Afgørelse 

Afgørelsen i stikord

Yderligere kommentarer

Højesteretsdomme

SKM2010.123.HR

Sagen drejede sig om, hvorvidt H1 ApS' udstedelse af en konvertibel obligation og investering af provenuet herfra i andre obligationer kunne tillægges skattemæssig betydning.

Højesteret tilsluttede sig landsrettens dom, der fastslog, at H1 ApS' udstedelse af en konvertibel obligation og investering af provenuet herfra indgik i et aftalekompleks, hvis forløb og afvikling var fastlagt på forhånd af parter, som skattemæssigt ikke havde modstående interesser. Efter en helhedsbedømmelse af arrangementet blev dette tilsidesat, idet der blandt andet blev lagt vægt på, at banken ikke havde påtaget sig nogen risiko ved købet af den konvertible obligation, at arrangementet måtte antages at være etableret af skattemæssige grunde og at arrangementet ikke var forretningsmæssigt begrundet.

H1 fik derfor ikke fradrag for renter.

SKM2009.168.HR

Rentefradrag nægtet fordi der var tale om et skattearrangement uden forretningsmæssig begrundelse, hvis forløb og afvikling var fastlagt på forhånd af deltagerne, og hvor bemyndigelser sikrede, at optagelse og overdragelse af lån, sikkerhedsstillelse og indfrielse mv. foregik i et i realiteten lukket system, som deltagerne var fælles om at opretholde. Landsretten fandt herefter, at der ikke forelå nogen reel risiko for sagsøgerne til at komme til at betale de overtagne lån eller de vedhængende renter eller for at lide tab ved investeringerne. Landsretten lagde derfor til grund, at arrangementet kun var etableret for at gennemføre en skatteudnyttelse og fandt herefter, at rentebetalingen savnede realitet i skattemæssig henseende.

SKM2007.605.HR

Renteudgifter efter gældsbrev på non recourse vilkår udstedt i forbindelse med at debitor erhvervede en forretningsejendom kunne efter en samlet bedømmelse af arrangementet - herunder at købesummen langt oversteg handelsværdien - ikke fradrages, fordi der ikke fandtes at have foreligget nogen reel risiko for, at debitor skulle tilbagebetale og forrente sine andele af kreditsaldoen efter gældsbrevet.

SKM2006.402.HR

Et aftalekompleks, hvis forløb og afvikling var fastlagt på forhånd af parter, som skattemæssigt ikke havde modstående interesser. Der må derfor foretages en helhedsbedømmelse af arrangementet.

Den 23. juni 1995, da K/S G1 og K/S G2 erhvervede hver en U2-obligation, havde de to selskaber samme ejerkreds og ledelse. Obligationerne blev udstedt på identiske vilkår bortset fra, at der var aftalt modsatrettede virkninger af FX-klausulen, så der var sikkerhed for, at en gevinst for det ene selskab ville blive modsvaret af et tilsvarende tab for det andet selskab. U2 havde dermed neutraliseret de risici, som de to forretninger hver for sig kunne påføre U2, og det samme gjaldt for den ejerkreds, som stod bag kommanditselskaberne. Set under et indebar forretningerne derfor ikke, at der blev skabt en kursgevinst, fordi forretningerne i realiteten kun medførte, at der blev overført 30 mio. kr. fra det selskab, der led kurstab (K/S G2), til det selskab, der fik en kursgevinst (K/S G1).

Banken, som havde udlånt de 200 mio. kr. til købet af U2-obligationerne, påtog sig ikke nogen risiko, da den havde fuld sikkerhed i obligationerne. Den aftalte rente på godt 129 % var derfor ikke et udslag af bankens kredit- eller markedsrisiko ved långivningen til K/S G1, men skulle i realiteten sikre, at banken fik dækning for det på forhånd beregnede tab på arrangementet med K/S G2. Den beregnede rente udgjorde ved lånets indfrielse 35.137.000 kr. og indeholdt i realiteten betaling til banken for de 30 mio. kr., som var blevet overført fra K/S G2 til K/S G1. Konstruktionen af denne betaling som en rentebetaling må antages udelukkende at være sket af skattemæssige grunde for at etablere en rentefradragsret for de kommende kommanditister.

Højesteret fandt, at arrangementet ikke var forretningsmæssigt begrundet, men kun etableret for at gennemføre en skatteudnyttelse. Det forhold, at provenuet ved indfrielsen af U2-obligationen blev anvendt til indkøb af skatkammerbeviser, kan ikke føre til en anden vurdering. Efter en samlet bedømmelse finder Højesteret herefter, at rentebetalingen savnede realitet i skattemæssig henseende.

TfS 2000, 1011 HRD

A underskrev i 1991 en kontrakt, hvorved han købte en andel i selskabet KGH. KGH havde 10 deltagere og en komplementar. Selskabet købte i 1991 et Boeing 747 fly til 58,5 mio. USD, og til finansiering af købet indgik selskabet en låneaftale med en fransk bank på limited recourse-vilkår. Medmindre der forelå ond tro, kunne långiver kun søge fyldestgørelse i flyet med tilknyttede kontrakter. Selskabet indgik en 2-årig leasingaftale med et flyselskab, som svarede til det beløb, som selskabet skulle betale ifølge låneaftalen. Leasingtageren (flyselskabet) forpligtede sig til at vedligeholde flyet og betale forsikringen, ligesom leasingtageren påtog sig risikoen for flyet og forpligtede sig til at friholde leasinggiveren for ethvert tab og ansvar mv. KGH indgik også en låneaftale og salgsagentureaftale med et andet flyselskab for en 3-årig periode, så flyselskabet skulle anvise en køber til flyet til en pris, som mindst svarede til restgælden på lånet. Højesteret fandt, at de tosidede aftaler der blev indgået mellem selskabet og de to flyselskaber, ved fælles definitioner, direkte henvisninger og spejlinger af rettigheder og forpligtelser var et sammenhængende aftalekompleks, hvor den enkelte aftale forudsatte eksistensen af de øvrige. Leasinggiveren var efter aftalekomplekset afskåret fra enhver retlig eller faktisk råden over flyet. I leasingforholdets løbetid var selskabets mulighed for drifts- eller likviditetsoverskud udelukket, da selskabets risiko for drifts- eller likviditetsunderskud var hypotetisk som følge af leasingtagerforpligtelser, forsikringsdækning og bankaftalens bestemmelser om begrænset regres. Realiteten i aftalekomplekset var, at kommanditisterne købte sig til et midlertidigt, formelt ejerskab for at få mulighed for afskrivningsret, og A fandtes under disse omstændigheder i skattemæssig henseende ikke at have været medejer af flyet. A fik derfor ikke fradrag for renter.  

TfS 2000, 148 HRD

A foretog i 1991 investering ved tegning af andele i et interessentskab efter et prospekt udbudt af den Københavnske Bank.

Højesteret bemærkede, at det forhold, at en låneaftale indeholder bestemmelser om begrænset hæftelse (non-recourse vilkår) ikke i sig selv er til hinder for, at der kan opnås ret til fradrag for renter på lånet. Afgørende må være en helhedsvurdering af det arrangement, hvori vilkåret indgår. A indgik i et aftalekompleks, hvis indhold var fastlagt på forhånd. Lånebeløbet blev placeret i gældsbreve, der blev uigenkaldeligt håndpantsat til den långivende bank, og A var under hele forløbet afskåret fra at sælge, pantsætte, belåne eller på anden måde disponere over gældsbrevene og renterne heraf. Lånet var uopsigeligt i hele låneperioden og banken var uigenkaldeligt bemyndiget - og forpligtet - til på forfaldsdagen at modtage skylden ifølge gældsbrevene mod samtidig indfrielse af lånet, der var uden personlig hæftelse for A. Arrangementet var derfor uden risiko for A, der ikke havde nogen reel forpligtelse til at tilbagebetale og forrente sin andel af lånet. A's eneste interesse i arrangementet var, at A mod en indbetaling på ca. 97.000 kr. påregnede et skattemæssigt fradrag for beregnede nettorenter og provision og skattefrihed for kursgevinsten på gældsbrevene. A kunne derfor ikke foretage fradrag for renter.

TfS 1994, 718 HRD

A optog den 30. december 1986 et sparekasselån, og A indsatte provenuet med fradrag af forudbetalte renter for 6 måneder på en samtidig oprettet konto i sparekassen. Indeståendet blev håndpantsat til sparekassen, idet A indtil 1. marts 1987 kunne købe børsnoterede obligationer, der så også skulle håndpantsættes til sparekassen. A købte obligationer den 20. januar 1987 og den 13. februar 1987 og solgte dem i august 1987. A fratrak de forudbetalte renter på 110.000 kr. i 1986. Skattemyndighederne ville ikke godkende fradraget, fordi man fandt, at arrangementet havde været uden økonomisk realitet og alene var indledt i slutningen af 1986 af skattemæssige hensyn. Højesteret fandt, at den aftalte dispositionsret kun omfattede en ret til at anvende indeståendet på aftalekontoen til køb af børsnoterede obligationer, som i så fald skulle træde i stedet for det hævede beløb. Lånet og renterne savnede derfor skattemæssig realitet, indtil indeståendet på kontoen i 1987 faktisk blev anvendt til køb af obligationer. De forudbetalte renter på 110.000 kr. kunne herefter ikke fradrages ved indkomstopgørelsen for 1986.

TfS 1992, 328 HRD

A optog inden sin afrejse til Grønland lån i et dansk pengeinstitut, der havde håndpant i låneprovenuet, som indgik på en særlig indskudskonto. A var efter beskatningsaftalen skattepligtig i Grønland på grund af ophold der, men samtidig fuldt skattepligtig til Danmark efter interne danske regler, fordi han havde bevaret bopælen her. Højesteret lagde til grund, at det ved låneoptagelsen var aftalt, at låneprovenuet skulle forblive anbragt på indlånskonti i de pågældende pengeinstitutter, så A ikke kunne råde over provenuet. Retten fandt derfor, at udgifterne ved låneoptagelsen ikke skattemæssigt kunne anses som renter af gæld og derfor ikke kunne fradrages. I det omfang provenuet efter senere aftale var anvendt til køb af værdipapirer, kunne renten dog efter sædvanlig praksis fradrages.    

TfS 1992, 78 HRD

K købte ved slutseddel af 23. november 1982 en andel af en ejerlejlighed i Spanien. Købesummen forfaldt 1. februar 1988 og blev forrentet med 2 pct. månedligt, der skulle betales forud. K var berettiget til når som helst at betale købesummen mod udstedelse af registreret skøde på anparten. Højesteret tiltrådte, at de indgåede aftaler efter en samlet bedømmelse ikke i skattemæssig henseende kunne anses for køb af andele af en lejlighed med dertil hørende pligt til at betale og - indtil betalingen skete - at forrente beløbet på 100.000 kr. Retten lagde bl.a. vægt på, at beløbet uden sikkerhedsstillelse først forfaldt mere end 5 år efter oprettelsen af slutsedlen, at K når som helst kunne frigøre sig for alle økonomiske forpligtelser, og at han - som det faktisk skete - kunne udnytte en banksikret tilbagekøbsgaranti til at opnå, at beløbet ikke skulle betales.

Retten fandt, at K ikke havde påtaget sig en gældsforpligtelse, der berettigede ham til at betragte de betalte ydelser som fradragsberettigede renter.

Landsretsdomme

SKM2008.104.ØLR

Rentefradrag nægtet fordi der var tale om et skattearrangement uden forretningsmæssig begrundelse, hvis forløb og afvikling var fastlagt på forhånd af deltagerne, og hvor bemyndigelser sikrede, at optagelse og overdragelse af lån, sikkerhedsstillelse og indfrielse mv. foregik i et i realiteten lukket system, som deltagerne var fælles om at opretholde.Landsretten fandt herefter, at der ikke forelå nogen reel risiko for sagsøgerne til at komme til at betale de overtagne lån eller de vedhængende renter eller for at lide tab ved investeringerne. Landsretten lagde derfor til grund, at arrangementet kun var etableret for at gennemføre en skatteudnyttelse og fandt herefter, at rentebetalingen savnede realitet i skattemæssig henseende.

SKM2004.4.ØLR

Landsskatteretten bemærkede følgende:

De aftaler, der blev indgået mellem U1, U3 Shipping og U2 Shipping om bygning og befragtning af skibet, og de senere aftaler mellem K/S G1 Shipping, U2 Shipping, U3 Shipping, U3 Ferries Ltd. og F1-Bank, U1 samt U4 Shipping om overtagelse af skibsbygningskontrakten og lånoptagelse samt tidsbefragtning og administration af skibet, er indgået i et sammenhængende kompleks, hvor den enkelte aftale forudsætter eksistensen af de øvrige.

Landsretten fandt efter en samlet vurdering, at realiteten i det konkrete aftalekompleks var, at sagsøgerne købte sig til et midlertidigt formelt medejerskab af skibet Skib1 for at opnå mulighed for afskrivningsret. Under disse omstændigheder kan sagsøgerne ikke anses for i skattemæssig henseende at have været medejere af aktivet. Der er heller ikke grundlag for at anerkende rentefradrag for lånene, idet det efter en samlet bedømmelse som ovenfor må lægges til grund, at der ikke har påhvilet sagsøgerne nogen retlig gældsforpligtelse. Dette gælder så meget desto mere for så vidt angår H1 Invest A/S, idet denne sagsøger kun ejede anparterne i en ganske kort periode.

SKM2002.677.VLR

A havde i 1992 deltaget i et valutaoptionsarrangement udbudt af H1 A/S vedrørende investering i syntetiske valutaoptioner. Præmien var lånefinansieret gennem H2 Finans A/S.

Landsretten udtalte bl.a. følgende:

Efter de af skattemyndighederne udarbejdede redegørelser lægges det til grund, at de valutaoptionsarrangementer, som A deltog i, var konstrueret så der ikke reelt var stillet et lånebeløb til rådighed for sagsøgeren, ligesom der ikke påhvilede ham en personlig hæftelse for gælden. Der var ingen risiko forbundet med deltagelsen og ingen reel mulighed for gevinst, og sagsøgerens formål var at opnå et skattemæssigt fradrag for beregnede renter. Efter det oplyste kan det ikke lægges til grund, at det fornødne betydelige kapitalgrundlag var til stede i de selskaber, der var involveret i arrangementerne.

På denne baggrund er det bevist, at arrangementerne ikke dækkede over en økonomisk realitet, men var en regnskabsmæssig konstruktion, etableret af skattemæssige hensyn og uden reelt økonomisk og forretningsmæssigt indhold. A's renteudgifter, der stammer fra A's deltagelse i disse arrangementer, er derfor ikke fradragsberettigede jf. SL § 6, stk. 1, litra e.

SKM2002.394.ØLR

Landsretten fandt, at et skattearrangement baseret på lånefinansieret køb af aktier savnede forretningsmæssig og økonomisk realitet og udelukkende bestod i en regnskabsmæssig konstruktion etableret af skattemæssige hensyn. Landsretten nægtede derfor fradrag for renteudgifter.

SKM2001.553.ØLR

Forlig hvorefter der ikke er rentefradrag i forbindelse med investering i et skattearrangement vedrørende sale- and leaseback af containere.

SKM2001.541.ØLR

Selskab A fik ikke fradrag for renter i forbindelse med et skatteleasingarrangement med et leasingselskab i den samme koncern, som A selv indgik i (sale and lease back). Landsretten fandt, at realiteten i aftalekomplekset for A's vedkommende var at købe sig til et midlertidigt, formelt ejerskab af aktiver for at opnå afskrivningsret. A kunne ikke i skattemæssig henseende anses for at have været ejer af aktiverne. Landsretten fandt desuden, at der ikke påhvilede A en retlig gældsforpligtelse.

TfS 1999, 465 ØLR

A købte i 1992 for 15 mio. kr. obligationer udstedt af et selskab i USA og finansieret ved låneoptagelse i et selskab på Aruba. En canadisk bank skulle indfri obligationerne ved udløb. Landsretten udtalte, at arrangementet var opbygget således, at A ikke fik stillet noget lånebeløb til rådighed og ikke blev påført nogen hæftelse for gæld. Det blev lagt til grund, at der ikke havde foregået en pengestrøm mellem de involverede parter. Landsretten fandt, at arrangementet var uden reelt indhold og uden realøkonomiske realiteter. A fik ikke fradrag for renter.

TfS 1993, 77 VLD

A havde ved udgangen af 1986 optaget to lån i pengeinstitutter og forudbetalte samtidigt 6 måneders rente. Låneprovenuet blev indsat på aftalekonti i de pågældende pengeinstitutter. Ved låneperiodens udløb i 1987 blev aftalekontiene ophævet, og indeståendet, der havde henstået urørt, med tilskrevne renter anvendt til indfrielse af lånene. A havde erkendt, at arrangementerne var begrundet i skattemæssige hensyn i forbindelse med skattereformens ikræfttræden pr. 1. januar 1987. Retten fandt, at arrangementerne ikke var udtryk for økonomiske realiteter. De i 1986 forudbetalte beløb kunne derfor ikke behandles som renter af gæld, og de i 1987 tilskrevne beløb kunne ikke behandles som skattepligtige renteindtægter.

Landsskatteretskendelser

TfS 1998, 9 LSR

A, der havde erhvervet en feriebolig på timesharebasis i Andorra, ansås for at have påtaget sig en reel økonomisk risiko, og A var derfor berettiget til at fradrage renter på banklån og sælgerpantebrev vedrørende ferieboligen.

Andet

SKM2001.554.DEP

Det er en kommentar til et forlig om sale- and lease back af containere. Der var flere lignende sager.

For landsretten blev sagerne forligt - navnlig i lyset af TfS 2000, 374 HRD og TfS 2000, 1011, så skatteyderne anerkendte, at de ikke har været ejere i skattemæssig henseende af containerne og derfor ikke har ret til fradrag for selvangivne underskud i de indbragte indkomstår.

Desuden har skatteyderne anerkendt, at de ikke har været berettiget til selvangivne rentefradrag i forbindelse med deltagelsen i arrangementerne.

Kommentar til SKM2001.553.ØLR