Indhold

Dette afsnit handler om de sundhedsydelser, der er skattefri efter LL § 30 og de betingelser, der knytter sig til skattefriheden.

Afsnittet indeholder:

Oversigt over de skattefri ydelser og deres betingelser
Betingelse om behandling af misbrug af medicin, alkohol eller andre rusmidler eller rygeafvænning
Betingelse om led i den generelle personalepolitik for alle medarbejdere
Rygeafvænning
Medicinudgifter
Finansiering ved lån eller forsikring
Oversigt over domme, kendelser, afgørelser, SKM-meddelelser mv.

Oversigt over de skattefri ydelser og deres betingelser

Her er en skematisk oversigt over de ydelser, der er omfattet af LL § 30, og de betingelser, der skal være opfyldt, for at ydelsen er skattefri. Ydelserne og betingelserne er nærmere beskrevet efterfølgende.

Ydelse	Betingelser for skattefrihed
Behandling for misbrug af medicin, alkohol eller andre rusmidler (LL § 30, stk. 1, 1. pkt)	Skriftlig lægeerklæring om at medarbejderen har behov for behandlingen. Se LL § 30, stk. 4. Led i arbejdsgiverens generelle personalepolitik for alle virksomhedens medarbejdere. Se LL § 30, stk. 3, 1. pkt. Adgangen må dog godt begrænses ud fra anciennitet og antal arbejdstimer. Se LL § 30, stk. 3, 2. pkt.
Rygeafvænning (LL § 30, stk. 1, 2. pkt.)	Led i arbejdsgiverens generelle personalepolitik for alle virksomhedens medarbejdere. Se LL § 30, stk. 3, 1. pkt. Adgangen må dog godt begrænses ud fra anciennitet og antal arbejdstimer. Se LL § 30, stk. 3, 2. pkt.
Medicinudgifter (LL § 30, stk. 2)	Kun medicinudgifter som arbejdsgiver afholder i forbindelse med behandling, der er omfattet af LL § 30, stk. 1, 1. pkt. Kun skattefrihed for udgifter der er afholdt senest seks måneder fra første behandlingsdag, bortset fra udgifter afholdt under indlæggelse på hospital, klinik eller lignende. Se LL § 30, stk. 2, 1. pkt. Led i arbejdsgiverens generelle personalepolitik for alle virksomhedens medarbejdere. Se LL § 30, stk. 3, 1. pkt. Adgangen må dog godt begrænses ud fra anciennitet og antal arbejdstimer. Se LL § 30 stk. 3, 2. pkt.
Forsikring (LL § 30, stk. 1, 3. pkt)	Det er kun den del af en forsikringspræmie, der kan henføres til misbrugsbehandling eller rygeafvænning omfattet af skattefriheden i LL § 30, der er skattefri. Led i arbejdsgiverens generelle personalepolitik for alle virksomhedens medarbejdere. Se LL § 30, stk. 3, 1. pkt. Adgangen må dog godt begrænses ud fra anciennitet og antal arbejdstimer. Se LL § 30, stk. 3, 2. pkt.
Lån til behandling eller rygeafvænning (LL § 30, stk. 1, 2. pkt)	Lånet må kun dække behandling eller rygeafvænning, der er omfattet af skattefriheden i LL § 30. Se LL § 30, stk. 1, 2. pkt. Led i arbejdsgiverens generelle personalepolitik for alle virksomhedens medarbejdere. Se LL § 30, stk. 3, 1. pkt. Adgangen må dog godt begrænses ud fra anciennitet og antal arbejdstimer. Se LL § 30, stk. 3, 2. pkt.

Betingelse om behandling af misbrug af medicin, alkohol eller andre rusmidler eller rygeafvænning

Der skal være tale om behandling af misbrug af medicin, alkohol eller andre rusmidler eller rygeafvænning. Andre sundhedsydelser er ikke længere skattefrie efter LL § 30.

Behandling for misbrugsproblemer

Ved behandling for misbrug af medicin, alkohol eller andre rusmidler er det en betingelse, at der foreligger en skriftlig lægeerklæring om, at medarbejderen har behov for behandlingen.

Rygeafvænning

Der er ikke noget krav om lægehenvisning eller lægeerklæring i forbindelse med arbejdsgiverbetalt rygeafvænning.

Forsikring og lån til behandling

Det er en betingelse for skattefriheden, at forsikringen eller lånet dækker behandling eller rygeafvænning, der er omfattet af skattefriheden i LL § 30. Hvis en forsikring også dækker andre sundhedsydelser, er det kun den del af præmien, der kan henføres til ydelser omfattet af LL § 30, der er skattefri, medmindre de øvrige ydelser er skattefrie efter andre regler.

Betingelse om led i den generelle personalepolitik for alle medarbejdere

Det er en betingelse for skattefriheden for alle ydelser omfattet af LL § 30, at udgiften afholdes som led i arbejdsgivers generelle personalepolitik for alle virksomhedens medarbejdere på ens vilkår. Det indebærer, at der ikke må ske forskelsbehandling af de ansatte. Udgangspunktet er derfor samme ydelse, på ens vilkår til alle ansatte.

Det afgørende er, om alle medarbejdere tilbydes samme ydelse på ens vilkår. Hvis nogle ansatte ikke tager imod tilbuddet, er sundhedsydelsen fortsat skattefri, hvis betingelserne i LL § 30 i øvrigt er overholdt. Det fremgår specifikt vedrørende forsikringer af LL § 30, stk. 3.

Det er en konkret vurdering, hvorvidt der er tale om udgifter, som afholdes som led i virksomhedens generelle personalepolitik for alle medarbejdere. Hvis der er tale om en personalepolitik, der omfatter alle medarbejdere på lige vilkår, som fremgår af personalehåndbøger mv., er betingelsen normalt opfyldt.

Særligt vedrørende sundhedsforsikring

I tilfælde, hvor arbejdsgiveren har tegnet en forsikring, der omfatter behandling, fremgår det af forsikringspolicen eller forsikringsaftalen, om alle ansatte er omfattet.

Mulighed for begrænsninger

Der er mulighed for at begrænse tilbuddet efter to generelle kriterier:

Anciennitet
antal arbejdstimer.

Arbejdsgiveren kan derfor stille betingelse om, at medarbejderen opfylder et vist anciennitetskrav, fx mindst 1 års ansættelse. Se LL § 30, stk. 3.

Deltidsansatte kan som hovedregel ikke afskæres fra tilbud om deltagelse. Det følger af principperne i deltidsloven (deltidsdirektivet). I praksis kan virksomheden dog undlade at tilbyde ordningen til medarbejdere med meget beskeden ugentlig arbejdstid. I SKM2006.741.SR bekræftede Skatterådet, at det er et lovligt krav, når arbejdsgiveren fastsætter generelle krav om en ugentlig arbejdstid på mindst otte timer samt et generelt krav om en anciennitet på mindst ni måneder.

Både med hensyn til krav om anciennitet og antal arbejdstimer kan der skeles til den tidligere praksis vedrørende den nu ophævede LL § 7 A om favørkursaktier. Efter den ophævede LL § 7 A var der lignende betingelser om, at godet var tilbudt alle medarbejderne, og at der kun kunne sættes begrænsninger, der var fastsat efter almene kriterier. Desuden var en anciennitet på tre år efter praksis acceptabelt. Hvis der var krav om en højere anciennitet, fx 4½ år, blev ordningen ikke anset som tilbudt alle medarbejdere.

Ud over muligheden for at begrænse tilbuddet ud fra anciennitet og antal arbejdstimer, kan arbejdsgiver også begrænse tilbuddet til fx én betalt behandling pr. medarbejder, så længe begrænsningen gælder alle medarbejdere.

Eksempel hvor ordningen ikke er udbudt til alle medarbejdere

I en virksomhed får en enkelt medarbejder dækket udgifterne til alkoholbehandling. Betalingen er ikke led i arbejdsgiverens generelle personalepolitik, fordi de øvrige ansatte ikke har mulighed for tilsvarende arbejdsgiverbetalt behandling. Medarbejderen bliver derfor skattepligtig af den arbejdsgiverbetalte alkoholbehandling. Se SKM2008.662.SR, der belyser kravet om, at en ydelse skal tilbydes alle medarbejdere. Den i sagen omhandlede operation vil dog ikke længere kunne være skattefri efter LL § 30, selv om betingelsen om, at en ordning skal tilbydes alle medarbejdere, var opfyldt.

Eksempel 1 på uens økonomiske vilkår

Alle medarbejdere får tilbudt samme behandling, men en gruppe medarbejdere får behandlingen finansieret ved en nedgang i kontantlønnen, mens en anden gruppe deltager i ordningen uden ændringer i kontantlønnen. Medarbejderne får samme ydelse, men ikke på ens vilkår. På grund af de uens økonomiske vilkår er sundhedsydelsen ikke skattefri for medarbejderne. Se SKM2006.741.SR, der belyser betydningen af de uens økonomiske vilkår. Det bemærkes dog, at den pågældende sundhedsforsikring ikke længere kan være skattefri efter LL § 30.

Eksempel 2 på uens økonomiske vilkår

En virksomhed betaler den fulde behandlingsudgift til én medarbejdergruppe og giver de øvrige ansatte mulighed for et rentefrit lån til en tilsvarende behandling.

Medarbejderne får samme ydelse, men ikke på ens vilkår, og behandlingen er derfor ikke skattefri for medarbejderne.

Eksempel 1 på tilstrækkelig ens vilkår

En virksomhed tilbyder sine medarbejdere en sundhedsforsikring på økonomiske vilkår, der ikke er fuldstændig ens. Kontantlønnen for de månedslønnede bliver nedsat med 108 kr. pr. måned (1.296 kr. årligt), mens kontantlønnen for de 14-dages-lønnede bliver nedsat med 44 kr. pr. lønudbetaling (1.144 kr. årligt). Set over et år har ordningen ikke fuldstændig ens konsekvenser for de to medarbejdergrupper. Virksomheden tilstræber, at de to medarbejdergrupper bliver stillet så ens som muligt, blandt andet ved at de ændrede vederlagsaftaler tager højde for medarbejdernes besparelse på feriepenge og pensionsindbetaling. Da virksomheden har tilstræbt størst mulig lighed, og de faktiske forskelle er af mindre betydning, kan ordningen blive skattefri for medarbejderne, selvom der ikke er fuldstændig lighed mellem de to medarbejdergrupper. Se SKM2007.71.SR, der belyser, hvornår der er tilstrækkelig ens vilkår. Det bemærkes dog, at den pågældende sundhedsforsikring ikke længere kan være skattefri efter LL § 30.

Eksempel 2 på tilstrækkelig ens vilkår (en forsøgsperiode)

Et selskab ville tilbyde medarbejderne en sundhedsordning. I første omgang skulle ordningen kun udbydes i en forsøgsperiode i én af flere divisioner i selskabet. Selskabets hensigt var at tilbyde ordningen til alle medarbejderne, hvis ordningen blev en succes i forsøgsperioden. Betingelsen om, at udgiften skulle afholdes over for alle virksomhedens medarbejdere, var opfyldt i forsøgsperioden, fordi der var tale om et generelt tilbud til samtlige ansatte i en bestemt enhed og ikke om et tilbud til fx kun én personalegruppe i selskabet. Se SKM2003.417.LR der belyser, hvorledes en forsøgsordning i en konkret sag er blevet vurderet. Det bemærkes, at den pågældende sundhedsordning ikke længere kan være skattefri efter LL § 30.

Bemærk

Det er Skattestyrelsens opfattelse, at SKM2003.417.LR ikke er udtryk for, at hvis blot der er tale om en forsøgsperiode, er det ikke et krav, at ordningen skal være tilbudt til alle medarbejdere på ens vilkår.

Eksempel 3 på tilstrækkelig ens vilkår

En sundhedsforsikring var skattefri for medarbejdere i en virksomheds selskaber A, B og C, selvom ordningen ikke omfattede tjenestemænd, der var udlånt til fremmede virksomheder. Se SKM2006.254.SR, det bemærkes dog, at den pågældende sundhedsforsikring ikke længere kan være skattefri efter LL § 30.

Eksempel 4 på tilstrækkelig ens vilkår

En virksomhed ville tilbyde de ansatte en sundhedsforsikring. Blandt de ansatte var også medarbejdere med bopæl i udlandet. Danske forsikringsselskaber må ikke tegne forsikring for personer med bopæl uden for Danmark. Da frasorteringen skete på et konkret grundlag, fordi forsikringsselskabet ikke måtte tegne forsikringer på personer bosat uden for Danmark, var vilkårene tilstrækkelig ens til, at forsikringerne var skattefri efter LL § 30. Se SKM2007.373.SR . Det bemærkes dog, at den pågældende sundhedsforsikring ikke længere kan være skattefri efter LL § 30.

Rygeafvænning

Skattefrihed gælder for de ydelser, som arbejdsgiveren betaler med henblik på medarbejderens rygeafvænning. Det kan være udgifter til

rygeafvænningskursus
terapi og rådgivning
farmakologiske hjælpemidler som fx nikotinplastre, nikotintyggegummi og inhalator.

Tilbuddet om arbejdsgiverbetalt rygeafvænning skal være led i virksomhedens generelle personalepolitik for alle virksomhedens medarbejdere. Det kan dog begrænses efter generelle kriterier som anciennitet og antal arbejdstimer. Se LL § 30, stk. 3. Se ovenfor under overskriften Mulighed for begrænsninger.

Det er ikke en betingelse for medarbejderens skattefrihed, at der foreligger en lægehenvisning, lægeerklæring eller lignende.

Medicinudgifter

Arbejdsgiverbetalte medicinudgifter er skattefri i op til seks måneder fra første behandlingsdag, hvis medicinen er knyttet til en behandling, der er skattefri efter LL § 30, stk. 1. Hvis medicinen bliver givet under indlæggelse på hospital, klinik eller lignende kan den dog være skattefri, selvom der er gået mere end seks måneder fra første behandlingsdag. Se LL § 30, stk. 2.

Den samme tidsbegrænsning på seks måneder gælder, hvis arbejdsgiveren tegner en forsikring eller yder et lån til at dække udgiften til medicin.

Tidsbegrænsningen gælder dog ikke, hvis arbejdsgiveren dækker udgifter til nikotinpræparater mv. i forbindelse med rygeafvænning.

Finansiering ved lån eller forsikring

LL § 30 gælder også tilfælde, hvor arbejdsgiveren finansierer den ansattes behandling eller rygeafvænning ved at yde et helt eller delvist rentefrit lån eller tegner en forsikring for medarbejderne.

Lån fra arbejdsgiveren til behandling

Medarbejderen er ikke skattepligtig af en eventuel rentefordel ved, at arbejdsgiveren yder et helt eller delvist rentefrit lån til at dække medarbejderens behandling eller rygeafvænning. Lånet skal dog indeholde en klausul om, at det kun må dække den ansattes udgifter i forbindelse med en behandling eller rygeafvænning omfattet af LL § 30, stk. 1, 1. pkt. og/eller stk. 2 - dvs. behandling for misbrug af medicin, alkohol eller andre rusmidler eller rygeafvænning, samt medicinudgifter hertil.

Hvis lånet ikke har en sådan klausul, bliver medarbejderen skattepligtig af rentebesparelsen. Se afsnit C.A.5.8 om personalelån.

Sundhedsforsikring

Hvis arbejdsgiveren betaler for behandlinger eller rygeafvænning ved at tegne en forsikring, der omfatter medarbejderne, er der skattefrihed for arbejdsgiverens præmiebetaling til en sådan forsikring. Det er en betingelse for skattefriheden for forsikringspræmien, at det står i forsikringsbetingelserne, at forsikringen kun dækker behandling, der er omfattet af skattefriheden i LL § 30.

Skattefriheden gælder, uanset om arbejdsgiveren betaler forsikringspræmien direkte, eller om arbejdsgiveren i stedet refunderer den ansattes betaling.

Oversigt over domme, kendelser, afgørelser, SKM-meddelelser mv.

Skemaet viser relevante afgørelser på området:

Afgørelse	Afgørelsen i stikord	Yderligere kommentarer
Skatterådet og Ligningsrådet
SKM2012.22.SR	Arbejdsgiverbetalt behandling af medarbejdere med diagnosen BED og arbejdsgiverbetalt misbrugsbehandling af svært overvægtige medarbejdere med andre grader af spiseforstyrrelser og madmisbrug var ikke skattepligtig for medarbejderne, hvis behandlingen skete efter henvisning fra deres egen læge. Det blev ved vurderingen forudsat, at betingelserne i LL dagældende § 30, stk. 3 og 4, var opfyldte. Derimod ville medarbejderne blive skattepligtige af behandlingen, hvis den skete efter henvisning fra behandlingscentrets egen psykolog. Dette begrundedes med, at der ikke var tale om en uvildig lægehenvisning som anført i LL § 30, da en psykolog ikke selv kan foretage henvisninger efter LL § 30.	Som følge af ændringen af LL § 30, er der ikke længere skattefrihed for den type behandling, som afgørelsen vedrører.
SKM2011.189.SR	Der var ikke tale om en generel sundhedsordning for alle medarbejdere, hvis kun enkelte institutioner/virksomheder i en kommune tilbød de ansatte forskellige sundhedsydelser. Den omstændighed, at der efter den kommunale styrelseslov var flere institutioner/virksomheder, hvor den daglige ledelse blev varetaget af en virksomhedsleder/institutionsleder, medførte ikke, at disse institutioner/virksomheder kunne anses som selvstændige virksomheder i relation til LL § 30, stk. 3. Medarbejderne var ansat i hele kommunen og gjorde udelukkende tjeneste i de enkelte institutioner/virksomheder. Det var derfor kommunen som helhed, der måtte anses som den reelle arbejdsgiver. Blev ordningen kun ydet til medarbejdere i de enkelte institutioner/virksomheder, ville det være skattepligtigt.	Se også SKM2011.62.SR Som følge af ændringen af LL § 30, er der nu kun skattefrihed for arbejdsgiverbetalt behandling af misbrug af medicin, alkohol eller andre rusmidler eller rygeafvænning.
SKM2011.62.SR	Der var ikke tale om en generel sundhedsordning, hvis ikke samtlige medarbejdere hos en kommune blev tilbudt at deltage i en sundhedsordning. Den omstændighed, at der efter den kommunale styrelseslov er forvaltninger, hvor den daglige ledelse varetages af formændene for de stående udvalg, medførte ikke, at disse forvaltninger kunne anses som selvstændige virksomheder i relation til LL § 30, stk. 3. Medarbejderne var ansat i hele kommunen, og gjorde udelukkende tjeneste i de enkelte forvaltninger. Det var derfor hele kommunen, der måtte anses som den reelle arbejdsgiver for de ansatte. Blev ordningen kun ydet til medarbejdere i de enkelte forvaltning, ville det være skattepligtigt.	Se også SKM2011.189.SR Som følge af ændringen af LL § 30, er der nu kun skattefrihed for arbejdsgiverbetalt behandling af misbrug af medicin, alkohol eller andre rusmidler eller rygeafvænning.
SKM2010.411.SR	Sagen vedrørte forskellige personalegoder, bl.a. rygestopprodukter. Rygestopprodukterne blev stillet til rådighed for alle medarbejdere i en selvstændig virksomhed under en kommune, men ikke til alle medarbejdere i kommunen. Det var derfor spørgsmålet, om betingelsen, om at godet skal være givet som led i arbejdsgivers generelle personalepolitik for alle virksomhedens medarbejdere, var opfyldt. Ud fra en konkret vurdering og med henvisning til SKM2003.417.LR blev betingelsen anset som opfyldt og rygestopprodukterne dermed skattefri for medarbejderne. Der blev lagt vægt på, at der var tale om en selvstændig virksomhed både med hensyn til navn, geografi, ledelse og medarbejdere, der havde beføjelse til at ansætte og afskedige medarbejdere selv.
SKM2009.362.SR	En handicaphjælper var ansat af den handicappede, men handicaphjælperens løn og skat blev administreret af kommunen, og arbejdets udførelse var kommunens ansvar. Skatterådet fandt efter en konkret vurdering, at handicaphjælperen kunne deltage i en skattebegunstiget sundhedsordning for kommunens ansatte.	Som følge af ændringen af LL § 30, er der nu kun skattefrihed for arbejdsgiverbetalt behandling af misbrug af medicin, alkohol eller andre rusmidler eller rygeafvænning.
SKM2008.662.SR	En virksomhed kunne foretage fradrag for dækning af en enkelt medarbejders udgifter til operation. Skatterådet bekræftede samtidig, at forholdet ikke var omfattet af ligningslovens § 30, da betalingen ikke er et led i virksomhedens generelle personalepolitik.	Som følge af ændringen af LL § 30, er der nu kun skattefrihed for arbejdsgiverbetalt behandling af misbrug af medicin, alkohol eller andre rusmidler eller rygeafvænning.
SKM2008.309.SR	Medarbejdere blev ikke beskattet af værdien af gratis medforsikrede børn for en sundhedsordning, der var omfattet af LL § 30, fordi et tilsvarende produkt blev tilbudt på lige vilkår til privatpersoner. Det ændrede ikke på arbejdsgiverens fradragsret, at de ansattes børn var gratis medforsikret.	Som følge af ændringen af LL § 30, er der nu kun skattefrihed for arbejdsgiverbetalt behandling af misbrug af medicin, alkohol eller andre rusmidler eller rygeafvænning.
SKM2007.373.SR	En sundhedsforsikringsordning, der var tilbudt af arbejdsgiveren til alle medarbejderne, var skattefri efter ligningsloven § 30, når forsikringen i sin natur kun kunne tilbydes medarbejdere med bopæl i Danmark. Der blev lagt vægt på, at frasorteringen sker på et konkret grundlag, idet forsikringsselskabet ikke havde tilladelse til at tegne forsikringer på personer bosat uden for Danmark	Som følge af ændringen af LL § 30, er der nu kun skattefrihed for arbejdsgiverbetalt behandling af misbrug af medicin, alkohol eller andre rusmidler eller rygeafvænning.
SKM2007.71.SR	Medarbejdere, der valgte at deltage i en tilbudt sundhedsforsikring, var fritaget for beskatning i henhold til ligningslovens § 30, selv om virksomheden tilbød sine medarbejdere sundhedsforsikringen på uens økonomiske vilkår, idet månedslønnede ved en ændret vederlagsaftale nedsættes med 108 kr. pr. måned (1.296 kr. årligt) og 14 dages lønnede med 44 kr. pr. lønudbetaling (1.144 kr. årligt). Virksomheden tilstræbte, at begge medarbejdergrupper blev stillet ens, i det virksomheden i den ændrede vederlagsaftale tilgodeså medarbejdernes besparelse på feriepenge og pensionsindbetaling. Skatterådet lagde til grund, at virksomheden tilstræbte en fuldstændig lighed mellem de to medarbejdergrupper og Rådet fandt derfor, at sundhedsforsikringen var tilbudt på samme økonomiske vilkår.	Som følge af ændringen af LL § 30, er der nu kun skattefrihed for arbejdsgiverbetalt behandling af misbrug af medicin, alkohol eller andre rusmidler eller rygeafvænning.
SKM2006.741.SR	En sundhedsforsikring var skattefri for de medarbejdere, der ønskede sundhedsforsikringen, selvom en eller flere medarbejdere valgte ikke at deltage i ordningen. Det var også et lovligt krav efter LL § 30, stk. 3, når arbejdsgiver satte et generelt krav om en ugentlig arbejdstid på mindst otte timer og et generelt krav om en anciennitet på ni måneder. Det ville dog medføre bortfald af skattefriheden, hvis en eller flere medarbejdere fik ordningen finansieret ved en nedgang i kontantlønnen, mens andre deltog i ordningen uden en ændring af deres vederlagsaftale. Alle medarbejdere skulle tilbydes samme ydelse på de samme økonomiske vilkår.	Som følge af ændringen af LL § 30, er der nu kun skattefrihed for arbejdsgiverbetalt behandling af misbrug af medicin, alkohol eller andre rusmidler eller rygeafvænning.
SKM2006.254.SR	En sundhedsforsikring var ud fra en samlet vurdering skattefri for medarbejdere i virksomhedens selskaber A, B og C, selvom ordningen ikke omfattede tjenestemænd, der var udlånt til fremmede virksomheder.	Som følge af ændringen af LL § 30, er der nu kun skattefrihed for arbejdsgiverbetalt behandling af misbrug af medicin, alkohol eller andre rusmidler eller rygeafvænning.
SKM2003.417.LR	Et selskab ville tilbyde medarbejderne en sundhedsordning. I første omgang skulle ordningen kun udbydes i en forsøgsperiode i én af flere divisioner i selskabet. Selskabets hensigt var at tilbyde ordningen til alle medarbejderne, hvis ordningen blev en succes i forsøgsperioden. Betingelsen om, at udgiften skulle afholdes over for alle virksomhedens medarbejdere var opfyldt i forsøgsperioden, fordi der var tale om et generelt tilbud til samtlige ansatte i en bestemt enhed og ikke om et tilbud til fx kun én personalegruppe i selskabet.	Som følge af ændringen af LL § 30, er der nu kun skattefrihed for arbejdsgiverbetalt behandling af misbrug af medicin, alkohol eller andre rusmidler eller rygeafvænning.