Indhold

►Bemærk:

Fra og med 1. april 2019 ophæves afgift på antibiotika og vækstfremmere, der anvendes som tilsætningsstoffer til foderstoffer. Se § 23 i lov nr. 1728 af 27. december 2018.◄

Dette afsnit angiver afgiftssatserne på vækstfremmere, og beskriver hvordan afgiften beregnes.

Afsnittet indeholder:

  • Afgiftssatser
  • Dækningsafgift.

Afgiftssatser

Afgiften udgør:

  • Zinkbacitracin                              1,00 kr./g
  • Spiramycin                                   1,00 kr./g
  • Virginiamycin                               1,00 kr./g
  • Flavofosfolipol                            2,50 kr./g
  • Tylosinfosfat                              1,25 kr./g
  • Monensin natrium                        1,00 kr./g
  • Salinomycin natrium                     0,83 kr./g
  • Avilamycin                                   1,25 kr./g
  • Carbadox                                      1,00 kr./g
  • Olaquindox                                  1,00 kr./g

Afgiftssatsen fremgår af VÆKSTAL § 1, stk. 1. Afgiften er fastsat efter, at den skal give en ensartet udgift pr. smågris, lige meget hvilket stof der bruges.

Vækstfremmere og antibiotika, som ikke er nævnt i loven, er også omfattet. Vækstfremmere, der senere bliver godkendt som tilsætningsstoffer til foderstoffer, bliver også omfattet af afgiftspligten. Afgiftssatsen fastsættes efter den sats, der gælder for et lignende antibiotikum eller vækstfremmende stof, der har et tilsvarende tilladt maksimal indhold af antibiotikum eller vækstfremmende stof, som nævnt ovenfor i foderet.

Dækningsafgift

Der skal også betales afgift ved indførelse af varer, som indeholder antibiotika og vækstfremmere, selvom de ikke i sig selv er afgiftspligtige.

Et eksempel er forblandinger, tilskudsfoder og fuldfoder med videre.

Afgiften bliver beregnet efter indholdet af de stoffer, som fremgår af fabrikantens erklæring om indholdet. Se VÆKSTAL § 1.

Hvis virksomheden ikke fremlægger en fabrikanterklæring om indholdet af stoffer, når den modtager dækningsafgiftspligtige varer fra udlandet, skal virksomheden betale afgift med følgende satser:

  • Forblandinger                               25 kr. pr. kg.
  • Tilskudsfoder                               10 kr. pr. kg.
  • Fuldfoder                                       5 kr. pr. kg.

Afgiftssatserne er uændret siden lovens indførelse.