Indhold

Dette afsnit indeholder en kort introduktion til reglerne, herunder formål, lovgrundlag og historik.

Afsnittet indeholder:

  • Regel
  • Lovgrundlag
  • Historik.

Regel

Der er afgift på cigaretpapir, skrå og snus. Se FORBRAL § 12 og § 13.

Virksomhederne skal beregne og betale afgiften ved udlevering eller ved modtagelse fra udlandet.

Lovgrundlag

Reglerne om afgift af cigaretpapir, skrå og snus står i lov om forskellige forbrugsafgifter. Se lovbekendtgørelse nr. 126 af 22. februar 2018 ►med senere ændringer◄. Reglerne om banderolering af cigaretpapir står i bekendtgørelse om banderolering af cigaretpapir. Se bekendtgørelse nr. 986 af 18. oktober 2005.

Loven forkortes i denne vejledning til FORBRAL. Bekendtgørelsen forkortes i denne vejledning til FORBRALbek.

►Bemærk◄

  • ►Fra og med 1. april 2019 ophæves kravet om banderolering af cigaretpapir, som er fastsat i FORBRALbek i medfør af FORBRAL § 12, stk. 2. Endvidere sker der en ændring af det afgiftspligtige vareområde i FORBRAL § 13, så ”snus” herefter kun omfatter snus til nasalt brug, og så det afgiftspligtige vareområde i bestemmelsen i øvrigt kun omfatter produkter, som lovligt kan markedsføres efter lov om tobaksvarer mv. Endelig ændres bestemmelsen i FORBRAL § 24, stk. 1, 3. pkt., om godtgørelse af afgift ved erhvervsmæssig levering til udlandet, så den registrerede varemodtager ikke skal have nogen bevilling for at kunne få godtgørelse via afgiftsangivelsen.◄

  • ►Fra og med 1. juli 2019 ændres betegnelserne for ”registreret virksomhed” og ”erhvervsdrivende varemodtager” til ”oplagshaver” og ”registreret varemodtager” som led i en sproglig ensretning af betegnelserne på tværs af en række afgiftslove. Samtidig indføres der en fjernsalgsbestemmelse i FORBRAL § 14 a, stk. 8.◄

►Se § 8 i lov nr. 1728 af 27. december 2018 samt bemærkningerne til loven i L 103 .◄

Historik

Afgiften blev indført på tobak dyrket her i landet i 1912. I 1992 blev afgiften flyttet fra tobaksafgiftsloven til lov om forskellige forbrugsafgifter. Det blev gjort for at adskille afgiften fra tobaksvarer, som blev omfattet af EU's harmoniserede afgifter. I samme anledning blev afgiften af skrå og snus omlagt fra en værdiafgift til en vægtafgift.