Indkøbsprovision kan udeholdes fra toldværdien efter EUTK art. 72, litra e.
Ved indkøbsprovision forstås beløb, som en importør betaler sin agent for at lade sig repræsentere ved indkøb af de varer, der skal værdiansættes. En sådan funktion ses ofte ved indkøb af varer, hvor en vis udvælgelse eller kvalitetsbedømmelse er nødvendig. Se EUTK artikel 5, nr. 41.
Visse agenter benævnes kontraktagenter. De benyttes især i forbindelse med handel med lande i Østen. En kontraktagent arbejder som regel for flere købere. Agentens opgave består i at finde leverandører, at videresende tilbud til køberne, og hvis det kommer til en handel, at overvåge produktionen og leveringen af varerne.
Normalt fastlægger en skriftlig aftale pligter og rettigheder for henholdsvis importøren og agenten. For sine tjenesteydelser modtager agenten en indkøbsprovision af køberen.
Ofte udsteder kontraktagenten en faktura til køberen, hvor prisen, der er betalt eller skal betales til producenten/leverandøren, fremgår, og hvor indkøbsprovisionen er faktureret særskilt. Normalt kræves det, at der som dokumentation for toldværdien skal fremlægges den faktura, som er udstedt af sælgeren, producenten eller leverandøren. Imidlertid kan ovennævnte faktura fra kontraktagenten godtages, på betingelse af, at den indeholder de nødvendige oplysninger, og at det er muligt at kontrollere disse. Indkøbsprovisionen medregnes ikke.
Det er vigtigt, at forholdet mellem importør og agent kan dokumenteres, så det kan konstateres, at agenten handler på importørens vegne og ikke som mellemhandler.
Se sag C-379/00 og sag C-468/03, Overland Footwear, hvor Domstolen har udtalt, at indkøbsprovision, som indgår i den oplyste toldværdi, og som ikke er særskilt angivet, udgør en del af den toldpligtige transaktionsværdi.