Afgørelse

Afgørelsen i stikord

Yderligere kommentarer

Højesteretsdomme

SKM2011.775.HR

Højesteret fandt, at personen A var rette indkomstmodtager til lejeindtægter fra udlejning af facade på en ejendom.

Lejekontrakten var indgået af A. Alle indtægter og udgifter vedrørende facadeudlejningen blev betalt til, henholdsvis fra, As personlige bankkonti, og overskuddet fra udlejningen blev ikke overført til H1 International Ltd. Aftalerne med lejerne af reklameplads og fakturaerne til disse er indgået, henholdsvis udstedt, af "H1.1 Administration" eller "H1.1 Administration UK", og der er ikke fremlagt noget eksempel på aftaler indgået af eller fakturaer udstedt af H1 International Ltd. De fremlagte engelske fakturaer, som angiver at være udstedt af "H1", er kopier, som er anvendt som grundlag for udarbejdelsen af selskabets regnskaber for regnskabsåret 1999-2000 og senere, men som ikke er anvendt over for lejerne.

SKM2010.26.HR

Rette indkomstmodtager: Med virkning fra 1. april 1999 flyttede H1s annonceringsvirksomhed til Reklamebureau H3 ApS, som A var eneejer af, og som havde et skattemæssigt underskud. Herefter oppebar H3 indtægterne - formidlingsprovision fra annonceringsvirksomheden. Skattemyndighederne anså H1 som rette indkomstmodtager af formidlingsprovisionen med henvisning til, at der forelå en vilkårlig indkomstoverførsel mellem interesseforbundne parter, og at overførslen var uden reel forretningsmæssig begrundelse. Hensigten var alene at opnå en skattemæssig fordel ved udnyttelse af et underskud i reklamebureauet. 

Højesteret frifandt H1, idet Skatteministeriet ikke havde godtgjort, at H3 ikke var rette indkomstmodtager. Højesteret udtalte bl.a., at selv om flytningen af annonceringsvirksomheden ikke var underbygget af skriftlige aftaler, var det godtgjort, at både den indkomstskabende aktivitet og indkomsten med virkning fra den 1. april 1999 var blevet flyttet fra H1 til H3. Højesteret lagde til grund, at flytningen af annonceringsvirksomheden til dels var begrundet i forretningsmæssige overvejelser bl.a. for at sikre den fortsatte mulighed for at modtage formidlingsprovision. Uanset at parterne var interesseforbundne, kunne det forhold, at flytningen måtte antages tillige at være begrundet i et ønske om at udnytte det skattemæssige underskud i H3, jf. LL § 15, ikke føre til, at flytningen ikke tillagdes skattemæssig virkning.

SKM2008.994.HR

Rette indkomstmodtager: Sagen handlede om, hvorvidt aktieavancer og udbytter skulle beskattes hos et selskab eller dets hovedanpartshaver. Landsretten lagde vægt på, at købene, som skete i hovedanpartshaverens navn, var finansieret ved dennes kredit i BG Bank, og at aktierne blev lagt i depot som navnenoterede i hovedanpartshaverens navn, hvor de forblev, indtil de blev solgt, og avancen godskrevet hovedanpartshaverens konto i banken. Hovedanpartshaveren ansås for rette indkomstmodtager. Højesteret tilføjede, at hovedanpartshaveren førte særskilte konti over aktiekøbene, som først ved indkomstårets udgang blev bogført på den regnskabsførte mellemregningskonto, hvilket - i lyset af at hovedanpartshaveren udadtil fremstod som ejer - gav hovedanpartshaveren mulighed for reelt selv at bestemme, hvor resultatet af aktiekøbene skulle indtægtsføres.

SKM2008.163.HR

Rette indkomstmodtager: Personen var rette indkomstmodtager til vederlag i henhold til konsulentaftaler.

Personen havde oprindeligt drevet selvstændig konsulentvirksomhed i H1. Han blev ansat som økonomidirektør i G1 og blev efter fire års ansættelse i januar 1999 afskediget med fratræden til 1. august 1999. Efter forklaringerne ryddede han sit kontor primo februar. Han/H1 havde kontakt med tre mulige kunder. I marts 1999 besluttede G1, at han skulle bistå med salg af dele af G1s aktiviteter, hvilket han fortsatte med frem til udløbet af opsigelsesvarslet. Der blev indgået en konsulentaftale om, at han i perioden august - november 1999 skulle fortsætte med at bistå med salg af aktiviteterne. Det var omtvistet, om det var ham personligt eller H1, der var kontraktpart. Han fortsatte med at have fri bil, telefon og bærbar computer til rådighed også i december 1999, hvor der ikke var noget kontraktforhold mellem ham/H1 og G1. Der blev for perioden januar til 30. april 2000 indgået en ny konsulentaftale, hvor det også var omtvistet, om han eller H1 var part i aftalen.

Højesteret fandt, at det arbejde, personen havde udført i henhold til konsulentaftalerne, skattemæssigt måtte anses for udført af ham som lønmodtager. Højesteret henviste bl.a. til, at det af konsulentaftalerne fremgik, at han skulle repræsentere G1 som "senior vicepresident", at han havde fri rådighed over bilen mv., og at han fra ophøret af ansættelsen ved udgangen af juli 1999 til ansættelsen den 15. april 2000 som direktør i G1 i det al væsentlige kun havde indtægter fra G1.

SKM2003.479.HR

Rette indkomstmodtager: En revisor drev revisionsvirksomhed i et ApS samt konsulentvirksomhed i personligt regi, og "overdrog" retten til udførelse af henholdsvis revisionsopgaver og konsulentopgaver til to nyerhvervede anpartsselskaber med uudnyttede skattemæssige underskud mod årlig betaling af vederlag. Højesteret udtalte, at det oprindelige ApS henholdsvis revisoren personligt overlod det til de to nyanskaffede ApS´er at udføre revisions- og konsulentopgaver, uden at fastlægge vilkårene herfor i en skriftlig aftale. Højesteret bemærkede videre, at der vedrørende revisionsopgaverne var tale om en tidsbegrænset overdragelse for en periode på 10 år, og at ordningen vedrørende konsulentopgaverne kunne opsiges med 3 måneders varsel. Højesteret bemærkede videre, at der ikke skete overførsel af kundegrundlaget, ligesom der ikke skete overførsel af andre aktiver. Højesteret konkluderede herefter, at overladelserne skete mellem interesseforbundne parter, og at de indebar overførsel af et betydeligt årligt overskud reelt uden vederlag. På den baggrund fandt Højesteret, at en sådan overdragelse af indtjening ved udførelsen af henholdsvis revisionsopgaverne og konsulentopgaverne i den grad afveg fra normale forretningsmæssigt begrundede dispositioner, at de i det hele måtte tilsidesættes i skattemæssig henseende.

SKM2002.154.HR

Sagen drejede sig om en anpartshaver eller dennes selskab var rette indkomstmodtager. Anpartshaveren, der var uddannet revisor, havde i en årrække drevet virksomhed som konsulent - først i personligt regi og senere i selskabsform. Det af ham dominerede selskab indgik aftale med et sommerhusudlejningsbureau om udførelse af regnskabsopgaver mv. Anpartsselskabet var momsregistreret, havde andre hvervgivere og havde kontorfaciliteter på anpartshaverens privatadresse. Anpartshaveren havde et skrivebord til rådighed hos sommerhusudlejeren og kom næsten dagligt i firmaet. Aftalen indeholdt en bestemmelse, hvorefter anpartshaveren var forpligtet til at anvende sin fulde arbejdskraft mod et fast vederlag med tillæg af godtgørelser for udgifter. En subsidiær påstand, hvorefter anpartsselskabet var rette indkomstmodtager for en 2-årig periode var begrundet i særligt store indtægter fra andre hvervgivere under disse år. Højesteret lagde vægt på, at revisorens opgaver ikke bestod af nærmere afgrænsede opgaver, at han var undergivet instruktionsbeføjelse, at vederlaget havde karakter af løn, at hvervgiveren afholdt alle udgifter, og at samarbejdsaftalen henviste til et "eventuelt senere decideret ansættelsesforhold".

SKM2001.12.HR

En konsulentvirksomhed havde siden 1992 udadtil fremstået som drevet i aktieselskabsform. Indadtil havde man anvendt en selskabskonstruktion, der foruden aktieselskabet omfattede et kommanditselskab. Konsulentvirksomheden blev herved drevet gennem kommanditselskabet. Aktieselskabet, der udadtil fremstod som konsulentvirksomheden, var i det interne forhold administrationsselskab for kommanditselskabet. Aktieselskabet udøvede efter kommanditaftalen en indgribende råden over kommanditselskabet. Aktieselskabet var desuden komplementar i kommanditselskabet med en ejerandel på 2 pct. Skatteyderen ejede hele aktiekapitalen og hovedparten af kommanditanparterne. Den valgte virksomhedsstruktur var begrundet i skatteyderens ønske om begrænset hæftelse som følge af risikoen for rådgiveransvar samt i, at skatteyderen ikke ønskede, at selskabets resultat skulle være offentligt tilgængeligt. Landsretten fandt, at aktieselskabet og ikke kommanditselskabet var rette indkomstmodtager af vederlag i konsulentvirksomheden. Overskudsandele, som skatteyderen havde modtaget fra kommanditselskabet, blev anset for dels yderligere løn og dels maskeret udlodning. Skatteyderens provenu ved salg af en anpart i kommanditselskabet blev anset for maskeret udlodning fra aktieselskabet. Højesteret tiltrådte landsrettens afgørelse og bemærkede hertil, at det ikke kunne tillægges betydning, om konsulentvirksomheden før 1992 blev drevet af skatteyderen personligt. (Tidl. TfS 2000, 59 ØLD).

TfS 1998, 114 HRD

Rette indkomstmodtager: Sagen drejede som om en indkomst var selskabsindkomst eller personlig indkomst. Højesteret fastslog, at visse dispositioner imellem to selskaber, hvor skatteyderen og dennes børn var anpartshavere, ikke kunne anerkendes som forretningsmæssige. Vederlag, som det ene selskab betalte det andet selskab for skatteyderens arbejdskraft, var skattepligtige hos skatteyderen som vederlag ved personligt arbejde i tjenesteforhold.

TfS 1997, 392 HRD

Rette indkomstmodtager: Selskab A ejede hele kapitalen i et anpartsselskab B, der fremstillede bøsninger mv. Selskaberne var sambeskattede. Salget af produkterne til de nordiske lande skete gennem moderselskabet A, mens salget til kunder i Holland og Tyskland skete gennem et firma C i Liechtenstein, idet fakturaerne blev udskrevet til dette. Skattemyndighederne fandt med tilslutning fra Landsskatteretten, at der var sket en underfakturering, idet de faktisk opnåede priser ved videresalget til firmaerne i Holland og Tyskland var omtrent det dobbelte af de fakturerede priser. Desuden fandt man, at firmaet i Liechtenstein var uden erhvervsmæssig virksomhed og ikke kunne anses for et skattemæssigt eksisterende selskab. Selskab A var derfor for skatteåret 1981/82 skattepligtigt af den ved videresalget opnåede fortjeneste. Landsretten fandt ikke, at priserne ved salget til firmaet C i Liechtenstein efter det for retten oplyste, afveg væsentligt fra priserne ved salg til andre udenlandske aftagere. Selv om der var tale om salg til en mellemhandler, fandtes der ikke at være tale om en indkomstoverførsel, der kunne tilsidesættes af skattemyndighederne. Det forhold, at det kunne antages, at virksomheden i Liechtenstein beherskedes af den samme person, som havde behersket selskab B, og at han havde udøvet samme virksomhed begge steder, kunne ikke begrunde, at selskabet blev skattepligtigt af fortjenesten, hvorimod den pågældende person eventuelt kunne være begrænset skattepligtig, jf. KSL § 2, stk. 1, litra d. Indkomsten blev herefter af landsretten nedsat med den beskattede fortjeneste. Højesteret stadfæstede landsrettens dom.

Landsretsdomme

SKM2014.686.ØLR

Sagen vedrørte spørgsmålet, om appellanten eller et anpartsselskab var rette indkomstmodtager af en række honorarer fra foredrags- og konsulentvirksomhed i indkomstårene 2005 og 2006.

Landsretten fastslog, at anpartsselskabets vedtægtsmæssige formål ikke var foredrags- og konsulentvirksomhed, at appellanten i de omtvistede indkomstår og frem til 2007 drev konsulentvirksomhed i personligt regi, at der var tale om interesseforbundne parter, og at det af et bestyrelsesmødereferat og en erklæring fra bestyrelsesformanden fremgik, at appellanten lod sine konsulentindtægter gå ind i selskabet for at bedre økonomien, og at der skulle tilføres selskabet min. kr. 1/2 million.

På den baggrund fandt landsretten, at appellanten havde bevisbyrden for, at indtægterne var oppebåret af selskabet og ikke ham personligt. Denne bevisbyrde havde appellanten ikke løftet alene gennem sin egen forklaring og de af ham udstedte fakturaer.

Byrettens dom, se SKM2013.441.BR

SKM2014.459.VLR

Sagen handlede i første række om, hvorvidt appellanten eller to selskaber (G11 og G11.1), som appellanten var revisor for, var rette indkomstmodtager af en række indtægter hidrørende fra tre forskellige selskaber. Appellanten havde ingen ejerandel i anparterne i selskabet. Han havde dog en fordring på ca. kr. 1,6 millioner på selskabet, som han havde købt for kr. 1,- af et selskab hjemmehørende i de Arabiske Emirater. Sagen handlede derfor alternativt om, hvorvidt appellanten ved at have modtaget indtægterne som afdrag på den nævnte fordring havde opnået skattepligtige kursgevinster. Endelig handlede sagen om, hvorvidt betingelserne for ekstraordinær genoptagelse i henhold til skatteforvaltningslovens § 27, stk. 1, nr. 5 og stk. 2 af skatteansættelsen for indkomståret 2003 var opfyldt for så vidt angik et af honorarerne.

Landsretten ændrede byrettens afgørelse, idet Landsretten fandt det godtgjort af Skatteministeriet, at appellanten var rette indkomstmodtager af de i sagen omhandlede indtægter. Landsretten lagde i den forbindelse blandt andet også vægt på, at direktøren for G11 og G11.1 havde forklaret, at det var appellanten, der havde udført det til grund for indtægterne liggende arbejde. Landsretten lagde desuden blandt andet vægt på, at appellanten trods sin egenskab af revisor for G11 og G11.1 ikke kunne fremkomme med en forklaring på, hvilket arbejde der var udført i forhold til de tre indtægter. Landsretten fandt desuden, at betingelserne for at foretage ekstraordinær genoptagelse af skatteansættelsen var opfyldt. 

Byrettens dom, se

SKM2013.300.BR

SKM2013.344.ØLR

Rette indkomstmodtager: Landsretten stadfæstede byrettens dom vedrørende de ankede spørgsmål.

Spørgsmålet vedrørte vederlag for servicearbejde udført af eneanpartshaveren for hvervgiveren.

Landsretten tiltrådte efter en samlet vurdering, at eneanpartshaveren var rette indkomstmodtager af en række vederlag i det omhandlede indkomstår for arbejde med servicering af tankstationer, der var udført af eneanpartshaveren, men indtægtsført i hans selskab. Landsretten bemærkede bl.a., at arbejdet var udført igennem en længere årrække, at arbejde indgik som en løbende og integreret del af hvervsgiverens virksomhed, at arbejdet var timeaflønnet og blev afregnet månedsvis, og at selskabets indtægter i det væsentligste hidrørte fra dette arbejde. Materialer og reservedele blev stillet til rådighed af hvervgiveren, der tillige betalte kørselspenge, hvorfor selskabet ikke havde afholdt udgifter, der efter art og omfang adskilte sig væsentligt fra, hvad der er sædvanligt for lønmodtagere.

 SKM2013.171.ØLR

Rette indkomstmodtager: Spørgsmålet var om person A, som havde to selskaber 1 A/S og 2 A/S, var rette indkomstmodtager af en række konorarer, som 2 A/S betalte til 1 A/S.

Landsretten lagde vægt på, at faktureringerne vedrørende et beløb på 175.000,-, beløbsmæssigt månedsligt svarede til den løn, som A skulle modtage fra 2 A/S, at 1 A/S ikke havde ansatte udover ulønnet direktion og bestyrelse, og at der ikke forelå en oprindelig skriftlig aftale mellem de to selskaber om levering af konsulentydelser. Vedrørende et beløb på 425.000,-, lagde landsretten vægt på, at fakturaen i følge teksten vedrørte konsulentydelser for en periode, og at hverken bogholderen eller direktøren i 2 A/S, havde afgivet forklaring om denne faktura. A blev anset som rette indkomstmodtager af beløbene.

 SKM2013.152.VLR

Rette omkostningsbærer: Spørgsmålet var om selskabet var berettiget til fradrag for en række udgifter. Landsretten stadfæstede byretten dom. Landsretten henviste til, at selskabet ikke var rette omkostningsbærer, og til, at udgifterne fremtrådte som private udgifter.

SKM2012.466.VLR

Rette indkomstmodtager: Landsretten stadfæstede byrettens dom i SKM2011.177.BR. Person A var skattepligtig af virksomhedsoverskud, idet virksomheden ikke fandtes drevet af fire af A oprettede engelske selskaber. To af disse selskaber var ikke blevet registreret i det engelske selskabsregister, og ingen af disse selskaber havde aflagt regnskaber eller foretaget bogføring, ligesom ingen af selskaberne havde været registreret hos de engelske skatte- og afgiftsmyndigheder for skat og moms.

Efter en samlet vurdering af sagens faktiske omstændigheder sammenholdt med de kriterier, som er angivet i punkt B.3.1.1 i cirkulære nr. 129 af 4. juli 1994 om personskatteloven fandt retten jf. SKM2009.230.BR, at de honorarer, der var udbetalt til det sagsøgende anpartsselskab i indkomstårene 2002 og 200,3 måtte anses for lønmodtagerindkomst for selskabets hovedanpartshaver. Retten lagde herved særlig vægt på, at indkomsten i al væsentlighed kun stammede fra en hvervgiver, og at arbejdet indgik som løbende og integreret del af hvervgiverens virksomhed, ligesom det var hvervgiveren, der leverede råmaterialerne mv. Retten lagde desuden vægt på, at honoraret blev udbetalt månedsvis på baggrund af anvendte timer og ikke på baggrund af afsluttede ordrer, ligesom der ikke var annonceret med virksomheden. Det sagsøgende selskab havde ikke dokumenteret at have haft nogen reel økonomisk driftsrisiko, ligesom der kun var afholdt meget beskedne udgifter, der ikke adskilte sig fra, hvad lønmodtagere sædvanligvis måtte afholde. Det omtvistede beløb blev derfor anset som et skattepligtigt tilskud til det sagsøgende selskab.

SKM2009.752.VLR

A - og ikke hans selskab H1 ApS - var rette indkomstmodtager af indkomst fra managementaftaler, som H1 ApS havde indgået med et selskab, der producerede motorer. Landsretten fandt dog, at A og H1 ApS var berettiget til omgørelse, idet landsretten lagde til grund, at de overvejende hensyn bag beslutningen om, at indkomsten var henført til H1 ApS, ikke var skattemæssige. Desuden fandt landsretten, at det i H1 ApS' regnskaber var angivet, at indtægten stammede fra konsulentvirksomhed, og at A ikke var bekendt med, at placeringen af indtægten i H1 ApS kunne give anledning til skattemæssige problemer, hvorfor han ikke havde anledning til at oplyse yderligere om forholdet. Landsretten fandt derfor, at betingelsen i skatteforvaltningslovens § 29, stk. 1, nr. 3, om at forholdet skal være lagt klart frem, ikke var til hinder for omgørelse.

SKM2006.693.ØLR

Rette indkomstmodtager/omkostningsbærer: Det sagsøgende selskab drev virksomhed med salg af kopi- og printmateriel. Det sagsøgende selskab overvejede at gå ind på et andet marked og lejede nye lokaler, hvor lejeaftalen blev indgået i søsterselskabets navn under stiftelse. Det sagsøgende selskab forklarede senere, at man dog afstod fra at placere driften i søsterselskabet, idet leverandørerne ikke ville godkende dette. Det var herefter spørgsmålet, om de udgifter, der i et vist omfang kunne henføres til lejemålet vedrørte det sagsøgende selskab eller søsterselskabet.

Det sagsøgende selskab ønskede at foretage fradrag for udgifter på kr. 12.148,- vedrørende telefon- og telefaxudgifter samt foretage fradrag for udgifter på kr. 60.992,- vedrørende husleje-, varme- og eludgifter, jf. statsskattelovens § 6, stk. 1, litra a. Herudover var det til prøvelse, om et beløb på i alt 100.000,- udbetalt af en leverandør vedrørte det sagsøgende selskab eller søsterselskabet. Endelig skulle det afklares, om driftsmidler for i alt kr. 44.179,- skulle indgå på det sagsøgende selskabs saldo for driftsmidler, eller om aktiverne vedrørte søsterselskabet.

Landsretten udtalte, at idet lejeaftalen blev indgået af søsterselskabet, var søsterselskabet også den retligt berettigede og forpligtede i henhold til aftalen, og der var heroverfor ikke anført omstændigheder, der kunne begrunde, at det sagsøgende selskab skulle være rette aftalepart, og dermed berettiget til fradrag for udgifterne til husleje, varme og el. Tilsvarende gjaldt for udgifterne til telefon og telefax, hvor også søsterselskabet var anført som aftalepart. Ligeledes skulle driftsmidlerne, der blev leveret på ned nye adresse henføres til søsterselskabet. Indtægten på kr. 100.000,- ydet som kompensation for etableringsomkostninger og som markedsføringstilskud i forbindelse med nedlæggelse af aktiviteten, måtte ligeledes anses for skattepligtig indtægt hos søsterselskabet.

SKM2004.229.ØLR

Hovedanpartshaver var rette indkomstmodtager af konsulenthonorar, der var udbetalt til anpartsselskabet fra en koncern (H1-koncernen). Bl.a. med henvisning til ordlyden af de aftaler, der var indgået med H1-koncernen, til at hovedanpartshaveren blev ansat som direktør, til at hovedanpartshaverens arbejde havde karakter af fuldtidsarbejde på ledelsesniveau med dertil hørende ledelsesbeføjelser, og til at H1-koncernen afholdt de væsentligste udgifter i forbindelse med hovedanpartshaverens udførelse af arbejdet, fandt landsretten, at hovedanpartshaveren var rette indkomstmodtager af de omhandlede konsulenthonorarer.

SKM2004.142.ØLR

Skatteyderen blev anset som rette indkomstmodtager afkonsulenthonorar udbetalt af hans selskab, hvor han samtidig var direktør. Selskabet drev møbelvirksomhed. Herudover drev skatteyder møbelvirksomhed som selvstændig.

Selskabet havde udbetalt konsulenthonorarer til skatteyderens konto på baggrund af fakturaer udstedt af den personligt drevne virksomhed. Skatteyderen gjorde gældende, at det var et nu tvangsopløst selskab, som han havde været ejer af, og som havde overdraget sine aktiviteter til hans nuværende selskab, der var rette modtager af honorarerne.

Landsretten lagde til grund, at der var tale om transaktioner mellem interesseforbundne parter, og fandt det ikke bevist, at det nu opløste selskab havde været berettiget og forpligtet ifølge konsulentaftalen.

SKM2002.341.VLR

Rette indkomstmodtager: En koncern ejet af hovedaktionæren og hans børn hævdede at have lagt indkøbsfunktionen i et underskudsselskab. Koncernen drev virksomhed med opkøb, bearbejdning, opskæring og salg af fersk og frossent oksekød. Koncernen mente, at der var tale om indkøb af et nyt produkt.

Salget skete igennem et andet koncernselskab, nemlig et K/S. Underskudsselskabet havde alene én ansat, nemlig hovedaktionæren, der i underskudsselskabet fik en årsløn på kr. 75.000,- mod mellem kr. 3-4 mio. i K/S'et, som solgte varerne videre. Landsretten lagde til grund, at K/S'ets andre medarbejdere, udover hovedaktionæren, også havde bestilt varer. Købsfakturaer var udstedt til underskudsselskabet.

Landsretten lagde til grund, at hovedaktionæren havde bestemmende indflydelse i K/S'et og i underskudsselskabet, og at der ikke var nogen selvstændig organisation i underskudsselskabet. Desuden lagde landsretten vægt på, at prisfastsættelsen mellem de to selskaber alene beroede på mundtlige aftaler, og at hovedaktionæren dermed kunne disponere på vegne af begge selskaber. Koncernen havde ikke nærmere redegjort for, efter hvilke principper prisfastsættelsen skete.

Herefter fandt landsretten, at den fakturerings- og regnskabsmæssige placering af indkøbsfunktionen i underskudsselskabet ikke kunne anses for at være udtryk for en reel udskillelse af et forretningsområde til underskudsselskabet.

Landsretsdommen er stadfæstet af Højesteret, se SKM2004.373.HR.

SKM2002.147.ØLR

Sagen vedrørte, om indtægter fra to interessentskaber skulle beskattes hos hovedanpartshaveren eller hos dennes selskab. Hovedanpartshaveren var interessent i de to interessentskaber, hvorfra indtægterne kom, og hvor der var henholdsvis i alt tre og to interessenter.

Hovedanpartshaveren havde udarbejdet et virksomhedsspil i selskabet. Rettighederne til spillet mv. blev overdraget til et interessentskab. Hovedanpartshaveren udførte faktisk en del arbejde for interessentskabet i form af undervisning mv., og spørgsmålet var bl.a., om disse indtægter skulle beskattes hos hovedanpartshaveren eller hos selskabet. Landsretten lagde til grund, at de tre interessenter havde stiftet interessentskabet og aftalt, at interessentskabet skulle overtage rettighederne til spillet og forestå markedsføring og salg. De tre interessenters tre selskaber skulle udføre opgaver bl.a. vedrørende videreudvikling og udbredelse af spillet. Landsretten fandt ikke grundlag for at antage, at samarbejdet mellem selskabet og I/S'et ikke skulle være begrundet i forretningsmæssige hensyn og fandt derfor, at selskabet var rette indkomstmodtager.

Landsretten fandt ligeledes, at selskabet med rette havde modtaget og indtægtsført en betaling fra et I/S, hvor der var to interessenter inkl. hovedanpartshaveren.

TfS 1999, 646 ØLD

Tre skatteydere drev revisionsvirksomhed i et større revisionsfirma som personlige interessenter sammen med en række andre revisorer. I 1991 overdrog de tre skatteydere deres andel af revisionsvirksomheden til et af dem hver for sig 100 pct. ejet aktieselskab. Sagen drejede sig om beskatningen i 1991 og 1992 af andelene i overskud fra revisionsvirksomheden, idet skattemyndighederne anså skatteyderne personligt skattepligtige af overskuddene. Desuden godkendte skattemyndighederne ikke skatteydernes overdragelse af virksomheden til deres selskab, og købesummen for goodwill blev anset skattepligtig for de pågældende som maskeret udbytte. Landsretten lagde til grund, at det var ubestridt, at sagsøgerne kunne drive virksomhed som statsautoriserede revisorer gennem et aktieselskab, og overdragelsen fandtes at have været en sådan realitet, at den skatteretligt skulle anerkendes. Skatteyderne var ikke rette indkomstmodtagere af overskud for 1991 og 1992. Skatteyderne havde overdraget deres ideelle andele i virksomheden, herunder goodwill, til deres helejede selskaber med skattemæssig virkning fra 1991.

TfS 1999, 541 ØLD

Sagen drejede sig om spørgsmålet, om skatteyderne med skatteretlig virkning kunne overdrage deres tidligere personligt drevne virksomhed med udarbejdelse af lærebøger til et af dem stiftet anpartsselskab. Skatteyderne var folkeskolelærere, og de stiftede i 1988 et anpartsselskab og overdrog til selskabet deres hidtil personligt drevne forfattervirksomhed omfattende indtægter fra forfattervirksomhed, afkast af forfatterrettigheder, biblioteksafgifter og kopieringsvederlag fra Copy-Dan. A Bogklub var deres betydeligste forretningsforbindelse, og landsretten lagde til grund, at A blev underrettet om overdragelsen til selskabet og accepterede denne i marts 1989. Under disse omstændigheder skulle Skatteministeriet skatteretligt anerkende overdragelsen af forfattervirksomheden til anpartsselskab, og også for så vidt angår biblioteksafgifter og kopieringsvederlag fra Copy-Dan, var selskabet rette indkomstmodtager.

TfS 1999, 101 ØLD

Rette indkomstmodtager: Sagen drejede sig om spørgsmålet, om et honorar var personlig indkomst for skatteyderen eller skulle beskattes i hans selskab, et anpartsselskab, som han havde stiftet i 1982. Skatteyderen havde i 1993 og 1994 været tilknyttet ejendomsmæglerfirmaet A som konsulent på provisionsbasis og med arbejdsopgaver inden for markedsføring og salg af ejendomme. Han indtægtsførte vederlagene herfor i sit selskab, men skattemyndighederne fandt, at indtægterne var personlig indkomst for skatteyderen. Landsretten lagde efter bevisførelsen til grund, at aftalen indebar arbejdsopgaver, som skulle udføres af skatteyderen personligt, og at der ikke var nogen forretningsmæssig begrundelse for at lade selskabet indgå som kontraktpart. Indtægterne kunne herefter ikke henføres til selskabet.

TfS 1998, 791 VLD

Rette indkomstmodtager: En skatteyder købte pr. 1. oktober 1992 alle aktierne i et selskab i likvidation. Selskabet havde på dette tidspunkt et skattemæssigt, fremførselsberettiget underskud på ca. 1,8 mio. kr. I forbindelse med købet ophævedes likvidationen af selskabet, der ændrede navn til A af 1. oktober 1992. Fra oktober 1992 til årets udgang havde selskabet ifølge regnskaberne en omsætning på 1.870.000 kr. Der var ikke afholdt løn- eller andre driftsomkostninger i selskabet, som ikke havde inventar eller andre driftsmidler. Skatteyderen var tillige eneejer af B A/S, som han havde erhvervet i 1982 med henblik på ingeniørvirksomhed. Landsretten lagde til grund, at beløbet 1.870.000 kr. udgjorde en del af B A/S indtægter og uden modydelse var blevet overført til A's regnskaber. Beløbet svarede i det væsentlige til det skattemæssige underskud, som kunne udnyttes i det pågældende år. Beløbet blev anset som skattepligtigt tilskud fra selskab B til selskab A.

TfS 1998, 312, ØLD

Rette indkomstmodtager: Konsulenthonorarer skulle beskattes som personlig indkomst. Skatteyderen blev i 1990 ansat i det tyske selskab As danske afdeling, og ifølge et appendix til ansættelsesaftalen skulle vederlaget 20.000 kr. månedligt samt en provision på 3 pct. af alt salg udbetales til det af skatteyderen ejede selskab B. Sidstnævnte selskab udskrev fakturaer, benævnt konsulenthonorarer, som blev honoreret af det tyske selskab. Landsretten anså vederlaget som lønindtægt for skatteyderen.

TfS 1997, 69 VLD

Rette indkomstmodtager: Skatteyderen var direktør og hovedanpartshaver i et handelsselskab ApS, som drev virksomhed bl.a. med salg af juletræer og grønt fra forpagtede eller lejede jorder. Disse aktiviteter blev overladt til et andet af hans søn ejet ApS. Sidstnævnte selskab (salgsselskab), som var uden ansatte og uden lønudbetalinger, skulle arbejde for størst mulig afsætning af handelsselskabets juletræer, men salgsselskabet kunne ikke indgå aftaler i eget navn, og kontrakter skulle indgås mellem handelsselskabet og køberne. Til salgsselskabet udbetaltes provision på 10 pct. Handelsselskabet foretog i 1988 fradrag for provisionsudgifter til salgsselskabet med 95.946 kr., svarende til 10 pct. af salget. Landsskatteretten og den stedlige skattemyndighed fandt, at provisionsindtægten var vederlag til skatteyderen for udført arbejde og skattepligtig som personlig indkomst, idet overførslen af provisionsindtægten til salgsselskabet ikke kunne anses forretningsmæssigt begrundet. Landsretten fandt ligeledes, at beløbet ikke var indkomst for salgsselskabet, men lagde til grund, at salgsarbejdet var udført af både skatteyderen og hans søn og derfor ikke skattepligtigt for skatteyderen alene.

TfS 1996, 604 ØLD

Rette indkomstmodtager: Skatteyderen stiftede i 1975 sammen med et dansk og et hollandsk firma et anpartsselskab for at udføre landopmålingsopgaver i Arabien. Skatteyderen, der ejede 10 pct., blev udpeget til at lede arbejdet, og i 1976 etablerede selskabet et samarbejde med et arabisk selskab. Efter samarbejdsvanskeligheder imellem den danske og den hollandske hovedanpartshaver blev det aftalt, at alle i det danske selskab ansatte personer skulle overgå til ansættelse i det arabiske selskab. I 1980 blev der indgået nye aftaler, hvorved det arabiske selskab stillede som betingelse, at skatteyderen påtog sig at være daglig teknisk leder i selskabet, og at han som ejer af det danske selskab, der i 1979 var erklæret konkurs, forpligtede sig til at være til rådighed i Arabien i et nærmere fastsat tidsrum. Med henvisning til de i 1980 indgåede aftaler og til, at det danske selskab efter en rekonstruktion reelt var et tomt selskab, fandt Landsskatteretten, at skatteyderen var personligt skattepligtig af indkomster, som han havde selvangivet i det danske selskab. Landsretten fandt ligeledes, at honorarer mv. fra det arabiske selskab var lønindkomst for skatteyderen, og sagen blev for landsretten forligt på dette grundlag.

Byretsdomme

SKM2014.778.BR

SKM2014.695.BR

Byrettens dom er stadfæstet af Vestre Landsret. Se SKM2016.68.VLR 

SKM2013.694.BR

SKM2012.652.BR

SKM2012.519.BR

SKM2009.230.BR

Hovedanpartshaveren, der udførte opgaverne var rette indkomstmodtager af konsulenthonorar. Et selskab indgik aftale med en virksomhed, hvorefter den skulle være ansvarlig for virksomhedens daglige drift, herunder indkøb af fiskenet, fiskeartikler, kæder m.v. Selskabet skulle endvidere stå for forarbejdning, produktion og reparation af fiskenet, trawl m.v. efter anvisning fra virksomheden. Byretten lagde vægt på, at selskabets indtægter hovedsageligt hidrørte fra virksomheden, at det udførte arbejde indgik som en løbende og integreret del af virksomhedens arbejde, og at ydelsen alene omfattede arbejdskraft, der blev honoreret månedsvist på baggrund af timeforbrug, ligesom der ikke blev foretaget annoncering. Retten lagde også vægt på, at selskabet, der alene havde afholdt beskedne udgifter, ikke havde påtaget sig en driftsrisiko.

SKM2009.6.BR

A - og ikke hans selskab H1 ApS - var rette indkomstmodtager af indkomst fra managementaftaler, som H1 ApS havde indgået med et selskab, der producerede motorer. A og H1 ApS var ikke berettiget til omgørelse. Retten lagde til grund, at baggrunden for, at indkomsten var henført til H1 ApS, var ønsket om at foretage en opsparing i selskabet. Det var derfor ikke godtgjort, at de foretagne dispositioner ikke i overvejende grad havde været båret af hensyn til at spare eller udskyde skat. Betingelserne for omgørelse efter skatteforvaltningslovens § 29, stk. 1 (tidligere skattestyrelseslovens § 37 C) var derfor ikke opfyldt.

SKM2008.660.BR

Hovedaktionæren var rette indkomstmodtager af vederlag for konsulentarbejde.

Der blev lagt vægt på selskabets formål, at der ikke forelå nogen ansættelsesaftale mellem selskabet og dets hovedaktionær, at selskabet ikke havde haft lønudgifter i de omhandlede indkomstår, at selskabet heller ikke i disse år havde haft andre indtægter end konsulenthonorarerne, at disse blev faktureret med stort set samme månedlige beløb, at der ikke forelå et interessemodsætningsforhold mellem hovedaktionæren og ejeren af de øvrige anparter i det selskab, der modtog konsulentydelserne, og at hovedaktionæren var direktør i det selskab, der modtog konsulentydelserne.

Landsskatteretskendelser

SKM2009.277.LSR

I SKM2009.277.LSR ansås en hovedanpartshaver for rette indkomstmodtager af konsulenthonorar udbetalt til hans selskab. Også det som moms betegnede beløb skulle anses som vederlag til hovedaktionæren.

Skatterådet og andre

SKM2015.533.SR

Skatterådet bekræftede, at spørger ikke kunne anses for at være rette indkomstmodtager, jf. SL § 4, for indkomst retmæssigt oppebåret af A i medfør af artikel 7 i dobbeltbeskatningsoverenskomsten mellem Danmark og x-land.

Dog kunne Skatterådet ikke bekræfte, at spørger ikke var rette indkomstmodtager i forhold til tjenesteydelsesaftalen indgået mellem A og B.

SKM2012.472.SR

SKM2009.829.SR

Skatterådet kunne ikke bekræfte, at A ApS og B ApS var rette indkomstmodtagere af et fast kvartalsvist honorar fra C ApS, hvis personerne D og E overgik til ansættelse i hvert sit helejede anpartsselskab, henholdsvis A ApS og B ApS. Det var ikke sammenhæng med levering af rådgivningsydelser fra A ApS og B ApS og betaling af et fast kvartalsvis beløb. En del af dette honorar kunne henføres til D og E's levering af ydelser som direktører i C ApS. Skatterådet bekræftede dog, at A ApS og B ApS var rette indkomstmodtagere af en såkaldt bonus samt af udbytte udbetalt fra C ApS. Endelig bekræftede Skatterådet, at A ApS og B ApS var rette indkomstmodtagere af en overskudsdeling, udbetalt fra det udenlandske transparente selskab F. Overgik D og E til ansættelse i henholdsvis A ApS og B ApS, sker der efter praksis som udgangspunkt ingen lønfiksering.

SKM2009.444.SR

Skatterådet bekræftede dels at H1 kunne anses at være rette indkomstmodtager til honorarer fra H2 (speciallægepraksis), og dels at en med H2 planlagt indgået samarbejdsaftale ikke kunne tages som udtryk for en skattepligtig overdragelse af aktivitet til H1.

SKM2009.321.SR

Skatterådet bekræftede, at H1, H2 og H3 vil være skattesubjekter og dermed rette indkomstmodtagere i relation til indgåede kontrakter om konsulentopgaver med G1, som ejes med 1/3 af hvert af selskaberne H1, H2 og H3. Via selskabet G1 etableres en fælles overbygning, som varetager salg, markedsføring, administration mv. vedrørende konsulentopgaver, som ofte udføres af konsulenter - ansat i de tre ejerselskaber - i fællesskab.

SKM2009.68.SR

Et anpartsselskab (H ApS), der var ejet 100 pct. af en kiropraktor, havde indgået en aftale med et interessentskab (G I/S) om, at anpartsselskabet fremover skulle levere kiropraktik til både selskabets egne patienter og til patienter tilhørende interessentskabet. Kiropraktorinteressentskabet - som bestod af to kiropraktorer - afregnede en procentdel af honorarindtægten til anpartsselskabet, som senest 1. januar 2010 havde til hensigt at indtræde i interessentskabet, hvis samarbejdet forløb tilfredsstillende. Skatterådet bekræftede - efter en konkret vurdering af forelagte oplysninger - at H ApS vil være rette indkomstmodtager af honorarindtægt fra G I/S.

SKM2009.66.SR

Rette indkomstmodtager: Skatterådet bekræftede, at person As selskab ville være rette indkomstmodtager af honorar fra en indgået kontrakt med G om projektledelse på afhjælpning af indeklimaet i G. Efter en konkret vurdering af fremlagte oplysninger - herunder kontraktens indhold - var det rådets opfattelse, at kontrakten indeholdt de for erhvervsmæssig virksomhed centrale karakteristika, herunder reel økonomisk risiko og ansvar. Selskabet vil derfor som aftalepart være rette indkomstmodtager af honorarindtægt fra G.

SKM2008.646.SR

Skatterådet bekræftede, at et påtænkt udenlandsk stiftet selskab ville være rette indkomstmodtager af et vederlag.

Det forhold, at X er en førende ekspert på sit område og vanskeligt lader sig substituere medfører ikke, at selskabet ikke kan betragtes som rette indkomstmodtager, jf. TfS 1998, 485 H. SKAT har endvidere lagt vægt, at X's repræsentant har oplyst, at der findes andre undervisere på området, samt at X ofte underviser sammen med en af disse. 

Herefter er det afgørende for bedømmelsen af, hvem der er rette indkomstmodtager, at der som følge af de faktiske forhold er tvivl om, hvem der reelt har erhvervet indkomsten. I tvivlstilfælde må der foretages en konkret vurdering ud fra bl.a. aftaleretlige og selskabsretlige regler om, hvem der er berettiget til og forpligtet i henhold til kontrakten om arbejdets udførelse. Andre forhold som instruktionsbeføjelse, hvem der tilrettelægger og leder arbejdet, hvem der bærer risikoen kan blandt andet også indgå i bedømmelsen.

SKATs vurdering er baseret på en samlet bedømmelse af den konkrete situation. SKAT har lagt særligt vægt på, at den aktivitet, som et påtænkt udenlandsk stiftet selskab skal overtage, hidtidigt har været udført i selvstændig og uafhængig selskabsform, og at det er selskabet selv, der tilrettelægger og leder arbejdet uden instruktion fra en evt. hvervsgiver, og at selskabet ved annoncering via internettet tilkendegiver, at det er fagkyndigt og påtager sig at udføre arbejde af en nærmere bestemt art.

SKM2007.368.SR

Skatterådet anerkendte ikke et konsulentselskab som rette indkomstmodtager til honorarer, da arbejdsopgaverne ikke havde karakter af selvstændig erhvervsvirksomhed, men som lønmodtagervirksomhed.

A A/S var et selskab ejet 100 pct. af personen B. Selskabet drev tidligere VVS-virksomhed, men solgte alle sine aktiviteter til C A/S. Efter afståelsen af virksomheden pr. 1. juni 2005 til C A/S har B været ansat som lønmodtager hos C A/S. Dette job er sagt op, og fremover ønsker B at drive konsulentvirksomhed i selskabsform inden for bygningsrådgivning m.v.

Der var indtil videre indgået én konsulentaftale mellem A A/S og D A/S. Aftalen skulle have virkning fra 1. november 2006 og 6 måneder frem med mulighed for efterfølgende forlængelse af kontrakten.

SKAT lagde vægt på, at der kun udføres arbejde for D A/S og B er eneste ansatte i A A/S. D A/S er således eneste indtægtskilde for A A/S. Arbejdet har karakter af løbende arbejdsydelser, herunder løbende honorering på timebasis betalt månedsvis bagud og ikke efter afslutning af en bestemt opgave.  

SKM2006.739.SR

Rette indkomstmodtager: Skatterådet var ikke enig i, at de arbejdsopgaver, som en "drilling supervisor" udførte på en boreplatform, kunne karakteriseres som selvstændig erhvervsvirksomhed. Funktionen kunne derfor ikke drives i selskabsform.