Indhold
Afsnittet handler om de simple krav.
Afsnittet indeholder:
-
- Regel
- Skatte- og afgiftskrav
- Oversigt over domme, kendelser, afgørelser, SKM-meddelelser mv.
Regel
Efter fyldestgørelsen af de krav, der nævnes i KL §§ 93-96, betales i lige forhold de øvrige fordringer, bortset fra dem, der nævnes i KL § 98. Se afsnit G.A.3.4.1.4.8.6 Efterstillede krav om disse krav. Se KL § 97.
Renter og gebyrer af det simple krav for tiden indtil konkursdekretets afsigelse anmeldes også som simple krav.
Skatte- og afgiftskrav
Skyldige skatte- og afgiftsbeløb mv., der er opstået før fristdagen, anmeldes som simple krav. Det betyder, at skyldige moms- og afgiftsbeløb mv., der er stiftet i tiden, indtil skifteretten modtog begæring om rekonstruktionsbehandling eller konkurs, anmeldes som simple krav efter KL § 97.
Tilbagebetalingskrav vedrørende investeringsgoder, der overgår til en brug, for hvilken der ikke er fradragsret, er et simpelt krav, selv om kravet først kan konstateres ved konkursboets salg af investeringsgodet. Se UfR 1981.163 ØLD.
Selskabsskattekrav, der vedrører indkomstår forud for det indkomstår, hvori dekretet er afsagt, anmeldes i boet som simple krav.
Selskabsskatter, der vedrører det indkomstår, hvori konkursdekretet afsiges, vil kun være et konkursindkomstskattekrav. Se KKSL § 3, stk. 1, og afsnit C.C.9.3 Selskaber, fonde og foreninger mv.
Konkursmassen anvendes til at fyldestgøre krav på indkomstskat efter selskabsskatteloven og fondsbeskatningsloven for indkomstår, der udløber efter konkursdekretets afsigelse Se KL § 38.
Er der truffet bestemmelse om, at selskabets konkursindkomst er skattepligtig, anmeldes konkursindkomstskattekrav i boet som et simpelt krav efter KL § 97. Efter KL § 93, nr. 3, er der ikke grundlag for at indrømme fortrinsstilling for krav på indkomstskat, selv om skattekravet er opstået efter konkursen. Tilsvarende gælder for de følgende år indtil konkursens slutning.
Oversigt over domme, kendelser, afgørelser, SKM-meddelelser mv.
Skemaet viser relevante afgørelser på området:
Afgørelser
|
Afgørelsen i stikord
|
Yderligere kommentarer
|
Landsretsdomme
|
UfR.1981.163 ØLD
|
Et momsregistreret anpartsselskab med fradragsret for indgående afgift vedrørende et fabriksbyggeri blev erklæret konkurs. Boet fortsatte virksomhedens drift og blev momsregistreret. Efter en begæring, som blev indgivet på vegne af boet, blev den pågældende fabriksbygning solgt på tvangsauktion. Reguleringsforpligtelsen kunne ikke anses som en gæld, der var pådraget boet under dets behandling, og kunne derfor ikke anerkendes som massekrav. Kravet var et simpelt krav efter KL § 97.
|
►Som udgangspunkt er gæld, der opstår efter afsigelsen af konkursdekretet masse krav efter KL § 93. I nærværende tilfælde kunne gælden dog ikke anses for at være stiftet under boets behandling, hvorfor kravet måtte være et simpelt krav efter KL § 97. ◄
|