Indhold

Dette afsnit handler om ankenævnenes, Skatteankestyrelsens og Landsskatterettens muligheder for at genoptage en klagesag.

Afsnittet indeholder:

Hovedregel
Betingelser for genoptagelse
Tidsfrist for genoptagelse
Indbyrdes kompetencebegrænsninger
Undtagelse - betingelser ikke opfyldte
Genoptagelsestilsagn
Oversigt over domme, kendelser, afgørelser, SKM-meddelelser mv.

Hovedregel

Nævnene, Landsskatteretten og Skatteankestyrelsen kan efter anmodning fra en part genoptage en sag, der tidligere er påkendt eller afvist af klageinstansen selv. Se SFL § 35 g.

Bemærk afvist klage

En afvist klage kan genoptages af klageinstansen, der har afvist at behandle den. Men klageren kan også vælge at bede om genoptagelse ved den underliggende instans, da der ved afvisningen ikke er taget stilling til klagen. Hvis fx Landsskatteretten har afvist at behandle en klage over Skatteforvaltningens afgørelse, så kan klageren vælge at bede Skatteforvaltningen om at genoptage sagsbehandlingen. Se SFL § 35 g, og SKM2006.39.ØLR.

Betingelser for genoptagelse

Genoptagelse forudsætter altid, at

klageinstansen har påkendt eller afvist klagesagen. Hvis klagen er tilbagekaldt, er der ikke en sag at genoptage. Parten må i så fald indgive en klage på ny eller anmode om genoptagelse ved den myndighed, der sidst har truffet afgørelse i sagen. Se SKM2005.220.HR
parten (klageren) har anmodet om genoptagelse. Nævnene, Landsskatteretten og Skatteankestyrelsen kan ikke af egen drift genoptage en sag og tage stilling til det materielle i sagen igen. Hvis fx et ankenævn bliver opmærksom på, at der er grundlag for at genoptage en klagesag, kan det opfordre klageren til at tilkendegive, om der ønskes genoptagelse. Ifølge almindelig forvaltningsretlig teori kan klageinstansen til gengæld af egen drift korrigere en afgørelse for egentlige skrivefejl, regnefejl og tilsvarende, som alene vedrører udfærdigelsens form.
der fremlægges oplysninger, som ikke tidligere har været fremme, og som skønnes at ville have medført et væsentligt ændret udfald af afgørelsen, hvis de var indgået i sagsbehandlingen. Se SKM2005.460.HR , SKM2009.329.ØLR , SKM2011.54.BR, SKM2018.401.BR og SKM2019.96.BR.

Se SFL § 35 g, stk. 1.

Vedrørende muligheden for at rette åbenbare fejl se afsnit A.A.7.5. og afsnit A.A.8.1.

Tidsfrist for genoptagelse

De nye oplysninger skal fremlægges ankenævnene inden for en af følgende frister:

Fristen for ordinær eller ekstraordinær genoptagelse. Se afsnit A.A.8.
Fristen for indbringelse af sagen for domstolene, eller inden domstolene har afsluttet sin sagsbehandling.

Se SFL § 35 g, stk. 2, samt SKM2006.619.VLR, SKM2011.389.VLR og SKM2019.111.BR.

Tidsfristerne for sagsbehandling sikrer, at klageorganerne alene kan genoptage behandlingen af en sag, så længe sagen ikke kan anses for endelig afsluttet. Når fristen for ansættelsesændringer og klagebehandling er overskredet, så har klageorganerne heller ikke længere mulighed for at genoptage sagsbehandlingen.

Indbyrdes kompetencebegrænsninger

De indbyrdes kompetencebegrænsninger gælder også i forbindelse med genoptagelse. Et ankenævn kan derfor ikke genoptage en sag, hvor Skatterådet eller Landsskatteretten har truffet afgørelse i sagen. Se SFL § 14, stk. 1, nr. 3, og SKM2005.220.HR.

Se også

Se også afsnit A.A.1.11.2.

Undtagelse - betingelser ikke opfyldte

Ankenævnene, Landsskatteretten og Skatteankestyrelsen kan imødekomme en anmodning om genoptagelse, selv om betingelserne ikke er opfyldte, hvis ganske særlige omstændigheder taler for det. Se SFL § 35 g, stk. 3.

De "særlige omstændigheder", der begrunder genoptagelse, er en mulig underkendelse ved Landsskatteretten eller domstolene af myndighedernes praksis i disse sager. Procesbesparende hensyn samt hensynet til en ensartet behandling af skatteyderne i sagskomplekser anses også for et særligt omstændighed, der kan begrunde genoptagelse.

Bestemmelsen skal administreres restriktivt, idet det korrekte retsmiddel er domstolsprøvelse. Se forarbejderne til Lov nr. 281 af 06/06/1977.

Genoptagelsestilsagn

Ankenævnene, Landsskatteretten og Skatteankestyrelsen kan give tilsagn om genoptagelse. Det fremgår ikke direkte af loven, men i praksis anvendes muligheden for genoptagelse i særlige tilfælde også til at give tilsagn om genoptagelse. Se SFL § 35 g, stk. 3.

Genoptagelsestilsagn forudsætter, at

der er fornøden identitet mellem faktum i pilotsagen og i den sag, hvor der meddeles genoptagelsestilsagn. Det skal være åbenbart, at pilotsagens afgørelse vil få betydning for udfaldet af den sag, hvor der ønskes genoptagelsestilsagn.
tilbagesøgningskravet ikke allerede er forældet på tilsagnstidspunktet. Genoptagelsestilsagn indebærer, at Skatteforvaltningen på forhånd giver afkald på at gøre gældende, at tilbagesøgningskravet er forældet.

Eksempel

Landsskatteretten havde givet genoptagelsestilsagn betinget af, at domstolene ændrede Landsskatterettens afgørelse i en tredjemands sag. Tredjemanden hævede sagen, og Landsskatterettens afgørelse blev derfor ikke ændret, Landsskatteretten afviste at genoptage sagen, da betingelserne for genoptagelsestilsagnet ikke var opfyldte. Højesteret stadfæstede afgørelsen. Se SKM2005.230.HR og SKM2005.10.ØLR.

Se også

Cirkulære nr. 103 af 03/07/1997 om bl.a. genoptagelsestilsagn.

Se afsnit A.A.12.1 og SKM2012.575.LSR om henstand i forbindelse med genoptagelsetilsagn.

Se også SKM2009.240.SKAT om forældelsesmæssige virkninger af genoptagelsestilsagn og afsnit A.A.9.7.

Bemærk klagegebyr

Bemærk at der også skal betales klagegebyr ved anmodning om genoptagelse. Se SFL § 35 c.

Oversigt over domme, kendelser, afgørelser, SKM-meddelelser mv.

Skemaet viser relevante afgørelser mv. på området:

Afgørelse	Afgørelsen i stikord	Yderligere kommentarer
Højesteretsdomme
SKM2005.460.HR	Landsskatteretten havde afslået genoptagelse. Højesteret fandt, at der ikke var fremkommet nye oplysninger som begrundede, at manglende indsendelse af ønsket materiale ikke kunne lægges klageren til last. Der forelå heller ikke særlige omstændigheder, der kunne begrunde genoptagelse. Højesteret stadfæstede afgørelsen om afslag på genoptagelse.
SKM2005.230.HR	Landsskatteretten havde givet genoptagelsestilsagn betinget af, at domstolene ændrede Landsskatterettens afgørelse i en tredjemands sag. Tredjemanden hævede sagen, og Landsskatterettens afgørelse blev derfor ikke ændret, Landsskatteretten afviste at genoptage sagen, da betingelserne for genoptagelsestilsagnet ikke var opfyldte. Højesteret stadfæstede afgørelsen om afslag på genoptagelse.
SKM2005.220.HR	En anmodning om genoptagelse ved Skatteankenævnet af skatteansættelserne for indkomstårene 1991 og 1992 blev afslået. Afslag var begrundet med, at 1991 ikke kunne genoptages, da der ikke var klaget til Skatteankenævnet over afgørelse vedrørende indkomståret. 1992 kunne ikke genoptages af skatteankenævnet, da Landsskatteretten havde realitetsbehandlet ansættelsen for indkomståret.
SKM2004.296.HR	Landsskatteretten havde afslået genoptagelse. Højesteret fandt, at det måtte lægges klageren til last, at de nye oplysninger ikke var fremlagt under Landsskatterettens første behandling af sagen. Højesteret stadfæstede afgørelsen om afslag på genoptagelse.
Landsretsdomme
SKM2017.580.VLR	Landsretten tiltrådte, at der ikke var grundlag for genoptagelse af skatteankenævnets afgørelse efter SFL § 35 g, stk. 1, og at der heller ikke forelå særlige omstændigheder, jf. SFL § 35 g, stk. 3, der kunne begrunde genoptagelse af afgørelsen.	Stadfæster SKM2017.229.BR, hvor byretten udtalte, at der ikke under sagen var fremlagt andre oplysninger eller dokumenter end dem, der var fremlagt for skattemyndighederne i 2009 og 2011, og at der som følge heraf ikke var grund til at tro, at risikoen for selvinkriminering dengang førte til, at skatteyderen ikke kunne eller valgte at undlade at fremkomme med relevante oplysninger til brug for en korrekt skatteansættelse. Skatteyderen havde dermed ikke godtgjort, at SKATs afgørelse var ugyldig, eller at en genoptagelse af sagen ville medføre et væsentligt ændret udfald af afgørelsen.
SKM2011.389.VLR	For Landsskatteretten havde klager kun gjort gældende, at der skulle ske genoptagelse af hans skatteansættelse, Landsretten afviste derfor at behandle sagens materielle indhold jf. SFL § 48. Da klageren ikke havde anmodet om genoptagelse indenfor fristerne og der ikke forelå ganske særlige omstændigheder, jf. dagældende SFL § 37, afviste Landsretten at genoptage klagerens skatteansættelse.
SKM2010.603.VLR	En anmodning om genoptagelse ved Landsskatteretten blev afslået. Byretten gav skatteyderen medhold i genoptagelse. Vestre Landsret fandt der imod, at det måtte lægges klageren til last, at de nye oplysninger ikke var fremlagt under Landsskatterettens første behandling af sagen, jf. dagældende SFL § 46, stk. 1. Der var endvidere ikke ganske særlige omstændigheder, der kunne begrunde genoptagelse efter dagældende SFL § 46, stk. 2. Vestre Landsret frifandt herefter Skatteministeriet.
SKM2009.329.ØLR	En anmodning om genoptagelse ved Landsskatteretten blev afslået. Østre Landsret fandt, at det måtte lægges klageren til last, at de nye oplysninger ikke var fremlagt under Landsskatterettens første behandling af sagen. Østre Landsret stadfæstede afgørelsen om afslag på genoptagelse.
SKM2006.619.VLR	En anmodning om genoptagelse ved skatteankenævnet var fremsat efter udløbet af fristen for genoptagelse, og der forelå ikke ganske særlige omstændigheder, der talte for genoptagelse. Klageren fik derfor afslag på genoptagelse.
SKM2006.39.ØLR	En anmodning om genoptagelse ved skatteankenævnet blev afslået under henvisning til, at Landsskatteretten havde taget stilling til klagen, da retten havde afvist klagebehandling. Østre Landsret fandt, at Landsskatterettens klageafvisning ikke var til hinder for genoptagelse ved skatteankenævnet, da der ikke var taget ligningsmæssig stilling til klagen. Afslag på genoptagelse blev imidlertid stadfæstet, da der ikke forelå ganske særlige omstændigheder, der kunne begrunde genoptagelse.
SKM2005.10.ØLR	Landsskatteretten havde givet tilsagn om, at en sag ville blive genoptaget, hvis en tilhørende straffesag resulterede i nye oplysninger. Straffesagen blev opgivet. Landsskatteretten afslog genoptagelse, da der ikke var fremlagt nye oplysninger, som kunne have medført et væsentligt andet resultat og da der heller ikke forelå ganske særlige omstændigheder. Østre Landsret stadfæstede afgørelsen om afslag på genoptagelse.
SKM2004.27.ØLR	Landsskatteretten havde afslået genoptagelse, der blandt andet var begrundet i fremlagte kørselsregnskaber. Landsretten fandt det ikke godtgjort, at der forelå nye oplysninger, og retten fandt heller ikke at der forelå ganske særlige omstændigheder, som kunne begrunde genoptagelse. Klageren fik derfor afslag på genoptagelse.
Byretsdomme
SKM2019.111.BR	Sagen angik prøvelse af Landsskatterettens afgørelse om ikke at genoptage en sag, der blev afgjort ved kendelse i 2012. Skatteministeriet blev frifundet for sagsøgerens påstand om genoptagelse af Landsskatterettens kendelse. Kendelsen, der angik ansættelse af indkomstskat for 2007, var blevet stadfæstet af Veste Landsret ved ankedom fra 2013. Retten fandt på den baggrund, at skattemyndighederne var afskåret fra administrativt at genoptage skatteansættelsen.	Sagsøger har anket dommen.
SKM2019.96.BR	Sagen handlede om, hvorvidt sagsøgeren i medfør af SFL § 35 g, var berettiget til genoptagelse af Skatteankenævnets afgørelse, hvorved Skatteankenævnet havde stadfæstet SKATs skønsmæssige forhøjelse af sagsøgerens skatteansættelse for indkomståret 2012. Retten fandt, at sagsøgeren havde fremlagt nye oplysninger om hustruens indkomstforhold, en spillegevinst, en forsikringsudbetaling og salg af en virksomhed. De nye oplysninger vedrørte samlet et beløb på 260.000 kr. eller mere. Retten vurderede på den baggrund, at de nye oplysninger kunne have medført et væsentligt ændret udfald af afgørelsen. Betingelserne for genoptagelse af sagen var derfor opfyldt.
SKM2018.401.BR	Sagen drejede sig om, hvorvidt skatteyderen var berettiget til genoptagelse af to afgørelser fra Landsskatteretten, jf. SFL § 35 g, stk. 1. Landsskatteretten havde i sine afgørelser fundet, at skatteyderen ikke kunne anses for at drive erhvervsmæssig virksomhed i skattemæssig henseende, hvorfor han ikke havde fradrag for underskud. Landsskatteretten fandt også, at SKAT ikke ved at træffe afgørelse inden udløbet af indsigelsesfristen, men efter at have modtaget skatteyderens indsigelser, havde truffet afgørelse i strid med SFL § 20, stk. 2. Skatteyderen nedlagde under retssagen bl.a. påstand om genoptagelse af Landsskatterettens to afgørelser. I relation til påstanden om genoptagelse af afgørelserne fra Landsskatteretten tog byretten Skatteministeriets frifindelsespåstand til følge. Retten lagde herved vægt på, at skatteyderen ikke havde fremlagt nye oplysninger, der kunne have medført et væsentligt ændret udfald af afgørelserne, hvis de havde foreligget tidligere. I øvrigt bemærkede retten, at SKATs afgørelser ikke var foretaget i strid med SFL § 20, stk. 2, idet SKAT med rimelighed måtte gå ud fra, at skatteyderens indsigelser fremsat inden udløbet af de fastsatte indsigelsesfrister var endelige.
SKM2014.806.BR	Landsskatteretten afviste at behandle sagsøgerens klage over SKATs afgørelse, idet klagen var indgivet til Landsskatteretten efter udløbet af klagefristen i dagældende SFL § 42, stk. 1. Sagsøgeren anmodede herefter Landsskatteretten om genoptagelse i medfør af dagældende SFL § 46, hvilket Landsskatteretten afviste. Sagsøgeren indbragte herefter kendelsen for domstolene. Det overordnede spørgsmål i sagen var, om betingelserne for genoptagelse var opfyldt og endvidere konkret, om der forelå sådanne særlige omstændigheder, at der skulle ses bort fra klagefristoverskridelsen i medfør af dagældende SFL § 42, stk. 1, 3. pkt. Retten udtalte, at vurderingen af, om betingelserne i dagældende SFL § 46 var opfyldt, skulle ske i relation til Landsskatterettens afgørelse vedrørende afvisning. Retten fandt, at sagsøgerens synspunkt om, at SKATs afgørelse led af en retlig mangel ikke kunne begrunde genoptagelse af afvisningssagen, hverken efter dagældende SFL § 46, stk. 1, eller efter stk. 2. Da der heller ikke i øvrigt var fremkommet nye faktiske oplysninger, som kunne have medført et væsentligt andet udfald af afgørelsen om afvisning, blev Skatteministeriet frifundet.
SKM2014.137.BR	Betingelserne for genoptagelse af et skatteankenævns afgørelse var ikke opfyldt. Byretten lagde i den forbindelse vægt på, at sagsøgeren ikke havde fremlagt nye oplysninger af betydning for sagen. der forelå heller ikke ganske særlige omstændigheder, der talte for genoptagelse.
SKM2011.457.BR	Sagen drejede sig om genoptagelse af en landsskatteretssag, hvor klager i forbindelse med genoptagelsesanmodningen havde fremlagt en ny erklæring. Retten fandt, at selvom erklæringen var en ny oplysning, var betingelserne for genoptagelse efter dagældende SFL § 46 stk. 1, ikke opfyldt, da det måtte lægges klager til last, at klager først havde henvendt sig til en advokat efter udløbet af indbringelsesfristen, og at genoptagelsesanmodningen som følge heraf først var fremkommet ca. 8 måneder efter Landsskatterettens afgørelse. Retten lagde endvidere vægt på, at erklæringen ikke ville medføre et væsentligt andet resultat.
SKM2011.452.BR	Sagen drejede sig om, hvorvidt Landsskatteretten skal realitetsbehandle en klage, uanset om klagen er modtaget for sent, jf. dagældende SFL § 42, stk. 1, 3 pkt. og om hvorvidt sagen skal hjemvises til Landsskatteretten til behandling af spørgsmålet om genoptagelse iht. dagældende SFL § 46, stk. 2. Klageren oplyste, at fristoverskridelsen skyldtes revisors fejl. Retten mente ikke, at der var særlige omstændigheder efter dagældende SFL § 42, stk. 1, 3. pkt., da retten lagde vægt på, at retspraksis er restriktivt og at klagen var indgivet mere end to måneder efter fristens udløb. Vedrørende hjemvisning, bemærkede retten, at den første klage til Landsskatteretten var bortfaldet pga. manglende betaling af retsafgiften, og Landsskatteretten havde dermed ikke afgjort eller afvist en sag, og betingelserne for genoptagelse var dermed ikke opfyldt. Landsskatteretten havde derfor med rette behandlet sagen efter dagældende SFL § 42, stk. 1, 3. pkt. Spørgsmålet om genoptagelse af sagen efter dagældende SFL § 46, stk. 2, havde ikke været prøvet af Landsskatteretten og idet retten ikke fandt, at der var grundlag for at tillade spørgsmålet inddraget under retssagen, blev spørgsmålet afvist efter SFL § 48, stk. 1.