Varers toldværdi skal angives i danske kroner. I de tilfælde, hvor der handles i andre valutaer, skal der derfor ske en omregning.
Den kurs, der benyttes, offentliggøres og/eller gøres tilgængelig på internettet, når det er nødvendigt at omregne en valuta til bl.a. ansættelse af toldværdien af en varer, som er angivet i en anden medlemsstats valuta.
Se EUTK artikel 53, stk. 1.
Ved værdiansættelsen af varer faktureret i udenlandsk valuta, skal der omregnes til danske kroner efter reglerne i GF artikel 146 efter følgende valutakurser:
-
Omregningskursen offentliggjort af Den Europæiske Centralbank for medlemsstater, der har euroen som valuta
-
Omregningskursen offentliggjort af den kompetente nationale instans for medlemsstater, der ikke har euroen som valuta.
Sidstnævnte er i Danmark de valutakurser der noteres af Danmarks Nationalbank, der er offentliggjort den næstsidste onsdag hver måned.
Hvis der ikke noteres en kurs den næstsidste onsdag i en måned, fx fordi den pågældende dag er helligdag, anvendes i stedet den kurs, der er noteret senest forud for den pågældende onsdag.
Omregningskursen skal anvendes i en måned, begyndende fra den første dag i den efterfølgende måned.
En række aviser offentliggør dagligt en liste over de aktuelle omregningskurser, herunder også de aktuelle såkaldte toldkurser. Det er for tiden Berlingske Tidende, Børsen, Erhvervsbladet og Morgenavisen Jyllandsposten.
Valutaer, der ikke noteres af Nationalbanken
Ved omregning af valutaer, der ikke noteres af Danmarks Nationalbank, anvendes den senest noterede sælgerkurs for den pågældende valuta. Oplysning herom kan fås hos pengeinstitutterne. Har pengeinstitutterne forskellige kurser for valutaen, anvendes den kurs, der er gængs ved handelsforhold, og som ikke indeholder særlige vekselgebyrer mv. Det vil sige, at kursen skal afspejle værdien af den berørte medlemsstats valuta så nøjagtigt som muligt.
Se GF artikel 146, stk. 4.