Dette afsnit beskriver formålet og lovgrundlaget for, hvornår Toldstyrelsen kan bevillige godtgørelse af eller fritagelse for import- eller eksportafgifter (told).
I dette afsnit opstilles der en oversigt over de situationer, hvor debitor er berettiget til at få toldgodtgørelse eller at blive fritaget for at betale import- eller eksportafgift. Desuden handler afsnittet om de fælles betingelser og regler, der gælder for de forskellige situationer, der fremgår af EUTK art. 116, stk. 1.
Formål
Formålet med at give godtgørelse af eller fritagelse for import- eller eksportafgifter er, at toldmyndighederne kan tilbagebetale (godtgøre) et beløb, som allerede er betalt, eller lade være med at opkræve (fritage for) et beløb, når beløbet af den ene eller anden årsag ikke kan kræves betalt.
Der findes også særlige regler om myndighedsfejl, som vil blive beskrevet nærmere i dette afsnit. Reglen om myndighedsfejl, har til formål at beskytte debitors berettigede forventning om, at samtlige forhold, som ligger til grund for afgørelsen om godtgørelse eller fritagelse af afgifter, er korrekte.
Lovgrundlaget
Lovgrundlaget findes i:
-
Europa Parlamentet og Rådets Forordning (EUTK) art. 116-123
-
Kommissionens Delegerede Forordning (DF) art. 92-102 samt art. 148
-
Kommissionens Gennemførelsesforordning (GF) art. 172-181.
Begreberne om godtgørelse eller fritagelse for import- eller eksportafgifter (told), er defineret i EUTK art. 5, nr. 28 og nr. 29.
Begrebet...
|
Benyttes ved..
|
Godtgørelse
|
En afgørelse, hvor toldmyndighederne helt eller delvist tilbagebetaler et import- eller eksportafgiftsbeløb (told), der allerede er blevet betalt.
|
Fritagelse
|
En afgørelse, hvor toldmyndighederne helt eller delvist lader forpligtelsen til at betale et import- eller eksportafgiftsbeløb, der ikke er blevet betalt, bortfalde.
|
Se også
Se også Kommissionens hjemmeside, hvor der er offentliggjort forskellige informationer om bl.a. godtgørelse og fritagelse. Kommissionens hjemmeside kan findes på dette Link.
Bemærk
Der gives momsgodtgørelse i samme omfang og på tilsvarende betingelser som toldgodtgørelse.
Se ML § 45, stk. 4, samt Den juridiske vejledning - afsnit D.A.12.5 for mere information.