Dette afsnit handler om det materielle grundlag for et søgsmål.
Hovedreglen er, at en administrativ afgørelse først kan indbringes for domstolene, når der foreligger en endelig administrativ afgørelse. Se SFL § 48, stk. 1.
Der foreligger en endelig administrativ afgørelse, når den øverste forvaltningsmyndighed på området har fået spørgsmålet forelagt til prøvelse, og denne klageinstans enten har afgjort spørgsmålet eller har afvist at behandle spørgsmålet.
Skatteforvaltningsloven blev indført i forbindelse med sammenlægningen af de kommunale og statslige skattemyndigheder i 2005 og erstattede den tidligere skattestyrelseslov. Bestemmelserne om krav til en endelig administrativ afgørelse og frister for sagsanlæg er videreført i skatteforvaltningsloven, hvorfor også tidligere retspraksis er relevant som fortolkningsbidrag.
Hvis der ikke er tale om en endelig administrativ afgørelse, vil Skatteministeriet nedlægge påstand om, at sagen afvises. Det er en formalitetsindsigelse, som retten tager stilling til inden den materielle del af sagen forberedes.
En særlig problemstilling er sager, hvor Landsskatteretten alene har truffet en formalitetsafgørelse, fx. afvist sagen, eller hvor der under sagsbehandlingen i Landsskatteretten træffes en afgørelse om formaliteten.
Det er muligt at anlægge sag alene om en formalitetsindsigelse, men det er ikke muligt at inddrage det materielle i retssagen, før der foreligger en endelig afgørelse af det formelle spørgsmål.
Folketingets Ombudsmand bemærkede i en udtalelse af 26. april 2004 til et revisionsfirma, at anvendelsesområdet for skatteforvaltningslovens bestemmelse om, at der skal foreligge en endelig afgørelse bør fastlægges af domstolene, hvorfor ombudsmanden ikke ville gå ind i sagen. Et revisionsfirma havde klaget til Folketingets Ombudsmand over, at Landsskatteretten havde afsagt en formalitetskendelse i en konkret skattesag, og at Skatteministeriet havde nægtet at godkende en suspension af fristen for sagsanlæg, indtil Landsskatteretten havde truffet afgørelse i den materielle del af sagen. Se SKM2004.212.DEP.
Skemaet viser relevante afgørelser om rækkevidden af prøvelsen, når der ikke foreligger en endelig administrativ afgørelse af sagens materielle spørgsmål.
|
Afgørelse
|
Afgørelsen i stikord
|
Yderligere kommentarer
|
|
Højesteretsdomme
|
|
SKM2015.332.HR
|
I en kæresag for Højesteret, hvor landsretten i den indkærede afgørelse havde skrevet, at Skatteministeriets anmodning om kumulation blev taget til følge, nåede Højesteret frem til, at landsretten havde truffet afgørelse om samlet behandling af to sager i medfør af RPL § 254, stk. 1, hvilket ikke kunne indbringes for Højesteret, jf. RPL § 254 stk. 1, 2. pkt.
|
|
|
SKM2007.183.HR
|
Skattemyndighederne havde ikke taget stilling til spørgsmål om fradrag for udgifter. Dette spørgsmål kunne derfor ikke prøves af Højesteret, der ikke fandt grundlag for at fravige hovedreglen i SFL § 48, stk. 1.
|
Se også SKM2011.450.ØLR om periodisering |
|
Landsretsdomme
|
|
SKM2013.889.ØLR
|
Det forhold, at SKAT tilsluttede sig en kontorindstilling fra Landsskatteretten, der gav skatteyderen medhold, kunne ikke føre til, at Skatteministeriet var afskåret fra at indbringe Landsskatterettens afgørelse for domstolene. Skatteministeriet var endvidere ikke bundet af SKATs tilkendegivelse. |
|
|
SKM2013.414.ØLR
|
En sag blev afvist, da en stillingtagen til sagsøgerens påstand var uden betydning for parternes indbyrdes retsstilling, da der ikke eksisterede nogen konkret retlig tvist mellem sagsøgerne og sagsøgte, samt at afklaring af, hvorvidt det af påstanden omhandlede materielle spørgsmål gav grundlag for strafferetlig forfølgning af de sagsøgende selskaber, måtte ske hos anklagemyndigheden og eventuelt senere i straffeprocessens former. |
|
|
SKM2011.389.VLR
|
Landsskatteretten havde alene taget stilling til spørgsmål om genoptagelse af skatteansættelsen for indkomståret 2002. Landsretten afviste derfor at behandle appellantens materielle påstand om nedsættelse af den skattepligtige indkomst for dette indkomstår, jf. SFL § 48. |
Den administrative rekurs ikke udnyttet
|
|
SKM2003.551.VLR
|
Landsskatteretten havde afvist genoptagelse, og alene dette spørgsmål kunne prøves. Behandling af sagens materielle indhold blev afvist.
|
Alene prøvelse af formalitets-
spørgsmål
|
|
SKM2001.581.VLR
|
Landsskatteretten havde afvist behandling af klagen pga. fristoverskridelse, og alene dette spørgsmål kunne prøves.
|
Alene prøvelse af formalitets-
spørgsmål
|
|
Byretsdomme
|
|
SKM2018.330.BR
|
En række skatteydere havde deltaget som såkaldte investorer i et lånearrangement, og de påstod sig berettigede til betydelige rentefradrag.
Personkredsen bag selskaberne, som havde udbudt lånearrangementet, blev, efter at Landsskatteretten havde nægtet investorerne rentefradrag, fundet skyldige i bedrageri af særlig grov beskaffenhed over for investorerne og for skattesvig af særlig grov karakter. Straffedommen lagde til grund, at investorerne aldrig reelt havde optaget noget lån og derfor heller ikke havde været berettiget til at opnå et rentefradrag.
Skatteyderne frafaldt herefter påstanden om rentefradrag, men nedlagde i stedet påstand om, at SKATs afgørelser, hvorved de var blevet nægtet det selvangivne rentefradrag, skulle hjemvises med henblik på stillingtagen til, om de var berettiget til fradrag for deres tab ved deltagelse i lånearrangementet. Byrettens tre dommere fandt, at der ikke var en sådan klar sammenhæng mellem dette spørgsmål og spørgsmålet om berettigelsen af rentefradraget, som Landsskatteretten i sagen havde taget stilling til, at spørgsmålet kunne prøves af byretten, jf. SFL § 48, stk. 1.
|
|
|
SKM2017.630.BR
|
Skatteankestyrelsen havde afvist at behandle sagen på baggrund af, at SKAT havde meddelt, at man ikke havde truffet nogen afgørelse, men at det nu ville ske. Skatteankestyrelsen har således ikke prøvet SKATs afgørelse om forældelsesspørgsmålet. Sagsøgeren indbragte Skatteankestyrelsens afvisning for domstolene med påstand om, at Skatteministeriet skulle anerkende, at en række fordringer var forældede. Sagsøgeren ønskede ikke at nedlægge påstand om hjemvisning til realitetsbehandling ved Skatteankestyrelsen. Spørgsmålet om afvisning blev udskilt til særskilt prøvelse i medfør af retsplejelovens § 253, stk. 1. Byretten fandt, at sagsøgerens påstand gik ud over, hvad der kunne prøves i henhold til skatteforvaltningslovens § 48, og sagen blev derfor afvist.
|
|
|
SKM2013.697.BR
|
En sagsøger havde ikke fremlagt dokumentation i form af klagebrev eller lignende for, at et motorankenævns afgørelse var blevet påklaget til Landsskatteretten. Byretten tog herefter afvisningspåstanden til følge. |
|
| SKM2013.229.BR |
Det forhold, at SKAT og skatteankenævnet havde anført en anden begrundelse end Landsskatteretten for en skønsmæssig forhøjelse var uden betydning for rettens prøvelse af Landsskatterettens afgørelse. |
|
| SKM2012.36.BR |
Da der ikke forelå en kendelse fra Landsskatteretten om det spørgsmål, som sagsøgeren ønskede at få prøvet, blev sagen afvist. |
|
| SKM2011.452.BR |
Klage til Landsskatteretten var bortfaldet som følge af manglende betaling af retsafgiften. Genfremsendelse af klagen blev ikke betragtet som anmodning om genoptagelse. Da Landsskatteretten alene havde prøvet, om der var grundlag for at behandle klagen, selv om den var indgivet for sent, og ikke om der var grundlag for genoptagelse, afviste byretten at tage stilling til spørgsmålet om genoptagelse, jf. SFL § 48. |
Den administrative rekurs ikke udnyttet. |
|
SKM2007.551.BR
|
Afvisning af sagen, da den administrative rekursadgang ikke var udnyttet.
|
|
|
SKM2007.545.BR
|
Afvisning af sagen, da den administrative rekursadgang ikke var udnyttet. Sagsøgers anbringende om, at sagen ikke var egnet til behandling i Landsskatteretten, blev afvist.
|
|
|
SKM2002.521.BR
|
Prøvelsesretten efter konkurslovens § 242 var afskåret, da der ikke forelå en endelig administrativ afgørelse.
|
Se også TfS 2000, 638 ØLR
|
|
Andet
|
|
SKM2004.212.DEP
|
Afvisning af fristforlængelse for indbringelse af formalitetspørgsmål indtil den materielle del af sagen er færdigbehandlet i Landsskatteretten.
|
|