldepligtigt affald - Grønlistet affald: Transportforordningens bilag III, IIIA eller IIIB, jf. art. 3, stk. 2 og 4. Affaldet skal følges af et udfyldt ledsagedokument. Dokumentet fremgår af Transportforordningens bilag VII.
Anmeldepligtigt affald
En overførsel af orangelistet eller ulistet affald (affald som er opført i Transportforordningens bilag IV, bilag IVA eller som ikke er opført på bilag III, IIIA, IIIB, IV eller IVA) skal anmeldes til de berørte landes myndigheder, herunder Miljøstyrelsen, og landene skal have givet samtykke inden overførslen må foretages. Blandinger af to eller flere typer affald, som er opført på bilag III, skal også anmeldes.
Miljøstyrelsen giver samtykke til hver enkelt anmeldelse. Én anmeldelse indeholder ofte tilladelse til en række transporter, da tilladelsen er givet i forhold til en samlet mængde affald, der ønskes transporteret. Varigheden af den enkelte tilladelse er begrænset til et år.
Affaldet skal under overførslen ledsages af anmeldelsesformular med de berørte landes samtykke (bilag 1A) og en transportformular (bilag 1B).
Ikke-anmeldepligtigt affald
Ved overførsel af grønlistet affald (affald, som er opført i Transportforordningens bilag III, IIIA eller IIIB) skal affaldet under transporten ledsages af et gyldigt ledsagedokument (bilag VII til Transportforordningen).
Overførslen kræver ikke tilladelse fra de berørte landes myndigheder.
Overførsel til bortskaffelse i Danmark
Overførsel til bortskaffelse i Danmark er forbudt.
I følgende to tilfælde kan bortskaffelse i Danmark dog tillades, men dette medfører at overførsel af affaldet bliver anmeldepligtigt, og skal forhåndsgodkendes af Miljøstyrelsen:
- Ingen bortskaffelsesmuligheder i afsenderland
- Farligt affald til forbrænding på landjord.
Overførsel fra Danmark til andre EU-lande og til EFTA-lande
Når affald overføres fra Danmark til enten et andet EU-land eller et EFTA-land gælder Transportforordningen og bekendtgørelse om overførsel af affald.
Der må ikke overføres affald fra Danmark i strid med reglerne.
Der gælder de samme regler, som når affaldet overføres til Danmark - se ovenfor.
Eksport til 3. lande (ikke EU- og EFTA-lande)
Eksport til nyttiggørelse i 3. lande (ikke EU- og EFTA-lande)
Til OECD-lande
Når affald eksporteres til OECD-lande gælder Transportforordningen.
OECD-lande er i denne sammenhæng lig med alle OECD medlemslande undtagen Israel og Chile. Se oversigt over medlemslande.
For eksporter til disse lande gælder de samme regler som ved overførsler til andre EU-lande og til EFTA-lande - se ovenfor.
Affald opført på Transportforordningens bilag IIIB er dog anmeldepligtigt ved eksport til OECD-lande.
Til ikke OECD-lande
Når affald eksporteres til ikke-OECD-lande gælder Transportforordningen og "Den grønne forordning".
Det er forbudt, at eksportere farligt affald til ikke-OECD lande. En liste over farligt affald kan findes i Transportforordningen bilag V.
For grønlistet affald (affald, som er opført i Transportforordningens bilag III eller IIIA) afhænger det af det enkelte land, som affaldet ønskes eksporteret til, om der gælder et forbud, om eksporten er anmeldepligtig eller ikke-anmeldepligtigt. Se forordning 1418/2007 (Den grønne forordning).
Kontakt Miljøstyrelsen for nærmere oplysning herom.
Eksport til bortskaffelse i 3. lande (ikke EU- og EFTA-lande)
Ved eksport af affald til 3. lande (ikke EU- og EFTA-lande) gælder Transportforordningen.
Det er forbudt at eksportere affald til 3. lande (ikke EU- og EFTA-lande) til bortskaffelse.
Toldstyrelsens opgave
Toldstyrelsen foretager fysisk kontrol ved ind- og udførsel af affald.
Det er således Toldstyrelsen, der sikrer, at
- importøren/eksportøren har den nødvendige tilladelse til at ind- eller udføre affald,
- det affald, der søges ind- eller udført er i overensstemmelse med det tilladelsen omfatter (Miljøstyrelsen kontaktes ved tvivl herom), og
- affaldet ledsages af de krævede dokumenter.
Toldstyrelsen er berettiget til at foretage enhver undersøgelse af affaldet (varerne), der er nødvendig af hensyn til kontrollen. Toldstyrelsen kan i den forbindelse - uden erstatning - udtage et passende kvantum prøver af affaldet for at undersøge dets beskaffenhed. Importøren/eksportøren kan efter anmodning få udtagne prøver retur, hvis de ikke er brugt ved undersøgelsen.
Toldstyrelsen har ikke kompetence til at afgøre, om det transporterede affald er i overensstemmelse med det affald, der er givet tilladelse til at transportere (klassificere affaldet). Toldstyrelsen skal kontakte Miljøstyrelsen i tilfælde, hvor Toldstyrelsen finder det tvivlsomt, om det faktiske indhold af affaldstransporten er i overensstemmelse med tilladelsens indhold. Miljøstyrelsen vil herefter tage stilling til, om Transportforordningens regler er overtrådt.