►Indhold

Dette afsnit beskriver restanceinddrivelsesmyndighedens muligheder for inddrivelse i udlandet i de situationer, hvor der ikke er hjemmel til inddrivelsesbistand i de internationale aftaler.

Afsnittet indeholder:

  • Bistand til inddrivelse i udlandet ved privat inkassator
  • Restanceinddrivelsesmyndighedens krav på omkostninger til privat inkassator

Bistand til inddrivelse i udlandet ved privat inkassator◄

xGældsstyrelsen har indgået en aftale med et inkassofirma med afdelinger forskellige steder i verden om bistand til inddrivelse af fordringer hos personer og virksomheder med adresse i udlandet.

Aftalen vedrører udelukkende bistand til inddrivelse i de stater, som Danmark ikke har en inddrivelsesaftale med, eller hvor inddrivelsesaftalen ikke gælder for den pågældende fordringstype. x

►Restanceinddrivelsesmyndighedens krav på omkostninger til privat inkassator

Ved lov nr. 1574 af 27. december 2019 om ændring af lov om inddrivelse af gæld til det offentlige, blev § 6 a indsat i gældsinddrivelsesloven og gav hjemmel til at skyldner skal betale restanceinddrivelsesmyndighedens rimelige omkostninger ved inddrivelse i udlandet gennem bistand fra en privat inkassovirksomhed.

Der gælder dog visse betingelser før restanceinddrivelsesmyndigheden kan pålægge skyldner at betale restanceinddrivelsesmyndighedens omkostninger til privat inkassator.

  • Der skal være tale om ”rimelige omkostninger”
  • Inddrivelsen skal være retmæssig og relevant

Se gældsinddrivelseslovens § 6 a, stk. 1, som indsat ved lov nr. 1574 af 27. december 2019.

a) Der skal være tale om ”rimelige omkostninger”

Af bemærkningerne til § 1, nr. 8 af lovforslag L 64 som fremsat den 15. november 2019, fremgår følgende om, hvilken type af omkostninger, som reglen vedrører:

”Der vil være tale om de beløb, som i henhold til den mellem restanceinddrivelsesmyndigheden og den private inkassator indgåede aftale skal betales af restanceinddrivelsesmyndigheden til den private inkassator. Det vil dreje sig om dennes omkostninger ved den udenretlige inddrivelse og den provision, der måtte være aftalt. Ved udenretlig inddrivelse forstås i denne sammenhæng også omkostninger forbundet med en privat inkassators arbejde med at finde frem til skyldners adresse eller kontaktoplysninger.

[…]

En omkostning vil f.eks. kunne være urimelig, hvis de skridt m.v., som ligger til grund for omkostningen, ikke har været tilstrækkeligt velbegrundede.”

Således vil reglen, som udgangspunkt omfatte:

  • Provision til det private inkassofirma
  • Det private inkassofirmas omkostninger ved den udenretlige bistand, herunder omkostninger til at finde frem til skyldners adresse eller kontaktoplysninger

Det fremgår af <![if !supportAnnotations]>[CSS4]<![endif]> gældsinddrivelseslovens § 6 a, stk. 4, som indsat ved lov nr. 1574 af 27. december 2019, at Skatteministeren kan fastsætte nærmere regler om, hvilke omkostninger restanceinddrivelsesmyndigheden kan kræve betalt. Denne bemyndigelse er endnu ikke udmøntet.

b) Inddrivelsen skal være ”retmæssig og relevant”

Af bemærkningerne til § 1, nr. 8 af lovforslag L 64 som fremsat den 15. november 2019, fremgår to eksempler på, hvornår inddrivelsen ikke er ”retmæssig og relevant”.

Bistand til udenretlig inddrivelse i udlandet ved privat inkassator er således ikke retmæssig og relevant:

  • hvis det viser sig, at fordringen helt eller delvist ikke består, for eksempel hvis fordringen er forældet
  • hvis det er muligt at inddrive fordringen i Danmark

Klage

Det fremgår af gældsinddrivelseslovens § 6 a, stk. 2, som indsat ved lov nr. 1574 af 27. december 2019, at restanceinddrivelsesmyndigheden træffer afgørelse om skyldnerens pligt til betaling af restanceinddrivelsesmyndighedens omkostninger til privat inkassator.

Dette betyder, at afgørelsen vil kunne påklages efter den gældende klagebestemmelse i gældsinddrivelseslovens § 17, stk. 1.

Der gælder det særlige for afgørelser om skyldners pligt til betaling af restanceinddrivelsesmyndighedens omkostninger til privat inkassator, at afgørelsen er gyldig, selv om afgørelsen ikke kan meddeles skyldner. Se gældsinddrivelseslovens § 6 a, stk. 2, som indsat ved lov nr. 1574 af 27. december 2019.

Hvis skyldnerens adresse er ukendt, sendes afgørelsen, så snart det bliver muligt for restanceinddrivelsesmyndigheden at sende afgørelsen. Afgørelsen mister således ikke sin virkning, selv om den på grund af ukendskab til skyldnerens adresse ikke kan meddeles skyldneren. Klagefristen vil dog først skulle løbe fra det tidspunkt, hvor afgørelsen kommer frem til skyldneren efter gældsinddrivelseslovens § 17, stk. 1, 2. pkt. Se bemærkningerne til § 1, nr. 8 af lovforslag L 64 som fremsat den 15. november 2019.

Hvis afgørelsen, trods restanceinddrivelsesmyndighedens rimelige bestræbelser, ikke kan meddeles skyldner som følge af ukendskab til dennes adresse, eller hvor et brev med afgørelsen returneres til restanceinddrivelsesmyndigheden som uanbringeligt, skal restanceinddrivelsesmyndigheden optage en meddelelse i Statstidende, der underretter skyldneren om, at der i forhold til skyldneren er truffet en afgørelse, som skyldneren kan få meddelt ved at rette henvendelse til restanceinddrivelsesmyndigheden. Se gældsinddrivelseslovens § 6 a, stk. 3, 1. pkt. som indsat ved lov nr. 1574 af 27. december 2019.

Klagefristen efter gældsinddrivelseslovens § 17, stk. 1, 2. pkt., løber senest fra 1-årsdagen for meddelelsen i Statstidende. Se gældsinddrivelseslovens § 6 a, stk. 3, 2. pkt. som indsat ved lov nr. 1574 af 27. december 2019.

Se også

Se mere om klager på inddrivelsesområdet i afsnit G.A.2.2 Klager.

Dækningsrækkefølge

Det fremgår af gældsinddrivelseslovens § 6 a, stk. 2, som indsat ved lov nr. 1574 af 27. december 2019, at afgørelsen vil have virkning fra afgørelsestidspunktet og være gyldig, selv om afgørelsen ikke vil kunne meddeles skyldner.

Ved lov nr. 1574 af 27. december 2019, er der i gældsinddrivelseslovens § 4, som blev nyaffattet ved lov nr. 285 af 29. marts 2017, indsat et nyt stykke 7, som bestemmer, at restanceinddrivelsesmyndighedens krav på betaling af omkostninger til privat inkassator har forrang i forhold til dækningen af øvrige fordringer efter gældsinddrivelseslovens § 4, stk. 1-6.

Da afgørelsen vil have virkning fra afgørelsestidspunktet, vil restanceinddrivelsesmyndighedens krav på betaling af omkostninger til privat inkassator kunne indplaceres øverst i dækningsrækkefølge umiddelbart efter afgørelsestidspunktet.

Se også

Se mere om reglerne om dækningsrækkefølge i afsnit G.A.2.3 Dækningsrækkefølge.◄