Bevilling til at anvende særlige typer segl gives for at sikre transporten og for at kunne identificere varerne, der er henført under EU-forsendelsesprocedure.

Der gives bevilling til at anvende særlige typer segl på transportmidler, containere, kolli mv. Seglene skal godkendes af toldmyndighederne.

Seglene skal have særlige kendetegn og opfylde særlige tekniske specifikationer som angivet i GF art. 301 , inden de kan blive godkendt (se afsnit F.A.20.7.6.2 og F.A.20.7.6.3). Når forseglingerne er certificeret af et kompetent organ i overensstemmelse med den internationale ISO-standard nr. 17712:2013 "Fragtcontainere - Mekaniske forseglinger", anses de for at opfylde de pågældende krav.

For yderligere undersøgelse af seglene anvender toldmyndighederne i Danmark Force Technology, der får tilsendt forseglingerne til eftersyn fra den ansøgende virksomhed, for at undersøge, om forseglingerne lever op til de grundlæggende krav, men også en del tekniske krav.

For containertransport skal der i videst mulig omfang anvendes segl med højtsikrede elementer.

En forsegling af en særlig type skal være forsynet med en af følgende angivelser:

  • navn på personen, der har tilladelse til at anvende den
  • en forkortelse eller kode (fx virksomhedens bevillingsnummer), som giver toldmyndigheden i den medlemsstat, hvor forseglingen påsættes, mulighed for at identificere den pågældende person.

Når varerne er frigivet til proceduren i NCTS, skal den ansvarlige for proceduren (primært den godkendte afsender) senest have foretaget forseglingen. I angivelsen skal der registreres antallet af forseglinger og de individuelle forseglingsidentifikationer, som art og mærker. Dette noteres i rubrik D under ordet "Forseglinger".

Tilsyn

Kommissionen underrettes om brugen af disse særlige forseglinger, nummerrækker, udseende, kendetegn mv. og der sker løbende orientering ud til medlemsstaterne om status for brugen af disse særlige forseglinger. Fx i tilfælde af misbrug mv., underrettes Kommissionen om dette. Kommissionen sikrer også, at der anvendes fælles sikkerhedselementer og teknologi.

Se GF art. 317-318.

Den fulde liste over ISO-certificerede segl findes på ISO hjemmeside.