Er der flere debitorer om det fastsatte toldskyldsbeløb, hæfter de solidarisk.
Se EUTK art. 84.
Dette er bekræftet af EU-Domstolen i sag C-78/10, Berel, om fælles ansvar for en toldskyld.
I sagen fastslog Domstolen desuden, at såfremt en af debitorerne kan fritages for toldskylden, kan denne fritagelse ikke gøres generelt gældende af de øvrige debitorer.
Det vil sige, at i en situation, hvor der er solidarisk hæftelse for en toldskyld, gælder toldskyldens ophør i tilfælde af afgiftsfritagelse derfor kun det selskab, der har ansøgt om afgiftsfritagelsen, og kan ikke udstrækkes til de øvrige meddebitorer for denne skyld.
På samme måde fastslog Domstolen, at i forholdet mellem debitorerne kan en erhvervsdrivende, der anvender en toldspeditør, uanset om der er tale om en direkte eller indirekte repræsentation, under alle omstændigheder debitor for toldskylden i forhold til toldmyndighederne, og han kan ikke fritages for ansvar under henvisning til fejl begået af toldspeditøren. Modsætningsvist afviste Domstolen dog også, at en toldspeditør, hvis tjenesteydelser normalt efterspørges på grund af den pågældendes erhvervserfaring på toldområdet, kunne drage fordel af den manglende erfaring på området, som kendetegner den erhvervsdrivende, speditøren repræsenterer.
Domstolen har i sag C-224/16, AEBTRI, fastsat at den omstændighed, at en modtager har erhvervet eller opbevaret varer, som han vidste var omfattet af forsendelsesreglerne, men som ikke var frembudt, ikke i sig selv er tilstrækkeligt til at antage, at en sådan modtager vidste eller med rimelighed burde have vidst, at varerne var blevet unddraget toldtilsyn. Der var således ikke grundlag for, at den pågældende skulle anses for solidarisk hæftende for toldskylden.