Indhold

Afsnittet handler om reglerne for afregning og indbetaling af afgift.

Afsnittet indeholder:

  • Kredit
  • Forlængelse af kredittiden
  • Indbetaling af afgift.

Bemærk

Ved Skatteforvaltningens udlevering af stempelmærker til cigaretter og røgtobak skal virksomheden betale et beløb, der svarer til afgiften af mærket, som skal påsættes varerne. Se TOBAKAL § 2, stk. 1

Kredit

Skatteforvaltningen kan mod fuld sikkerhed for beløbet give virksomheden en kredit ved køb af mærker til cigaretter på 1 måned og til røgtobak 1 måned og 25 dage. Se TOBAKAL § 5, stk. 1.

Hvis stemplingen efter tilladelse fra Skatteforvaltningen sker på produktionsstedet i et andet EU-land, kan virksomheden få en yderligere kredit på 8 arbejdsdage. Se TOBAKALbek § 6.

Ansøgningen om kredit sendes til Skatteforvaltningen med oplysning om størrelsen af det beløb, der ønskes henstand med, og den sikkerhed, som virksomheden kan stille.

Hvis virksomheden opnår kredit, løber kreditten fra og med den dag, hvor mærkerne udleveres fra Skatteforvaltningen, respektive - for mærker som virksomheden henter direkte på trykkeriet - udleveringen fra trykkeriet.

Forlængelse af kredittiden

For at sikre at der er overensstemmelse mellem virksomhedens betaling for stempelmærker (kredittidens udløb) og varernes fysiske udlevering fra den autoriserede virksomhed, kan kredittiden forlænges i tilfælde af en ekstraordinær lang lagertid for varerne, fx ved større produktion til lager som følge af udskiftning af produktionsudstyr. Se TOBAKAL § 5, stk. 2.

Det er en betingelse for forlængelse af fristen, at virksomhedens samlede gennemsnitlige lageromsætningshastighed for cigaretter eller røgtobak overstiger kredittiden på henholdsvis 1 måned og 1 måned og 25 dage.

Ansøgning om forlængelse af kredittiden skal sendes til Skatteforvaltningen inden køb af stempelmærker med følgende:

  • Oplysning om varens art og type og beløb samt
  • En specificeret opgørelse over den gennemsnitlige lageromsætningshastighed for cigaretter respektive røgtobak for den seneste 12 måneders periode.

Indbetaling af afgift

Betaling af afgift sker i forbindelse med bestilling af stempelmærker.

Virksomheder, som har stillet sikkerhed for tobaksafgift, vil i forbindelse med bestilling af stempelmærker modtage en e-mail med oplysninger om, hvornår og hvordan betalingen skal foregå.

Virksomheder, som ikke har stillet sikkerhed for tobaksafgift, skal betale afgiften, inden stempelmærkerne kan trykkes. Når Skatteforvaltningen har modtaget bestillingen, sendes virksomhedens bestillingsmail retur med oplysninger om, hvordan betaling af afgiften skal foregå.