Indhold

Dette afsnit indeholder en beskrivelse af de stoffer, som er omfattet af reglerne om afgift af kvælstof indeholdt i gødninger m.m.

Afsnittet indeholder:

  • Afgiftspligtige gødninger
  • Afgiftspligtige varer til anden brug.

Se også

Se afsnit E.A.1.2 om dækningsafgift, der skal betales, når afgiftspligtige varer indgår i en i øvrigt afgiftsfri vare.

Afgiftspligtige gødninger

Der skal betales afgift af kvælstofindholdet i følgende kemiske, mineralske og organiske gødninger:

  1. Ammoniak henhørende under position 2814 i EUs kombinerede nomenklatur. Positionen omfatter ammoniak, vandfri eller i vandig opløsning.
  2. Kaliumnitrat og calciumnitrat henhørende under position 2834 i EUs kombinerede nomenklatur. Positionen omfatter foruden kaliumnitrat og calciumnitrat også andre nitriter og nitrater, der ikke er omfattet af afgiftspligten.
  3. Ammoniumclorid henhørende under position 2827 i EUs kombinerede nomenklatur. Positionen omfatter foruden ammoniumclorid også andre chlorider, oxychlorider og hydrooxychlorider; bromider og oxybromider; jodider og oxyjodider, der ikke er omfattet af afgiftspligten.
  4. Gødningsstoffer henhørende under position 3102 og 3105 i EUs kombinerede nomenklatur. Position 3102 omfatter nitrogenholdige gødningsstoffer, mineralske eller kemiske. Position 3105 omfatter mineralske eller kemiske gødningsstoffer indeholdende to eller tre af gødningselementerne nitrogen, phosphor og kalium; andre gødningsstoffer; varer henhørende under kapitel 31, i form af tabletter eller lignende eller i pakninger af bruttovægt 10 kg og derunder.
  5. Organiske gødninger, der er granulerede, pulveriserede eller på anden måde forarbejdet, og som er bestemt til salg i pakninger på 50 kg eller derunder.

xSe KVÆLAL § 1.x Nærmere oplysninger om, hvad der er omfattet af de nævnte positioner i den kombinerede nomenklatur, findes i Toldtariffen samt i de forklarende bemærkninger til Toldtariffen.

Et eksempel på organiske gødninger, som nævnt i punkt 5 ovenfor, kan være forarbejdede husdyrgødninger, hvor der er skabt produkter, der er forskellige fra udgangspunktet med hensyn til tørstofindhold, sammensætning og/eller koncentrationen af gødningsstoffer. Sådan organiske gødninger er afgiftspligtige for pakninger bestemt til salg på 50 kg og derunder, medmindre den forarbejdede husdyrgødning afsættes inden for kredsen af virksomheder, der er registreret i Landbrugsstyrelsens register for afgiftsfri handelsgødning. Se xLov om jordbrugets anvendelse af gødning og om plantedække lovbekendtgørelse nr. 996 af 25. juni 2018x og endvidere Lov om gødning og jordforbedringsmidler lovbekendtgørelse nr. 16 af 4. januar 2017.

Afgiftspligtige varer til anden brug

Loven virker på den måde, at gødningsstofferne er afgiftspligtige, men såfremt stofferne anvendes i jordbrugsvirksomheder eller ikke er bestemt til gødningsformål, er de afgiftsfrie eller kan fritages for afgift. Se afsnit E.A.7.14.6.

Kvælstofholdige produkter der anvendes i lastbilers miljøfiltre er specifikt fritaget for afgift. Efter KVÆLAL § 7, stk 2 fremgår det, at der er afgiftsfrihed for UREA-produkter i henhold til DIN-norm DIN 70070 og lign. Det vil sige, at også ammoniak, som anvendes i SCR-katalysatorer vil være omfattet af bestemmelsen.

Eksempel

Som udgangspunkt er der afgift på kvælstofindholdet i ammoniak henhørende under position 2814 i EUs kombinerede nomenklatur (se punkt 1 ovenover) og gødningsstoffer henhørende under position 3102 (urea) og 3105 i EUs kombinerede nomenklatur (punkt 2).

På det tidspunkt, hvor gødningsforhandleren sælger ammoniak til ludning af halm og foderurea, er disse produkter ikke forskellige fra varer, der sælges til gødningsformål. Derfor er både ammoniak til ludning af halm og foderurea omfattet af det afgiftspligtige vareområde. Produkterne kan dog sælges afgiftsfrit efter reglerne i § 7 ved salg til virksomheder, der er registreret efter lov om jordbrugets anvendelse af gødning og om plantedække (jordbrugsvirksomheder mv.) Se afsnit (E.A.7.14.4).

Urea til brug for afisning er omfattet af afgiftspligten, mens urea i lastbilers miljøfilter er specifikt undtaget. Se KVÆLAL § 7, stk. 2.

Salpetersyre (HNO3) i ren form kan anvendes til gødning mv. Salpetersyre i ren form henhører imidlertid under position 2808 i den kombinerede nomenklatur og er dermed ikke omfattet af afgiftspligten. Se KVÆLAL § 1. Sker der derimod en blanding med andre kemiske eller mineralske produkter, så det får karakter af gødningsstof, hører det blandede produkt under position 3105, som er omfattet af afgiftspligten. Se KVÆLAL § 1, stk. 1, nr. 4.