Indhold

Dette afsnit handler om den hjemmel, der er i toldloven til at tilbageholde varer, der er indført enten illegalt eller legalt uden betaling af told og afgifter.

Afsnittet indeholder:

Formål
Tilbageholdelse
Beslaglæggelse
Anmodning om beslaglæggelse
Udlevering af varerne
Bortsalg
Destruktion
Oversigt over domme, kendelser, afgørelser, SKM-meddelelser mv.

Formål

Formålet med at tilbageholde varer er igennem varernes værdi at få sikkerhed for den manglende betaling af told og/eller afgifter, sagens omkostninger og bøden. ►◄

Tilbageholdelse

Skatteforvaltningen eller politiet kan på Skatteforvaltningens vegne tage varer i bevaring, når det drejer sig om:

Varer, der er fundet under toldkontrol ved ankomst til det danske toldområde fra 3. lande, eller i forbindelse med forfølgelse af personer på friske spor. Se TDL § 24, stk. 1.
Punktafgiftspligtige varer medført af rejsende ved indrejse i det danske toldområde fra et andet sted i EU´s toldområde, som ikke kan anses for at være indført til eget brug, kan tilbageholdes til sikkerhed for betaling af de danske punktafgifter. Se TDL § 11, stk. 1-3 og § 11 a, stk. 1.
Likvide midler, der svarer til værdien af 10.000 euro eller derover, hvis det må befrygtes at de stammer fra eller vil blive brugt til en overtrædelse af straffeloven.

Såfremt varerne ikke er taget i bevaring umiddelbart i forbindelse med indførslen af varerne, kræver tilbageholdelsen besidderens skriftlige samtykke. Hvis der ikke foreligger samtykke, kan der kun tilbageholdes med henblik på beslaglæggelse. Se TDL § 83, stk. 1, 2. punktum.

Bemærk

Varer omfatter også køretøjer, for hvilke der er indtrådt registreringspligt, og hvor der ikke er betalt afgifter efter den danske lovgivning derom.

Beslaglæggelse

Beslaglæggelse sker efter ►fremgangsmåden i◄ retsplejelovens kapitel 74.

Beslaglæggelse er et tvangsindgreb, og politiet skal inden 24 timer fra tidspunktet for tilbageholdelsen forelægge sagen for retten, der ved kendelse afgør, om indgrebet kan godkendes. Se RPL § 806, stk. 4, 2. pkt.

I kendelsen anføres de konkrete omstændigheder i sagen, som begrunder at betingelserne for indgrebet er opfyldt. Se RPL § 806, stk. 2, 2. pkt.

Indgrebet må ikke foretages, hvis det står i misforhold til sagens betydning, eller hvis indgrebets formål kan opnås ved mindre indgribende foranstaltninger, herunder sikkerhedsstillelse. Se RPL § 805, stk. 1 og 2.

Bemærk

Da formålet med beslaglæggelsen er at tage varerne i sikkerhed for betaling af afgifter, sagsomkostninger og bøde, er det muligt at frigøre sig fra beslaglæggelsen ved at stille sikkerhed i form af et pengebeløb.

Anmodning om beslaglæggelse

Anmodningen skal overgives til politiet i skriftlig form så hurtigt som muligt, da der løber en frist på 24 timer fra tilbageholdelsen, til sagen bliver forelagt for retten.

Anmodningen skal indeholde

►hvilke regler, der er overtrådt◄
størrelsen af de unddragne afgifter og forventede sagsomkostninger
varernes anslåede værdi og
begrundelse for anmodningen, herunder at der ikke er stillet anden sikkerhed.

Bemærk

Hvis ejeren ikke er mistænkt for en strafbar overtrædelse, kan beslaglæggelse ►kun ske til sikkerhed for det offentliges krav på betaling af afgiftskravet. Beslaglæggelse også til sikkerhed for betaling af bøde og sagsomkostninger kræver, at ejeren med rimelig grund er mistænkt for en strafbar handling.◄ Se SKM2013.70.HR, ►SKM2017.497.ØLR og SKM2019.66.ØLR.◄

Udlevering af varerne

Når skyldige told-, afgifts- og bødebeløb samt sagsomkostninger er betalt, udleveres de varer, der er tilbageholdt eller beslaglagt. Se TDL § 83, stk. 3.

Bortsalg

Hvis varerne ikke er afhentet inden 2 måneder efter udløbet af den måned, i hvilken sagen er endelig afgjort, sælges de af Skatteforvaltningen ved offentlig auktion. Tid og sted for auktionen skal offentliggøres.

Det indkomne beløb skal anvendes til betaling af

omkostninger ved opbevaring og salg og derefter
skyldige told-, afgifts- og bødebeløb og sagsomkostninger.

Et eventuelt overskud udbetales til ejeren, hvis denne melder sig inden der er gået 3 år efter auktionen. Ejeren skal kunne dokumentere sin ejendomsret til de bortsolgte varer. Se TDL § 83, stk. 3.

Destruktion

Hvis varerne ikke er gode og forsvarlige handelsvarer (eksempelvis gamle tobaksvarer og ukurante tobaks- og spiritusvarer), kan disse varer destrueres under toldkontrol. Se TDL § 83, stk. 3.

Destruktionen af tobaksvarer sker i offentlige forbrændingsanlæg, og destruktionen af fx spiritusvarer sker ved tilsætning af vejsalt eller eddikesyre, inden de enten videresendes til offentlig kemikalieaffaldshåndtering eller bliver anvendt som hjælpestof ved rensning af kloakaffald på de offentlige spildevandsanlæg.

Bemærk

Skatteforvaltningen har et ansvar for, at der er tale om gode forsvarlige handelsvarer. Ved store partier spiritus af ukendte fabrikater, bl.a. på grund af manglende dokumentation for varernes oprindelse og kvalitet, er der grund til at være tilbageholdende med at sælge varerne.

Oversigt over domme, kendelser, afgørelser, SKM-meddelelser mv.

Skemaet viser relevante afgørelser på området:

Afgørelser	Afgørelsen i stikord	Yderligere kommentarer
Højesteretsdomme
SKM2013.70.HR	Politiet havde fået en henvendelse fra borgere, der havde set A køre i en Mercedes, der var forsynet med svenske nummerplader fra en afmeldt bil. Byretten fandt, at A måtte anses som bruger af bilen, og han havde derfor overtrådt REGAL § 27, stk. 1, nr. 3. Betingelserne for beslaglæggelse anså retten for opfyldt. Landsretten tiltrådte, at der var en begrundet mistanke om, at A havde overtrådt REGAL § 27. Efter TDL § 83, stk. 1, 2. pkt. kan varer med hensyn til hvilke told eller afgifter er unddraget eller søgt unddraget, tages i forvaring eller beslaglægges under iagttagelse af reglerne i retsplejelovens kapitel 74. Da ejeren af bilen ikke var mistænkt fandt retten ikke hjemmel til beslaglæggelse af bilen efter RPL § 802, stk. 1. Der er i henhold til denne bestemmelse ikke hjemmel til beslaglæggelse med henblik på at sikre det offentliges krav på bøde og sagsomkostninger. Højesteret udtalte, at efter forhistorien bag TDL § 83, stk. 1, 2. pkt. samt bestemmelsens sammenhæng med § 83, stk. 3 og 5, fandt højesteret at § 83, stk. 1, 2. pkt.'s henvisning til retsplejelovens kapitel 74 ikke indebar, at det er udelukket at beslaglægge varer, med hensyn til hvilke afgift var unddraget, selv om ejeren ikke er mistænkt for overtrædelse af afgiftsbestemmelserne og betingelsen i RPL § 802, stk. 2 om mistanke til ejeren, således ikke er opfyldt. Højesteret fandt dog, at beslaglæggelsen ikke kan ske til sikkerhed for betaling af bøde og sagsomkostninger. Beslaglæggelsen kan kun ske til sikkerhed for det offentliges krav på betaling af afgifter.
Landsretsdomme
►SKM2019.66.ØLR◄	►SKAT havde beslaglagt en personbil, som T førte på færdselslovens område i Danmark og som var indregistreret i udlandet. T var bosat i Danmark, men oplyste at han arbejdede for en udenlandsk virksomhed i samme land, som bilen var indregistreret i. Byretten fandt, at betingelserne for at foretage beslaglæggelse var opfyldt. Landsretten fandt, at der var rimelig grund til at antage, at kørslen udgjorde en overtrædelse af registreringsloven og registreringsafgiftsloven. Landsretten bemærkede, at der i toldlovens § 83 var hjemmel til at beslaglægge varer med henblik på at sikre unddragne afgiftskrav, uanset om ejeren har haft til hensigt at unddrage sig afgift, og da beslaglæggelsen ikke var i strid med proportionalitetsprincippet tiltrådte landsretten, at beslaglæggelse var foretaget til sikkerhed for afgiftskrav. For så vidt angik bøde og sagsomkostninger henviste landsretten til, at beslaglæggelse efter toldlovens § 83 alene kan se, såfremt ejeren med rimelig grund er mistænkt for en strafbar handling, hvilket landsretten i det konkrete tilfælde også fandt godtgjort.◄
►SKM2017.497.ØLR◄	►SKAT havde beslaglagt en personbil til sikkerhed for afgiftskrav, bøde og sagsomkostninger. T1 havde hentet bilen i Tyskland for sin arbejdsgiver T2, der havde købt bilen, og den var på standsningstidspunktet påført tyske eksportnummerplader. T1 forklarede, at bilen skulle hjemtages til Danmark og opbevares, indtil den skulle sælges, og den manglende anmeldelse skyldes alene misforståelse af reglerne. Byretten fandt, at T2 (ejeren) med rimelig grund var mistænkt for at ville overtræde registreringsafgiftsloven, og at beslaglæggelsen ikke var i strid med proportionalitetsprincippet i retsplejelovens § 805. T1 og T2 gjorde for landsretten bl.a. gældende, at reglerne ikke var overtrådt, men selv hvis reglerne måtte være overtrådt, var betingelserne for beslaglæggelse ikke opfyldt, idet der ikke var begrundet mistanke om, at T1 og T2 havde haft til hensigt at overtræde registreringsafgiftsloven. Landsretten fandt, at der var rimelig grund til at antage, at T2 havde tilsidesat registreringsloven og registreringsbekendtgørelsen. Retten udtalte, at toldlovens § 83 giver hjemmel til at beslaglægge varer med henblik på at sikre afgiftskrav, uanset om der er grund til at antage, at ejeren har haft til hensigt at unddrage sig afgift. Landsretten tiltrådt på den baggrund beslaglæggelsen til sikkerhed for afgiftskravet. Landsretten fandt endvidere på det foreliggende grundlag, at der var rimelig grund til at antage, at T2 i hvert fald havde gjort sig skyldig i overtrædelse af registreringsloven og registreringsbekendtgørelsen. Herefter tiltrådt landsretten, at betingelserne for beslaglæggelse var opfyldt, og at beslaglæggelsen ikke var i strid med proportionalitetsprincippet i retsplejelovens § 805.◄
Byretsdomme
SKM2012.664.BR	SKAT havde i medfør af TDL § 83, beslaglagt og bortsolgt en gulpladebil, som havde mistet sin afgiftsmæssige identitiet. Bilen var bortsolgt med henblik på at dække kravet på registreringsafgift, som var rejst mod den registrerede bruger. Sagsøger var oprindeligt panthaver i bilen og gjorde gældende, at denne panteret skulle respekteres ved bortsalget. Efter TDL § 83, stk. 3, går SKATs krav på fyldestgørelse forud for ejerens ret. Retten anførte, at det følger af SKM2013.70.HR, at der kan ske beslaglæggelse af en bil, selvom afgiftskravet er rejst mod en anden end bilens ejer. Herefter fandt retten, at sagsøgeren som panthaver ikke kunne opnå bedre ret end ejeren.