Indhold
Ved gevinstgivende spilleautomater, som opstilles i spillehaller eller restaurationer, forstås mekaniske eller elektroniske maskiner, der kan anvendes til spil, og hvor spilleren kan vinde en gevinst. Se SPILL § 5, nr. 7.
Der stilles krav om, at spilleautomaten udgør en selvstændig og identificerbar enhed, og at der gøres brug af tælleværk og aflæsningssystemer.
Afsnittet indeholder:
- Krav om en selvstændig identificerbar enhed.
- Krav vedrørende brug af tælleværk og aflæsningssystemer.
Krav om en selvstændig og identificerbar enhed
Hovedregel
En spilleautomat skal udgøre en selvstændig og identificerbar enhed.
Spilleautomater må ikke være koblet til eller være sammenbygget med andre automater, herunder andre spilleautomater eller vekselsystemer.
Undtagelse
En eller flere spilleautomater kan dog være koblet til et eksternt topspil, hvis spilleautomaten og topspillet tilsammen opfylder de krav, der stilles til en gevinstgivende spilleautomat. Synsfri sammenkobling af spilleautomater og topspil kan finde sted, når topspillet er godkendt til den type spilleautomat, der tilkobles.
Definition af begrebet "topspil"
Spilleautomater kan indeholde topspil. Topspil er, principielt, featurespil, som flere automater er fælles om. Spillet foregår i en selvstændig fysisk enhed, et topspil, som en eller flere automater er koblet til. Topspillets funktion er primært at henlede opmærksomheden på de tilsluttede automater, herunder på, at en spiller har vundet et spil.
Eksempel på et "featurespil"
Et featurespil kan eksempelvis være, at spilleren i de næste 10 spil har en større mulighed for at få en gevinst, hvis et specielt symbol, eksempelvis en stjerne, bliver udfaldet af spillet.
Krav vedrørende brug af tælleværk og aflæsningssystemer
Spilleautomater skal være forsynet med et tælleværk, der registrerer i 1 kr.-step og indeholder mindst 8 cifre. Tælleværket skal registrere værdien af de samlede indkast og de udbetalte gevinster.
Bemærk
Der kan også udbydes spil på gevinstgivende spilleautomater i landbaserede kasinoer og i onlinekasinoer. Se SPILL §§ 18, stk. 1 og 14, stk. 1.