Indhold
Dette afsnit beskriver reglerne for overførsel af pensionsordninger, der er oprettet før den 1. maj 2007.
Afsnittet indeholder:
- Regel
- Betingelser for at opretholde aldersgrænsen på 60 år ved overførsel.
Regel
Aldersgrænserne for udbetaling opretholdes ved hel eller delvis overførsel efter PBL § 41 af en ordning til en nyoprettet ordning for samme person eller en ægtefælle efter udlodning efter PBL § 30, stk. 2. Det samme gælder overførsel efter PBL § 41 og § 41 A til en bestående ordning med samme aldersgrænse for udbetaling. Se PBL § 42 A.
Baggrunden for PBL § 42 A er, at for pensionsordninger med løbende udbetalinger, rate- og kapitalpensionsordninger, der er oprettet inden den 1. maj 2007, kan udbetalingen begynde ved det fyldte 60. år, medmindre Skatterådet har godkendt en lavere pensionsalder. Pensionsopspareren og pensionsinstituttet har dog mulighed for at aftale, at udbetalingen i sådan en ordning tidligst kan begynde ved pensionsudbetalingsalderen.
Er pensionsordningen oprettet den 1. maj 2007 eller senere, kan udbetalingen på grund af alder først begynde ved pensionsudbetalingsalderen, medmindre Skatterådet har godkendt en lavere pensionsalder. Se § 4, stk. 4, i lov nr. 347 af 18. april 2007.
Personer, der er født den 1. januar 1959 eller senere, og som derfor har en højere pensionsudbetalingsalder end 60 år, har mulighed for at opretholde aldersgrænsen for udbetaling fra 60. år for den overførte ordning, hvis den er oprettet inden den 1. maj 2007. Se PBL § 42 A. Det samme gælder ved overførsel eller konvertering af en eksisterende kapitalpension til en aldersopsparing eller aldersforsikring samt ved overførsel eller konvertering af en supplerende engangsydelse til en supplerende engangssum.
Personer, der af Skatterådet har fået godkendt en lavere pensionsalder, bevarer denne i forbindelse med en overførsel.
Betingelser for at opretholde aldersgrænsen på 60 år mv.
Det er en betingelse for at kunne opretholde aldersgrænsen på 60 år i den ordning, der overføres til, at overførslen af den bestående ordning sker til
- en nyoprettet ordning for samme person eller
- en nyoprettet ordning for en ægtefælle, der har fået udloddet pensionsordningen efter PBL § 30, stk. 2, eller
- en bestående ordning med samme aldersgrænse for udbetalingen.
Ved en nyoprettet ordning forstås en ordning, der er
- oprettet som led i aftalen om overførsel af en bestående ordning, og
- hvor overførslen faktisk finder sted.
Indbetalingerne i den nyoprettede ordning afløser indbetalingerne i den bestående ordning. Der kan derfor ikke være to samtidige indbetalingsforløb i ordningerne.
En ordning bliver anset for nyoprettet, selvom der sker indbetalinger i perioden mellem oprettelsen og den faktiske overførsel af den bestående ordning, og selvom indbetalingerne i den nyoprettede ordning afviger fra de hidtidige indbetalinger i den bestående ordning.