Parter

A
(advokat Bent Ramskov)

mod

Skatteministeriet
(kammeradvokaten ved advokat Steffen Sværke)

Afsagt af højesteretsdommerne

Torben Melchior, Peter Blok, Asbjørn Jensen, Jytte Scharling og Niels Grubbe.

I tidligere instans er afsagt dom af Vestre Landsrets 11. afdeling den 26. marts 2004.

Sagen er behandlet skriftligt, jf. retsplejelovens § 387.

Påstande

Appellanten, A, har principalt påstået, at indstævnte, Skatteministeriet, skal anerkende, at betaling af 120.000 kr. erlagt i forbindelse med erhvervelsen af arealet til matrikel nr. ..., er et afskrivningsberettiget aktiv, jf. dagældende ligningslovs § 16 F.

A har subsidiært påstået, at Skatteministeriet skal anerkende, at betaling af 125.000 kr. erlagt i forbindelse med erhvervelse af arealet matrikel nr. ..., er et afskrivningsberettiget aktiv omfattet af reglerne om afskrivninger for hjemfaldsforpligtelser og kan afskrives efter en af Højesteret fastsat periode.

Mest subsidiært har A påstået sagen hjemvist til fornyet behandling ved den kommunale skattemyndighed.

Skatteministeriet har påstået stadfæstelse.

Den beløbsmæssige nedsættelse af påstandene med 25.000 kr. til henholdsvis 120.000 kr. i den principale påstand og 125.000 kr. i den subsidiære påstand skyldes, at de kommunale skattemyndigheder efter sagens hjemvisning fra Landsskatteretten har godkendt afskrivning på vejetablering med 4% af 25.000 kr., jf. statsskattelovens § 6, stk. 1, litra a.

Anbringender

A har til støtte for den principale påstand gjort gældende, at betalingen for arealet alene udgør 5.000 kr., medens restbeløbet på 120.000 kr. er vederlag for gener og rådighedsindskrænkninger, som ejeren af matrikel nr. ... må tåle i forbindelse med vindmøllens opstilling. Et sådant vederlag kan afskrives efter den dagældende ligningslovs § 16 F, stk. 2, jf § 16 E, stk. 1, nr. 2 og 3.

Til støtte for den subsidiære påstand har A yderligere gjort gældende, at der ikke som betingelse for afskrivningsret efter hjemfaldsreglerne kan stilles et krav om, at erhvervelsessummen for et jordareal er større end den eventuelle erstatning, der måtte blive betalt i forbindelse med hjemfaldet, og at der heller ikke kan opstilles et krav om, at et eventuelt tab kan opgøres på forhånd.

Skatteministeriet har til støtte for påstanden om stadfæstelse anført, at det af afregningsbrevet af 6. august 1996 fra G1 A/S fremgår, at den aftalte jorderstatning udgør 125.000 kr. pr. vindmølle. Det kan ikke af deklarationen af 29. april 1996 udledes, at G1 A/S og SV har fordelt vederlaget på de enkelte rettigheder og rådighedsindskrænkninger, som overføres fra SV til G1 A/S. Det må lægges til grund, at udstykningen med opstilling af vindmøllen ikke har påført SV andre gener eller rådighedsindskrænkninger end dem, der følger af, at han har afstået jordparcellen. Vederlaget på 125.000 kr. er derfor betaling for jordparcellen og dermed ikke afskrivningsberettiget.

Supplerende sagsfremstilling

I deklaration af 29. april 1996, der er tinglyst servitutstiftende bl.a. på matr. nr. ..., hedder det i pkt. 6:

"I forbindelse med udstykning/arealoverførsel af matr. nr. del 3 af matr. nr. ... har den servitutforpligtede [SV] modtaget en kontant købesum på kr. 5.000,00, der er forfaldent til betaling, når approbation af udstykning foreligger, og anmærkningsfri tinglysning i den forbindelse har fundet sted af den servitutberettigedes adkomst til matr. nr. del ...

For de indskrænkninger og ulemper, som ved nærværende deklaration pålægges matr. nr. ..., yder den servitutberettigede [G1 A/S] et engangsvederlag stort kr. 145.000.00 til den servitutforpligtede. Beløbet forfalder, når fundamentstøbningen til møllen på ... påbegyndes."

Højesterets begrundelse og resultat

Det må lægges til grund, at opstillingen og driften af vindmøllen reelt ikke har påført ejeren af den omliggende ejendom, SV, gener - bortset fra færdselsretten og at der ikke er påført ham andre rådighedsindskrænkninger end dem, der følger af, at arealet er overdraget til A. Højesteret finder herefter, at hele beløbet på 125.000 kr. må anses som vederlag for arealet, hvorfor beløbet på 120.000 kr. allerede af den grund ikke kan danne grundlag for afskrivning efter § 16 F, stk. 2, i den dagældende ligningslov.

Efter den oprindelige formulering af pkt. 3 i deklarationen af 24. juni 1996, skulle arealet tilbageskødes til en pris, som i mangel af enighed skulle fastsættes ved voldgift. For så vidt angår indkomståret 1996, som sagen angår, kan der ikke lægges vægt på den efterfølgende aftale af 15. april 2003, hvorefter tilbageskødning skal ske vederlagsfrit. Da det således ikke i 1996 kunne fastslås, om og i givet fald med hvilket beløb, A ville lide tab i forbindelse med tilbageskødningen, tiltræder Højesteret, at der ikke er grundlag for afskrivning efter statsskattelovens § 6, litra a, jf. nu afskrivningslovens § 25, stk. 3, sammenholdt med stk. 7, sidste pkt. Det bemærkes, at Højesteret ikke har taget stilling til, om A i tiden efter indgåelsen af aftalen af 15. april 2003 har ret til afskrivning i medfør af afskrivningslovens § 25, stk. 3.

Af de grunde, som er anført af landsretten, tiltræder Højesteret, at der ikke er grundlag for at tilsidesætte skattemyndighedernes skøn over arealets værdi.

Herefter stadfæster Højesteret dommen.

T h i   k e n d e s   f o r   r e t

Landsrettens dom stadfæstes.

I sagsomkostninger for Højesteret skal A betale 25.000 kr. til Skatteministeriet.

De idømte sagsomkostningsbeløb skal betales inden 14 dage efter denne højesteretsdoms afsigelse. Sagsomkostningsbeløbet for Højesteret forrentes efter rentelovens § 8 a.