Afgørelse

Afgørelsen i stikord

Yderligere kommentarer

Højesteretsdomme

SKM2018.520.HR

Højesteret fandt, at ægteparret ved at have indrettet sig som fastslået af landsretten og ved at have indgivet selvangivelse som begrænsede skattepligtige groft uagtsomt havde bevirket, at SKAT havde foretaget skatteansættelserne på et urigtigt eller ufuldstændigt grundlag. At ægteparret havde indhentet advokatrådgivning vedrørende den planlagte fraflytning kunne ikke føre til at andet resultat. Endvidere fandt Højesteret, at varslingsfristerne var overholdt. Som følge heraf kunne ægteparrets skatteansættelser genoptages ekstraordinært.

Højesteret stadfæstede byrettens dom.

Tidligere instanser SKM2017.357.ØLR og SKM2016.212.BR

SKM2018.481.HR

Højesteret fandt det ikke godtgjort, at der bestod et reelt gældsforhold mellem Cayman Islands-selskabet og skatteyderen. De to beløb måtte anses for løn og dermed skattepligtig indkomst. Højesteret fandt endvidere, at skatteyderen havde handlet i hvert fald groft uagtsomt ved ikke at have selvangivet beløbene. Betingelserne i SFL § 27, stk. 1, nr. 5, for ekstraordinær genoptagelse af skatteyderens skatteansættelse var således opfyldt.

SKM2011.209.HR

Ekstraordinær skønsmæssig forhøjelse stadfæstet trods frifindelse i straffesagen. 

Landsretsdomme

SKM20192.571.VLR

Sagen angik en forhøjelse på i alt ca. 5,4 mio. kr. af en hovedanpartshavers indkomstopgørelse for indkomstårene 2007-2011 som følge af en lang række kontanthævninger på skatteyderens selskabs bankkonti. Forhøjelsen skyldtes, at det ikke nærmere var dokumenteret, at de hævede midler var anvendt til betaling af selskabets udgifter eller i øvrigt i selskabets interesse. Retten fandt, at skatteyderen ikke havde bevist, at de skete hævninger ikke var tilgået hende som maskeret udlodning, jf. ligningslovens § 16 A.

Vedrørende SKATs genoptagelse af skatteansættelserne bemærkede retten, at der var tale om kontrollerede transaktioner, jf. skattekontrollovens § 3 B, stk. 1, nr. 2. Den forlængede ligningsfrist i SFL § 26, stk. 5, fandt derfor anvendelse på skatteansættelserne for indkomstårene 2009 og 2010, hvorfor ligningsfristen var overholdt for disse indkomstårs vedkommende. For så vidt angik indkomstårene 2007 og 2008 gav retten Skatteministeriet medhold i, at skatteyderen havde handlet mindst groft uagtsomt, jf. SFL § 27, stk. 1, nr. 5. Retten fandt, at reaktionsfristen i § 27, stk. 2, 1. pkt., skulle regnes fra det tidspunkt, da politiet, som havde straffeefterforsket sagen, oversendte sagen til SKAT med besked om, at der ikke ville blive foretaget yderligere fra politiets side. Reaktionsfristen var dermed overholdt.

►SKM2019.511.VLR◄

►Sagen angik, hvorvidt backgammon-gevinster vundet i 2006-2011 - det vil sige før spillelovens ikrafttræden den 1. januar 2012 - var skattepligtige. Efter administrativ praksis anses alene spil, der overvejende beror på tilfældighed, for omfattet af den dagældende tips- og lottolov med den følge, at gevinsterne er skattefrie. Landsretten fandt ikke, at denne praksis var i strid med loven. Landsretten fandt heller ikke grundlag for at tilsidesætte skattemyndighedernes vurdering af - og praksis om - at backgammon overvejende beror på færdigheder. Backgammon er derfor ikke omfattet af den dagældende tips- og lottolov, og appellanternes backgammon-gevinster var derfor skattepligtige.

For indkomstårene 2006-2008 var der tale om ekstraordinær genoptagelse, jf. skatteforvaltningslovens § 27, stk. 1, nr. 5. Efter en samlet bedømmelse fandt landsretten ikke, at appellanterne havde handlet mindst groft uagtsomt ved ikke at selvangive backgammon-gevinster vundet inden for EU/EØS. Derimod var det i hvert fald groft uagtsomt, at appellanterne ikke selvangav gevinster vundet uden for EU/EØS.

Landsretten tillod ikke, at appellanterne fremsatte et nyt anbringende under hovedforhandlingen. Landsretten stadfæstede byrettens frifindende dom med den ændring, at skatteansættelserne for 2006-2008 blev hjemvist til fornyet behandling. Se SKM2019.511.VLR◄

SKM2019.388.VLR

Sagen drejede sig om, hvorvidt 41 indbetalinger i perioden 2008-2010 på godt 1,2 mio. kr. fra tre forskellige selskaber hjemmehørende i Liechtenstein, De Britiske Jomfruøer og Belize var skattepligtig indkomst eller udbetalte lånebeløb, og - for så vidt angår indkomstårene 2008 og 2009 - hvorvidt ændringen af den skattepligtiges indkomst var i overensstemmelse med fristreglerne.

Landsretten udtalte indledningsvis, at det i en situation som den foreliggende påhvilede den skattepligtige at godtgøre, at de indsatte beløb var lån.

Af de grunde som byretten havde anført, tiltrådte landsretten, at en fremlagt rammeaftale om lån på 1,6 mio. kr. indeholdt sådanne særlige vilkår, at gældsforholdets beståen ikke var godtgjort ved de fremlagte dokumenter og forklaringer fra den skattepligtige og den anførte kreditor i låneaftalen. Landsretten lagde tillige vægt på, at pengene ikke var betalt tilbage ved den anførte forfaldsdato.

Landsretten fandt på baggrund af de omstændigheder, der førte til, at overførslerne var skattepligtige, at den skattepligtige måtte anses for at have handlet i hvert fald groft uagtsomt ved ikke at have selvangivet beløbene, og at betingelserne i § 27, stk. 1, nr. 5, for ekstraordinær ansættelse vedrørende indkomstårene 2008 og 2009 således var opfyldt.

Endvidere fandt landsretten, at det først var ved modtagelsen af den skattepligtiges redegørelse for indsætningerne, at SKAT kom i besiddelse af tilstrækkelige oplysninger til at vurdere, om der forelå grundlag for ekstraordinær ansættelse efter § 27, stk. 1, nr. 5. Varslingsfristen i § 27, stk. 2, 1. pkt., var derfor ikke overskredet.

Landsretten stadfæster herefter byrettens dom (SKM2017.530.BR), hvorved Skatteministeriet blev frifundet.

SKM2019.256.ØLR

I SKM2018.429.BR fandt byretten, at da skatteyderen havde haft bopæl i Danmark og et samlet ophold på 230 dage, var skatteyderens fulde skattepligt til Danmark genindtrådt fra den 1. januar 2005. Retten fandt endvidere, at da skatteyderen og dennes ægtefælle måtte anses for at have været samlevende fra den 1. januar 2005, skulle opgørelsen af ægtefællens skattepligtige indkomst for indkomstårene 2005-2011 ske efter reglerne om ægtefællebeskatning i KSL § 4, stk. 2. Endelig fandt retten, at både skatteyderens og skatteyderens ægtefælles skatteansættelser for 2005-2008 kunne genoptages efter bestemmelsen i SFL § 27, stk. 1, nr. 5. Landsretten stadfæstede byrettens dom.

SKM2019.249.ØLR

Da skatteyderen heller ikke for landsretten havde dokumenteret, at han havde selvangivet og betalt skat i Tyskland, tiltrådte landsretten herefter af de af byretten anførte grunde, at skatteyderen ved at have indrettet sig som fastslået og samtidig undladt at selvangive sin udenlandske indtægt i indkomstårene 2006-2009, i hvert fald ved grov uagtsomhed havde bevirket, at skattemyndighederne havde foretaget skatteansættelsen for disse indkomstår på et ufuldstændigt grundlag. Betingelserne for genoptagelse af skatteansættelsen for disse indkomstår var herefter opfyldt, jf. SFL § 27, stk. 1, nr. 5.

SKM2019.172.ØLR

Skatteyderen havde handlet groft uagtsomt ved ikke at selvangive sin indkomst i udlandet, og skattemyndighederne var derfor berettiget til at genoptage skatteansættelserne. Det oplyste om den rådgivning, som skatteyderen fik af revisoren, kunne ikke føre til et andet resultat, jf. herved også U2018.3845H.

SKM2019.159.ØLR

Vedrørende fristreglerne tiltrådte landsretten, at dispositionerne i tilknytning til de beskrevne aktiver henset til anpartshaverens bestemmende indflydelse havde haft karakter af kontrollerede transaktioner. Den forlængede ansættelsesfrist i SFL § 26, stk. 5, fandt derfor anvendelse.

Med henvisning til værdierne og karakteren af de omhandlede aktiver, som anpartshaveren ikke i noget tilfælde selvangav var stillet til hans rådighed, og tillige til omstændighederne ved erhvervelsen af aktiverne, fandt landsretten, at anpartshaveren i hvert fald havde handlet groft uagtsomt, og derved havde bevirket, at hans skatteansættelser blev foretaget på et urigtigt eller ufuldstændigt grundlag, jf. herved SFL § 27, stk. 1, nr. 5.

SKM2018.597.ØLR

Sagen angik spørgsmålet, om skatteyderen havde handlet mindst groft uagtsomt, så SKAT havde været berettiget til at genoptage skatteyderens skatteansættelse for indkomstårene 2006, 2007 og 2008 ekstraordinært, jf. SFL § 27, stk. 1, nr. 5.

Skatteyderen var ansat i et færøsk selskab i en i øvrigt dansk koncern. Han var bosiddende i Danmark, og han udførte sit arbejde på et dansk indregistreret gravefartøj rundt over hele verden.

Skatteyderen havde i alle årene betalt skat på Færøerne af sin indkomst. Han havde ikke selvangivet sin indkomst til de danske skattemyndigheder, selvom han ubestridt var fuldt skattepligtig til Danmark. Han gjorde gældende, at han havde modtaget rådgivning om sine skatteforhold dels af sin arbejdsgiver og dels på et kommunalt skattecenter.

Byretten fandt, at skatteyderen havde handlet groft uagtsomt ved ikke at indgive selvangivelse til de danske skattemyndigheder. Byretten lagde til grund, at skatteyderen måtte have været bekendt med, at han skulle have betalt skat i Danmark, da han hverken arbejdede eller boede på Færøerne. Desuden havde skatteyderen ikke godtgjort, at skattemyndighederne havde accepteret, at han ikke skulle indgive selvangivelse.

Landsretten bemærkede, at det ikke var godtgjort, at skatteyderen ved henvendelsen til kommunen var blevet vejledt om, at han ikke skulle indgive selvangivelse. Herefter stadfæstede Landsretten byrettens frifindelse af Skatteministeriet (SKM2018.306.BR) i henhold til de af byretten anførte grunde.

SKM2018.407.VLR

I forbindelse med selvangivelsen for 2007, som blev indgivet til SKAT i maj 2008, undlod skatteyderen at oplyse, at han igen var flyttet tilbage til Danmark, og at den uopsigelige lejekontrakt ikke længere var gældende. Landsretten fandt på den baggrund, at han havde handlet groft uagtsomt, og at SKAT derfor var berettiget til at foretage en ekstraordinær genoptagelse af skatteansættelsen for indkomståret 2007.

Under henvisning til byrettens begrundelse tiltrådte landsretten, at skatteyderen havde bopæl i Danmark i 2007 og dermed var fuldt skattepligtig til Danmark, og at han i henhold til dobbeltbeskatningsoverenskomsten mellem Danmark og Y5-land måtte anses for hjemmehørende i Danmark i 2007, da han havde de stærkeste personlige og økonomiske forbindelser til Danmark, således at midtpunktet for hans livsinteresser i 2007 var i Danmark.

SKM2018.230.ØLR

Landsretten fandt med henvisning til det skattemæssige sigte med appellantens erhvervsmæssige deltagelse i kommanditselskabet, at der har påhvilet ham en særlig forpligtelse til selv at sikre sig, at grundlaget for fradrag var til stede, og at han dermed ikke kunne forlade sig på oplysninger fra administrator og revisor.

På den baggrund fandt landsretten samlet set, at appellanten i hvert fald groft uagtsomt havde bevirket, at SKATs ansættelse for indkomstårene 2007 og 2008 blev foretaget på et urigtigt eller ufuldstændigt grundlag. Da det var ubestridt, at de øvrige betingelser for genoptagelse var opfyldt, stadfæstede landsretten byrettens dom (SKM2016.519.BR) om frifindelse af ministeriet.

SKM2018.182.ØLR

Landsretten stadfæstede byrettens dom, hvor retten fandt, at direktøren ved sin manglende selvangivelse af indtægterne fra England havde handlet groft uagtsomt. Retten havde i den sammenhæng lagt vægt på, at direktøren de forudgående år havde selvangivet sin indtægt i Danmark, og at han således var bekendt med reglerne, samt at han måtte have indset, at han ikke ville flytte til England på det tidspunkt, hvor han havde pligt til at selvangive sine indtægter for 2007-2008.

Tidligere instans SKM2017.234.BR

SKM2018.56.ØLR

Byretten havde udtalt, at skatteyderen via sin stilling burde have vidst, at købet ville udløse en avancebeskatning og ved ikke at selvangive avancen, havde han udvist en sådan grad af uagtsomhed, at der kunne fortages en ekstraordinær ændring af skatteansættelsen, jf. SFL § 27, stk. 5.

Landsretten tiltrådte dette og henviste ligeledes til skatteyderens aktiebesiddelser og størrelsen af de foreliggende aktiekøb.

Tidligere instans SKM2017.178.BR

SKM2018.46.VLR

Landsretten henviste til de omstændigheder, som lånet var indgået og udbetalt under, herunder at kun én af overførslerne var modtaget fra den påståede långiver, og at flere af indbetalinger efter deres benævnelse fremtrådte som en indtægt. Endvidere bemærkede landsretten, at lånet ikke var blevet indfriet i overensstemmelse med de aftalte vilkår, samt at skatteyderen efter forklaringerne var blevet ydet henstand, selv om det var usikkert, om og i hvilket omfang han ville kunne tilbagebetale lånet.

Herefter og af de grunde som byretten i øvrigt havde anført, var der heller ikke efter bevisførelsen for landsretten grundlag for at tilsidesætte forhøjelsen af skatteyderens indkomst. Skatteyderen havde endvidere handlet i hvert fald groft uagtsomt, hvorfor betingelserne for ekstraordinær ansættelse var opfyldt, jf. SFL § 27, stk. 5..BR

Tidligere instans SKM2017.280.BR

SKM2017.623.ØLR

Landsretten udtalte bl.a.:

Efter det ovenfor anførte må det blandt andet lægges til grund om hændelsesforløbet, at lejligheden, tre dage efter at borgeren havde erhvervet den, blev sat til salg hos en ejendomsmægler og 2½ uge senere var solgt, og at borgeren ikke formelt overtog gælden på realkreditlånene, der i stedet indfriedes i forbindelse med hans videresalg. Landsretten finder, at den manglende selvangivelse af fortjenesten ved afståelsen af lejligheden, der bevirkede, at skatteansættelsen blev foretaget på et urigtigt eller ufuldstændigt grundlag, herefter må tilregnes ham eller nogen, der har handlet på hans vegne, som i hvert fald groft uagtsom. Det tiltrædes derfor videre, at SKAT havde adgang til at foretage ekstraordinær ansættelse ifølge bekendtgørelsens § 3, jf. SFL § 27, stk. 1, nr. 5.

Tidligere instans SKM2017.91.BR

SKM2017.505.VLR

Sagen drejede sig om forhøjelser i forbindelse med indsætninger på konti og fri bil.

Landsretten tiltræder af de grunde, som byretten har anført, at SKAT’s afgørelse om ekstraordinær genoptagelse af skatteansættelsen for 2007 ikke har været mangelfuld, heller ikke selvom SKAT alene har henvist til SFL § 27, stk. 2, om reaktionsfristerne for den ekstraordinære genoptagelse i sin mail af 21. september 2011. Da borgeren som følge af sagens oplysninger om G14 Ltd. og G13 Ltd. må anses for at have været skattepligtig af indtægterne i disse selskaber, og da han udelod oplysninger herom i sin selvangivelse, har SKAT været berettiget til at foretage en ekstraordinær ansættelse for indkomståret 2007.

Byretten udtalte bl.a.: Forhøjelserne af skatteansættelsen er begrundet i overførsler fra G1 ApS til det engelske selskab G14 Ltd., og selskabet G13 Ltd., som var registreret på Gibraltar. Overførslerne skete til konti på Færøerne, som A for selskaberne havde oprettet i færøske banker. A, som var direktør i begge selskaber, selvangav ikke de omhandlede indtægter. Det fremgår af SKATs forslag, at SKAT den 29. marts 2011 havde modtaget oplysninger fra politiet om blandt andet de to nævnte konti, og at SKAT under henvisning til SFL § 27, stk. 1, nr. 5, ekstraordinært varslede ændring af skatteansættelsen. SKAT har anført, at A "anses for forsætligt eller groft uagtsomt, at have bevirket, at SKAT har foretaget en ansættelse på et urigtigt eller ufuldstændigt grundlag, idet A bl.a. har undladt at oplyse/selvangive indtægter hidrørende fra bankkonti på Færøerne". På den baggrund og sammenholdt med indholdet af den resterende del af brevet er der ikke grundlag for at anse begrundelsen for den ekstraordinære genoptagelse for mangelfuld.

Som sagen er forelagt retten, er der endvidere ikke grundlag for at anse reaktionsfristerne i SFL § 27, stk. 2, for overskredet. Det bemærkes hertil, at skatteansættelsen, der fremgår af SKATs afgørelse af 28. oktober 2011, blev udsat efter anmodning fra As advokat den 21. september 2011, hvilket også fremgår af SKATs svar af samme dag, hvor der udtrykkeligt henvises til SFL § 27, stk. 2.

Tidligere instans SKM2016.570.BR

SKM2017.344.ØLR

Money Transfer sag. Der var løbende over 9 år indsat over 10 mio. kr. på borgerens konto. Borgeren havde ikke dokumenteret eller forklaret hvor pengene stammede fra. Retten fandt, at borgeren havde handlet mindst groft uagtsomt.

Tidligere instans SKM2016.252.BR.

SKM2017.196.ØLR

SKAT havde foretaget en ekstraordinær ansættelse efter SFL § 27, stk. 1, nr. 5, og beskattet borgeren af overførsler fra et selskab, hvori hun ejede 50 % af selskabskapitalen.

SKM2017.82.ØLR

Landsretten fandt, at borgeren ved at undlade at indgive selvangivelse groft uagtsomt havde bevirket, at skatteansættelsen havde været forkert. Det forhold, at der efter borgerens opfattelse ikke var noget overskud at selvangive, kunne ikke føre til andet resultat. SKAT havde således været berettiget til at foretage en ekstraordinær genoptagelse af skatteansættelserne, jf. SFL § 27, stk. 1, nr. 5.

SKM2016.588.VLR

 En borger havde i 2005 oplyst til folkeregisteret, at han fraflyttede Danmark for at tage "Arbejdsophold af længere varighed" i Bahrain. I forbindelse hermed havde han oplyst, at han ikke var ejer eller lejer af helårsbolig i Danmark. Han havde samtidigt oplyst, at han havde et sommerhus i Danmark.

Borgeren havde, kort før han flyttede til Bahrain, erhvervet en andelsbolig i Danmark. Denne bolig havde han udlejet til sin bror på en 3-årig uopsigelig lejeaftale med forkøbsret. I 2006 købte broderen boligen. Borgeren købte i 2007 igen en bolig i Danmark. Denne bolig beholdt han indtil 2010.

I 2010 blev borgeren under en kontrolaktion stoppet i en tysk indregistreret bil. Borgeren oplyste her, at han opholdt sig i Danmark ca. 14 dage om måneden, og at han under disse ophold boede hos sin bror.

Landsretten fandt det ikke godtgjort, at borgeren i 2005 havde opgivet sin bopæl i Danmark for at tage ophold i udlandet. Retten lagde blandt andet vægt på, at borgeren, da han i 2005 udfyldte erklæringen til Folkeregistret, ikke havde oplyst, at han fortsat var ejer af en helårsbolig i Danmark, og at han, da han i 2010 blev stoppet, havde oplyst, at han opholdt sig i Danmark hos sin bror ca. 14 dage om måneden.

Landsretten fandt endvidere, at betingelserne i SFL § 27, stk. 1, nr. 5, var opfyldt, da borgeren ved udfyldelsen af erklæringen om ophold i udlandet havde oplyst, at han ikke var ejer eller lejer af en helårsbolig i Danmark.

SKM2016.425.ØLR

Et selskab havde på sin konto modtaget et stort beløb fra det angolanske finansministerium. En del af beløbet var derefter overført til en anden person og selskabet havde kun selvangivet restbeløbet. Retten fandt, at selskabet havde erhvervet ret til hele beløbet, og handlet groft uagtsomt ved ikke at have selvangivet hele beløbet.

SKM2016.327.ØLR

Der var overført et større beløb til borgerens konto fra en udenlandsk bank, beløbet stod til fri disposition for borgeren. Retten fandt, at borgeren havde handlet mindst groft uagtsomt ved at ikke at medregne beløbet til sin skattepligtige indkomst. Retten lagde vægt på beløbets størrelse og borgerens stilling og uddannelse.

SKM2016.324.ØLR

Retten fandt, at virksomheden havde handlet groft uagtsomt i sine momsangivelser ved at undlade at komme med oplysninger til SKAT.

SKM2016.288.ØLR

Grænsehandelskoncept. Virksomhed havde ikke udvist den krævede omhu og påpasselighed. Grov uagtsomhed.

SKM2015.646.ØLR

Retten fandt, at borger havde handlet mindst groft uagtsomt ved ikke at selvangive maskeret udbytte og tildelte warrants. Retten lagde vægt på, at borgeren undlod at oplyse om disse warrants til trods for, at han måtte være klar over, på baggrund af et møde med revisor, at der var en risiko for, at SKAT mente, at der skulle betales skat af værdien af disse warrants.

SKM2015.633.ØLR

En række beløb var indsat på borgerens konti. Retten fandt, at borgeren havde handlet mindst groft uagtsomt ved ikke at have selvangivet beløbene.

SKM2016.585.VLR

Retten bemærkede, at SFL § 27, stk. 1, nr. 5 og SFL § 32, stk. 1, nr. 3 i henhold til forarbejderne kun kan anvendes på SKATs initiativ.

Begrundelsen fremgår af SKM2015.427.BR.

Påstanden om genoptagelse i henhold til SFL § 27, stk. 1, nr. 5 og SFL § 32, stk. 1, nr. 3 blev ikke fremført under sagen i Landsretten.

SKM2015.513.VLR

Grænsehandelskoncept. Landsretten fandt, at borgeren havde handlet groft uagtsomt, da han bl.a. på baggrund af sagens omstændigheder havde en særlig forpligtelse til at sikre sig, at der ikke var ske overtrædelse af de danske momsregler.

SKM2015.396.VLR

Sagen drejede sig om maskeret udlodning til en hovedaktionær.

Byretten fandt ikke, at betingelserne for at anvende SFL § 26, stk. 5, var opfyldt, men fandt, at genoptagelse kunne ske i medfør af SFL § 27, stk. 1, nr. 5.

Landsretten tiltrådte derimod, at der var tale om en kontrolleret transaktion således, at SFL § 26, stk. 5, fandt anvendelse.

Se A.A.8.2.1.5.

SKM2014.683.VLR

Hævninger på udenlandske kreditkort var udeholdt indkomst. Mindst groft uagtsomt.

SKM2014.459.VLR

Havde undladt at selvangive som rette indkomstmodtager, hvilket var mindst groft uagtsomt efter SFL § 27, stk. 1, nr. 5.

SKM2014.260.ØLR

Manglende selvangivelse af beløb hævet fra ophørt virksomhed blev anset forsætligt/groft uagtsomt, jf. SFL § 27, stk. 1, nr. 5.

SKM2014.214.ØLR

SKAT forhøjede afgiftstilsvaret (salgsmoms) vedrørende 2005 som følge af, at virksomheden havde angivet en lavere salgsmoms end den, der fulgte af de nettoomsætningstal, som virksomheden havde indberettet i forbindelse med selvangivelsen.

Det var for Landsretten ubestridt, at SKAT havde været berettiget til at foretage en ekstraordinær ansættelse, jf. SFL § 32, stk. 1, nr. 3.

SKM2013.550.VLR

Retten fandt, at borger havde handlet groft uagtsomt, og der var derfor grundlag for forhøjelse iht. SFL § 27, stk. 1, nr. 5. At borgeren ikke havde været tiltalt for forholdet var uden betydning.

SKATs afgørelse angav ikke hovedhensynene for anvendelse af bestemmelserne i SFL § 27, stk. 1, nr. 5, men ud fra sagens øvrige begrundelse, må det havde været åbenbart for borgeren hvorfor ansættelsen var omfattet af SFL § 27, stk. 1, nr. 5 og ansættelsen var derfor gyldig.

SKM2013.127.ØLR

Landsretten fandt, at borgeren havde handlet forsætligt eller groft uagtsomt.

SKM2012.170.ØLR

Landsretten bemærkede, at en påtaleopgivelse ikke er nye faktiske eller retlige oplysninger, der kan begrunde ekstraordinær genoptagelse iht. SFL § 27, stk. 1, nr. 8 og SFL § 32, stk. 1, nr. 4. 

SKM2012.138.ØLR

Ufyldestgørende oplysninger om midler anbragt i trust.

SKM2012.12.ØLR

Forhøjelse fastholdt trods det, at anklagemyndigheden havde opgivet straffesag.

SKM2011.675.ØLR

Fakturaer til fordel for selskabet tilkom direktøren personligt.

SKM2011.508.VLR

Virksomheden havde indsendt forkerte momsangivelser. Retten fandt, at virksomheden havde handlet groft uagtsomt og SKAT derfor var berettiget til ekstraordinært at ændre afgiftstilsvaret iht. SFL § 32, stk. 1, nr. 3.

SKM2011.459.ØLR

Sagen drejede sig om ekstraordinær genoptagelse. Landsretten fandt, at borgeren ved at have udeholdt omsætning havde udvist mindst grov uagtsomhed, hvorved ansættelsesfristerne var suspenderet.

SKM2011.156.VLR

Forhøjelse på grundlag af negativt privatforbrug.

SKM2009.172.VLR

Forhøjelse - frifindelse i straffesagen.

SKM2007.546.ØLR

Grov uagtsomhed trods sygdom og revisorskift.

SKM2001.582.ØLR

Den omstændighed, at anklagemyndigheden havde opgivet påtale mod selskabets ledelse for overtrædelse af STRFL § 289, jf. SKL § 13, stk. 1, indebar efter Landsrettens opfattelse ikke, at der herved tillige var taget stilling til, hvorvidt der ved udarbejdelsen af selvangivelsen var handlet forsætligt eller uagtsomt.

Byretsdomme

 SKM2019.591.BR

Sagen angik, om indsætninger på 2 mio. kr. på skatteyderens bankkonto udgjorde lån eller skattepligtige gaver. Herudover angik sagen, om betingelserne for ekstraordinær genoptagelse var opfyldt, samt om en partshøringsfejl kunne medføre ugyldighed. Retten fandt, at skatteyderen ikke havde godtgjort, at indsætningerne udgjorde lån, og at skatteyderen havde handlet groft uagtsomt ved at undlade at selvangive indsætningerne, jf. SFL § 27, stk. 1, nr. 5. Partshøringsfejlen kunne ikke føre til ugyldig. Skatteministeriet blev på den baggrund frifundet.

SKM2019.508.BR

Sagen angik en forhøjelse på i alt ca. 5,4 mio. kr. af en hovedanpartshavers indkomstopgørelse for indkomstårene 2007-2011 som følge af en lang række kontanthævninger på skatteyderens selskabs bankkonti. Forhøjelsen skyldtes, at det ikke nærmere var dokumenteret, at de hævede midler var anvendt til betaling af selskabets udgifter eller i øvrigt i selskabets interesse. Retten fandt, at skatteyderen ikke havde bevist, at de skete hævninger ikke var tilgået hende som maskeret udlodning, jf. ligningslovens § 16 A.

Vedrørende SKATs genoptagelse af skatteansættelserne bemærkede retten, at der var tale om kontrollerede transaktioner, jf. skattekontrollovens § 3 B, stk. 1, nr. 2. Den forlængede ligningsfrist i SFL § 26, stk. 5, fandt derfor anvendelse på skatteansættelserne for indkomstårene 2009 og 2010, hvorfor ligningsfristen var overholdt for disse indkomstårs vedkommende. For så vidt angik indkomstårene 2007 og 2008 gav retten Skatteministeriet medhold i, at skatteyderen havde handlet mindst groft uagtsomt, jf. SFL § 27, stk. 1, nr. 5. Retten fandt, at reaktionsfristen i § 27, stk. 2, 1. pkt., skulle regnes fra det tidspunkt, da politiet, som havde straffeefterforsket sagen, oversendte sagen til SKAT med besked om, at der ikke ville blive foretaget yderligere fra politiets side. Reaktionsfristen var dermed overholdt.

SKM2019.505.BR

Sagen angik, om betingelserne for ekstraordinær genoptagelse efter SFL § 27, stk. 1, nr. 5, var opfyldt. Skatteyderen, der selv var ansvarlig for at indberette sine lønforhold, forklarede, at han havde overladt udarbejdelsen af sine selvangivelser til sin revisor, og at han hverken havde kontrolleret selvangivelserne eller årsopgørelserne.

Retten fandt på denne baggrund, at skatteyderen havde handlet i hvert fald groft uagtsomt ved ikke at have indberettet det korrekte lønbeløb, værdien af fri bil og værdien af fri telefon. Skatteministeriet blev derfor frifundet.

SKM2019.464.BR

Sagsøgerne, mor og søn, der var fuld skattepligtige til Danmark, havde i slutningen af 1980’erne arvet deres far/bedstefar. Arven bestod af kapitalandele i et amerikansk selskab samt andele i en fast ejendom i USA. Der var enighed om, at aktiverne i indkomstårene 2002-2011 havde givet afkast, og spørgsmålet i sagen var, om sagsøgerne var skattepligtige af dette afkast i Danmark.

Ifølge sagsøgernes amerikanske selvangivelser, som SKAT havde indhentet fra de amerikanske myndigheder, var der betalt skat af afkastet i USA. Sagsøgerne gjorde imidlertid gældende, at de først i 2012 var blevet bekendt med de arvede aktiver, afkastet og de amerikanske selvangivelser. Endvidere gjorde sagsøgerne gældende, at de ikke havde modtaget afkastet, idet sagsøgernes bror/onkel, der havde bestyret aktiverne, uberettiget havde tilegnet sig afkastet.

Retten fandt, at sagsøgerne i medfør af ligningslovens § 16 A og statsskattelovens § 4 sammenholdt med retserhvervelsesprincippet var skattepligtige af det afkast, de var berettiget til at modtage i årene 2002-2011, uanset om de ikke måtte have modtaget beløbene.

For så vidt angår årene 2002-2008 angik sagen tillige, hvorvidt der var grundlag for ekstraordinær genoptagelse efter SFL § 27, stk. 1, nr. 5.

Retten fandt, at det ikke med tilstrækkelig sikkerhed kunne lægges til grund, at sagsøgerne havde modtaget afkastet eller havde haft kendskab til de amerikanske selvangivelser. Retten fandt imidlertid, at sagsøgerne på baggrund af en fremlagt Trust Agreement, som sagsøgerne havde underskrevet i forbindelse med faren/bedstefarens død, samt oplysningerne i øvrigt om dødsboets behandling burde have været klar over, at de arvede og ejede aktiver i USA, og at der ville komme indtægter herfra. Sagsøgerne havde derfor handlet groft uagtsomt.

Endelig fandt retten det ikke bevist, at en række indsætninger på sønnens bankkonto udgjorde lån fra onklen, og sønnen var derfor også skattepligtig heraf. Skatteministeriet blev derfor frifundet.

SKM2019.463.BR

Sagen omhandlede, hvorvidt sagsøgeren var skattepligtig af en række indsætninger, som over en årrække var overført fra sagsøgerens selskab på Y1-land til hans danske bankkonti.

Sagsøgeren gjorde gældende, at det udenlandske selskab skulle anses for skattemæssigt transparent, idet selskabet havde fungeret som et åbent depot og ikke havde aflagt regnskaber, og at midlerne var retserhvervet på et tidspunkt, hvor sagsøgeren ikke var skattepligtig til Danmark.

Retten fandt, at selskabet måtte anses for et selvstændigt skattesubjekt, jf. selskabsskattelovens § 1, stk. 1, nr. 2. Retten lagde i den forbindelse vægt på, at selskabet var et lovligt oprettet selskab med begrænset hæftelse og på indholdet af selskabets vedtægter, som driften måtte antages at være sket i overensstemmelse med. Heroverfor havde sagsøgeren ikke godtgjort, at selskabet var en skattemæssigt transparent enhed. Sagsøgeren skulle derfor beskattes af overførelserne fra selskabet efter ligningslovens § 16 A.

Retten fandt endvidere, at sagsøgeren skulle beskattes af et større beløb, som var anvendt til køb af en ejendom i et indkomstår, hvor sagsøgerens selvangivne indkomst ikke gav mulighed for en sådan betaling, og at beskatningen skulle ske i det indkomstår, hvor betaling af beløbet faldt. Skattemyndighederne havde været berettiget til at foretage ekstraordinær genoptagelse af skatteansættelserne.

SKM2019.439.BR

Sagen angik beskatning af pengeoverførsler på i alt 413.000 kr. til skatteyderens bankkonto. Retten fandt, at skatteyderen ikke havde løftet bevisbyrden for, at beløbene ikke tilkom skatteyderen eller i øvrigt var skattefrie. Beskatning var derfor sket med rette. Idet retten ligeledes fandt, at skattemyndighederne havde overholdt fristerne for ekstraordinær genoptagelse, og at SKAT ikke havde tilsidesat nogen partshøringsforpligtelse eller forpligtelse til at begrunde resultatet af afgørelsen, blev Skatteministeriet frifundet.

SKM2019.423.BR

Sagerne vedrørte spørgsmålet om, hvorvidt sagsøgerne med rette var blevet beskattet som løn af flere kontante hævninger og afholdte udgifter af privatlignende karakter, som et selskab, hvori sagsøgerne var ansat som hhv. direktør og bogholder, havde afholdt. Sagerne vedrørte i den forbindelse også spørgsmålet, om skattemyndighederne havde været berettiget til at genoptage sagsøgernes skatteansættelser for årene 2003-2007 ekstraordinært som følge af mindst grov uagtsomhed, jf. SFL § 27, stk. 1, nr. 5, og om skattemyndighederne havde overholdt 6 måneders fristen i SFL § 27, stk. 2.

For indkomstårene 2003-2007 hvilede sagsøgernes indkomstforhøjelse på et af skattemyndighederne foretaget skøn, og for indkomstårene 2008-2011 var sagsøgerne blevet beskattet af de faktiske beløb, som var hævet i selskabet m.v.

Retten fandt, at sagsøgerne havde adgang til og reelt rådede over selskabets indestående på bankkonto og øvrige midler. Med henvisning hertil, og at der i sagen var enighed om, at sagsøger 1 ikke var blevet aflønnet for sin stilling som direktør, og at selskabet i de omhandlede indkomstår var ejet af sagsøger 1’s brødre, pålagde retten sagsøgerne at føre et sikkert og objektivt bevis for, at udgifterne var afholdt i selskabets interesse, og at de pågældende beløb ikke tilfaldt sagsøgerne.

Retten bemærkede, at sagsøgerne igennem bl.a. vidneførsel havde sandsynliggjort, at en række af udgifterne var afholdt i selskabets interesse, men at sagsøgerne ikke havde fremlagt dokumentation, der med sikkerhed knyttede betalingerne til udgifter afholdt i selskabets interesse.

Retten fandt herefter, at sagsøgerne ikke havde løftet deres skærpede bevisbyrde.

Retten fandt yderligere, at SKAT havde været berettiget til at genoptage sagsøgernes skatteansættelse ekstraordinært efter SFL § 27, stk. 1, nr. 5, idet sagsøgerne havde handlet groft uagtsomt ved manglende selvangivelse af de omhandlede beløb. Retten bemærkede herunder, at den tidsmæssige betingelse efter SFL § 27, stk. 2, var opfyldt.

Retten fandt endvidere, at sagsøgerne ikke havde bevist, at den skønsmæssige forhøjelse for perioden 2003-2007 var baseret på et forkert grundlag eller var åbenbart urimeligt.

Skatteministeriet fik derfor medhold i de nedlagte påstande.

SKM2019.351.BR

Sagen omhandlede en skatteyder, der havde fået overført 1 mio. kr. i 2007. Skatteyderen gjorde gældende, at overførslen udgjorde et lån, og at han derfor ikke skulle beskattes af det overførte beløb.

Retten fandt, at skatteyderen ikke alene ved sin egen forklaring og forklaringen fra sin far havde godtgjort, at beløbet blev overført til ham som lån. Retten fandt herudover, at skatteyderen ved at have modtaget beløbet uden at indberette det som skattepligtig indtægt og uden at sikre sig, at der var dokumentation for, at beløbet ikke var skattepligtigt, havde handlet groft uagtsomt. Betingelserne for ekstraordinær genoptagelse i skatteforvaltningslovens § 27, stk. 1, nr. 5, var derfor opfyldt.

Endelig fandt retten, at en partshøringsfejl begået af SKAT ud fra en konkret væsentlighedsvurdering ikke førte til, at SKATs afgørelse var ugyldig. Skatteministeriet blev på den baggrund frifundet.

SKM2019.157.BR

I forbindelse med Money Transfer-projektet fik skattemyndighederne oplysning om, at sagsøgeren til sin bankkonto i Danmark havde fået overført ti beløb på i alt 162.681 kr. fra sagsøgerens selskab i Spanien. Sagsøgeren gjorde gældende, at der var tale om tilbagebetaling af et lån, som sagsøgeren havde ydet selskabet.

Retten fandt det ikke bevist, at der var tale om et låneforhold, eller at overførslerne var tilbagebetaling af lån. Retten lagde bl.a. vægt på, at der ikke forelå lånedokumenter eller andre oplysninger om lånevilkår, regnskabsoplysninger fra det spanske .BRskab eller objektive forhold i øvrigt, der kunne understøtte sagsøgerens synspunkt.

Under hensyn til indbetalingernes størrelse, at sagsøgeren selv havde foretaget overførslerne og i hvert fald for en del betegnede dem som "salario", fandt retten endvidere, at det måtte tilregnes sagsøgeren som groft uagtsomt, at skatteansættelsen var sket på urigtigt eller ufuldstændigt grundlag. Betingelserne i SFL § 27, stk. 1, nr. 5, for ekstraordinær genoptagelse af skatteyderens skatteansættelse var således til stede.

SKM2019.101.BR

Retten fandt, at det både af beskrivelsen af skatteyderen som "employee" i skatteyderens ansættelseskontrakt med den tyske virksomhed og af de materielle vilkår i kontrakten fremgik tydeligt, at skatteyderen var lønmodtager, hvorfor det var groft uagtsomt, at hun alligevel havde selvangivet sig som selvstændig erhvervsdrivende. Herudover fandt retten anledning til at bemærke, at selvom det ikke var afgørende, om det var skatteyderen eller hendes revisor, der besluttede, at hun skulle selvangive som selvstændig erhvervsdrivende, var det ikke godtgjort, at der var ydet fejlagtig rådgivning til skatteyderen.

SKM2018.429.BR

Da skatteyderen havde haft bopæl i Danmark og et samlet ophold på 230 dage, fandt retten, at skatteyderens fulde skattepligt til Danmark var genindtrådt fra den 1. januar 2005. Da skatteyderen og dennes ægtefælle måtte anses for at have været samlevende fra den 1. januar 2005, fandt retten endvidere, at opgørelsen af ægtefællens skattepligtige indkomst for indkomstårene 2005-2011 skulle ske efter reglerne om ægtefællebeskatning i KSL § 4, stk. 2. Endelig fandt retten, at både skatteyderens og skatteyderens ægtefælles skatteansættelser for 2005-2008 kunne genoptages efter bestemmelsen i SFL § 27, stk. 1, nr. 5.

SKM2018.420.BR

Retten fandt det ikke godtgjort, at skatteyderen havde bevist, at indsætningerne udgjorde refusion for udgifter afholdt i arbejdsgiverens interesse. Retten bemærkede, at det forhold, at Landsskatteretten ikke havde stillet spørgsmålstegn ved de fremlagte bilag, ikke kunne føre til, at retten ved den bevismæssige vurdering af sagens oplysninger skulle lægge til grund, at skatteyderen havde bevist, at de beløb, der var tilgået hans bankkonto, udgjorde skattefrie beløb betalt af hans arbejdsgiver som refusion for udgifter.

Retten fandt heller ikke, at skatteyderen havde dokumenteret, at han havde krav på kost- og logigodtgørelse.

Endelig fandt retten, at skatteyderen i hvert fald ved grov uagtsomhed havde bevirket, at skattemyndighederne havde foretaget skatteansættelserne på et urigtigt eller ufuldstændigt grundlag. Retten fandt det dermed berettiget, at skattemyndighederne havde foretaget ekstraordinær ansættelse af skatteyderens skattepligtige indkomst for indkomstårene 2005 til 2007.

SKM2018.396.BR

For indkomstårene 2006-2008 var der tale om ekstraordinær genoptagelse, jf. SFL § 27, stk. 1, nr. 5. For så vidt angår gevinster fra en specifik spilleside, som - ifølge et ikke-offentliggjort bindende svar fra SKAT til en anden skatteyder - var en skattepligtig spilleside, fandt retten ikke, at skatteyderen havde handlet mindst groft uagtsomt ved ikke at selvangive gevinsterne. Retten lagde vægt på en korrespondance, som skatteyderen havde haft med den pågældende spilleside forud for opstarten af spilleaktiviteterne på siden og på, at SKAT i sin afgørelse selv anførte, at spillesiden var skattefri. Det var derimod mindst groft uagtsomt, at skatteyderen ikke havde selvangivet sine øvrige skattepligtige gevinster.

SKM2018.389.BR

Retten fandt, herunder henset til baggrunden for de meget usædvanlige overførsler, at skatteyderen ikke havde løftet bevisbyrden for, at de indsatte beløb ikke tilhørte ham, eller at de var hans indkomstopgørelse uvedkommende. Retten lagde bl.a. vægt på, at der ikke var ført bevis for en direkte sammenhæng mellem de indsatte beløb, udgifternes art og størrelse samt udbetalingerne fra skatteyderens konti. Herudover lagde retten bl.a. vægt på, at der var tale om store beløb som blev indsat uden angivelse af, hvad de skulle bruges til, og at beløbene ikke blev holdt adskilt fra skatteyderens øvrige formue eller økonomi.

SKM2018.306.BR

Retten fandt, at skatteyderen havde handlet groft uagtsomt ved ikke at indgive selvangivelse til de danske skattemyndigheder. Retten lagde til grund, at skatteyderen måtte have været bekendt med, at han skulle have betalt skat i Danmark, da han hverken arbejdede eller boede på Færøerne. Desuden havde skatteyderen ikke godtgjort, at skattemyndighederne havde accepteret, at han ikke skulle indgive selvangivelse.

SKM2018.180.BR

Retten tiltrådte endvidere, at skattemyndighederne havde været berettigede til at genoptage skatteyderens skatteansættelser for indkomstårene 2006-2008 efter bestemmelsen i SFL § 27, stk. 1, nr. 5, idet skatteyderen havde handlet groft uagtsomt ved ikke fuldt ud at selvangive sine spilleindtægter (backgammon) for de pågældende år.

SKM2017.721.BR

Manglende selvangivelse af fri bolig. Retten fandt på baggrund af sagens omstændigheder, at skatteyderen forsætligt eller groft uagtsom bevirkede, at skattemyndighederne foretog skatteansættelserne på et urigtigt eller ufuldstændigt grundlag. Endvidere fandt retten, at 6-månedersfristen i den dagældende SSL § 35, stk. 2, var overholdt, idet fristen tidligst kunne begynde at løbe fra det tidspunkt hvor politirapporten af 19. november 2003 forelå.

SKM2017.625.BR

SKM2017.473.BR

Anket

SKM2017.405.BR

Anket

SKM2017.210.BR

Fakturaer uden reelt indhold.

Sagen vedrørte spørgsmålet om en distributionsvirksomhed, var berettiget til skatte- og momsmæssigt fradrag på baggrund af en række fremlagte fakturaer udstedt af tre forskellige underleverandører. SKAT mente ikke, at der var realitet bag de udgifter, som sagsøgeren påstod at have afholdt til underleverandørerne. Retten fandt indledningsvist, at de fremlagte fakturaer ikke overholdt kravene i momsbekendtgørelsens § 40. Under hensyntagen hertil samt til øvrige uregelmæssigheder ved både fakturaerne og underleverandørernes virksomheders forhold samt det manglende regnskabsmateriale, fandt retten, at der påhvilede virksomheden en meget tung bevisbyrde med hensyn til at godtgøre, at de fremlagte fakturaer berettigede til fradrag. Retten fandt, at virksomheden ikke havde løftet denne bevisbyrde, og retten kunne derfor ikke lægge til grund, at fakturaerne havde noget reelt indhold. Afslutningsvist fandt retten, at virksomheden i hvert fald ved groft uagtsomt forhold har bevirket, at ansættelsen af moms skete på et ufuldstændigt grundlag, hvorfor betingelserne for ekstraordinær genoptagelse af ansættelsen har været opfyldt, jf. SFL § 32, stk. 1, nr. 3. 

SKM2017.174.BR

Borgeren havde ikke oplyst, at han havde udlejet en lejlighed til sin datter, hvorfra han var berettiget til at modtage lejeindtægt. Retten udtalte, at han herved i hvert fald havde udvist grov uagtsomhed, hvilket bevirkede, at SKAT ansatte hans indkomst ufuldstændigt, jf. SFL § 27, stk. 1, nr. 5. Den omstændighed, at han reelt eftergav datteren lejen, kunne ikke føre til et andet resultat.

Anket

SKM2017.125.BR

Grænsehandelskoncept 

SKM2017.93.BR

Borgeren fik udbetalt i alt knap 1,4 mio. kr. fra selskaber, som indgik i en ejendomskoncern, som han angiveligt havde opbygget for sig og sin familie. Udbetalingerne skete dels i form af overførsler til borgeren fra selskabernes konti, dels og navnlig i form af kontante hævninger af 2.000 kr. ad gangen i pengeautomater.

I mangel af objektive holdepunkter herfor kan det ikke blot ved borgerens egen erklæring herom anses godtgjort, at hans kontante hævninger og overførsler af betydelige beløb, der herved er kommet ind i hans private sfære, er gået til at betale ikke nærmere specificerede udgifter for de omtalte selskaber.

Herefter, og idet borgeren har udført arbejde for selskaberne, for hvilke han har været administrator, findes de nævnte hævninger og overførsler at være skattepligtig indkomst for ham, jf. SL § 4.

Borgerens undladelse af at selvangive disse indtægter har bevirket, at skattemyndighedernes ansættelse af hans skattepligtige indkomst for de omhandlede indkomstår er sket på et urigtigt eller ufuldstændigt grundlag, og dette findes at måtte tilregnes ham som forsætligt eller groft uagtsomt. Betingelserne for ekstraordinær genoptagelse af ansættelserne for de pågældende indkomstår er herefter opfyldt, jf. SFL § 27, stk. 1, nr.  5.

Anket

SKM2016.510.BR

Et beløb på 2,4 mill. kr., tjent ved sort arbejde, var af samleveren indsat på borgerens konto. Borgeren kunne ikke dokumentere, at beløbet ikke tilhørte hende. Retten fandt, at borgeren havde handlet mindst groft uagtsomt ved at have valgt at holde sig i uvidenhed om kontoen samt at der var tale om 2,4 mill. kr. over 5 år.

SKM2016.505.BR

Sagen drejede sig om ca. 11,8 mio. kroner, som i årene 2006-2009 var indsat på konti, som borgeren havde rådighed over, og herefter overført til udlandet. Borgeren gjorde gældende, at de omtvistede indsætninger ikke tilkom ham, idet han alene havde fungeret som mellemmand ved at videreoverføre penge til udlandet.

Retten fandt, at borgeren ikke havde løftet sin bevisbyrde for, at de omhandlede beløb ikke skulle beskattes hos ham som skattepligtig indkomst.

Retten lagde herved bl.a. vægt på, at det alene var borgeren, der kunne disponere over indeståenderne på de omhandlede konti, og at han på trods af de meget betydelige beløb og det meget store antal posteringer ikke havde ført regnskaber eller foretaget bogføring, som på objektiv vis kunne underbygge hans forklaring. Herunder anså Retten det ikke for dokumenteret, hvem der havde foretaget de enkelte indbetalinger, hvad indbetalingerne vedrørte, eller hvorledes der var forholdt med beløbene efter overførslerne til udlandet.

Retten fandt, at borgeren ved ikke at selvangive indsætningerne havde handlet i hvert fald groft uagtsomt.

SKM2016.402.BR

SKM2016.388.BR

En borger havde ikke selvangivet værdien af en fribolig, et likvidationsprovenu og nogle renteindtægter.

Borgeren og dennes ægtefælle havde modtaget rådgivning fra deres revisor om, at friboligen ikke var skattepligtig. Rådgiveren havde imidlertid ved sin rådgivning indlagt den forudsætning, at den gave, friboligen indebar, ville være gaveafgiftspligtigt i de enkelte indkomstår, og at der derfor skulle indberettes og indbetales gaveafgift. Hverken ægtefællerne eller nogen på deres vegne havde imidlertid indberettet eller betalt gaveafgift.

Retten fandt på denne baggrund, at borgeren ved ikke at have fulgt rådgivningen havde afskåret sig fra ved uagtsomhedsvurderingen at henvise til rådgivningen. Ved således ikke at medtage friboligen i selvangivelsen havde borgeren ved grov uagtsomhed bevirket, at skatteansættelserne var foretaget på et forkert eller ufuldstændigt grundlag.

Retten fandt tilsvarende, at borgeren havde handlet groft uagtsomt ved ikke at selvangive renteindtægterne. Det blev ikke tillagt betydning, at borgeren havde anført at have været alvorligt syg i de senere år.

Retten fandt endvidere, at borgeren ved ikke at selvangive likvidationsprovenuet ligeledes havde handlet groft uagtsomt. Den omstændighed, at provenuet ikke blev udbetalt kontant, men ved frigivelse af likvidationsboets formue, kunne ikke ændre ved den omstændighed, at der tilgik borgeren et provenu og derved en indtægt.

Se også SKM2016.387.BR

SKM2016.387.BR

En borger havde ikke selvangivet værdi af fri bolig.

Borgeren og dennes ægtefælle havde modtaget rådgivning fra deres revisor om, at friboligen ikke var skattepligtig. Rådgiveren havde imidlertid ved sin rådgivning indlagt den forudsætning, at den gave, friboligen indebar, ville være gaveafgiftspligtigt i de enkelte indkomstår, og at der derfor skulle indberettes og indbetales gaveafgift. Hverken ægtefællerne eller nogen på deres vegne havde imidlertid indberettet eller betalt gaveafgift.

Retten fandt på denne baggrund, at borgeren ved ikke at have fulgt rådgivningen havde afskåret sig fra ved uagtsomhedsvurderingen at henvise til rådgivningen. Ved således ikke at medtage friboligen i selvangivelsen havde borgeren ved grov uagtsomhed bevirket, at skatteansættelserne var foretaget på et forkert eller ufuldstændigt grundlag.

Se også SKM2016.388.BR

SKM2016.229.BR

Der var angivet for lidt i salgsmoms. Byretten fandt, at borgeren, uanset han ikke er regnskabskyndig, som virksomhedens indehaver burde, ved en almindelig gennemgang af selskabets bogholderi og  regnskab, have kunnet konstatere, at der var et ikke uvæsentligt misforhold mellem den angivne slagsmoms og omsætningen. Endvidere burde han senest i forbindelse med regnskabet have undersøgt, hvad posten "moms mv. tidligere år" betød og sikret sig, at dette beløb blev indberettet til SKAT. Byretten fandt, at der var handlet mindst groft uagtsomt. At bogføring og revision var overladt til revisor kunne ikke føre til andet resultat.

Anket

SKM2015.744.BR

Retten bemærkede, at borgeren havde overladt kontrollen af selskabet til sin ægtefælle uden kontrol, og hun ikke havde selvangivet nogen udbytteværdi af de private udgifter, som selskabet havde afholdt. Hun havde derfor handlet groft uagtsomt.

Anket, efterfølgende hævet.

SKM2015.360.BR

Byretten fandt, at selskabet ikke havde udvist den fornødne omhu og påpasselighed ved efter Skatterådets bindende svar (SKM2006.530.SR) at fortsætte med at anvende grænsehandelskonceptet uden at sikre, at man ikke overtrådte ML. Selskabet havde derfor handlet uagtsomt.

Anket, efterfølgende hævet.

SKM2015.301.BR

Rentefradrag. Retten udtalte, at henset til forskellen mellem det rentebeløb som borgeren forsøgte at få fradrag for og det rentebeløb han kunne dokumentere at have betalt, var så stor, måtte borgeren have vidst, at han forsøgte at få uberettiget rentefradrag og havde derfor udvist mindst grov uagtsomhed.

SKM2015.107.BR

Uberettiget fratrukket moms mindst groft uagtsomt, uanset det var revisor der på virksomhedens vegne havde angivet.

Anket, efterfølgende hævet.

SKM2015.62.BR

Moms vedrørende salg af biler ikke angivet. Mindst groft uagtsomt.

SKM2015.37.BR

Momsbeløb vedrørende entreprisesummer ikke bogført og angivet. Mindst groft uagtsomt. Ikke ugyldig på grund af manglende lovhenvisning.

SKM2014.634.BR

Borgeren havde forklaret sin manglende selvangivelse af hævninger på et kontokort fra sin udenlandske arbejdsgiver med, at han troede at det kun var et eventuelt nettobeløb, der skulle beskattes. Byretten fandt, at det var ubestridt, at borgeren havde handlet groft uagtsomt for så vidt angår udeholdte lønindtægter.

SKM2014.565.BR

Borgeren var økonomidirektør i en stor virksomhed. Han havde ikke selvangivet bestyrelseshonorarer fra Schweiz. Retten fandt, at borgeren havde handlet mindst groft uagtsom. Retten lagde vægt på borgerens uddannelse og stilling samt at der var tale om store beløb over en længere årrække.

Anket til ØLR. Senere hævet.

SKM2014.464.BR

Borgeren havde ikke ved en generel forespørgsel til SKAT i 2007 om beskatning af en sådan (hypotetisk) avance uden oplysninger om det konkrete salg - eller i øvrigt - foretaget en selvangivelse af indkomsten. Retten fandt, at borgeres havde handlet i hvert fald groft uagtsomt ved ikke at selvangive indkomsten, og at betingelserne for ekstraordinær skatteansættelse i SFL § 27, stk. 1, nr. 5, var opfyldt.

SKM2014.431.BR

SKM2013.910.BR

Forhøjelse fastholdt trods tidligere frifindelse i tilsvarende straffesag.

Anket og efterfølgende hævet af skatteyder.

SKM2013.259.BR

Borgeren kunne ikke løfte bevisbyrden for, at hævninger på et kreditkort ikke vedrørte hans bankkonto.

SKM2012.314.BR

Byretten fandt, at borgeren havde handlet mindst groft uagtsomt, og betingelserne for ekstraordinær genoptagelse i henhold til SFL § 27, stk. 1, nr. 5 var derfor opfyldt.

SKM2012.183.BR

Byretten fandt, at borgeren havde handlet groft uagtsomt.

SKM2011.143.BR

Ikke forsæt eller grov uagtsomhed vedrørende indsætninger på mellemregnings- og udenlandske konti.

SKM2011.109.BR

Der kunne ske forhøjelse af indtægter efter bestemmelsen i SFL § 27, stk. 1, nr. 5, uanset at anklagemyndigheden efter en samlet vurdering havde valgt at opgive tiltale.

SKM2010.552.BR

Grov uagtsomhed - bopæl anset opretholdt trods anmeldt flytning.

SKM2010.400.BR

Bestyrelsesformand i fond havde bevirket, at en indtægt i fonden var forkert periodiseret.

SKM2009.182.BR

Grov uagtsomhed vedrørende skattepligt.

SKM2008.219.BR

Grov uagtsomhed - indkomst selvangivet hos børn.

SKM2008.81.BR

Grov uagtsomhed - godtgjorte udgifter for lån.

Landsskatteretskendelser

SKM2019.468.LSR

Sagen omhandlede spørgsmålet om, der var fristgennembrud vedrørende en borger, der var omfattet af den korte ligningsfrist, jf.  bekendtgørelse om kort ligningsfrist.

For så vidt angår indkomstårene 2012-2014 var spørgsmålet, om der kunne ske ekstraordinær genoptagelse efter SFL § 27, stk. 1, nr. 5. Anvendelse af reglen forudsætter, at Skatteforvaltningen har foretaget en forkert ansættelse, og at dette skyldes den skattepligtig eller nogens på denne vegnes forsætlige eller groft uagtsomme adfærd. Begreberne forsæt og grov uagtsomhed i SFL § 27, stk. 1, nr. 5, er identiske med de tilsvarende begreber i skattekontrollovens afsnit 3. Dette betyder dog ikke, at gennemførelse af ansættelsessagen er betinget af, at der fastslås strafansvar, eller at en gennemført straffesag resulterer i en fastsættelse af straf. Det er altid en konkret vurdering ud fra de konkrete omstændigheder i den konkrete sag, om en skattepligtig eller nogen på dennes vegne har handlet mindst groft uagtsomt, og Skatteforvaltningen dermed kan ændre ansættelse i medfør af bestemmelsen. 

Da det forkerte fradrag for ratepensionen skyldtes en forkert indberetning fra pensionsselskabet, og da oplysningen stod i et låst felt, som klager ikke kunne rette i, fandt Landsskatteretten det betænkeligt at fastslå, at der forelå grov uagtsomhed ved den manglende reaktion fra klagers side jf. princippet i den tidligere skattekontrollovs § 1 A og den nuværende skattekontrollovs § 82, stk. 2.  Henset til, at det forkerte fradrag for bidrag til livsvarig livrente tilsvarende skyldtes en forkert indberetning fra pensionsselskabet, at der var tale om et mindre beløb og til sammenhængen mellem pensionsordningerne, fandt Landsskatteretten heller ikke, at der ved dette fradrag var grundlag for at fastslå, at der forelå grov uagtsomhed på grund af den manglende reaktion. 

Landsskatteretten fandt heller ikke, at bestemmelsen i § 27, stk. 1, nr. 1 kunne finde anvendelse, henset til at der var tale om en fejlindberetning og ikke om en retlig ændring. Betingelserne for fristgennembrud, for så vidt angår indkomstårene 2012-2014 i SFL § 27, var således ikke opfyldt, hvorfor forhøjelserne for disse år ikke er sket rettidigt.

Det følger af bekendtgørelse  1305 af 14. november 2018 § 1, stk. 1, nr. 2, at når den skattepligtige selv anmoder om genoptagelse af sin skatteansættelse, jf. SFL § 26, stk. 2, så gælder fristen i SFLs § 26, stk. 1, 1. pkt., for de ændringer af ansættelsen, der er en følge af genoptagelsesanmodningen.

Det følger endvidere af bekendtgørelsens § 1, stk. 1, nr. 4, at når en ændring af en skatteansættelse er begrundet i et forhold, og et helt tilsvarende forhold begrunder genoptagelse af en skatteansættelse for et tidligere indkomstår, så gælder fristen i SFL § 26, stk. 1, 1. pkt., for ændringen af skatteansættelsen for det tidligere indkomstår.

Ændringerne for indkomstårene 2015 og 2016 var begrundet i helt tilsvarende forhold som ændringen i indkomståret 2017, hvorfor den ordinære ligningsfrist i § 26 fandt anvendelse. Da ændringen var varslet den 9. november 2018 og afgørelse truffet den 22. januar 2019 og således indenfor den ordinære ligningsfrist, var forhøjelserne for disse indkomstår således sket rettidigt, hvorfor det var med rette, at Skattestyrelsen har genoptaget skatteansættelsen for indkomstårene 2015 og 2016. 

SKM2016.471.LSR

Da en firmabil var placeret på hovedaktionærens bopæl påhvilede bevisbyrden for manglende rådighed hovedaktionæren. Denne bevisbyrde var ikke løftet. Under de foreliggende omstændigheder, hvor klageren havde selvangivet og var blevet beskattet af en anden fri bil i de omhandlede indkomstår, og derudover ejede flere private biler, fandt Landsskatteretten, at det var betænkeligt at fastslå, at den manglende medtagelse af den pågældende bil var udtryk for grov uagtsomhed. Beskatning kunne derfor alene ske i overensstemmelse med SFL § 26, stk. 5, jf. SKM2014.504.HR.

SKM2016.363.LSR

Naturgasforbrug til opvarmning var ikke godtgørelsesberettiget.

Retten udtalte, at det kan lægges til grund, at selskabet i den omhandlede periode både har foretaget en fordeling af naturgasforbruget til hhv. rumvarme og procesvarme, hvorved opvarmning af produktionsrum, rå- og færdigvarelager er anset for godtgørelsesberettiget procesvarme, og endvidere foretaget en skønsmæssig opgørelse heraf.

Selskabet har således haft kendskab til reglerne om manglende godtgørelsesadgang for energi forbrugt til rumvarme, og desuagtet i afgiftsansættelserne for den omhandlede periode både anset det omhandlede naturgasforbrug for godtgørelsesberettiget samt foretaget en skønsmæssig opgørelse heraf i strid med reglerne. Landsskatteretten finder, at dette forhold må tilregnes selskabet som groft uagtsomt.

SKM2016.104.LSR

Manglende indgivelse af selvangivelse var ikke mindst groft uagtsomt, og der var derfor ikke hjemmel i ekstraordinær ansættelse i henhold til SFL § 27, stk. 1, nr. 5. En borger, bosat i udlandet, var fuldt skattepligtig til Danmark ved ophold i et sommerhus, der ifølge planloven kunne anvendes som helårsbolig. Landsskatteretten lagde vægt på, at der var tale om en tilflytningssituation, at skattepligtens indtræden skyldtes et samspil mellem planloven og KSL, og at dette alene var beskrevet i Ligningsvejledningens afsnit om fraflytning og ikke beskrevet i afsnittet om tilflytning. Den forkerte selvangivelse var derfor kun simpelt uagtsomt.

SKM2015.462.LSR

En økonomidirektørs bevidst forkerte opgørelse af moms og selskabets manglende kontrol heraf var mindst groft uagtsomt.

SKM2015.321.LSR

Borgeren havde selvangivet fradrag for tab på en fordring, som hun ikke kunne dokumentere, at hun var berettiget til. Groft uagtsomt.

SKM2015.212.LSR

Grænsehandelskoncept. Virksomheden havde ikke handlet groft uagtsomt, da der i perioden var usikkerhed om retstilstanden. Landsskatteretten fandt, at virksomheden hverken kunne eller burde have forudset Højesterets vurdering af spørgsmålet.

SKM2013.501.LSR

Borgeren havde løbende modtaget bestyrelseshonorarer fra Schweiz. Honorarerne var beskattet i Schweiz, men ikke selvangivet i Danmark. Landsskatteretten fandt, at borgeren havde handlet mindst groft uagtsom ved ikke at selvangive honorarerne, og SKAT kunne derfor genoptage ansættelsen i henhold til SFL § 27, stk. 1, nr. 5. Landsskatteretten lagde bl.a. vægt på, at borgeren havde fået information om selvangivelsespligten, at det var en generel retsregel der var tilsidesat og at der var tale om løbende beløb af en vis størrelse.

SKM2013.498.LSR

Borgeren havde ikke selvangivet bestyrelseshonorarer fra udenlandske selskaber. Landsskatteretten fandt, at den manglende selvangivelse af bestyrelseshonorarerne ikke kun kunne anses som simpelt uagtsomt, og SFL § 27, stk. 1, nr. 5 kunne derfor anvendes. Landsskatteretten lagde bl.a. vægt på karakteren af den tilsidesatte regel, at borgeren var informeret om selvangivelsespligten, samt at der var tale om betydelige beløb modtaget over en længere årrække. Landsskatteretten lagde endvidere vægt på borgerens stilling og den viden der måtte følge deraf.

SKM2013.337.LSR

Landsskatteretten fandt, at manglende selvangivelse af samtlige lønindtægter måtte tilregnes som mindst groft uagtsomt.

SKM2012.224.LSR

Landsskatteretten fandt, at borgeren havde handlet mindst groft uagtsomt. 

SKM2011.749.LSR

Grov uagtsomhed som følge af for lav selvangivelse af bonus modtaget fra rederi.

SKM2005.85.LSR

Sagen drejer sig om fradrag for købsmoms vedrørende en varevogn, som ikke udelukkende blev anvendt erhvervsmæssigt. Da SKAT tidligere havde vejledt virksomheden om reglerne og da virksomhedens indehaver tidligere havde afgivet skriftlig erklæring om, at varevognen udelukkede blev benyttet erhvervsmæssigt, fandt Landsskatteretten, at indehaveren i det mindste groft uagtsomt havde bevirket, at afgiftstilsvaret blev fastsat på et forkert grundlag, og betingelserne for suspension i SSL § 35 C, stk. 1, nr. 3, var opfyldt. (nu SFL § 32, stk. 1, nr. 3).

SKM2004.450.LSR

Grov uagtsomhed ved manglende selvangivelse af aktieavance.

SKM2001.575.LSR

Grov uagtsomhed ved manglende selvangivelse af aktieavance.

SKM2002.371.LSR

Revisors grove uagtsomhed ikke grundlag for nedsættelse.