Indhold
Afsnittet beskriver den skattemæssige behandling, når to udenlandske EU/EØS-selskaber fusionerer.
Dette afsnit indeholder:
- Regel
- Det modtagende selskabs succession.
Regel
FUL § 15, stk. 3 handler om de skattemæssige konsekvenser af en fusion mellem to EU-selskaber. Bortset fra eventuelle danske aktionærer har fusionen kun skatteretlig betydning, hvis det indskydende selskab har et fast driftssted eller en fast ejendom i Danmark.
Ved lov nr. 1347 af 3. december 2013 er anvendelsesområdet for FUL § 15, stk. 3 blevet udvidet. Se FUL § 15, stk. 5. Udvidelsen betyder, at bestemmelsen i FUL § 15, stk. 3 også finder anvendelse ved fusion af to EØS-selskaber (der ikke samtidig er EU-selskaber) og ved fusion af et sådant EØS-selskab og et EU-selskab, der ikke er et dansk selskab. Det er en betingelse, at det eller de deltagende EØS-selskaber (der ikke samtidig er EU-selskaber) skal svare til danske aktie- eller anpartsselskaber. Der er tre EØS-lande, som ikke samtidig er medlemmer af EU. Det er Norge, Island og Liechtenstein.
Efter fusionen vil det modtagende selskab få et fast driftssted i Danmark. Det modtagende selskab succederer i anskaffelsestidspunkt, anskaffelsessum og hensigt vedrørende de aktiver og passiver, der både før og efter fusionen er omfattet af dansk beskatningsret. Se FUL § 15, stk. 3, 2. pkt.
Er der aktiver, der udgår af dansk beskatningsret i forbindelse med fusionen, skal avance/tab på disse aktiver medregnes ved opgørelse af den skattepligtige indkomst for det indskydende selskabs sidste indkomstår. Se FUL § 15, stk. 3, sidste pkt. og SEL § 7.
Se også
Se også afsnit C.D.5.4.2 om de regler i fusionsskatteloven, der anvendes på transaktionen, og om hvilke udenlandske selskabstyper, der er omfattet.
Det modtagende selskabs succession
Adgangen til succession er stort set identisk med den adgang til succession, der gælder, når et udenlandsk selskab fusioneres ind i et dansk selskab. Se FUL § 15, stk. 2 og afsnit C.D.5.2.4. Successionsadgangen er her dog indskrænket til aktiver og passiver, der ved fusionen knyttes til et fast driftssted eller en fast ejendom i Danmark.
Det vil sige i de tilfælde, hvor det udenlandske indskydende selskab har aktiver mv., der er knyttet til et fast driftssted her i landet, og som ved fusionen bliver overtaget af det udenlandske modtagende selskab og knyttet til dette selskabs faste driftssted her i landet. Det faste driftssted kan være et, der opstår ved fusionen, men det kan også være et fast driftssted, som det modtagende udenlandske selskab havde i forvejen. Se C.D.1.2.2 om begrebet "fast driftssted".
Reglerne i FUL § 8, stk. 5 om den skattemæssige behandling af aktiver og passiver, som det modtagende selskab ikke har erhvervet fra det indskydende selskab, og reglerne i FUL § 8, stk. 6-8 om fremførsel af underskud og tab, anvendes også her. Se afsnit C.D.5.2.7.2 om succession i hensigt mv., C.D.5.2.7.3 om fortabelse af underskud, C.D.5.2.7.4 om underskud i mellemperioden og C.D.5.2.7.5 om fortabelse af uudnyttede tab.
Successionen medfører, at beskatningen af de aktiver og passiver, der overgår til det modtagende udenlandske selskabs faste driftssted i Danmark, udskydes, indtil aktiverne afhændes eller driftsstedet nedlægges. Se SEL § 7 og § 7 A om ophørsbeskatning af kapitalgevinster ved afhændelse af skatterelevante aktiver. Hvis nogle af aktiverne og passiverne i det indskydende selskabs faste driftssted i Danmark udgår af den danske beskatningsret i forbindelse med fusionen, skal der ske ophørsbeskatning i relation til disse.
SKM2011.839.SR. Sagen vedrørte et svensk selskab, der ønskede at fusionere med et belgisk selskab. Det svenske selskab havde en filial i Danmark. Begge de fusionerede selskaber var omfattet af begrebet selskab i en medlemsstat i artikel 3 i direktiv 90/434/EØF. I FUL § 15, stk. 3 er det fastsat, at § 8, stk. 1-4 alene finder anvendelse på de af det indskydende selskabs aktiver og passiver mv., der som følge af fusionen er knyttet til det modtagende selskabs faste driftssted eller faste ejendom her i landet. Fortjeneste og tab på andre aktiver og passiver beskattes efter reglerne i SEL § 7. Det indskydende selskabs filial, filial af Selskab D (Sverige), forblev uændret efter fusionen i Danmark, hvorfor de overførte aktiver og passiver fortsat skulle anses for at udgøre et fast driftssted her i landet. Skatteministeriet meddelte forbehold om, at en skattefri fusion alene omfatter de aktiver og passiver, der som følge af fusionen knyttes til det modtagende selskabs faste driftssted eller faste ejendom her i landet. For øvrige aktiver og passiver skal der ske beskatning i henhold til SEL § 7. I det omfang der derfor i forbindelse med fusionen var goodwill mv., der udgik af dansk beskatning, skulle der ske beskatning.
EØS-selskaber
Det er en betingelse for at anvende fusionsskattelovens regler, at det eller de deltagende EØS-selskaber (der ikke samtidig er EU-selskaber) skal svare til danske aktie- eller anpartsselskaber. Succession vil dog ikke være udelukket, hvis det udenlandske selskab på mindre væsentlige punkter afviger fra danske aktie- og anpartsselskaber.
Det skal på SKATs forespørgsel kunne dokumenteres, at EØS-selskabet svarer til et dansk aktie- eller anpartsselskab, hvilket fx vil kunne ske ved, at der forelægges oplysninger om det pågældende selskab og om de regler, som selskabet er undergivet. Det vil i den forbindelse være et grundlæggende krav, at der er tale om et erhvervsdrivende selskab med en fast selskabskapital og selskabets øvrige formue. Selskabet skal også være undergivet en retlig regulering.
Det vil bero på en konkret vurdering, hvornår et selskab svarer til et dansk aktie- eller anpartsselskab.
Oversigt over domme, kendelser, afgørelser, SKM-meddelelser mv.
Skemaet viser relevante afgørelser på området:
Afgørelse
|
Afgørelsen i stikord
|
Yderligere kommentarer
|
Skatterådet
|
►SKM2019.266.SR◄
|
►To engelske forsikringsselskaber ønskede – på grund af Brexit – at flytte deres hjemsted til land Y1. Begge selskaber havde filialer i Danmark.
Skatterådet bekræftede efter spørgers ønske, at omstruktureringen ikke havde nogen danske skattemæssige konsekvenser.◄
|
|
SKM2016.243.SR
|
Skatterådet kunne bekræfte, at en skattefri fusion efter fusionsskattelovens § 15, stk. 3, mellem et britisk selskab og et irsk selskab ikke udløste dansk beskatning i det britiske selskabs danske filial. Skatterådet kunne ligeledes bekræfte, at den skattefri fusion hverken ville udløse dansk beskatning i det ophørende britiske selskab eller i det fortsættende irske selskab. Endelig kunne Skatterådet bekræfte, at skattemæssige fremførselsberettigede underskud pr. 31. december 2015 i det britiske selskabs danske filial ville fortabes som følge af fusionen.
|
|
SKM2015.544.SR |
Skatterådet bekræftede, at en fusion mellem selskab A i X-land og selskab B i Y-land, hvorved de to selskabers faste driftssteder i Danmark sammenlægges, kunne gennemføres skattefrit i Danmark. Skatterådet kunne ikke bekræfte, at sammenlægningen af de faste driftssteder i Danmark, vil have skattemæssig virkning fra og med den 1. januar 2015, uanset hvorvidt fusionsdatoen i henholdsvis X-land og Y-land måtte blive fastsat til en anden dato end den 1. januar 2015, og uanset hvorvidt fusionsdatoen i X-land og Y-land måtte være sammenfaldende med skæringsdatoen for det modtagende selskabs regnskabsår. Skatterådet bekræftede, at sammenlægningen af de faste driftssteder i Danmark, vil have skattemæssig virkning som skattefri fusion i Danmark på det tidspunkt, hvor fusionen i henholdsvis X-land og Y-land vil have skattemæssig virkning. Skatterådet bekræftede, at sammenlægningen af de faste driftssteder i Danmark, kan gennemføres som skattepligtig fusion, uanset om fusionen i X-land og Y-land gennemføres skattefrit efter de der gældende regler. Skatterådet bekræftede, at sammenlægningen af de faste driftssteder i Danmark, kan gennemføres som skattefri fusion, uanset at fusionen anses som skattepligtig fusion efter reglerne i X-land og Y-land.
|
|
SKM2011.839.SR |
Et svensk selskab med et fast driftssted i Danmark kunne fusionere med et belgisk selskab. Begge selskaber var omfattet af begrebet "selskab i en medlemsstat". Det svenske selskabs filial i Danmark ville også efter fusionen udgøre et fast driftssted i Danmark, men nu tilhøre det belgiske selskab. |
|