Indhold

Dette afsnit handler om dispositioner mellem ægtefæller.

Afsnittet indeholder:

  • Generelt om dispositioner mellem ægtefæller.

Generelt om dispositioner mellem ægtefæller

Da ægtefæller efter ægtefælleloven er formuemæssigt selvstændige personer, kan ægtefællerne naturligvis indgå retshandler med hinanden. De kan indgå aftaler med hinanden, give hinanden gaver og pådrage sig forpligtelser over for hinanden. Se ægtefælleloven § 2.

Hvis en skyldner overdrager aktiver fra sin bodel til ægtefællens bodel, kan der i overensstemmelse med princippet om særråden og særhæften ikke foretages udlæg i disse aktiver.

Der er dog en række begrænsninger for ægtefællernes mulighed for at indgå aftaler, give gaver eller pådrage sig forpligtelser i forhold til hinanden.

For det første er der i ægtefællelovens § 2, stk. 2 om præceptivitet grænser for aftalefriheden, idet udgangspunktet er, at ægtefællelovens bestemmelser ikke kan fraviges.

For det andet er der i ægtefællelovens § 2, stk. 3 indført en særregel om ugyldighed af visse gaver i forhold til både giverægtefællens kreditorer og giverægtefællen selv.

For det tredje er der begrænsninger med hensyn til gaver mellem ægtefællerne, idet gaver givet af en insolvent ægtefælle i visse tilfælde kan omstødes af dennes kreditorer efter konkurslovens § 64