Indhold
Dette afsnit beskriver hvilke typer af afdragsordninger restanceinddrivelsesmyndigheden (RIM) kan indgå med fysiske personer.
Regelgrundlag
Reglerne for hvordan, hvornår og hvilke afdragsordninger RIM kan indgå med personer findes primært i bekendtgørelse om inddrivelse til det offentlige (inddrivelsesbekendtgørelsen) § 10.
Inddrivelsesbekendtgørelsen sondrer mellem følgende typer af afdragsordninger, der angives i prioriteret rækkefølge:
- Afdragsordninger, der fastsættes af RIM med udgangspunkt i tabeltrækket. Se inddrivelsesbekendtgørelsens § 10, stk. 1.
- Afdragsordninger, der fastsættes af RIM med udgangspunkt i en konkret betalingsevnevurdering. Se inddrivelsesbekendtgørelsens § 10, stk. 6.
- Afdragsordninger, der fastsættes af RIM med udgangspunkt i gældens størrelse. Denne type afdragsordning benyttes i de tilfælde hvor der ikke foreligger oplysning om skyldners indkomst. Se inddrivelsesbekendtgørelsens § 10, stk. 5, 3 pkt.
- Kulanceaftaler, hvorefter RIM tiltræder et forslag til afdragsordning fra skyldneren. Se inddrivelsesbekendtgørelsens § 10, stk. 11.
Se også afsnit G.A.3.1.1.1.3.1 vedrørende overblik over afdragsordninger.
Bemærk
Der er særlige forhold, som RIM skal påse vedrørende bøder. Se afsnit G.A.3.1.1.1.4. vedrørende fastsættelse af afdragsordninger, når restancen vedrører bøder.