De bestemmelser, der skal anvendes fra 1. maj 2016 om, hvem der er ansvarlig for at indgive en summarisk indpassageangivelse, svarer i al væsentlighed til de hidtil gældende bestemmelser.

Selvom den i den hidtil gældende toldkodeks specifikke bestemmelse i art. 36b, stk. 4, litra c) om, at en summarisk indpassageangivelse kan indgives af en repræsentant, er udgået, er retsstillingen uændret. Hjemlen findes fremover i EUTK afsnit I, kapitel 2, afdeling 2 om toldrepræsentation i kombination med definitionen af begrebet "toldrepræsentant" i EUTK art. 5, nr. 6). En summarisk indpassageangivelse vil således fortsat kunne indgives af en repræsentant.

Tilsvarende er retsstillingen uændret i forhold til kombineret transport, hvorefter den person, som er ansvarlig for det transportmiddel, der fortsætter ved egen drift, efter at være bragt ind i EU ved hjælp af et andet transportmiddel, eksempelvis en lastbil bragt ind i EU ombord på en færge, ansvarlig for indgivelse af en summarisk indpassageangivelse. Se EUTK art. 127, stk. 4 i kombination med de hidtidige gennemførelsesbestemmelsers art. 5, nr. 40), litra a) og litra i) og art. 183b, 1. afsnit.

Retsstillingen er endvidere uændret i forhold til transport med skib eller fly, hvor der foreligger en sharing- eller charteraftale. I sådanne tilfælde er den person, som har indgået en kontrakt og udstedt et konnossement eller et luftfragtbrev for varernes faktiske transport ind i EU's toldområde, ansvarlig for indgivelse af en summarisk indpassageangivelse. Se EUTK art. 127, stk. 4 i kombination med de hidtidige gennemførelsesbestemmelsers art. 5, nr. 40), litra a), litra ii) og art. 183c.

Som noget nyt er indført, at visse oplysninger kan kræves afgivet separat af en anden person end den, som indgiver den summariske indpassageangivelse. Se EUTK art. 127, stk. 6. De tilfælde, hvor dette kan være relevant vedrører transport ad søvejen og ad luftvejen. Se DF art. 112 og 113.

De nye bestemmelser finder dog ikke anvendelse fra 1. maj 2016, men først fra det tidspunkt, hvor importkontrolsystemet er blevet opgraderet. Se DF art. 112, stk. 3 og art. 113, stk. 4.