Toldmyndighederne skal træffe alle nødvendige foranstaltninger til bortskaffelse af varer, herunder i form af konfiskation, salg eller tilintetgørelse, i følgende tilfælde

  • hvis en af forpligtelserne i forhold til varer fra lande uden for EU, som føres ind i EU, ikke er opfyldt,
  • hvis varerne er blevet unddraget toldtilsyn,
  • hvis varer ikke har kunnet frigives som følge af
    • at undersøgelse af varerne af årsager, der kan tilskrives klareren, ikke har kunnet indledes eller fortsætte inden for den frist, som er fastsat af toldmyndighederne,
    • at dokumenter, som er en betingelse for varernes henførsel under den angive toldprocedure, ikke er blevet forelagt,
    • at toldbeløb ikke er betalt, eller der ikke er stillet sikkerhed for beløbets betaling, eller
    • at varerne er omfattet af forbud eller restriktioner,
  • hvis varerne ikke indenfor rimelig tid efter deres frigivelse, er blevet fjernet,
  • hvis det efter varernes frigivelse konstateres, at de ikke opfyldte betingelserne for denne frigivelse, eller
  • hvis varer afstås til staten.

Se art. 198, stk. 1 i EUTK.

Varer fra lande uden for EU anses for at være henført under toldoplagsproceduren, hvis disse er afstået til staten, taget i bevaring, beslaglagt eller konfiskeret.

Varerne skal indskrives i toldoplagshaverens regnskaber eller i toldmyndighedernes, hvis de opbevares af disse, og hvis varerne allerede er omfattet af en toldangivelse, skal der i regnskaberne henvises til denne, hvorefter toldmyndighederne erklærer den pågældende toldangivelse ugyldig.

Se art. 198, stk. 2 i EUTK.

Omkostningerne til de nødvendige foranstaltninger til bortskaffelse af varer afholdes af

  • enhver person, der har været ansvarlig for opfyldelsen af de pågældende forpligtelser, hvis forpligtelserne i toldlovgivningen ikke er blevet opfyldt,
  • enhver person, der har været ansvarlig for, at varerne har været unddraget toldtilsyn,
  • klareren, hvis varerne ikke har kunnet frigives på grund af forhold, som kan tilskrives klareren,
  • klareren, hvis varerne ikke er blevet fjernet indenfor rimelig tid efter deres frigivelse
  • den person, der er ansvarlig for at opfylde forpligtelserne for varernes frigivelse, hvis det efter frigivelsen konstateres, at betingelserne for frigivelse ikke var opfyldt
  • den person, der afstår varerne til staten.

Se art. 198, stk. 3 i EUTK.