Reglerne om varernes oprindelse findes i EUTK artikel 59-66. Til EUTK hører der to gennemførelsesakter (forordninger) til, hvor der også fremgår regler om varernes oprindelse. Disse er
Disse forordninger indeholder begge bestemmelser om den ikke-præferentielle og den præferentielle oprindelse.
Forordningerne beskriver bl.a. regler og procedure for, hvordan varer kan opnå oprindelse i et bestemt land, bevis for oprindelse, kumulation, verifikation af oprindelsesbeviser, det nye Registrerede Eksportør system (REX) og meget mere.
Den delegerede forordning (herefter DF) vedrører til dels basale toldelementer om fastsættelse af varernes oprindelse, herunder regler om forarbejdning og bearbejdning af varer.
Reglerne i gennemførelsesforordningen (herefter GF) indeholder procedurereglerne for verifikation af oprindelsesbeviser og procedurerne for godkendelse til at anvende REX systemet.
Endelig findes der bestemmelser i Toldlovens §§ 60 og 61 samt i Bekendtgørelse om Toldbehandling §§ 132-136 som omhandler regler for udstedelse af de ikke-præferentielle oprindelsescertifikater i Danmark.
For varer med præferentiel oprindelse findes lovgrundlaget, ud over reglerne for GSP i DF og GF, i de handelsaftaler som EU har indgået med 3. lande om præference. De kan inddeles i henholdsvis
Disse aftaler indeholder regler og krav til varerne, som skal være opfyldt, før disse kan komme ind i EU til en lavere told end den tarifmæssige told, altså præferencetold.
At en handelsaftale er ensidig betyder, at der kun er mulighed for præferencetold ved import til EU fra 3. landet. Ved en gensidig handelsaftale er der mulighed for præference told både ved import til EU men også ved import til 3. landet.
Lovgrundlaget for både de ensidige og de gensidige præferencearrangementer, er fastsat i de enkelte aftaler, som kan findes i afsnit F.A.9.4.
Det skal bemærkes, at disse handelsaftaler, er indgået af EU og skal anses som en retsakt fra en af Unionens institutioner på lige fod med andre retsakter, som fx forordninger og direktiver.
Se artikel 217, 218 og 267 i Traktaten om den Europæiske Unions Funktionsmåde.
Det er bekræftet af EU-Domstolen i sag 22/70 AETR, at EU har kompetence til at indgå internationale aftaler. Domstolen udtalte, at bestemmelserne i disse aftaler, fra ikrafttrædelsen af en sådan aftale, udgør en integrerende del af EU-retten, og at Domstolen efter EU-retten har kompetence til at afgøre spørgsmål vedrørende fortolkningen af sådanne aftaler.
Se også sag 12/86, Demirel, præmis 7, og sag C-162/96, Racke, præmis 41, hvor dette er bekræftet.