Indhold

Dette afsnit omhandler indberetningspligten for kuratorer i konkursboer, hvor afsnittet indeholder:

  • Regel
  • Oversigt over ændringer
  • Indberetningen

Se SIL § 38.

Regel

Kuratorer skal årligt indberette til Skatteforvaltningen om identiteten af anmeldte fordringshavere i konkursboer, der i det forudgående kalenderår har fået udloddet dividende, størrelsen af dividenden og identiteten af det konkursbo, hvorfra udlodningen sker. Se SIL § 38.

Bestemmelsen i SIL § 38 er en videreførelse af den tidligere SKL § 7 G.

Oversigt over ændringer 

Tidligere SKL

Gældende SIL

Indholdet af ændringer

§ 7 G, stk. 1

§ 38, stk. 1

Efter bestemmelsen skal kuratorer årligt indberette til Skatteforvaltningen om identiteten på anmeldte fordringshavere i konkursboer, der i det forudgående kalenderår har fået udloddet dividende, størrelsen af dividenden og identiteten af det konkursbo, hvorfra udlodningen sker.

Bestemmelsen er en videreførelse af den gældende lovgivning.

Bekendtgørelsens § 17

(udmøntning af § 7 G, stk. 3)

§ 38, stk. 2

Efter bestemmelsen omfatter indberetningspligten ikke udlodning til en statslig myndighed, til en region eller til en kommune.

Bestemmelsen er en videreførelse af den tidligere § 17 i bekendtgørelse nr. 890 af 10. juli 2015 om indberetningspligter m.v. efter skattekontrolloven. Det er fundet mest hensigtsmæssigt, at undtagelserne fremgår af lovteksten, så pligter med tilhørende undtagelser fremgår af loven, mens de nærmere regler om, hvordan indberetningen skal ske mest hensigtsmæssigt, fastsættes ved bekendtgørelse.

Indberetningen

Efter SIL § 38, stk. 1, skal kuratorer årligt indberette til Skatteforvaltningen om identiteten af anmeldte fordringshavere i konkursboer, der i det forudgående kalenderår har fået udloddet dividende, størrelsen af dividenden og identiteten af det konkursbo, hvorfra udlodningen sker.

Bestemmelsen i SIL § 38 skal sikre, at kreditor, der har fratrukket forventede tab på debitorer, indtægtsfører efterfølgende udloddet dividende.

Indberetningspligten omfatter ikke udlodning til en statslig myndighed, til en region eller til en kommune. Se SIL § 38, stk. 2. Årsagen hertil er, at udbetaling af dividende ikke har skattemæssige konsekvenser for en statslig myndighed, en region eller en kommune, da disse ikke er skattepligtige heraf.

Bemærk

Indberetning skal foretages til Skatteforvaltningen senest den 20. januar eller, hvis denne dag er en lørdag eller søndag, senest den følgende mandag. Se SIL § 54.