Efter denne metode kan toldværdien ansættes på grundlag af den værdi, som de indførte varer opnår ved salg i EU. Den enhedspris, der skal tages i betragtning, er den pris, til hvilken det største samlede antal enheder er solgt til uafhængige personer.
Se EUTK art. 74, stk. 2, litra c.
Enhedsprisen for lignende eller tilsvarende varer skal være for varer i uforandret stand, og skal omhandle salg i EU på samme eller næsten samme tidspunkt som de varer, der skal værdiansættes, og senest 90 dage efter indførslen.
Hvis de indførte varer ikke sælges i EU, kan toldværdien ansættes på grundlag af enhedsprisen ved salg i EU af tilsvarende eller lignende varer, hvor der tages hensyn til værditilvæksten efter en eventuel bearbejdning eller forarbejdning. Salget skal være i det første handelsled efter importen.
Ved fastsættelse af toldværdi efter den deduktive metode skal følgende elementer ikke tages med:
-
Salg af varer i andre handelsled end det første efter importen.
-
Salg til indbyrdes afhængige personer. Se GF art. 127.
-
Salg til personer, der leverer varer eller tjenesteydelser, direkte eller indirekte eller til nedsat pris, til brug for fremstilling eller salg i forbindelse med eksport af de importerede varer, som er omfattet af EUTK art. 71, stk. 1, litra b.
-
Salg i mængder, der ikke er tilstrækkelige til at tillade fastsættelse af en enhedspris.
Følgende elementer skal fratrækkes ved fastsættelse af toldværdien, når den deduktive metode anvendes:
-
Provisioner/tillæg, som almindeligvis beregnes for avancer og generalomkostninger.
-
Sædvanlige transport- og forsikringsomkostninger samt dermed forbundne omkostninger, der er påløbet efter varernes indførsel i EU.
For en række frugter og grønsager, der indføres i konsignation, kan toldværdien fastsættes direkte på grundlag af enhedsværdier. Enhedsværdierne fastsættes på grundlag af oplysninger fra medlemsstaterne og formidles af Kommissionen via TARIC. Se afsnit 10.2.1.6 om Letfordærvelige varer, samt GF bilag 23-02.
Se GF art. 142.