Indhold
Ved landbaseret udbud af væddemål er der følgende krav til anvendelse af terminaler:
I butikker kan der opstilles:
-
Terminaler, der betjenes af personale.
-
Terminaler, der betjenes af kunden – under nedenstående forudsætninger
Det er en grundlæggende forudsætning for at drive virksomhed med spil, at dette sker på en faglig forsvarlig måde jf. spillelovens § 29. I relation til fagligt forsvarlig udbud af online spil, så stiller spilleloven en række tekniske krav, som blandt andet har til formål at sikre lovens formål, f.eks. registrering af spillere. På det landbaserede marked kan der udbydes spil uden at registrere spilleren, hvorfor der i vurderingen af faglig forsvarlighed i relation til udbud af spil på det landbaserede marked særligt lægges vægt på spillerens personlige kontakt med udbyderen eller bestyreren.
Det er i denne relation nødvendigt at tilladelsesindehavere, der udbyder væddemål via selvbetjeningsterminaler, foretager en grundig risikovurdering af, hvordan udbud af væddemål via selvbetjeningsterminaler påvirker de hensyn og forpligtelser, der følger af lovgivningen, herunder de hensyn, der følger af spillelovens § 1. Virksomheder der udbyder væddemål via selvbetjeningsterminaler må derfor gennemgå deres relevante interne procedurer, f.eks. vedrørende bekæmpelse af matchfixing, bekæmpelse af hvidvask og terrorfinansiering, beskyttelse af udsatte og mindreårige personer, og forholde sig til de risici der følger af, at deres udbud af væddemål sker via selvbetjeningsterminaler.
Det er Spillemyndighedens vurdering, at udbud af væddemål via selvbetjeningsterminaler, alene kan ske faglig forsvarligt, hvis selvbetjeningsterminalen til enhver tid kan overvåges af personalet i butikken. Det er Spillemyndighedens vurdering, at personalet i butikker oftest opholder sig bag kassen, når der er kunder i butikken, hvorfor selvbetjeningsterminaler skal være placeret i tilknytning til butikkens kasse, og skal til enhver tid være behørigt overvåget af butikkens personale bag kassen.
Dette betyder i praksis blandt andet, at personalet bag kassen til enhver tid skal kunne foretage en aldersmæssig vurdering af kunder, der benytter selvbetjeningsterminalen, endvidere skal personalet uden videre være i stand til at henvende sig til kunderne med henblik på, at sikre at reglerne overholdes.
Det er Spillemyndighedens opfattelse, at den aldersmæssige vurdering alene kan foretages, hvis terminalen er opstillet i samme lokale som butikkens primære kasse og at personalet har frit udsyn fra kassen til selvbetjeningsterminalen. Det er i denne relation Spillemyndighedens vurdering, at overvågningen skal ske fysisk, og kravet kan således ikke opfyldes ved at overvåge selvbetjeningsterminalen gennem f.eks. videoovervågning.
Det er ligeledes Spillemyndighedens opfattelse, at personale bag en kasselinje i supermarkeder med flere kasselinjer ikke kan være i stand til at overvåge en selvbetjeningsterminal behørigt. Dette skal blandt ses i forhold til antallet af kunder, der normalt ekspederes i en kasselinje i disse butikker, samt at arbejdet bag kasselinjen ikke umiddelbart gør personalet bag kasselinjen i stand til at henvende sig til en kunde, der benytter en selvbetjeningsterminal, hvis overvågningen giver anledning hertil.
Selvbetjeningsterminaler kan efter Spillemyndighedens opfattelse opstilles i supermarkeder med flere kasselinjer, hvis supermarkedet har en selvstændig bemandet kiosk. Det er en forudsætning, at selvbetjeningsterminalen opstilles i samme lokale som kioskens kasse, samt at personalet bag kassen har frit udsyn til selvbetjeningsterminalen.
I spillebutikker og på landbaserede kasinoer kan der opstilles:
- Terminaler, der betjenes af personale.
- Terminaler, hvor spilleren logger på dennes spilkonto hos tilladelsesindehaveren.
- Terminaler, der betjenes af kunden.
Væddemål på resultatet af elektronisk simulerede sportsbegivenheder kan alene udbydes i spillebutikker.
Anvendes en terminal af spilleren alene til at vælge, hvilke væddemål som spilleren vil indgå, men selve betalingen sker hos personalet, sidestilles dette med udfyldelsen af en fysisk kupon.
Se også