Indhold

Dette afsnit beskriver de øvrige særlige forhold, der gælder for landbrugeres indkomstopgørelse vedrørende husdyrbesætningen.

Afsnittet indeholder:

  • Vilkårspenge
  • Overgangsordningen
  • xOversigt over domme, kendelser, afgørelser, SKM-meddelelser mv.x

Vilkårspenge

Regel

Vilkårspenge skal først medregnes i sælgerens indkomst i det (de) indkomstår, hvor vilkårene opfyldes.

Definition

Vilkårspenge er en betaling, som køber først skal betale, når et avlsdyr på et senere tidspunkt opfylder nogle nærmere angivne betingelser, som fremgår af kontrakten.

Eksempler

Eksempler på forskellige vilkårspenge:

  • Opnåelse af præmier ved dyrskue
  • Afkomspræmier.

Overgangsordningen

Der er en særlig overgangsordning, som vedrører de landbrugere, der ved udgangen af indkomståret 1980 havde en stambesætning. Se § 8 i HUSDYL og bekendtgørelse nr. 543 af 16. november 1981 om opgørelse og fradrag for forskelsbeløb mv.

Efter de tidligere regler påvirkede indtægter ved salg af hele stambesætningen eller en væsentlig del af denne ikke indkomstopgørelsen, og overgangsordningens regler har til formål at sikre, at kun indtægter vedrørende disse stambesætningsdyr, der opstår i tiden efter lovens ikrafttræden, skal beskattes.

Dette sikres ved, at der for landbrugerne beregnes et forskelsbeløb, som kan fratrækkes ved opgørelsen af indkomsten. Se TfS 1996, 820 LSR, hvor en landmand blev nægtet fradrag for forskelsbeløbet ved afhændelse af en særlig værdifuld besætning i forbindelse med bytte.

Om beregningen af forskelsbeløbet og om anvendelsen af forskelsbeløb ved indkomstopgørelsen for indkomståret 1981 henvises til Ligningsvejledningen 1981 afsnit R 1.3.1 og 1.3.2.

Det forskelsbeløb, der er tilbage efter de foretagne fradrag i indkomståret 1981, får betydning for følgende indkomstår, hvis der sker ændringer i stambesætningens størrelse. Se Ligningsvejledningen 1989 afsnit R 1.3.

xOversigt over domme, kendelser, afgørelser, SKM-meddelelser mv.x

Skemaet viser relevante afgørelser på området:

Afgørelse

Afgørelsen i stikord

Yderligere kommentarer

Landsskatteretskendelser

TfS 1996, 820 LSR

En landmands opgørelse af et forskelsbeløb efter husdyrbeskatningsloven i forbindelse med afhændelse af en særlig værdifuld besætning blev ikke anset fradragsberettiget. Landmanden havde afhændet sin kødkvægsbesætning på 65 dyr og som betaling modtaget en besætning på 66 dyr. Da afhændelsen skete i forbindelse med bytte af besætning, var der ikke hjemmel til at give fradrag for et forskelsbeløb.