Afgørelse

Afgørelsen i stikord

Yderligere kommentarer

Højesteretsdomme

SKM2009.24.HR

Landbrug. Ikke erhvervsmæssigt. Forpagtningsudgift. Afskrivninger. Overskud i et enkelt år.

I sagen var der enighed om, at landbrugsvirksomheden ud fra en teknisk landbrugsfaglig målestok var drevet sædvanligt og forsvarligt, og Højesteret lagde til grund, at skatteyderen havde tilsigtet at opnå et rimeligt driftsresultat.

Det var herefter afgørende for, om driften kunne anses for at være erhvervsmæssig i indkomståret 2000, om det kunne fastslås, at driften selv ikke efter en længere årrække ville kunne blive overskudsgivende før renter.

Højesteret fandt, at der ikke ved vurdering af landbrugsvirksomhedens driftsresultat før renter kunne ses bort fra den forpagtningsafgift, som skatteyderen havde betalt efter overdragelsen af ejendommen til sin søn i 1998, fordi der var tale om en nødvendig driftsomkostning ved den valgte driftsform.

Driften havde herefter været underskudsgivende før renter i alle årene fra 1990 - 2004. Dette gjaldt, bortset fra 1995 og 1997, selv om de foretagne afskrivninger blev nedsat til det niveau på ca. 3.000 kr., som ifølge skatteyderen havde været det rigtige, hvis afskrivningerne kun var driftsmæssigt begrundet.

Over for dette kunne der ikke lægges afgørende vægt på, at driftsresultatet havde været positivt i et enkelt af årene efter 2000, nemlig i 2005.

Retten bemærkede, at der ikke var fremlagt oplysninger om driftsresultatet i 2006, og at der ikke kunne lægges afgørende vægt på, at skønsmanden - på baggrund af driftsresultatet i 2005 - havde ændret sin tidligere opfattelse, hvorefter landbrugsvirksomheden med den driftsform, som var valgt i år 2000, ikke ville kunne give et overskud på eller omkring 0 kr. efter driftsmæssige afskrivninger, men før renter.

Højesteret fandt derfor, at det var med rette, at skattemyndighederne havde lagt til grund, at driften af landbrugsvirksomheden selv ikke efter en længere årrække ville kunne blive overskudsgivende, og at driften derfor ikke kunne anses for at være erhvervsmæssig.

Dommen stadfæster SKM2006.239.ØLR.

SKM2009.24.HR er kommenteret i SKM2009.110.SKAT (styresignal).

SKM2007.59.HR

Deltidslandbrug. Kvæghold. Ikke erhvervsmæssigt.

Skatteyderen havde drevet et deltidslandbrug siden 1980´erne med et mindre kvæghold. Der var enighed mellem parterne om, at virksomheden var omfattet af den særlige praksis vedrørende fritidslandbrug. Landbruget havde løbende givet store driftsunderskud. I 1988 var der opført en stor staldbygning.

Skatteyderen ønskede fradrag for underskud i indkomstårene 1996 - 1998.

Landsretten lagde vægt på en syns- og skønserklæring, hvorefter det med den valgte driftsform i 1996 - 1998, hvor staldbygningerne ikke blev delvist udlejet, var usandsynligt, at der kunne opnås et resultat, der gav plads til afskrivninger i noget væsentligt omfang.

Retten fandt derfor, at virksomheden i disse år ikke var tilrettelagt på en sådan måde, at der havde været udsigt til, at driften ville kunne give overskud efter driftsmæssige afskrivninger, og at virksomheden ikke havde været drevet erhvervsmæssigt forsvarligt.

Højesteret stadfæstede afgørelsen.

Dommen stadfæster SKM2005.327.ØLR.

SKM2004.455.HR

Intensitetskriteriet. Omsætning af ganske underordnet omfang. Minkfarm ikke erhvervsmæssig.

Højesteret stadfæstede landsrettens dom. Landsretten havde i overensstemmelse med en syns- og skønserklæring lagt til grund, at minkfarmen efter sin størrelse og indretning kunne drives landbrugsfagligt forsvarligt, hvis kapaciteten blev udnyttet, og at skatteyderen havde de nødvendige forudsætninger for det.

Lige siden et sygdomsudbrud blandt minkene i 1992 havde hensigten været at øge produktionen igen. Det var baggrunden for, at minkfarmen ikke var blevet solgt eller afviklet helt, tidligere end det skete.

Driften havde været erhvervsmæssig før sygdomsudbruddet. Ved vurderingen af, om driften var erhvervsmæssig i indkomstårene 1996, 1997 og 1998 tog retten udgangspunkt i, at ejeren skulle have en vis periode til at sikre sig mod yderligere sygdom og få produktionen i gang igen.

Retten fandt dog, at det ikke skyldtes hensynet til sygdomsbekæmpelsen, men økonomiske overvejelser, at ejeren ikke øgede produktionen i 1996 og de følgende år.

I 1996, 1997 og 1998 havde der imidlertid kun været en omsætning på 11.153 kr., 6.996 kr. og 19.502 kr. Driften af minkfarmen havde derfor ikke haft et sådan omfang, at den kunne anses for at være erhvervsmæssig, og der var derfor ikke fradrag for underskud.

Principiel.

TfS 1994, 364 HRD

Landbrug. Erhvervsmæssigt.

Højesteret lagde på baggrund af en syns- og skønsrapport til grund, at driften af et landbrug var teknisk landbrugsfagligt forsvarlig og sædvanlig for et deltidslandbrug af den størrelse og beskaffenhed.

Til spørgsmålet om en sådan driftsform kunne give overskud på den primære drift før af- og nedskrivninger, svarede syns- og skønsmanden, at der kunne forventes et driftsoverskud på omkring 0.

Retten udtalte, at efter SL § 6 a, kan underskud ved drift af en landbrugsejendom efter den mangeårige særlige ligningspraksis vedrørende deltidslandbrug fratrækkes ved opgørelsen af den skattepligtige indkomst på betingelse af, at driften af ejendommen bedømt ud fra en teknisk- landbrugsfaglig målestok kan betegnes som sædvanlig og forsvarlig og tilsigter at opnå et rimeligt driftsresultat. I så fald må ejendommen i skattemæssig forstand anses for at være drevet erhvervsmæssigt, medmindre det må lægges til grund, at driften selv efter en længere årrække ikke vil kunne blive overskudsgivende.

Højesteret gav derfor skatteyderen medhold i, at landbruget var erhvervsmæssigt drevet.

Principiel.

Dommen er kommenteret af Skatteministeriet i TfS 1994, 583 DEP.

Landsretsdomme

SKM2011.30.VLR

Ikke erhvervsmæssig virksomhed. En eller flere virksomheder.

En lastvognschauffør drev et deltidslandbrug med planteavl. Driften havde i perioden 1998-2003 været underskudsgivende. Sagen angik, om landbruget havde været erhvervsmæssigt drevet i indkomstårene 2001-2003.

Landbruget gav i indkomstårene 2005-2008 mindre driftsoverskud, og skatteyderen gjorde derfor gældende, at landbruget som konsekvens af dette havde været erhvervsmæssigt drevet i indkomstårene 2001-2003. Han anførte i den forbindelse, at driftsformen i 2005-2007 havde været ganske den samme som i 2001-2003. Skatteyderen havde imidlertid i 2005 omlagt driften, ved at påbegynde udlejning af en driftsbygning og opnåede nye indtægter fra jagtudleje og salg af brænde.

Hvis man så bort fra indtægterne fra de nye aktiviteter, var landbrugsbedriften fortsat underskudsgivende i 2005-2008. Spørgsmålet var herefter, om landbrugsbedriften samt udlejningsvirksomheden og virksomheden med salg af brænde og jagtudleje udgjorde én og samme virksomhed, eller om de nye aktiviteter måtte bedømmes som særskilte økonomiske aktiviteter, der var uafhængige af landbrugsbedriften.

Byretten fandt, at de nye indtægtskilder ikke kunne anses som en integreret del af landbrugsbedriften, som derfor også i indkomstårene 2005-2008 havde været underskudsgivende. Af den grund - og fordi syn- og skønsmanden ikke fandt, at der i indkomstårene 2001-2003 var udsigt til, at sagsøgerens landbrugsbedrift med den valgte driftsform på sigt kunne give overskud på eller omkring 0 kr. efter driftsmæssige afskrivninger, men før renter og driftsherreløn, anså retten ikke landbrugsvirksomheden for erhvervsmæssigt drevet. Der var derfor ikke fradragsret efter SL § 6, stk. 1, litra a, for underskud i indkomstårene 2001-2003.

Dommen stadfæster SKM2010.197.BR.

SKM2007.517.VLR

Forpagtet jord ikke erhvervsmæssigt drevet. Ikke fradrag for forpagtningsafgift.

Skatteyderen havde forpagtet dyrkbar jord (som tilhørte hans mor) for en 5-årig periode og ønskede fradrag for underskud på henholdsvis 35.472 kr. og 21.428 kr. i indkomstårene 2000 og 2001.

Det var ubestridt, at driften af den forpagtede jord ud fra en teknisk- landbrugsfaglig målestok havde været sædvanlig og forsvarlig.

Landsretten henviste til, at en syns- og skønsmand bl.a. havde udtalt, at driften selv efter en længere årrække ikke kunne blive overskudsgivende. Retten fandt derfor, at driften ikke kunne anses for at være erhvervsmæssig, og udtalte i den forbindelse, at forpagtningsafgiften og afskrivninger på nogle maskiner, som sagsøgeren havde købt af sin far, skulle indregnes som omkostninger ved opgørelsen af virksomhedens resultat.

Skatteyderen havde subsidiært påstået fradrag for forpagtningsafgiften med henvisning til, at afgiften kunne sidestilles med renteudgifter. Landsretten fandt imidlertid ikke grundlag for skattemæssigt at sidestille forpagtningsafgiften med fradragsberettigede renter. Se SL § 6, litra e.

SKM2005.7.ØLR

Fårehold og åledrift. Udlejning af minilæsser.

Landsretten fandt på baggrund af en skønserklæring, at driften af en ejendom bedømt ud fra en teknisk/landbrugsfaglig målestok ikke kunne betegnes som sædvanlig og forsvarlig, ligesom den ikke tilsigtede at opnå et rimeligt driftsresultat.

Retten fandt heller ikke, at der havde været udsigt til, at driften, selv efter en længere årrække, kunne blive overskudsgivende, heller ikke selvom der blev medregnet en anslået indtægt fra udlejning af minilæsseren.

Indholdet af en tinglyst deklaration på ejendommen om jordbrugsmæssig anvendelse kunne ikke føre til et andet resultat.

Spørgsmålet om, hvorvidt virksomheden var erhvervsmæssig, var ikke omfattet af anken til Højesteret. Se SKM2007.278.HR.

SKM2004.432.VLR

Kvægavl. Erhvervsmæssig drift. Driftsmæssige afskrivninger.

Skatteyderen, der drev et fritidslandbrug med kvægavl, havde trukket driftsunderskud fra. Skatteyderens resultatopgørelse for indkomstårene før og efter viste beskedne overskud, som imidlertid kun var en følge af, at skatteyderen ikke indregnede driftsmæssige afskrivninger.

Skatteyderen gjorde gældende, at aktiverne var så slidte og gamle, at der ikke var nogen yderligere forringelse ved fortsat benyttelse af dem, og at han derfor var berettiget til at sætte de driftmæssige afskrivninger til 0 kr.

Landsretten fandt ikke, at de driftsmæssige afskrivninger kunne sættes til 0 kr., men fandt ud fra oplysningerne om driftsbygningernes og maskinernes alder og stand, at afskrivningerne måtte sættes til meget beskedne beløb.

På den baggrund fandt landsretten ikke at kunne lægge til grund, at driften selv efter en længere årrække ikke ville kunne blive overskudsgivende, jf. TfS 1994, 364 HRD. Skatteyderen var derfor berettiget til fradrag for underskud.

SKM2001.432.VLR

Avl af prydfasaner, karantænestation. Ikke erhvervsmæssig.

En virksomhed, der omfattede avl med prydfasaner samt drift af en karantænestation for strudse blev ikke anset for at være erhvervsmæssig.

Landsretten fandt det ikke dokumenteret, at skatteyder ved at deltage i et "strudseprojekt" havde udsigt til at opnå betydelige indtægter.

Omsætningen udgjorde 14.038 kr. i 1993 og 25.280 kr. i 1994. Af omsætningen i 1994 vedrørte 16.000 kr. salg af resterende strudse, da "Strudsekompagniet", der stod for det projekt, som skatteyder deltog i, var ophørt. Det samlede underskud for perioden 1992-1995 var på 104.424 kr.

Under de anførte omstændigheder anså landsretten ikke skatteyders virksomhed for at være erhvervsmæssig, uanset om den særlige ligningsmæssige praksis for deltidslandbrug måtte finde anvendelse.

TfS 1998, 256 VLD

Heste- og svinehold. Ikke erhvervsmæssigt.

Skatteyderne drev et landbrug med svinehold og hestehold, men svineproduktionen havde ikke haft en sådan intensitet, at driften efter en teknisk-landbrugsfaglig vurdering kunne anses som forsvarlig, og der var ikke udsigt til at opnå fortjeneste ved hesteholdet.

To tidligere indkomstår er behandlet i dommen TfS 1998, 257 VLD.

TfS 1997, 177 ØLD

Svinehold og harehold. Ikke erhvervsmæssigt.

Det blev ikke anset for godtgjort, at skatteyderens landbrugsvirksomhed havde haft en sådan karakter og et sådant omfang, at driften ud fra en teknisk landbrugsfaglig målestok kunne anses som sædvanlig og forsvarlig.

Driften ville selv efter en længere årrække ikke kunne give overskud.

TfS 1999, 215.ØLD nåede til samme resultat vedrørende klagerens ægtefælle for indkomståret 1992.

TfS 1996, 301 VLD

Forpagtning. Ikke erhvervsmæssig.

Landsretten lagde til grund, at driften ved forpagtning af en landejendom samt leje af græsareal til dyrehold var sædvanlig og forsvarlig efter en teknisk landbrugsfaglig målestok.

Efter syns- og skønserklæringer blev det desuden lagt til grund, at driften tilsigtede at opnå et rimeligt driftsresultat.

Retten nægtede alligevel fradrag for underskud, fordi der ikke kunne ses bort fra udgifterne til forpagtning, græsleje og faktiske merudgifter ved bilkørsel ved vurderingen af, om driften måtte anses som erhvervsmæssig.

Når disse udgifter blev taget med, ville driften selv efter en længere årrække ikke kunne blive overskudsgivende.

TfS 1994, 566 ØLD

Landbrug. Erhvervsmæssigt.

En mekaniker, der havde købt sin fars landbrugsejendom, kunne trække underskud, på henholdsvis 4.318 kr., 7.641 kr. og 6.133 kr., fra i tre år efter SL § 6, stk. 1, litra a.

Retten fandt, at der ikke var grundlag for at antage, at ejendommen primært var købt med henblik på beboelse, og lagde vægt på en skønserklæring, hvorefter

• driften ud fra en teknisk landbrugsfaglig målestok var forsvarlig
• driften tilsigtede at opnå et rimeligt driftsresultat
• en landbrugsbedrift af samme størrelse måtte forventes at give et driftsoverskud på omkring 0.

TfS 1994, 366 VLD

Gartneri. Erhvervsmæssigt.

En skatteyder, der i sin fritid drev et gartneri på 5 tdr. land med det formål at blive selvstændig erhvervsdrivende gartner på fuld tid, kunne trække driftsunderskuddet fra i anden indkomst.

Der var ikke tale om en lystejendom, og den form for virksomhed, som skatteyderen havde drevet, var uden enhver lighed med hobbyvirksomhed.

På grundlag af en planteavlskonsulents oplysninger, fandt retten ikke grundlag for at antage, at virksomheden ikke inden for en overskuelig tidsfrist kunne have været drevet med overskud.

Virksomheden var derfor erhvervsmæssig, selvom den blev drevet i fritiden, og selvom manglende faglig indsigt kunne have medvirket til de dårlige driftsresultater.

TfS 1992, 566 VLD

Landbrug. Ikke erhvervsmæssigt.

Landsretten tilkendegav i et forlig, at der ikke kunne opnås fradrag for underskud, selvom landbrugsejendommen ud fra en teknisk landbrugsfaglig betragtning var forsvarligt drevet. Retten lagde til grund, at ejendommen ikke havde givet noget driftsmæssigt overskud i ejerperioden, og at der heller ikke var udsigt til, at driften ville give overskud - heller ikke selvom driften blev lagt om til fx korndyrkning.

TfS 1992, 516 ØLD

Landbrug. Manglende intensitet. Ikke erhvervsmæssigt.

En akademiingeniør blev nægtet fradrag for underskud ved driften af en mindre landbrugsejendom.

Skatteyderen havde indhentet en erklæring fra det lokale amtsråds konsulent i økologisk/biodynamisk jordbrug. I erklæringen bekræftede konsulenten, at gården blev drevet fagligt forsvarligt.

Landsretten fandt imidlertid ikke, at den landbrugsmæssige udnyttelse af ejendommen havde en sådan intensitet, at underskuddet kunne trækkes fra.

Det var uden betydning, at virksomheden var momsregistreret.

TfS 1989, 188 VLD

Landbrug. Bierhverv. Erhvervsmæssigt.

Skatteministeriet tog på baggrund af en syns- og skønsrapport bekræftende til genmæle, så fradrag for underskud blev anerkendt.

TfS 1989, 159 ØLD

Lille landbrug. Erhvervsmæssigt.

En skatteyder drev ved siden af sin fuldtidsbeskæftigelse som lønmodtager et landbrug på 2,8 hektar. Han havde tidligere i 15-20 år været fuldtidsbeskæftiget i landbruget, senest som ejer af en gård på 69 tønder land. Udgifterne ved driften af landbruget blev anset for at være fradragsberettigede bl.a. på baggrund af en syns- og skønserklæring, der var udarbejdet til sagen.

TfS 1986, 359 VLD

Fritidslandbrug. Ikke erhvervsmæssigt. Manglende intensitet.

Sagen drejede sig om en ikke-landbrugsuddannet, der på traditionel vis drev en lille landbrugsejendom med produktion af fedekalve.

Retten fandt, at driften var forsvarlig i teknisk landbrugsfaglig forstand.

På grund af det beskedne omfang af køb og salg af dyr havde driften imidlertid ikke den fornødne intensitet til, at den kunne anses for at være erhvervsmæssig.

Dommen er omtalt i kommentaren TfS 1994, 583 SKM til TfS 1994, 364 H.

Byretsdomme

Skov- og hedeejendom. Underordnet omfang. Ikke erhvervsmæssig.

Sagen vedrørte, om anvendelsen af en skov- og plantageejendom var erhvervsmæssig, således at skatteyderen kunne anvende virksomhedsskatteordningen.

Det var ubestridt, at bedømmelsen skulle ske på grundlag af den særlige ligningspraksis vedrørende deltidslandbrug.

Retten fandt ikke, at driften af ejendommen havde eller i fremtiden ville have udsigt til at opnå et sådant omfang, at der var tale om erhvervsmæssig virksomhed.

Retten lagde herved bl.a. vægt på,

• at der ikke var fremlagt uvildige udtalelser om den fremtidige prognose for ejendommens udvikling og drift i økonomisk henseende, samt
• at ejendommen ifølge skatteyderens egne oplysninger i perioden 2003-2011 med fradrag af et offentligt tilskud i 2004 på  111.420, kr. kun havde genereret et nettoresultat på i alt  189.340 kr., hvoraf sagsøgerens andel udgjorde 1/3, dvs. gennemsnitligt godt 7.000 kr. på årsbasis.

Landsskatteretskendelser og -afgørelser

►SKM2018.537.LSR◄

►Ved bedømmelsen af, om et landbrug kunne anses for erhvervsmæssigt drevet, kunne der ikke inddrages indtægter i form af fleksjobydelser. Landbruget blev herefter ikke anset for erhvervsmæssigt drevet, og der kunne derfor ikke ske fradrag for underskud herved.◄

Se også Skattemi-
nisterens svar til Skatteudvalget SAU 403 af 18. maj 2016 (Alm. del.).

Om sygedagspenge, se SKM2015.262.HR i afsnit C.C.1.1.2.

SKM2017.341.LSR

Landejendom - beskedent omfang - kun tilskud. Ikke erhvervsmæssigt.

En mindre landejendom, der var uden erhvervsmæssig aktivitet, men kun havde indkomster i form af EU-tilskud og miljøtilskud, kunne ikke anses for erhvervsmæssigt drevet.

Landsskatteretten udtalte, at modtagelse af EU-støtte ikke i sig selv kan anses som udtryk for, at der har været aktiv virksomhedsdrift. Derimod skal den arbejdsindsats, der er ydet for at opnå EU-støtten, indgå i vurderingen.

Henset til skatteyderens indtægter i virksomheden, som udelukkende havde bestået af tilskud og støtte, samt hans manglende arbejdsindsats i virksomheden og benyttelsen af ejendommen, fandt retten, at han hverken kunne anses for at have drevet en erhvervsmæssig landbrugsvirksomhed eller anden erhvervsmæssig virksomhed.

Denne konkrete bedømmelse af klagerens virksomhed stred ikke mod praksis på området, hvor det er anerkendt, at tilskud og støtte skal indgå i et landbrugs driftsresultat ved vurderingen af virksomhedens rentabilitet i tilfælde, hvor der i modsætning til i skatteyderens tilfælde faktisk er en egentlig landbrugsdrift på ejendommen.

Endvidere bemærkede retten, at der ikke forelå drift af en virksomhed, hvorfor tilskud og støtte ikke kunne indgå ved opgørelsen af resultatet af en ikke-erhvervsmæssig virksomhed.

Tilskuddene og støtten var skattepligtige efter SL § 4. Beløbene kunne ikke anses for erhvervet som led i et lønmodtagerforhold eller selvstændig erhvervsvirksomhed og sås ikke i øvrigt ikke at være omfattet af arbejdsmarkedsbidragsloven. Da tilskuddene og støtten således ikke indgik i driftsresultatet for en erhvervsmæssig virksomhed, blev beløbene ikke anset for arbejdsmarkedsbidragspligtige.

Ud fra nettoindkomstprincippet i SL § 4 kunne der ved opgørelsen af skattepligtigt tilskud og støtte fratrækkes udgifter til ansøgning om tilskud og støtte, da de er direkte forbundet med selve erhvervelsen af tilskud og støtte.

Udgiften til regnskab ansås ikke at være direkte forbundet med erhvervelsen af tilskud og støtte, men derimod med klagerens personlige indkomstopgørelse. Udgifter til kontingent og skadedyrsbekæmpelse ansås ligeledes ikke at være direkte forbundet med erhvervelsen af tilskud og støtte, og kunne derfor heller ikke nedsætte de skattepligtige nettobeløb.

SKM2017.63.LSR

Ikke erhvervsmæssig drift af landbrug.

En landbrugsejendom, der gav underskud i en årrække, og hvis besætning bestod af ganske få dyr, blev ikke anset for erhvervsmæssigt drevet. Den opfyldte ikke kravene om rentabilitet og intensitet.

Derimod blev udlejning af en bygning til ikke nærtstående anset for erhvervsmæssig.

SKM2016.460.LSR

Deltidslandbrug. Ikke erhvervsmæssigt.

Da der ikke var udsigt til at et landbrug med planteavl og kvægdrift, der blev drevet som bi-virksomhed, selv efter en længere årrække kunne give et resultat på 0 eller derover efter driftsmæssige afskrivninger, fandt Landsskatteretten ikke, at der var drevet erhvervsmæssig virksomhed i skattemæssig henseende i de pågældende indkomstår.

Landsskatteretten lagde til grund, at der skulle ske årlige afskrivninger i størrelsesordenen 200.000 kr. under henvisning til en syn og skønserklæring i sagen. Disse afskrivninger var i øvrigt underbygget af de afskrivninger, skatteyderen havde foretaget regnskabsmæssigt.

Det kunne ikke føre til et andet resultat, at landbruget arealmæssigt var af betydeligt omfang og måtte anses for at være drevet teknisk landbrugsfagligt forsvarligt.

SKM2015.278.LSR

Deltidslandbrug. Erhvervsmæssigt.

En landmand, der efter frasalg af jord var skiftet fra mælkeproducent til producent af kødkvæg, kunne fratrække underskud for indkomstårene 2010 og 2011 i forbindelse med den ny produktion.

Landsskatteretten lagde vægt på, at der på trods af underskud i årene 2009-2013 måtte anses at være en opadgående tendens på nær i et enkelt år, hvor der var omlagt til en anden kvægrace. Dette sammenholdt med det positive resultat i indkomståret - selv efter driftsmæssige afskrivninger - og det  positive skift af kvægrace, førte efter rettens opfattelse til, at virksomheden ville kunne opnå positive resultater.

Resultatet af udlejning af en ejendom skulle ikke indgå i vurderingen, da der var tale om en virksomhed for sig.

SKM2014.872.LSR

Skovejendom. Underordnet omfang. Ikke erhvervsmæssig.

En skovbrugsvirksomhed med 6 ha fredskov kunne ikke anses for erhvervsmæssig virksomhed i indkomstårene 2010-12. 

Skatteyderen havde siden 2006 modtaget pension.

Landsskatteretten udtalte, at underskud ved drift af en skovbrugsejendom er fradragsberettiget, jf. SL § 6, stk. 1, litra a, hvis driften af ejendommen ud fra en teknisk-landbrugsfaglig målestok kan betegnes som sædvanlig og forsvarlig samt tilsigter at opnå et rimeligt driftsresultat, jf. Højesterets dom af 15. april 1994 (offentliggjort i TfS 1994, 364).

Ved bedømmelsen af om der foreligger et rimeligt driftsresultat lægges vægt på, om ejendommen - efter driftsmæssige afskrivninger - har udsigt til at give et resultat omkring 0 kr. eller blive overskudsgivende. Der skelnes herefter mellem, hvorvidt virksomheden kan betegnes som erhvervsmæssig eller ej.

Landsskatteretten bemærkede bl.a., at skovbrugsvirksomhedens resultat skulle bedømmes isoleret, dvs. uden resultat af solcellevirksomhed, idet dette var en aktivitet, der ikke indgik som en naturlig del af skovbrugsvirksomheden. Det var således alene skovbrugsvirksomhedens drift og resultat, der var afgørende for vurderingen af, hvorvidt denne virksomhed var erhvervsmæssigt drevet.

Retten bemærkede også, at der i skovbrugsvirksomhedens resultat ikke indgik bygningsafskrivninger, som efter fast praksis skal indgå i virksomhedens resultat, særligt når det af BBR-meddelelse for ejendommen fremgår, at der er bygninger af nyere dato. 

Vedrørende budgetter for 2014 og 2015 var der kun medtaget udgifter til dieselolie, benzin, kædeolie, reservedele m.v. på 5.000 kr. Der var ikke medtaget andre ordinære og årligt tilbagevendende udgifter til f.eks. reparation og ejendomsskatter, ligesom der ikke er medtaget udgifter til konsulentbistand o. lign.

Retten fandt, at skovbrugsvirksomheden ikke var erhvervsmæssigt drevet. Retten lagde vægt på, at

• der havde været underskud af virksomheden siden 2006
• der ikke var redegjort for størrelsen af forventede indtægter ved fredskoven
• det fredskovpligtige areal kun var på ca. 6 ha.

Der syntes herefter ikke at være udsigt til, at skovbrugsvirksomheden kunne opnå et resultat på mindst 0 kr. 

 SKM2014.809.LSR

To virksomheder

Virksomhed med landbrugsdrift og virksomhed med udlejning af maskiner skulle bedømmes hver for sig.  Landbrugsvirksomheden, som var underskudsgivende, kunne derefter ikke anses for erhvervsmæssigt drevet.

SKM2006.794.LSR

EU's enkeltbetalingsordninger

Da udbetalinger fra EU's enkeltbetalingsordning er betinget af landbrugsmæssig drift, skal de regnes med til et landbrugs ordinære driftsresultat og dermed indgå i bedømmelsen af, om der er tale om en erhvervsmæssig drift.

TfS 1999, 48 LSR

Et deltidslandbrug blev anset for at være erhvervsmæssig virksomhed.

Landsskatteretten fandt, at det ved afgørelsen af, om en virksomhed havde udsigt til at give overskud, principielt var resultatet efter de driftsmæssige afskrivninger, der måtte tages i betragtning.

Se også TfS 1994, 364 HRD.

TfS 1990, 418 LSR

Landbrugsejendom. Juletræer. Ikke erhvervsmæssig.

En lønmodtager havde en mindre landbrugsejendom, hvor han boede, og hvor størstedelen af de 2,8 ha var tilplantet med juletræer. Skatteyderen havde anvendt virksomhedsordningen på beplantningen og bl.a. medtaget to udhuse på indskudskontoen samt trukket disse huses andel af prioritetsrenter fra.

Myndighederne havde ikke godkendt dette fradrag i den personlige indkomst, men overført rentefradraget til kapitalindkomst.

Landsskatteretten statuerede, at virksomheden med juletræer ikke kunne anses for at være erhvervsmæssig, og skatteyderen var som lønmodtager derfor ikke berettiget til at anvende virksomhedsskattelovens regler.

Skatterådet

SKM2008.943.SR

Udlejning af jord. Ikke erhvervsmæssig.

Udlejning af 2,04 ha frijord, med et forventet årligt overskud på 520 kr. blev ikke anset for at være erhvervsmæssig i relation til anvendelsen af virksomhedsordningen og genanbringelse efter ejendomsavancebeskatningsloven.

Afgørelsen er begrundet med, at det forventede overskud var af beskeden størrelse.