Indhold

Dette afsnit handler om den nye skatteindberetningslovs formål, samt den overordnede struktur i loven.

Afsnittet indeholder

  • Opdeling af skattekontrolloven i en skattekontrollov og en skatteindberetningslov
  • Senere ændringer til skatteindberetningsloven
  • Skatteindberetningslovens formål og baggrund
  • Videreførelse af gældende ret
  • Strukturen i loven
  • Ikrafttrædelse
  • Overgangsbestemmelser
  • ►De materielle reglers betydning for indberetningspligten◄

Opdeling af skattekontrolloven i en skattekontrollov og en skatteindberetningslov

Den tidligere skattekontrollov er blevet opdelt i:

  • Skattekontrolloven (Lov nr. 1535 af 19. december 2017)

    Indeholder Skatteforvaltningens kontrolbeføjelser, bestemmelser om skatteyders oplysningspligt og tredjemands oplysningspligter på myndighedens anmodning.

  • Skatteindberetningsloven (Lov nr. 1536 af 19. december 2017)

Indeholder bestemmelser om tredjemands pligt til uden opfordring at indberette oplysninger til Skatteforvaltningen, herunder til Indkomstregisteret om tredjemand - f.eks. arbejdsgiveres indberetning af løn og bankers indberetning af renter m.v.

De nævnte love trådte i kraft den 1. januar 2019.

Lov nr. 1536 af 19. december 2017, er ændret ved:

Senere ændringer til skatteindberetningsloven

Ændringslov

Indhold

Lov nr. 1682 af 26. december 2017 om ændring af pensionsbeskatningsloven og forskellige andre love

(Målretning af aldersopsparing og regulering af fejlagtige pensionsindbetalinger)

 

I SIL § 9, stk. 1, indsættes som nr. 13:

»13) Udbetaling af og afgiftspligtige dispositioner over en rateforsikring, rateopsparing, pensionsordning med løbende udbetalinger eller indeksordning omfattet af pensionsbeskatningslovens § 25 A, stk. 6, 1. pkt.«

2. I SIL § 11, stk. 1, indsættes som nr. 11:

»11) Udbetaling af og afgiftspligtige dispositioner over en rateforsikring, rateopsparing, pensionsordning med løbende udbetalinger eller indeksordning omfattet af pensionsbeskatningslovens § 25 A, stk. 6, 1. pkt.«

Bestemmelserne træder i kraft den 1. januar 2019.

 

Lov nr. 396 af 2. maj 2018 om Lov om ændring af ligningsloven og forskellige andre love

(Permanent boligjobordning, ophævelse af beskatningen af fri telefon og internet, afskaffelse af udligningsskatten og forhøjelse af beløbsgrænser for børneopsparing)

 

1. I SIL § 50, stk. 1, nr. 4, ændres »§ 51« til: »§ 51 A«.

Bestemmelsen træder i kraft den 1. januar 2019.

 

Lov nr. 1130 af 11. september 2018 Lov om ændring af selskabsskatteloven og forskellige andre love

(Beskatning af beløb vedrørende tilbagebetalte provisioner, EU-retlig tilpasning af reglerne vedrørende udenlandske pensionsinstitutters investeringer i fast ejendom og bestemmelser i momsloven om momsfritagelse for selvstændige grupper og justering af værnsregler, der sikrer beskatning af udbytter m.v.)

 

1.      I SIL § 13, stk. 1, 2. pkt., ændres »lov om gebyrer og morarenter vedrørende visse ydelser, der opkræves af regioner og kommuner og inddrives af restanceinddrivelsesmyndigheden« til: »gebyrloven«.

Bestemmelsen træder i kraft den 1. januar 2019.

2. Efter SIL § 15 indsættes:

»§ 15 a. Pengeinstitutter, realkreditinstitutter, fondsmæglerselskaber, investeringsforvaltningsselskaber, forvaltere af alternative investeringsfonde, finansielle rådgivere og investeringsrådgivere, som videregiver beløb til kunder, som følge af at det pågældende pengeinstitut m.v. har modtaget gebyrer, provisioner eller andre pengeydelser fra et investeringsinstitut, skal hvert år indberette de oplysninger, som er nævnt i stk. 2, til told- og skatteforvaltningen.

Stk. 2. Indberetningen skal omfatte:

1) Oplysninger om den, der foretager indberetningen.

2) Oplysninger om kunden.

3) Størrelsen af det videregivne beløb.

4) Om beløbet vedrører investering i en aktie eller et investeringsbevis omfattet af aktieavancebeskatningslovens §§ 19 eller 22 eller af aktieavancebeskatningslovens § 21, hvis kunden er en fysisk person.

Stk. 3. Skatteministeren kan fastsætte nærmere regler om indberetning efter stk. 2.«

3. I SIL § 50, stk. 1, ændres »16-19« til: »15 a-19«.

4. I SIL  § 52, stk. 2, nr. 9, ændres »§ 16,« til: »§§ 15 a eller 16,«.

5. I SIL § 54, stk. 1, indsættes efter »12-14«: », 15 a«.

Skatteministeren fastsætter tidspunktet for ikrafttrædelse af § 13, nr. 2-5.

Lov nr. 1429 af 5. december 2018 om Aktiesparekontolov

1. Efter SIL § 11 indsættes:

»§ 11 a. Pengeinstitutter m.v., der forvalter konti omfattet af aktiesparekontoloven, skal hvert år indberette følgende oplysninger om aktiesparekontoen til told- og skatteforvaltningen:

1) Identifikation af den, der foretager indberetningen.

2) Identifikation af ejeren af aktiesparekontoen.

3) Størrelsen af kalenderårets skat og beskatningsgrundlag. Har ejeren af aktiesparekontoen i løbet af et kalenderår været fuldt skattepligtig og begrænset skattepligtig i forskellige perioder, oplyses størrelsen af skatten og beskatningsgrundlaget i hver af disse perioder.

4) Størrelsen af kalenderårets afgift og grundlaget for afgiften, jf. aktiesparekontolovens § 9, stk. 3, 2. pkt.

Stk. 2. Overføres en aktiesparekonto mellem to pengeinstitutter m.v., skal begge pengeinstitutter m.v. oplyse overførelsesdato og identifikation af det pengeinstitut m.v., som aktiesparekontoen er afgivet til og modtaget fra.

Stk. 3. Skatteministeren kan fastsætte nærmere regler om indberetningen.«

2. I SIL § 17, stk. 3, indsættes efter 1. pkt. som nyt punktum:

»Det samme gælder den, der som led i sin virksomhed medvirker til overførsel af aktier m.v. mellem en aktiesparekonto omfattet af aktiesparekontoloven og dennes ejer eller mellem en rateopsparing i pensionsøjemed, en opsparing i pensionsøjemed, en aldersopsparing, en selvpensioneringsordning eller en børneopsparingsordning, der er omfattet af pensionsbeskatningsloven, og dennes ejer.«

3. I SIL § 19, stk. 1, indsættes efter 1. pkt. som nyt punktum:

»Tilsvarende gælder for overførsel af de i 1. pkt. nævnte værdipapirer mellem en aktiesparekonto omfattet af aktiesparekontoloven og dennes ejer eller mellem en rateopsparing i pensionsøjemed, en opsparing i pensionsøjemed, en aldersopsparing, en selvpensioneringsordning eller en børneopsparingsordning, der er omfattet af pensionsbeskatningsloven, og dennes ejer.«

4. I SIL § 19, stk. 3, 1. pkt., ændres »stk. 2.« til: »stk. 2 eller medvirker til overførsler omfattet af stk. 1, 2. pkt.«

5. I SIL § 47, stk. 1, 1. pkt., § 48, stk. 1, § 54, stk. 5, og § 59, stk. 1, nr. 3, ændres »12-19« til: »11 a-19«.

6. I SIL § 50, stk. 1, ændres », jf. dog stk. 3« til: », jf. dog stk. 4«.

7. I SIL § 50 indsættes efter stk. 2 som nyt stykke:

»Stk. 3. Indberetningspligten efter § 12, stk. 1, for så vidt angår renter og andet afkast, § 16, § 17, stk. 3, § 18 stk. 1, for så vidt angår renter og andet afkast, § 18, stk. 2, for så vidt angår udbytter, og § 19 omfatter ikke aktiesparekonti omfattet af aktiesparekontoloven, jf. dog stk. 4.«

Stk. 3 bliver herefter stk. 4.

8. I SIL § 50, stk. 3, der bliver stk. 4, ændres »Stk. 1 gælder ikke« til: »Stk. 1 og 3 gælder ikke«.

9. I SIL § 52, stk. 2, nr. 5, ændres »§ 12« til: »§§ 11 a eller 12«.

10. I SIL § 52, stk. 2, nr. 9, ændres »§§ 15 a« til: »§§ 11 a, 15 a«.

11. I SIL § 54, stk. 1, ændres »§§ 8, 12-14« til: »§ 8, § 11 a, stk. 1 og 2, §§ 12-14«.

Bestemmelserne træder i kraft den 1. januar 2019.

 

Skatteindberetningslovens formål og baggrund

Indberetningerne fra tredjemand, er med til at sikre datagrundlaget til brug for dannelsen af borgerens årsopgørelser og oplysningsskemaer. Indberetninger fra tredjemand er således væsentlige for den service, Skatteforvaltningen ønsker at yde borgerne, når borgerens årsopgørelser dannes på baggrund af de - i nogle tilfælde - komplicerede skatteregler. Skatteindberetningsloven har til formål at skabe et mere overskueligt og anvendeligt redskab for de indberetningspligtige.

Alle bestemmelser om tredjemands automatiske indberetningspligter i den tidligere skattekontrollov er således udskilt til en selvstændig lov nemlig skatteindberetningsloven.

En opdeling i en skattekontrollov og en skatteindberetningslov tydeliggør også, at lovene har forskellige formål. Skattekontrolloven handler, som navnet tilsiger, om kontrol, mens de automatiske indberetningspligter primært handler om at kunne anvende oplysningerne ved dannelsen af borgernes årsopgørelser og oplysningsskemaer, ligesom indberetninger til indkomstregisteret i øvrigt indgår i et fællesoffentligt samarbejde om at indhente oplysninger, således at borgerne ikke skal meddele de samme oplysninger til forskellige myndigheder.

Videreførelse af gældende ret

Skatteindberetningsloven viderefører indberetningsreglerne i den tidligere skattekontrollovs afsnit II. Loven indeholder kun enkelte nye indberetningspligter som led i en modernisering og med henblik på at skabe større ensartethed. Enkelte indberetningspligter er ikke videreføres. 

Der er i forbindelse med beskrivelsen af hver enkelt bestemmelse i skatteindberetningsloven angivet, dels i et oversigtsskema, dels i teksten, hvorvidt der er tale om videreførelse af gældende ret, eller om der er sket en ændring.

Strukturen i loven

Skatteindberetningslovens struktur er systematiseres efter pligtsubjektet - altså hvem der er indberetningspligtig. Dette primært af hensyn til netop pligtsubjektet, der i forbindelse med indberetning til Skatteforvaltningen i høj grad har brug for et overskueligt og anvendeligt redskab.

De første 7 kapitler indeholder lovens indberetningsbestemmelser fordelt efter pligtsubjekt:

  • Kapitel 1 - Arbejds- og hvervgivere m.v.

  • Kapitel 2 - Finansielle virksomheder m.v.

  • Kapitel 3 - Fonde og foreninger m.v.

  • Kapitel 4 - Selskaber m.v.

  • Kapitel 5 - Fagforeninger og A-kasser

  • Kapitel 6 - Offentlige myndigheder

  • Kapitel 7 - Andre indberetninger

Kapitel 8 indeholder fælles bestemmelser om bl.a. territorial afgrænsning af indberetningspligten, registrering af indberetningspligtige, visse fælles undtagelser, indhentelse af identifikationsoplysninger til brug for indberetningen, indberetningsfrister, opbevaring af grundlaget for indberetningen og tvangsbøder.

Kapitel 9 indeholder lovens straffebestemmelser.

Kapitel 10 indeholder bestemmelserne om ikrafttrædelse og territorial gyldighed.

Ikrafttrædelse

Det fremgår af SIL § 64, stk. 1, at skatteindberetningsloven træder i kraft den 1. januar 2019.

I henhold til SIL § 65 gælder loven ikke for Færøerne og Grønland.

Overgangsbestemmelser

Det fremgår af SIL § 64, stk. 2, at skatteindberetningsloven ikke finder anvendelse på indberetninger vedrørende kalenderåret 2018 eller tidligere, jf. dog SIL § 64, stk. 3. For sådanne indberetninger finder de bestemmelserne i den tidligere skattekontrollov anvendelse.

Kalenderår

Hvilke bestemmelser finder anvendelse

2018

De tidligere gældende regler om indberetning i den tidligere skattekontrollov

 

2019

Skatteindberetningsloven

Månedlig indberetning: SIL finder anvendelse første gang for januar 2019

Kvartalvis indberetning: SIL finder anvendelse første gang for 1. kvartal 2019

Årlig indberetning: SIL finder anvendelse første gang vedrørende kalenderåret 2019.

 

Dette betyder for de indberetninger, der 

  • skal ske månedligt, vil indberetningen efter skatteindberetningsloven ske første gang for januar måned 2019.

  • skal ske kvartalsvist, vil indberetningen efter skatteindberetningsloven  ske første gang for 1. kvartal 2019.

  • skal ske årligt, vil indberetningen efter skatteindberetningsloven ske første gang vedrørende kalenderåret 2019.

For indberetning vedrørende tidligere perioder finder de tidligere gældende regler om indberetning i den tidligere skattekontrollov anvendelse.

Det fremgår af SIL § 64, stk. 3, at indberetning efter SIL § 41 ikke finder anvendelse på indberetninger vedrørende indkomståret 2018 eller tidligere. For sådanne indberetninger finder de hidtil gældende regler i den tidligere SKL § 7 L anvendelse.

►De materielle reglers betydning for indberetningspligten

Bestemmelserne i SIL hviler på de materielle skatteretlige regler. Hvorvidt den indberetningspligtige skal indberette en oplysning til Skatteforvaltningen afhænger af, hvordan oplysningen kvalificeres efter dets materielle skatteretlige definition. Som udgangspunkt gennemgås de materielle skatteretlige regler ikke i forbindelse med gennemgangen af indberetningsreglerne, idet de materielle skatteretlige regler er gennemgået i andre afsnit i Den juridiske vejledning. Der henvises til indholdsfortegnelsen for den samlede vejledning.◄