Når I logger på FTPs Gateway, bliver I præsenteret for en række mapper, der hver svarer til en indberetningstype:

Udlaan

Indlaan

Pantebreve

Prioritetslaan

Pensiondiverse

I kan se alle mapper, uanset om I har rettigheder til at uploade filer til dem. Hvis I har logget på med et medarbejdercertifikat eller virksomhedscertifikat, ser I mapper og filer for hele virksomheden.

Navngivning af KontoID

KontoID må ikke overstige 30 tegn og følgende tegn må ikke bruges:

\ ! * ' ( ) ; : @ & = + $ , / ; ? : # [ ]

Navngivning af XML fil

For masseindlevering skal der oprettes én fil for hver konto, der skal indleveres for. Filen repræsenterer en indlevering for kontoen. Filnavnet for indleveringen skal være præcist KontoID'en for den konto som indleveringen drejer sig om. Er KontoID "123", skal filnavnet være "123".

Er filnavnet "123.xml", skal KontoID være "123.xml, og dermed er "123.xml" også det KontoID, der i datastrukturen "RenteIndberetning(Indberetningstype)Struktur" skal bruges i feltet "KontoID". Indberetningstypen kan være Indlån, Udlån, Prioritetslån, Pantebreve og Pensiondiverse.

►Alle filer skal zip'es sammen i en ZIP fil (ZIP-filformat). Bemærk at en zip-fil ikke må indeholde mapper. 
Den seneste specifikation for ZIP-filformatet kan findes på https://www.pkware.com/documents/casestudies/APPNOTE.TXT. Systemet understøtter ZIP-filformat 6.3.4. Hvilket blandt andet omfatter ZIP64 til store zip-filer og danske tegn (i UTF-8) i filnavngivning. Systemet er testet med blandt andet zip-filer frembragt med info-zip som kan findes på http://infozip.sourceforge.net/.◄

 

Filnavn

Din fil skal overholde følgende navnekonvention:

Navngivning af fil

  • Se-nr. er et otte-cifret nummer, der entydigt repræsenterer den administrative enhed. Se-nr. må ikke forveksles med cvr-nr., som er den juridiske enhed. I de fleste tilfælde vil se-nr. være det samme virksomhedens cvr-nr. I kan se jeres se-nr. på TastSelv Erhverv.

  • Perioden kan have en af følgende værdier

    • år eksempel "2017"

    • 1. kvartal, eksempel "2018-03"

    • 2. kvartal, eksempel "2018-06"

    • 3. kvartal, eksempel "2018-09"

  • ►UniktNavn kan indeholde både tal, bogstaver (fra a-z) og underscore, punktum og bindestreg og må maksimal indeholde 82 tegn.◄

Vær opmærksom på, at FTPs Gatewayen desværre ikke understøtter filnavne som slutter med ".zip" (både store og små bogstaver). Derfor skal I fjerne extension.zip fra jeres fil, inden den overføres til den respektive mappe.

Begrænsning af filstørrelse

FTPs gatewayen har en begrænsning på filstørrelse og denne er 2 GB.

Overførsel af filen

Overfør filen til den rigtige mappe (indberetningstype).

En række aktiviteter på FTPs gatewayen går i gang, når en fil overføres til en af mapperne. Aktiviteterne kan spores gennem statusfiler, som lægges i en speciel "out"-mappe. Der er fire statustyper:

Status 0

Dannes hvis der opstår en fejl, fx at det bagved liggende system ikke kan kontaktes grundet nedbrud, vedligehold mm.

Status 1 Dannes når det bagvedliggende system har modtaget en notifikation
Status 2 Dannes når det bagvedliggende system har hentet filen.
Status 3 Dannes sammen med en svarfil.
Svarfil (Resultfile) Dannes samme med status 3, og indeholder svar på hver enkelt XML fil. Desuden indeholder den en behandlingsrapport, som viser resultatet for den pågældende masseindlevering.
Svarfilen vil være tilgængelig i 60 dage i "out"-mappe eller indtil I selv sletter filen.


Det er brugerens ansvar, at tjekke statusfilerne for at se om overførslen er gået godt.

Hvis I har modtaget status 1 og status 2, men ingen status 3 indenfor 2 dage, bør I kontakte Skattestyrelsen på ekapital@sktst.dk.