Afsnittet beskriver de særlige regler for invalides og kronisk syges fradrag for udgifter til befordring mellem hjem og arbejdsplads.

Indhold

Afsnittet indeholder:

Regel
Personkreds
Forudsætninger for fradraget
Fradragets beregning
Særligt om erhvervsmæssig befordring
Oversigt over domme, kendelser, afgørelser, SKAT-meddelelser med videre.

Regel

Godtgør den skattepligtige, at han eller hun på grund af nedsat funktionsevne eller kronisk sygdom har særlige udgifter til befordring mellem hjem og arbejdsplads, kan den skattepligtige fratrække

normal befordringsudgift i det omfang den overstiger 2.000 kr. samt
den del af den faktiske befordringsudgift, der overstiger normal befordringsudgift i det pågældende tilfælde.

Se LL § 9 D.

Reglerne i LL § 9 C kan ikke anvendes.

I en situation, hvor det er ubestridt, at en skatteyder er berettiget til at anvende LL § 9 D, kan der opstå situationer, hvor skatteyder i perioder rent faktisk ikke anvender LL § 9 D, fx ved kørsel med nabo. Skatteyder vil i den situation ikke afholde særlige udgifter til befordring, og vil derfor ikke kunne beregne fradrag efter LL § 9 D. Det er dog Skattestyrelsens opfattelse, at skatteyderen på de dage, hvor der, af den ene eller anden grund, ikke afholdes særlige udgifter til befordring, vil kunne beregne befordringsfradrag efter reglerne i LL § 9 C, forudsat at befordring rent faktisk har fundet sted.

Personkreds

Den skattepligtige behøver ikke at have tilladelse til invalidebil for at anvende reglen. Godtgør den skattepligtige, at han eller hun på grund af invaliditet eller kronisk sygdom har særlige udgifter til befordring mellem bopæl og arbejdsplads, kan den skattepligtige opgøre befordringsfradrag efter reglerne i LL § 9 D.

I sygdomstilfælde er det en betingelse for at anvende reglen, at sygdommen er kronisk. Herved forstås i praksis, at der skal være tale om en uhelbredelig eller i det mindste en langvarig sygdom, der nødvendiggør en dyrere transportform.

Bemærk

Det er ikke en forudsætning, at der er tale om befordring mellem den invalides sædvanlige bopæl og arbejdspladsen. Der kan fx også gives fradrag for befordringsudgifter mellem sommerhus og arbejdsplads.

Praksis

Der blev efter erklæringer fra læger, arbejdsgiver og bekendte godkendt fradrag efter bestemmelsen for en kvinde, der led af sygdommen "agorafobi" (pladsangst). Sygdommen medførte, at hun ikke var i stand til at anvende offentlige transportmidler. Hun benyttede dagligt taxa til og fra arbejdet. Se LSRM 1965.135.

Forudsætninger for fradraget

Det er en forudsætning for fradraget, at den skattepligtige har særlige udgifter til befordring. Hvis skatteyderen ikke har afholdt udgifter til befordringen, kan der ikke foretages fradrag. Betaler arbejdsgiveren befordringen, herunder hvis der stilles firmabil til fri rådighed for privat kørsel, har den skattepligtige ikke ret til fradrag mellem hjem og arbejdsplads efter LL § 9 D.

Udgifterne skal også være nødvendige for at sikre indkomstens erhvervelse.

I sagen SKM2005.75.VLR var det ubestridt, at skatteyderen led af en kronisk sygdom. Det var herefter afgørende om de særlige udgifter til transport, som hun havde afholdt, var afholdt som følge af sygdommen. Hvorvidt det havde været nødvendigt for skatteyderen at afholde særlige udgifter som følge af sin sygdom, beroede på en retlig vurdering, der måtte foretages på grundlag af samtlige sagens oplysninger, hvor dog en lægefaglig vurdering tillægges særlig betydning. Efter en lægelig vurdering havde det ikke været nødvendigt for skatteyderen at køre i egen bil for at bevare sit arbejde i indkomstårene 2000 og 2001. Kørsel i egen bil blev herefter anset som en hensigtsmæssig disposition af hensyn til skatteyderens privatliv, og fradrag blev nægtet.

Det er en konkret afgørelse, om en sukkersygepatient er berettiget til fradrag efter LL § 9 D.

I en sag indgik spørgsmålet om skatteyder havde haft særlige udgifter til befordring på grund af sygdommen. Skatteyder arbejdede som dagvagt på tre forskellige sygehuse. Da hendes sukkersyge var meget vanskelig at regulere, skulle hun nøje passe sine spise- og hviletider. Skatteyder anvendte bil til og fra arbejdspladserne. Hun led helt sikkert af "invaliditet eller kronisk sygdom", men hun havde ikke haft særlige udgifter til befordringen, allerede fordi den normale transportform fra lokalområdet, hvor hun boede, nødvendigvis foregik ved benyttelse af bil. Selvom skatteyder ikke havde haft merudgifter i forhold til den øvrige lokalbefolkning, var hun berettiget til at opgøre sit befordringsfradrag efter LL § 9 D. Se TfS 1992, 142 LSR.

I SKM2016.177.LSR fandt Landsskatteretten, at det er en betingelse for fradrag efter LL § 9 D, at skatteyderen godtgør, at vedkommende som følge af invaliditet eller kronisk sygdom har haft særlige udgifter til befordring mellem hjem og arbejdsplads. Det er i den forbindelse uden betydning, at skatteyderen ikke har haft merudgifter i forhold til den øvrige lokalbefolkning, jf. TfS1992,142.LSR.

Beliggenheden af bopælen, og en dårlig sammensætning af den offentlige transport, der gør, at den øvrige lokalbefolkning er henvist til at køre i bil, kan således ikke tillægges vægt. Det afgørende er, som det også fremgår af Landsskatterettens afgørelse, om afholdelsen af de særlige udgifter til befordring mellem hjem og arbejdsplads, har været nødvendige som følge af invaliditeten/den kroniske sygdom, hvilket beror på en retlig vurdering, der foretages på grundlag af samtlige oplysninger, hvor en lægefaglig vurdering tillægges særlig betydning.

Landsskatteretten fastslog herefter, på baggrund af de foreliggende oplysninger, hvor der blev lagt særlig vægt på den lægefaglige vurdering, at det måtte anses for godtgjort, at skatteyderen havde særlige udgifter til befordring mellem bopæl og arbejdsplads. Der blev således lagt vægt på, at skatteyderen var godkendt til invalidevogn, og at der var tale om en varig fysisk nedsættelse af skatteyderens funktionsniveau, hvorfor lægen vurderede, at patienten ikke kunne anvende offentlige transportmidler. Skatteyderen havde derfor haft merudgifter til befordringen som følge af invaliditet og opfyldte derfor betingelserne for fradrag efter LL § 9 D.

Som det fremgår, tillægges den lægefaglige vurdering særlig betydning, ved den retlige vurdering af, om det er nødvendigt, som følge af sygdommen/invaliditeten, at afholde de særlige udgifter til befordring mellem hjem og arbejdsplads.

Øgede transportudgifter på grund af sygdom af ikke-varig karakter berettiger ikke til fradraget efter LL § 9 D.

Der kunne foretages fradrag for udgifter til to dobbeltture mellem bopælen og hustruens arbejdsplads efter LL § 9 D i et tilfælde, hvor en mand kørte sin invalide hustru til hendes arbejdsplads og hentede hende igen om eftermiddagen. Sygdommen forhindrede hende i at komme til og fra arbejde på anden måde, og på grund af sygdommen var hun forhindret i af få førerbevis. Se LSRM 1969,148 LSR.

I SKM2019.292.LSR fandt Landsskatteretten, at betingelsen om afholdelse af særlige udgifter indebærer, at såfremt der ikke er afholdt udgifter til befordringen, kan der ikke foretages befordringsfradrag efter LL § 9 D. Da skatteyderen havde fået fuld dækning af afholdte udgifter til taxakørsel som en skattefri ydelse efter serviceloven, kunne der ikke gives fradrag for denne del .

Bropassage

Fradrag efter LL § 9 D afskærer ikke fradrag for bropassage efter LL § 9 C, stk. 9, selvom de øvrige regler i LL § 9 C, ikke finder anvendelse, fordi der foretages fradrag efter LL § 9 D. Se afsnit C.A.4.3.3.1.3, Transportvejen.

Fradragets beregning

Fradragsretten anses som en udvidelse af reglen om fradrag for udgifter ved befordring mellem bopæl og arbejdsplads, så der principielt er tale om fradrag for udgifter ved privat benyttelse af bil.

Afskrivningen foretages med 15 pct. pro anno af anskaffelsessummen, også hvor der ved køb af bilen er ydet offentligt lån, som eftergives successivt. Eventuel fortjeneste eller tab i forhold til den nedskrevne værdi påvirker ikke indkomstopgørelsen.Den skattepligtige kan fratrække den del af den normale befordringsudgift, der overstiger 2.000 kr., samt den del af de faktiske udgifter, der overstiger den normale befordringsudgift. Se TfS 1987, 249 SKAT.

Den normale befordringsudgift opgøres som udgiften til billigste offentlige befordringsmiddel, eller hvor offentlig befordring ikke kan anvendes, som udgiften ved brug af eget befordringsmiddel efter kilometertakster, der fastsættes af Skatterådet for normalfradrag. Der skal ikke reduceres for de første 24 km. Se afsnit C.A.4.3.3.2.1.

Bundfradraget skal ikke anvendes i følgende tilfælde:

Offentlig transport kan anvendes, og udgiften hertil overstiger ikke 2.000 kr., (i de tilfælde udgør bundfradraget udgiften til billigste offentlige transportmiddel).
Offentlig transport kan ikke anvendes, og den årlige kørsel er meget begrænset (udgiften hertil beregnet efter satsen, der er fastsat efter LL § 9 B for kørsel i egen bil, overstiger ikke 2.000 kr.).

De faktiske udgifter opgøres enten efter dokumentation eller på grundlag af Skatterådets satser for erhvervsmæssig kørsel i egen bil. Se bekendtgørelse nr. 1166 af 19.november 2019 .

Eksempel 1:

Den skattepligtige kører i alt 6.000 km mellem hjem og arbejdsplads i løbet af et år. De faktiske udgifter udgør 21.120 kr. (6.000 km x ►3,52 ◄kr.). Offentlig transport anses ikke for anvendelig.

Fradraget opgøres sådan:

Normal befordringsudgift (6.000 km. x 1,96)	11.760 kr.
Fradrag for den del, der overstiger bundfradrag (11.760 kr. - 2.000 kr.)	9.760 kr.
Fradrag for faktiske udgifter ud over normal befordringsudgift (21.120 kr. - 11.760 kr. )	9.360 kr.
Fradrag i alt (►9.760 kr. + 9.360kr◄.)	►19.120 kr◄.

Eksempel 2:

Den skattepligtige kører i alt 25.000 km. mellem hjem og arbejdsplads i løbet af et år. De faktiske udgifter udgør ►80.200 kr. (20.000 km x 3,52 kr. og 5.000 km. x 1,96 kr.). ◄Offentlig transport anses ikke for anvendelig.

Fradraget opgøres sådan:

Normal befordringsudgift (25.000 km x ►1,96 ◄kr.)	49.000 kr.
Fradrag for den del, der overstiger bundfradrag (49.000 kr. - 2.000 kr.)	47.000 kr.
Fradrag for faktiske udgifter ud over normal befordringsudgift (80.200 kr. - 49.000 kr. )	31.200 kr.
Fradrag i alt (47.000 + 31.200 kr.)	►78.200 kr.◄

Fradraget foretages i den skattepligtige indkomst. Begrænsningen af fradragsretten for lønmodtageres udgifter til det beløb, hvormed de samlede udgifter overstiger ►6.300 ◄kr. efter LL § 9, stk. 1, gælder ikke fradrag for befordring omfattet af LL § 9 D. Se LL § 9, stk. 2.

Særligt om erhvervsmæssig befordring

Reglerne om erhvervsmæssig befordring gælder også for invalides eller kronisk syges erhvervsmæssige befordring. Se afsnit C.A.4.3.3.3.

Det betyder, at invalide og kronisk syge lønmodtagere kan modtage skattefri godtgørelse for udgifter til kørsel, der er omfattet af LL § 9 B. Hvis skatteyderen foretager fradrag for faktiske udgifter og opgør en procentvis andel som privat kørsel, skal kilometer som er godtgjort skattefrit holdes ude af opgørelsen. Yder arbejdsgiveren ikke skattefri godtgørelse, kan befordringen som udgangspunkt fratrækkes efter reglerne i LL § 9 C.

For kørsel mellem hjem og arbejdsplads, både før og efter 60 dages periodens udløb, vil der dog kunne foretages fradrag efter LL § 9 D.For kørsel mellem arbejdspladser (erhvervsmæssig kørsel) vil den skattepligtige dog kun kunne foretage fradrag efter reglerne i LL § 9 C, idet fradrag efter LL § 9 D kun omhandler befordring mellem hjem og arbejdsplads. Det er i den forbindelse en forudsætning, at der ikke samtidigt er modtaget skattefri godtgørelse fra arbejdsgiveren efter LL § 9 B.

Oversigt over domme, kendelser, afgørelser, SKM-meddelelser mv.

Skemaet henviser til relevante afgørelser på området.

Afgørelse	Afgørelsen i stikord	Yderligere kommentarer
Landsretsdomme
SKM2005.75.VLR	Fradragsretten efter LL § 9 D forudsætter, at udgiften skal være nødvendig for at sikre indkomsterhvervelsen. Efter lægelig vurdering fra skatteyders egen læge var transport i egen bil ikke anset for nødvendig. Betingelsen for fradrag efter LL § 9 D var derfor ikke opfyldt.
Landsskatteretskendelser
SKM2019.292.LSR	Landsskatteretten stadfæstede SKATs afgørelse, hvorefter klageren ikke var anset for berettiget til at foretage fradrag efter ligningslovens § 9 D for udgifter til befordring, i det omfang udgifterne var dækket af skattefrit tilskud efter serviceloven.
SKM2016.177.LSR	Henset til den fremlagte lægefaglige vurdering, og til, at klageren var godkendt til invalidevogn, fandt Landsskatteretten, at klageren var ude at stand til at anvende offentlig befordring, og derfor var berettiget til det særlige befordringsfradrag efter LL § 9 D .
TfS 1992, 142 LSR	Skatteyder var af helbredshensyn nødsaget til at benytte egen bil til befordring mellem hjem og arbejdsplads. Skatteyder var herefter berettiget til befordringsfradrag efter LL § 9 D, selvom hun ikke havde haft merudgifter i forhold til den øvrige lokalbefolkning.
LSRM 1969, 148 LSR	Skatteyder var berettiget til fradrag for to dobbeltture daglig ved transport til og fra arbejde af en invalid ægtefælle. På grund af sygdommen var hun ikke i stand til at komme til og fra arbejde, ligesom hun på grund af sygdommen var forhindret i at få førerbevis.
LSRM 1965, 135 LSR	Skatteyders sygdom berettigede til befordrings-udgifter efter LL § 9 D. Hun kunne derfor fratrække udgifter, der oversteg, hvad der ansås for normale befordringsudgifter i det pågældende tilfælde.