Definition
eIndkomst er det digitale indkomstregister, hvortil den, der skal indberette oplysninger om lønindkomst, personalegoder, legater, overførselsindkomster, ansættelsesforhold m.v., skal foretage indberetningen – og som hovedregel digitalt. Se lovbekendtgørelse nr. 49, af 12. januar 2015 om et indkomstregister med senere ændringer.
Pligt til at indberette til eIndkomst
Indberetningspligten efter indkomstregisterloven påhviler fysiske eller juridiske personer, som har pligt til at indberette oplysninger om indkomster, fradrag og ansættelsesforhold m.v. efter denne lovs § 3, stk. 1, nr. 1-10. Se IKR § 2.
Oplysninger om indkomster og ansættelsesforhold m.v., der skal indberettes til eIndkomst
Følgende oplysninger skal indberettes til indkomstregisteret, benævnt eIndkomst:
-
Beløb og andre oplysninger, som er omfattet af indberetningspligt efter SIL §§ 1 og 2.
-
Beløb m.v. er indberetningspligtige efter SIL §§ 5, 24 og 44-46 eller efter regler udstedt i medfør af SIL L §§ 4 eller 37.
-
Uddelinger omfattet af indberetningspligt efter SIL § 25, stk. 1, fra fonde og foreninger, der er skattepligtige efter fondsbeskatningsloven eller pensionsafkastbeskatningsloven.
-
Vederlag og udlodninger i form af, at der er stillet en bil til rådighed for privat benyttelse, eller i form af, at der er stillet en sommerbolig, en lystbåd eller en helårsbolig til rådighed, som er omfattet af indberetningspligt efter SIL § 6.
-
Tilbagebetalinger af kontanthjælp og introduktionsydelse m.v. efter kapitel 12 i lov om aktiv socialpolitik eller kapitel 7 i integrationsloven, som omfattes af indberetningspligt efter SIL § 33.
-
Oplysninger om ansættelsesperiode, den produktionsenhed, den ansatte er tilknyttet, og løntimer, som omfattes af indberetningspligt efter SIL § 7.
-
Oplysninger om bidrag til Arbejdsmarkedets Tillægspension samt bidragssatser, i det omfang der efter anden lovgivning eller i medfør af anden lovgivning er fastsat regler om indberetning heraf til indkomstregisteret.
-
Oplysninger, som er relevante for administration af en barseludligningsordning, jf. § 7 i lov om barseludligning på det private arbejdsmarked (barseludligningsloven).
-
Oplysninger om feriegodtgørelse, som er omfattet af indberetningspligt efter ferielovens § 27 a, og oplysninger om ferie, i det omfang der i medfør af ferielovens § 33, stk. 1, er fastsat regler om indberetning heraf til indkomstregisteret.
-
Oplysninger om timer for udbetalte sygedagpenge efter lov om sygedagpenge, udbetalte barselsdagpenge efter barselloven og udbetalte arbejdsløshedsdagpenge og midlertidig arbejdsmarkedsydelse efter lov om arbejdsløshedsforsikring m.v., i det omfang der i medfør af § 32, stk. 4, i lov om sygedagpenge er fastsat regler om indberetning heraf til indkomstregisteret.
Se IKR § 3, stk. 1.
Bemærk
Ved indberetning af personligt arbejde i tjenesteforhold skal lønperioden også indberettes, og for ydelser, der udbetales af offentlige myndigheder eller anerkendte arbejdsløshedskasser, skal tillige oplyses den periode, udbetalingen omfatter.
Se IKR § 3, stk. 2-3.
Identifikationsoplysninger ved indberetning til eIndkomst
Den, der skal foretages indberetning om, skal give den indberetningspligtige de nødvendige identifikationoplysninger til brug for indberetningen, herunder cpr-nr., cvr-nr. eller SE-nr. Se IKR § 3, stk. 4.
Frist for indberetning til eIndkomst
Indberetning af oplysninger om indkomst efter IKR § 3 skal foretages senest den 10. i måneden efter udløbet af den kalendermåned, oplysningerne vedrører. I januar måned skal indberetning dog foretages senest den 17. januar. Hvis disse frister udløber en lørdag, søndag eller helligdag, skal indberetning dog først ske senest den følgende hverdag.
For indberetningspligtige, som er omfattet af OPKL § 2, stk. 6, skal indberetning endvidere først foretages senest den sidste hverdag (bankdag) i den måned, oplysningerne vedrører.
Se IKR § 4, stk. 1.
Disse frister for indberetning til eIndkomst af oplysninger om indkomst svarer dermed til fristerne for betaling af A-skat og AM-bidrag efter OPKL § 2, stk. 2, 3 og 6. Se afsnit A.B.4.1.1.3 om betaling af A-skat og AM-bidrag.
Indberetning til eIndkomst via et lønsystem
Indberetning til eIndkomst skal ske digitalt ved at sende indkomstoplysningerne via et lønsystem, som er tilpasset eIndkomst, ved at
Der henvises i det hele til den elektroniske vejledning om eIndkomst/letløn, der kan findes via skat.dk/Virksomhed/eIndkomst og Letløn.