Indhold
Dette afsnit handler om, hvornår tidligere perioder med skattepligt til Danmark medfører, at en medarbejder ikke kan anvende forskerskatteordningen.
Afsnittet indeholder:
- Hovedregel
- Undtagelse - tidligere perioder under forskerskatteordningen
- Undtagelse - ophold forud for påbegyndelse af arbejde under forskerskatteordningen
- Undtagelse - ny arbejdsgiver og fortsat anvendelse af forskerskatteordningen
- Oversigt over domme, kendelser, afgørelser, SKM-meddelelser mv.
Hovedregel
Medarbejderen må ikke inden for de seneste 10 år forud for påbegyndelse af arbejde under forskerskatteordningen have været
- fuldt skattepligtig efter KSL § 1, eller
- begrænset skattepligtig efter KSL § 2, stk. 1, nr. 1-4, 7 eller 9-29, eller stk. 2, af bl.a.
- lønindkomst for arbejde udført her i landet, herunder skattepligtige personalegoder, vederlag i form af aktier, tegnings- og køberetter til aktier, vederlag for konkurrenceklausuler, fratrædelsesgodtgørelser og lignende samt lønindkomst for arbejde udført om bord på skib eller fly med hjemsted her i landet
- bestyrelseshonorar mv.
- indkomst fra erhverv med fast driftssted her i landet
- pensioner, sociale ydelser mv.
Se KSL § 48 E, stk. 3, nr. 1.
►Skatterådet har afgivet et bindende svar om, at der i forhold til KSL § 48 E, stk. 3, nr. 1, kan ses bort fra registrering af en skatteyders fulde skattepligt, når registreringen alene skyldes en fejl hos Skatteforvaltningen. Det er en betingelse, at der tidligere er foretaget en ligningsmæssig gennemgang af skatteyderens ophør af fuld skattepligt, samt at kan lægges til grund, at skattepligten ikke er genindtrådt, før skatteyderen påbegynder anvendelse af forskerskatteordningen. Se SKM2019.246.SR.◄
Undtagelse - tidligere perioder under forskerskatteordningen
Hvis medarbejderen har anvendt forskerskatteordningen under tidligere perioder med skattepligt til Danmark, indgår disse perioder ikke ved vurderingen af, om 10-års reglen er opfyldt. Se KSL § 48 F, stk. 2, 3. pkt. Det gælder dog kun, hvis medarbejderens skattepligt til Danmark ophørte samtidig med ophør af arbejde under ordningen.
►En medarbejder kan fortsat være under forskerskatteordningen i en periode, hvor vedkommende ikke opfylder vederlagskravet, når dette skyldes, at medarbejderen har barselsorlov. Efter barselsorloven kan medarbejderen fortsætte sit arbejde hos den danske arbejdsgiver og derved anvende en resterende periode under ordningen. En periode, hvor der ses bort fra vederlagskravet, vil dermed ikke medføre en tilsvarende forlængelse af ordningen, som stadig maksimalt er 7 år.
Såfremt medarbejderen senere ønsker at påbegynde et nyt ansættelsesforhold med en ny dansk arbejdsgiver, eller hvis medarbejderens skattepligt ophører, og vedkommende senere ønsker at anvende en resterende periode under ordningen, skal medarbejderen opfylde alle betingelser på ny. Ved at lade perioden under ordningen fortsætte under barsel undgås, at medarbejderen ikke kan opfylde kravet om, at vedkommende ikke må have været skattepligtig til Danmark inden for de seneste 10 år, jf. KSL § 48 E, stk. 3, nr. 1. Det skyldes, at der ifølge KSL § 48 F, stk. 2, 3. pkt., ses bort fra medarbejderens skattepligt i perioder, hvor medarbejderen tidligere har anvendt forskerskatteordningen. Se bemærkningerne til § 1, nr. 4 i Lovforslag nr. 30/2018 til lov nr. 1432 af 05/12/2018.◄
Se også
Se også afsnit C.F.6.1.4 Krav om minimumsløn - Barselsorlov
Ved lov nr. 1432 af 05/12/2018 § 1, nr. 4, er der vedtaget en ændring, således at personer, som tidligere har været omfattet af forskerskatteordningen, anses for at opfylde betingelsen i KSL § 48 E, stk. 3, nr. 1, selv om de pågældende inden for de seneste 10 år har været skattepligtige efter KSL § 2, stk. 1, nr. 1, af vederlag, der er udbetalt på baggrund af en ansættelsesperiode, som har dannet grundlag for beskatning under forskerskatteordningen.
Undtagelse - ophold forud for påbegyndelse af arbejde under forskerskatteordningen
Se afsnit C.F.6.1.2.
Undtagelse - ny arbejdsgiver og fortsat anvendelse af forskerskatteordningen
Se afsnit C.F.6.1.2.
Se også
Se også afsnit C.F.6.3.3 om godkendte forskere, der kan anvende forskerskatteordningen, selv om de har modtaget løn for gæsteundervisning i 10-års perioden forud for ansættelsen.
Oversigt over domme, kendelser, afgørelser, SKM-meddelelser mv.
Skemaet viser relevante afgørelser på området:
Afgørelse
|
Afgørelsen i stikord
|
Yderligere kommentarer
|
Landsskatteretten
|
SKM2009.72.LSR
|
Forskerskatteordningen kunne ikke anvendes af en skatteyder, der forud for ansættelsen havde været begrænset skattepligtig som kommanditist i to kommanditselskaber, der var indregistrerede i og blev administreret fra kontorer i Danmark.
|
Afgørelsen er truffet efter dagældende regel, hvorefter skatteyderen ikke måtte have været skattepligtig 3 år forud for ansættelsen. Fra og med indkomståret 2011 gælder reglen i 10 år forud for ansættelsen.
|
Skatterådet
|
SKM2019.246.SR
|
►Spørger ønsker at anvende forskerskatteordningen i forbindelse med en påtænkt flytning til Danmark. Han arvede 50% af en dansk udlejningsejendom i 2016, og han påtænker at erhverve en helårsbolig i Danmark, som udlejes, indtil han flytter hertil. Spørgers fulde skattepligt ophørte i 2005, men han blev fejlagtigt registreret som fuldt skattepligtig til Danmark i perioden 2007-2010. Skatterådet fandt, at spørger opfylder betingelsen om ikke at have været skattepligtig til Danmark i henhold til kildeskattelovens § 48 E, stk. 3, nr. 1, de seneste 10 år forud for den påtænkte ansættelse i Danmark. Skatterådet lagde vægt på, at spørger ikke har haft bopæl i Danmark siden 2005, at skatteforvaltningen foretog en ligningsmæssig behandling af spørgerens ophør af fuld skattepligt i 2005, og at der ikke efterfølgende er registreret ændringer i spørgerens forhold af betydning for anvendelse af forskerskatteordningen.◄
|
|