Indhold
Dette afsnit beskriver Skatteforvaltningen væsentligste opgaver og kompetencer i forbindelse med opkrævning.
Afsnittet indeholder:
- Skatteforvaltningens arbejdsopgaver i forbindelse med opkrævningen
- Hvis skyldner har indsigelser mod kravets eksistens eller størrelse
- Skatteforvaltningens kompetence
- Hvornår kan et krav overdrages til RIM?
- Væsentlige ændringer i skyldners forhold efter fordringens overdragelse til RIM.
- Oversigt over domme, kendelser, afgørelser, SKM-meddelelser mv.
Skatteforvaltningens arbejdsopgaver i forbindelse med opkrævningen
Det fremgår af lovens forarbejder (OIL og INDOG), at fordringshaveren som før skal varetage det almindelige opkrævningsarbejde, herunder rykkerprocedure, efter de fastlagte regler og procedurer om dette.
Ved opkrævning forstås derfor:
- Udsendelse af opkrævninger og regninger mv. til borgere og virksomheder
- Kontrol af, om betaling finder sted inden for den fastsatte betalingsfrist
- Eventuelt efterfølgende udsendelse af rykkere.
Rentetilskrivning
De enkelte fordringer forrentes efter gældende regler indtil den 1. i måneden efter overdragelse af kravet til RIM.
Se også
Se også afsnit A.D.8.1 om renter og gebyrer
Underretning til skyldner om fordringens overdragelse
Det er desuden fordringshaverens opgave at underrette skyldneren skriftligt, når fordringen overdrages til RIM. I praksis kan underretningen til skyldneren ske som et led i opkrævningsproceduren, fx på selve opkrævningen, på selve betalingsaftalen eller på sidste rykker, inden fordringshaveren overdrager fordringen til RIM. Se INDOG § 2, stk. 4.
Hovedreglen er, at det er en betingelse, at fordringshaver skriftligt informerer skyldneren om, at fordringshaveren overdrager fordringen til RIM, før overdragelsen finder sted. Se SKM2017.661.LSR, hvor Landsskatteretten fandt, at betingelserne for, at Skatteforvaltningen (SKAT) var berettiget til at undlade at underrette klageren om oversendelse af et krav til inddrivelse, ikke var opfyldt, og inddrivelsesrenter var derfor pålagt med urette.
Fordringshaver kan dog undlade at informere skyldneren, hvis han/hun antager, at muligheden for at opnå dækning ellers vil blive væsentligt forringet. Det fremgår af lovens bemærkninger (INDOG), at undtagelsesbestemmelsen kun kan anvendes i særlige situationer, hvor der kan være behov for at handle hurtigt for at sikre det offentliges krav. Det kan fx være ved
- foretagelse af arrest
- ved foretagelse af udlæg uden forudgående underretning efter RPL § 486 og § 493
- ved indgivelse af konkursbegæring, fx i sager, hvor der optræder økonomisk kriminalitet eller for uforfaldne krav konstateret i forbindelse med kontrol i en virksomhed.
I disse særlige situationer, der især opstår i forhold til fordringer, som vedrører virksomheder, bør formelle regler om underretning af skyldner om overdragelsen af fordringen til RIM ikke forhindre en effektiv inddrivelse eller forårsage tab for det offentlige.
Fordringshaveren skal også give skyldneren besked, hvis fordringen tilbagekaldes fx med henblik på en henstand med betalingen.
Oplysninger ved overdragelsen af kravet
Ved overdragelse af fordringen til RIM skal fordringshaveren benytte skyldners cpr.nr. eller cvr.nr. som journalnummer. Oplysningerne kan dog undlades, hvis det godtgøres, at det ikke har været mulige at fremskaffe disse.
Fordringshaveren skal give alle oplysninger, som efter RIMs bestemmelse er nødvendige for inddrivelsen, herunder oplysning om
- fordringens stiftelsestidspunkt,
- forfaldstidspunkt,
- sidste rettidige betalingstidspunkt,
- rentesats,
- hovedstol,
- tilskrevne renter,
- gebyrer og omkostninger
Se inddrivelsesbekendtgørelsens § 3, stk. 2.
Se også
Se også afsnit A.D.3 Stamdata – stiftelse , forfald og sidste rettidige betalingsdag
Fejl ved oversendte fordringer
Hvis RIM har kendskab til eller mistanke om datafejl ved oversendte fordringer, der kan henføres til forhold hos fordringshaveren eller den, der på vegne af fordringshaveren opkræver fordringen, kan RIM helt eller delvis suspendere inddrivelse af fordringer, der efter RIM´s skøn kan være berørt af fejlen. Se INDOG § 2, stk. 5.
Fordringer som er omfattet af suspensionen forrentes fortsat. Se INDOG § 2, stk. 6.
RIM ophæver først suspensionen af fordringerne, når fordringshaveren eller den, der på vegne af fordringshaveren opkræver fordringen har gennemført en undersøgelse af fordringerne og derigennem identificeret og tilbagekaldt de fordringer, som har vist sig at være berørt af fejlen. RIM fastsætter en frist for tilbagekaldelsen af de fejlramte fordringer. Hvis fordringshaveren eller den, der på vegne af fordringshaveren opkræver fordringen, ikke inden for fristen har identificeret og tilbagekaldt de fordringer, der er berørt af fejlen, kan RIM tilbagesende samtlige fordringer med renter og gebyrer, der omfattes af suspensionen. Se INDOG § 2, stk. 5.
Hvis RIM ophæver suspensionen af fordringerne, genindtræder de fordringer, som ikke er tilbagekaldt af fordringshaver eller den, der på vegne af fordringshaveren opkræver fordringen, i dækningsrækkefølgen efter INDOG§ 4. Dækninger, som RIM har foretaget på skyldnerens anden gæld i den periode, hvor fordringerne var omfattet af suspensionen, ophæves ikke. RIM kan ved tilbagesendelse af fordringer, træffe beslutning om, hvorvidt dækninger, der allerede er foretaget på de berørte fordringer, mens de var under inddrivelse, skal ophæves, og om, hvorvidt tilskrevne inddrivelsesrenter skal ophæves. Se INDOG§ 2, stk. 7.x
Hvis en virksomhed anmoder om genoptagelse af en tilsvarsfastsættelse e.l.
Som opkrævningsmyndighed har Skatteforvaltningen kompetencen til at afgøre, om en anmodning om genoptagelse af en skatteansættelse eller et afgiftstilsvar skal imødekommes. Da pantefogeden formelt ikke er en del af opkrævningen, men er ansat i RIM og dermed kun tilknyttet inddrivelsesarbejdet, kan pantefogeden ikke træffe en afgørelse om, hvorvidt der skal genoptages eller foretages beregning af virksomhedens ændrede momstilsvar. Dette gælder, uanset om der er tale om ordinær genoptagelse eller ekstraordinær genoptagelse.
Dette betyder, at hvis pantefogeden eller en inddrivelsesmedarbejder i forbindelse med inddrivelse af fx en momsrestance, modtager en momsangivelse eller andet, der må sidestilles med en anmodning om genoptagelse af virksomhedens momstilsvar, herunder genoptagelse af foreløbige fastsættelser, skal pantefogeden videregive anmodningen til Skatteforvaltningen (opkrævningen) til behandling og afgørelse. Se SKM2008.221.SKAT
Hvis skyldner har indsigelser mod kravets eksistens eller størrelse
Det er Skatteforvaltningen, der skal afklare tvister om kravets eksistens eller størrelse. Se INDOG § 2, stk. 2.
Det gælder også, hvis en fordring er overdraget til RIM, og der efterfølgende rejses tvivl om kravets eksistens eller størrelse. Disse indsigelser medfører som regel ikke, at RIM udsætter inddrivelsen af fordringen.
RIM kan dog sætte inddrivelsen i bero, hvis det virker urimeligt, at fortsætte inddrivelsen af et omtvistet krav.
Hvis Skatteforvaltningen ikke forsøger at afklare skyldnerens indsigelser om kravets eksistens eller størrelse indenfor rimelig tid, kan RIM sende kravet tilbage til Skatteforvaltningen.
Se også
- SKM2009.8.SKAT
- afsnit G.A.1.2.3 Opgaver og kompetencer i forbindelse med inddrivelsesarbejdet, der nærmere behandler RIMs mulighed for at tillægge skyldners indsigelse opsættende virkning.
Skatteforvaltningen kompetence
Nedenstående skema viser, hvilke midler en fordringshaver kan benytte under opkrævningen af en fordring.
|
|
Afdragsordning
|
Når skyldner anmoder om det, kan fordringshaveren eller den, der på vegne af fordringshaveren opkræver fordringen tillade afdragsvis betalling som et led i opkrævningsarbejdet.
Efter lovens forarbejder kan fordringshaveren pr. kulance, under hensyn til det skyldige beløbs størrelse, bevilge skyldneren en udvidet betalingsfrist, hvis der fx foreligger midlertidige likviditetsproblemer. Der kan også være tilfælde, hvor et forfaldent beløb kan afdrages i rater, dvs. fordringshaveren indgår en afdragsordning med skyldner.
Se afsnit A.D.10
|
Henstand
|
Når skyldner anmoder om det, kan fordringshaveren, eller den der på vegne af fordringshaveren opkræver fordringen, bevilge henstand med betalingen som led i opkrævningsarbejdet.
Efter lovens forarbejder kan fordringshaveren give henstand med betalingen inden for en rimelig tidsramme og under hensyn til gældens størrelse i overensstemmelse med lovgivningens regler.
Se afsnit A.D.10
|
Modregning/ Indtrædelse
|
Fordringshaveren kan foretage modregning og indtrædelse i de tilfælde, hvor en fordring endnu ikke er overført til inddrivelse hos RIM, hvis betingelserne for modregning og indtrædelse i øvrigt er opfyldt.
Fordringshaveren eller den, der på vegne af fordringshaveren opkræver fordringen, kan helt eller delvis kalde en fordring tilbage, der er sendt til RIM, med henblik på at foretage modregning for kravet. Se INDOG § 2, stk. 8.
Tilbagekaldelsen er betinget af, at der består en aktuel adgang til at foretage modregning/indtrædelse for kravet. Tilbagekaldelsen er dog ikke betinget af, at kravet kan dækkes fuldt ud ved den forestående modregning/indtrædelse. Er der kun mulighed for modregning/ indtrædelse for en del af kravet, kan tilbagekaldelsen begrænses til dette.
|
Arrest
|
Fordringshaveren kan sende en begæring til fogedretten om at foretage arrest hos skyldneren som sikkerhed for fordringen, hvis betingelserne i øvrigt er opfyldt. Se RPL kapitel 56 og afsnit A.D 14 om arrest.
|
Indberetning af skyldner til et kreditoplysningsbureau
|
Fordringshaveren kan indberette skyldneren til et kreditoplysningsbureau, hvis betingelserne er opfyldt. Se PDL §§ 15-18.
Se også afsnit G.A.3.5.2 om indberetning til et kreditoplysningsbureau.
|
Hvornår kan et krav overdrages til RIM?
Det er kun fordringer, inkl. renter, gebyrer og andre omkostninger og hvor beløbet er på mindst 100 kr., der kan overdrages til inddrivelse hos RIM. RIM anvender de oplysninger, som fordringshaveren eller den, der på vegne af fordringshaveren opkræver fordringen, har givet RIM om relationen mellem hovedkravet og renter, gebyrer og andre omkostninger. Beløbsgrænsen gælder ikke for renter, gebyrer og andre omkostninger, der overdrages til RIM, når fordringen, de vedrører, tidligere er oversendt til inddrivelse. Beløbsgrænsen på de 100 kr., gælder for renter, gebyrer og omkostninger, der overdrages til RIM, efter at den fordring, de vedrører, er indfriet under opkrævning. Se Inddrivelsesbekendtgørelsens § 1, stk. 2.
Fordringshaveren kan overdrage fordringen til RIM, når betalingsfristen er overskredet, og sædvanlig rykkerprocedure forgæves er gennemført. Fordringen kan først overdrages, når fordringshaveren har afsluttet opkrævningen af fordringen. Det vil sige, når skyldneren ikke overholder betalingsfristen eller misligholder en aftale om betaling i rater på trods af et eller flere rykkerbreve. Det er først på dette tidspunkt, at fordringen har udviklet sig til en restance, og at fordringshaveren derfor kan overdrage fordringen til RIM med henblik på inddrivelse.
Er der udstedt proklama for skyldneren, inden fordringen er overdraget til RIM kan kravet ikke overdrages og fordringshaver må selv anmelde fordringen i skyldners bo. Se inddrivelsesbekendtgørelsens § 1, stk. 2.
Væsentlige ændringer i skyldners forhold efter fordringens overdragelse til RIM
Hvis fordringshaveren eller den, der på vegne af fordringshaveren opkræver fordringen, bliver bekendt med væsentlige ændringer i skyldnerens forhold efter, at fordringen er overdraget til RIM, skal fordringshaveren underrette RIM om dette. Se inddrivelsesbekendtgørelsen § 1, stk. 3. Fordringshaveren kan i den forbindelse anmode RIM om at sende sagen tilbage med henblik på, at fordringshaveren kan tillade afdragsvis betaling eller henstand med betalingen som nævnt ovenfor.
Fordringshaveren kan modsat bede RIM om, at intensivere inddrivelsen af fordringen, hvis skyldnerens økonomiske forhold bliver bedre. Se inddrivelsesbekendtgørelsens § 1, stk. 4.
Fordringer med ret til refusion fra staten, skal dog ikke sendes tilbage til fordringshaveren eller den, der på vegne af fordringshaveren har forestået opkrævningen. Se INDOG § 2, stk. 10 og inddrivelsesbekendtgørelsen § 1, stk. 5.
Det er dog stadig fordringshaveren, der afgør, om der skal lukkes for varme og el, eller om skyldneren skal sættes ud af et lejemål, når skyldneren ikke har betalt til forsyningsselskaber eller husleje. Det er i den forbindelse også fordringshaveren, der sørger for, at afgørelsen bliver effektueret. Der er ofte tale om nogle særlige tiltag, som medfører eller betinger et tæt samarbejde med de sociale myndigheder.
Oversigt over domme, kendelser, afgørelser, SKM-meddelelser mv.
Skemaet viser relevante afgørelser på området:
Afgørelse
|
Afgørelsen i stikord
|
Yderligere kommentarer
|
Landsskatterets afgørelser
|
SKM2017.661.LSR
|
Landsskatteretten fandt, at betingelserne for, at Skatteforvaltningen (SKAT) var berettiget til at undlade at underrette klageren om oversendelse af et krav til inddrivelse, ikke var opfyldt, og inddrivelsesrenter var derfor pålagt med urette.
|
|