åben Vis afgørelser, domme, kendelser og meddelelser mv. til "C.F.8.2.2.5.4 Tjenesteydelser og E-handel" udsendt efter offentliggørelsen af denne version af vejledningen.

Indhold

Dette afsnit handler om særlige forhold ved levering af tjenesteydelser og E-handel i forhold til fast driftssted.

Afsnittet indeholder:

  • Tjenesteydelser i frit erhverv
  • E-handel
  • Oversigt over domme, kendelser, afgørelser, SKM-meddelelser mv.

Tjenesteydelser i frit erhverv

Tjenesteydelser i frit erhverv bliver ofte ydet til modtagere i et andet land end det, hvor den, der leverer tjenesteydelsen, er hjemmehørende.

Tjenesteydelser i frit erhverv er fx:

  • Selvstændig virksomhed som læge, advokat, ingeniør, tandlæge eller revisor
  • Selvstændig videnskabelig, litterær, kunstnerisk, uddannelses- eller undervisningsmæssig virksomhed.

Opregningen er ikke udtømmende.

I forhold til begrebet fast driftssted er det særlige ved disse erhverv, at det er meget let at arbejde i andre lande, uden at der behøver at være et fast forretningssted og dermed et fast driftssted i det land, hvor arbejdet foregår.

Danmark accepterer, at tjenesteydelser, der modtages i Danmark, ikke kan beskattes i Danmark, medmindre leverandøren af tjenesteydelsen har et fast driftssted i Danmark.

Bemærk

Punkt 132-169 i kommentarerne til artikel 5 i modeloverenskomsten handler om beskatning af tjenesteydelser, der ikke er et led i frit erhverv. Kommentaren beskriver bl.a., hvordan landene kan formulere et særligt stykke i artikel 5 om tjenesteydelser. Denne regel giver det land, hvor modtageren af tjenesteydelsen befinder sig, ret til at beskatte leverandøren af tjenesteydelsen i visse tilfælde, selv om der ikke er fast driftssted.

Danmark søger normalt at undgå en sådan undtagelse i sine DBO'er.

Eksempel

En dansk journalist, der havde arbejdet i udlandet, blev hverken anset for at have bopæl eller fast driftssted i Danmark i den periode, sagen angik. Landsskatteretten lagde til grund, at journalisten ikke havde kontor eller lignende faciliteter i Danmark, at han ikke havde udarbejdet sine artikler i Danmark, at han havde udøvet sin journalistiske virksomhed i udlandet og at han alene af praktiske årsager havde anvendt en dansk adresse som postadresse. Se TfS 1998, 556 LSR.

Se også

  • C.F.8.1.1 om begreberne kildeland og bopælsland og hvad det vil sige, at et land har beskatningsretten til en indkomst
  • C.F.8.2.2.3.1.4 (artikel 3) om begreberne foretagende og erhvervsvirksomhed
  • C.F.8.2.2.4 (artikel 4) om begreberne hjemmehørende og skattemæssigt hjemsted.

E-handel

Fast driftssted i forbindelse med E-handel og internetvirksomheder udgør et særligt problem. Dette er omtalt i punkt 122-131 i kommentarerne til modeloverenskomstens artikel 5.

Ved E-handel skal der skelnes mellem en website (data og software) og den server (fysisk udstyr), hvorpå websitet er lagret. For at der kan blive tale om et fast driftssted, skal virksomheden have disposition over egen server. Derudover skal serveren opfylde de generelle bestemmelser for at kunne statuere fast driftssted:

  • serveren skal være fast; den skal befinde sig et bestemt sted i tilstrækkelig lang tid (125)
  • foretagendet skal kunne anses for helt eller delvist udøvet på en lokalitet, dvs. at det skal vurderes om foretagendet, pga. server eller andet computerudstyr, har faciliteter til rådighed, hvorfra foretagendets forretningsvirksomhed udøves (126)
  • det kræves ikke, at der skal være personale til stede på lokaliteten (127)
  • serveren eller computerudstyret må ikke kun anses for at være af hjælpende og forberedende karakter (128)
  • det afhænger af foretagendets virksomhed, om en aktivitet anses for at være af hjælpende og forberedende karakter i forhold til virksomhedens kerneområde (130)
  • aktiviteten skal udgøre en væsentlig og betydningsfuld del af foretagendet (129).

Eksempel

Et spillefirma tilbød online spil via internettet. Firmaet var hjemmehørende i udlandet, hvor det også havde spillelicens hos den lokale spillemyndighed. Spillefirmaet ønskede spillelicens i Danmark, da det ville udbyde spil via internettet på det danske marked. Serveren, som websitet var lagret på, var placeret uden for Danmark. I Danmark påtænkte firmaet at ansætte to personer til at arbejde med reklame og marketing. De to ansatte havde ikke fuldmagt til at indgå bindende aftaler på vegne af firmaet. Skatterådet fandt, at firmaet ikke fik fast driftssted i Danmark, hverken efter det primære kriterium i artikel 5, stk. 1 og 2 eller agentreglen i stk. 5. Se SKM2011.828.SR.

Oversigt over domme, kendelser, afgørelser, SKM-meddelelser mv.

Skemaet viser relevante afgørelser på området:

Afgørelse

Afgørelsen i stikord

Yderligere kommentarer

Landsretsdomme

TfS 1998, 556 LSR

En dansk journalist, der havde arbejdet i udlandet, blev hverken anset for at have bopæl eller fast driftssted i Danmark i den periode, sagen angik. Landsskatteretten lagde til grund, at journalisten ikke havde kontor eller lignende faciliteter i Danmark, at han ikke havde udarbejdet sine artikler i Danmark, at han havde udøvet sin journalistiske virksomhed i udlandet og at han alene af praktiske årsager havde anvendt en dansk adresse som postadresse. Ikke fast driftssted.

Skatterådet

SKM2015.369.SR

Skatterådet fandt, at det forhold, at selskabet afviklede sine spil på servere i udlandet, medførte, at selskabet ikke fik et fast driftssted i det pågældende udland. Herefter skulle indkomsten derfra medregnes ved den danske indkomstopgørelse i henhold til SEL § 8, stk. 2. Ikke fast driftssted.

SKM2014.268.SR

Skatterådet bekræftede, at B Limited hjemmehørende på Malta ikke vil få fast driftssted i Danmark. Datterselskabet skulle eje en ".com-licens" og drive en international online kasinovirksomhed via en international kasinohjemmeside rettet mod udenlandske kunder. Under hensyn til, at B Limited, hverken retligt eller faktisk, vil have rådighed over forretningslokaler i Danmark, at alle ansatte vil have arbejdssted i selskabets lokaler på Malta, og at selskabets spil-server vil befinde sig udenfor Danmark, var det Skatterådets opfattelse, at B Limited ikke vil udøve erhverv fra et kontor eller lignende fast driftssted i Danmark, jf. definitionen i OECDs modeloverenskomst, artikel 5, stk. 1. Ud fra det oplyste vil B Limited ikke have en repræsentant i Danmark, der har og sædvanligvis udøver en fuldmagt til at indgå aftaler i B Limited's navn. På denne baggrund anser SKAT heller ikke, at B Limited får fast driftssted i Danmark på grund af reglen om afhængige agenter, som defineret i OECDs modeloverenskomst, artikel 5, stk. 5. Ikke fast driftssted

SKM2011.828.SR

Et spillefirma tilbød online spil via internettet. Firmaet var hjemmehørende i udlandet, hvor det også havde spillelicens hos den lokale spillemyndighed. Spillefirmaet ønskede spillelicens i Danmark, da det ville tilbyde spil via internettet på det danske marked. Serveren, som websitet var lagret på, var placeret uden for Danmark. I Danmark påtænkte firmaet at ansætte to personer til at arbejde med reklame og marketing. De to ansatte havde ikke fuldmagt til at indgå bindende aftaler på vegne af firmaet. Skatterådet fandt, at spillefirmet ikke fik fast driftssted i Danmark, hverken efter det primære kriterium i artikel 5, stk. 1 og 2 eller agentreglen i stk. 5. Ikke fast driftssted.