Indhold

Afsnittet handler om valget af kurator til at varetage boets interesser. 

Afsnittet indeholder:

    • Udpegning af en eller flere kuratorer
    • Indkaldelse til skiftesamling
    • Særligt om RIM
    • Indsigelse mod valget af kurator
    • Tilsidesættelse af skadelige beslutninger, udstedelse af pålæg mv. 
    • ►Oversigt over domme, kendelser, SKM-meddelelser mv.◄

Udpegning af en eller flere kuratorer

Efter afsigelsen af konkursdekretet udpeger skifteretten en eller flere kuratorer for boet efter at have rådført sig med de fordringshavere, der er til stede. Se KL § 107. Skifteretten kan også nedsætte et kreditorudvalg, hvis det skønnes hensigtsmæssigt. 

►Ved skifterettens udpegning af kurator skal der alene lægges vægt på egnethed og habilitet. Sammenholdt med ordlyden i KL § 107 bør Skifteretten derfor udpege den advokat, som den største kreditor indstiller, hvis vedkommende er habil og egnet. Se UfR 2008.2027. Principielt set står det skifteretten frit for, at vælge mellem flere egnede advokater, men det vil være naturligt, at skifteretten udpeger den kurator, som i givet fald må forventes valgt på en eventuel skiftesamling. Se FM 2012.121.

Hvis skifteretten ikke udpeger den af RIM indstillede advokat som kurator, skal skifteretten begrunde sin afgørelse. RIM skal på baggrund af afgørelse overveje, om afgørelsen skal kæres.◄

Indkaldelse til skiftesamling

Skifteretten kan i forbindelse med afsigelsen af konkursdekretet bestemme, at der skal indkaldes til valg af kurator og eventuelt kreditorudvalg. En sådan skiftesamling skal afholdes inden tre uger efter, at konkursen er bekendtgjort i Statstidende. Se KL § 108, stk. 1. 

Der skal også afholdes skiftesamling til valg af kurator eller kreditorudvalg, hvis kurator eller en fordringshaver ønsker dette. En sådan begæring skal fremsættes skriftligt over for skifteretten senest tre uger efter konkursens bekendtgørelse i Statstidende. Skiftesamlingen skal afholdes inden tre uger fra modtagelsen af begæringen herom. Skifteretten skal straks indrykke bekendtgørelse om skiftesamlingen i Statstidende. Se KL § 108, stk. 2. 

Fordringshaverne kan vælge kurator på skiftesamlingen, hvis mindst en tredjedel af kendte stemmeberettigede fordringshavere er repræsenteret, og over halvdelen af de afgivne stemmer falder på samme person. I begge henseender er fordringernes beløb afgørende. Se KL § 113, stk. 1. 

Særligt om RIM

xNår RIM er konkursrekvirent, ønsker RIM også at få indflydelse på, hvem der vælges til kurator. Det skyldes til dels at det er RIM, der stiller sikkerheden efter KL § 27, men også at RIM har kendskab til særlige forhold, der skal undersøges under bobehandlingen. Hvis der afholdes en skiftesamling til valg af kurator, bør RIM være til stede på skifteretsmødet og deltage i afstemningen herom.  I øvrige tilfælde afhænger det af RIMs vurdering, om RIM skal være repræsenteret på skiftesamlinger. Der kan herved tages hensyn til kravets størrelse og plads i konkursordenen, virksomhedens art og omstændighederne i øvrigt. x

Indsigelse mod valget af kurator

Der kan gøres indsigelse mod valget af kurator, hvis der er særlige grunde til det. Se KL § 114, stk. 1. Særlige grunde kan fx være, at

    • kurator er inhabil, ukyndig eller langsom
    • kurator på anden vis har gjort sig uheldigt bemærket ved behandlingen af boet eller tidligere boer eller
    • kurator har undladt at aflægge regnskab eller at stille en foreskrevet sikkerhed. 

Tilsidesættelse af skadelige beslutninger, udstedelse af pålæg mv.

Skifteretten kan tilsidesætte de trufne beslutninger, meddele kurator pålæg og foretage, hvad der i øvrigt måtte være fornødent, hvis kurator eller skiftesamlingen handler til skade for boet. Det samme gælder, hvis rettigheder, som tilkommer en panthaver, skyldneren eller andre, krænkes. Se KL § 127.

►Oversigt over domme, kendelser, SKM-meddelelser mv.◄

Skemaet viser relevante afgørelser på området: 

Afgørelse

Afgørelsen i stikord

Yderligere kommentarer

Landsretskendelse

FM 2012.121

Skifteretten udpegede advokat A som kurator, selvom rekvirenten - en lønmodtager - anmodede om, at advokat B skulle udpeges.

Skifteretten oplyste over for landsretten, at man ikke havde kendskab til B's kompetencer som kurator, men at A ud fra skifterettens erfaring utvivlsomt var egnet.

Landsretten udtalte, at udpegning af kurator skal ske efter egnethed, og at det ved valget mellem flere egnede kuratorer principielt står skifteretten frit, men at det - uanset eventuelle ordninger med faste kuratorer - vil være naturligt, at skifteretten udpeger den kurator, som i givet fald må forventes valgt på en eventuel skiftesamling.

Med henvisning til, at fallenten efter det oplyste var uden midler, og at der efter skifterettens skøn ikke kunne opnås dækning til lønkrav, jf. KL § 95, lagdes til grund, at skifteretten havde fulgt KL § 107, stk. 1, herunder således, at udpegningen af kurator var sket efter en egnethedsvurdering, og at skifteretten havde skønnet, at en anden ikke kunne forventes valgt på en skiftesamling, jf. § 113, stk. 1.

Landsretten fandt herefter ikke grundlag for at tilsidesætte skifterettens afgørelse.

På baggrund af kendelsen er det Gældsstyrelsens opfattelse, at det principielt set står skifteretten frit for at vælge mellem flere egnede advokater, der er indstillet som kurator. Det vil dog være det mest nærliggende at vælge den advokat, der jf. KL § 113, vil blive udpeget som kurator på et senere skifteretsmøde.

UfR 2008.2027 VLK

Efter at skifteretten havde afsagt konkursdekret over et anpartsselskab, anmodede den eneste tilstedeværende kreditor, D, på skifteretsmødet om, at advokat H blev udpeget som kurator. Skifteretten henviste D til at begære kuratorvalg og udpegede uden nærmere begrundelse advokat B som kurator. D kærede afgørelsen til landsretten, der anførte, at det af ordlyden af KL § 107, stk. 1, fremgår, at skifteretten udpeger kurator efter at have rådført sig med tilstedeværende fordringshavere, og i forarbejderne er det præciseret, at der ved skifterettens udpegning af kurator alene lægges vægt på vedkommendes egnethed og habilitet. Under disse omstændigheder fandt landsretten, at skifteretten burde have udpeget advokat H som kurator, og skifterettens beslutning om at udpege advokat B som kurator blev herefter ophævet

På baggrund af kendelsen er det Gældsstyrelsens opfattelse, at Skifteretten skal udpege den kurator, som den største kreditor indstiller.