Indhold

Dette afsnit beskriver den tillægsfrist, der indrømmes for fordringer som modtages til inddrivelse ved restanceinddrivelsesmyndigheden.

Afsnittet indeholder:

  • Regel
  • Hvornår skal fristen regnes fra?
  • Særligt for fordringer, som modtages til inddrivelse i PSRM

Bemærk

Som følge af reglen i gældsinddrivelseslovens § 18 a, stk. 1, som indsat ved lov nr. 1253 af 17. november 2015, får reglen om foreløbig afbrydelse alene selvstændig betydning for fordringer, der modtages hos restanceinddrivelsesmyndigheden senere end 22. november 2018.

Se mere om gældsinddrivelseslovens § 18 a, stk. 1 i afsnit G.A.2.4.1.

Regel

Da gældsinddrivelseslovens § 18 a, stk. 2, blev indsat ved lov nr. 551 af 29. maj 2018, blev der indsat en regel om at fordringer, der overdrages til inddrivelse ved restanceinddrivelsesmyndigheden tidligst forælder 3 år efter fordringens modtagelse til inddrivelse.

Der er således tale om tillægsfrist på 3 år fra fordringens modtagelse til inddrivelse. Restanceinddrivelsesmyndigheden kan herefter afbryde forældelsesfristen inden udgangen af tillægsfristen, herunder ved foretagelse af inddrivelsesskridt som for eksempel udlæg og lønindeholdelse.

Bemærk

Bestemmelsen i gældsinddrivelseslovens § 18 a, stk. 2, som indsat ved lov nr. 551 af 29. maj 2018, omfatter ikke fordringer, der efter EU-retten er underlagt særlige regler, som afskærer muligheden for tillægsfrister.

Bemærk også

Reglen omfatter også bøder, selv om bøder er omfattede af den særlige regel i straffelovens § 97 a, der medfører at bøders forældelsesfrist, som udgangspunkt ikke kan forlænges ved afbrydelse. Reglen har kun praktisk betydning for bøder, hvis der på det tidspunkt, hvor fordringen overdrages til restanceinddrivelsesmyndigheden, er mindre end 3 år tilbage af den 5-årige eller 10-årige forældelsesfrist for bøden. Reglen omfatter ikke forvandlingsstraf for bøde. Se bemærkningerne til § 1, nr. 19 af det fremsatte lovforslag nr. 226 af 25. april 2018.

Se også

Se mere om forældelse af bøder og forvandlingsstraf i afsnit G.A.2.4.5.

Hvornår skal fristen regnes fra?

Hovedreglen er, at tillægsfristen på 3 år regnes fra det tidspunkt fordringen modtages til inddrivelse ved restanceinddrivelsesmyndigheden. Se gældsinddrivelseslovens § 18 a, stk. 2, indsat ved lov nr. 551 af 29. maj 2018.

En fordring anses for modtaget hos restanceinddrivelsesmyndigheden ved registrering i restanceinddrivelsesmyndighedens modtagelsessystem. Se inddrivelsesbekendtgørelsens § 4.

Hvis fordringen bliver tilbagesendt til fordringshaver, regnes tillægsfristen på 3 år fortsat fra det ovennævnte modtagelsestidspunkt.

I de tilfælde hvor fordringen bliver overdraget til inddrivelse hos restanceinddrivelsesmyndigheden, efter at have været tilbagesendt til fordringshaver, regnes tillægsfristen på 3 år ligeledes fortsat fra det første modtagelsestidspunkt.

Særligt for fordringer, som modtages til inddrivelse i PSRM

Ved lov nr. 1110 af 13. november 2019 blev reglen i gældsinddrivelseslovens § 18 a, stk. 2, ændret til stk. 7. Dog gælder denne ændring kun for fordringer i restanceinddrivelsesmyndighedens inddrivelsessystem PSRM. Se § 2 i bekendtgørelse nr. 1332 af 9. december 2019. Således gælder gældsinddrivelseslovens § 18 a, stk. 2, som indsat ved lov nr. 551 af 29. maj 2018, fortsat for fordringer i restanceinddrivelsesmyndighedens øvrige systemer, bortset fra PSRM.

Ved anvendelse af gældsinddrivelseslovens § 18 a, stk. 7, som ændret ved lov nr. 1110 af 13. november 2019, skal man være opmærksom på, at der er sket en præcisering i forhold til hvilke fordringer, der er omfattede af reglen. Disse gennemgås nedenfor.

Omfattede fordringer

Efter gældsinddrivelseslovens § 18 a, stk. 7, som ændret ved lov nr. 1110 af 13. november 2019, gælder reglen om en tillægsfrist på 3 år ved modtagelse hos restanceinddrivelsesmyndigheden for "de hovedkrav, der nævnes i stk. 2, den i stk. 2, 3. pkt., nævnte rente, der først blev modtaget til inddrivelse, de opskrivningsfordringer og renter, der nævnes i stk. 2, 7. pkt., de fordringer, der nævnes i stk. 6, og disses renter og de i § 3 B, stk. 1, 1. og 3. pkt., nævnte gebyrer".

Dette betyder, at reglen gælder for de fordringer, der har status som hovedkrav efter reglen om fordringskomplekser i gældsinddrivelseslovens § 18 a, stk. 2, som blev indsat ved lov nr. 1110 af 13. november 2019 og som kun gælder for fordringer i PSRM efter § 2 i bekendtgørelse nr. 1332 af 9. december 2019.

Reglen gælder også for det fordringskompleks af rentefordringer, der er oversendt til inddrivelse efter hovedkravet nedbragt til nul i opkrævningsfasen. Se gældsinddrivelseslovens § 18 a, stk. 2, 3. pkt. som blev indsat ved lov nr. 1110 af 13. november 2019 og som kun gælder for fordringer i PSRM efter § 2 i bekendtgørelse nr. 1332 af 9. december 2019.

Reglen kan også anvendes med hensyn til de opskrivningsfordringer og renter, der overdrages til restanceinddrivelsesmyndigheden i en situation, hvor fordringskomplekset er tomt, fordi de fordringer, der tidligere befandt sig i fordringskomplekset, er blevet indfriet, nedskrevet til nul eller afskrevet. Se gældsinddrivelseslovens § 18 a, stk. 2, 7. pkt. som blev indsat ved lov nr. 1110 af 13. november 2019 og som kun gælder for fordringer i PSRM efter § 2 i bekendtgørelse nr. 1332 af 9. december 2019.

Reglen omfatter også bøder og udenlandske fordringer. Se gældsinddrivelseslovens § 18 a, stk. 6, som blev indsat ved lov nr. 1110 af 13. november 2019 og som kun gælder for fordringer i PSRM efter § 2 i bekendtgørelse nr. 1332 af 9. december 2019.

Endeligt omfatter reglen også gebyrer, der opkræves via skattekontoen eller andre fordringshaversystemer, der anvender et saldoprincip, som anses som selvstændige hovedkrav, efter at de er modtaget af restanceinddrivelsesmyndigheden efter gældsinddrivelseslovens § 3 B, som blev indsat ved lov nr. 551 af 29. maj 2018 og ændret ved lov nr. 1110 af 13. november 2019.

Se også

Ved lov nr. 1110 af 13. november 2019 blev der indsat flere bestemmelser i gældsinddrivelseslovens § 18 a, som kun finder anvendelse i inddrivelsessystemet PSRM. Se mere om disse regler i følgende afsnit:

  • Reglen om fordringskomplekser i afsnit G.A.2.4.2 Fordringskomplekser (kun fordringer i PSRM)
  • Reglen om en 3-årig forældelsesfrist for fordringer under inddrivelse i afsnit G.A.2.4.3 Forældelsesfristen for fordringer under inddrivelse (kun fordringer i PSRM)
  • Reglen om afgørelser om berostillelse i afsnit G.A.2.4.4.1.1 Afbrydelse af forældelse ved afgørelser om berostillelse (PSRM)
  • Reglen om tillægsfrist ved interne opskrivninger i afsnit G.A.2.4.4.2.1 Tillægsfrist ved Interne opskrivninger (kun fordringer i PSRM)