Indhold

Afsnittet beskriver, hvad reglen går ud på, samt hvilke forudsætninger den bygger på, herunder den erhvervsmæssige begrundelse for rådigheden over flere goder.

Afsnittet indeholder:

  • Skattefrihed for en computer med tilbehør.
  • Betingelse om arbejdsmæssig brug.
  • Flere af hvert gode.

Skattefrihed for en computer med tilbehør

Hvis en selvstændigt erhvervsdrivende har en arbejdscomputer med tilbehør for at kunne arbejde hjemmefra og samtidig også har mulighed for at bruge den privat, skal den private benyttelse ikke beskattes. Denne regel gælder fra og med den 1. januar 2012. Se LL § 16, stk. 14, 3. pkt.

Reglen gælder, hvad enten virksomheden drives uden for hjemmet eller fra hjemmet.

Betingelse om erhvervsmæssig brug

Det er en betingelse, at den selvstændigt erhvervsdrivende har en computer med tilbehør til rådighed for at arbejde hjemmefra på den. En selvstændigt erhvervsdrivende kan på den måde etablere en hjemmearbejdsplads.

Hvis den selvstændige udelukkende har computeren med tilbehør til rådighed for at bruge den privat, eller hvis den ikke opfylder noget erhvervsmæssigt behov, er udgifterne til selve computeren og tilbehøret, herunder software og løbende udgifter i øvrigt, private, ikke fradragsberettigede udgifter. Se SL § 6 in fine.

Flere af hvert gode

Lovens formulering forudsætter, at computer med tilbehør må bruges privat af den selvstændige,x jf. LL § 16, stk. 14, 3. pktx.

Den selvstændiges private rådighed over computer med tilbehør omfatter, at personer i den selvstændiges husstand også har mulighed for at bruge computeren mv.

Derimod må computere med tilbehør ikke være stillet direkte til privat rådighed for den selvstændiges ægtefælle, børn og måske børnenes venner mv.

Herudover er der grænser for, hvor mange arbejdscomputere der kan være til rådighed for den selvstændiges private brug, uden at det får yderligere skattemæssige konsekvenser. Det beror på en konkret vurdering, om driften af virksomheden begrunder, at den selvstændige har fx to arbejdscomputere, som han eller hun også kan bruge privat. Måske har virksomhedsejeren to boliger, eller måske understøtter den ene computer kun delvist virksomhedens driftsmæssige behov, så også den anden er nødvendig.

Hvis der savnes en reel driftsmæssig begrundelse for ekstra computere mv., eller de rent faktisk synes at være stillet til rådighed for øvrige personer i husstanden, betragtes udgifterne til de "overflødige" computere som private, ikke fradragsberettigede udgifter. Se SL § 6 in fine.

Se også

Se også afsnit C.C.2.1.4.4.5.1 om fælles regler, herunder flere af hvert gode.