Indhold

Dette afsnit handler om RIM’s erstatningspligt for ulovligt iværksatte udlæg.

Afsnittet indeholder:

  • Regel

    • Bortfald eller nedsættelse af erstatningsansvaret

    • Fremsættelse af erstatningskrav

  • Oversigt over domme, kendelser, afgørelser, SKM-meddelelser mv.

Regel

RIM kan blive erstatningspligtig, hvis der er iværksat initiativ til at tvangsfuldbyrde et krav, uden at betingelserne for dette er opfyldt. 

Erstatningskravet omfatter erstatning for:

    • den økonomisk skade, som kan bevises eller antageliggøres efter sædvanlige erstatningsretlige synspunkter og
    • godtgørelse for tort

samt hvis skyldner har været fremstillet eller tilbageholdt af politiet, godtgørelse for lidelse. Se RPL § 505, stk. 1 og 2.

Bortfald eller nedsættelse af erstatningsansvaret

Har den, mod hvem forretningen rettes, selv udvist uagtsomhed, kan der blive tale om bortfald eller nedsættelse af ansvaret efter de almindelige regler om egen skyld.

Fremsættelse af erstatningskrav

Et krav på erstatning skal fremsættes overfor fogedretten eller de almindelige domstole senest 3 måneder efter det tidspunkt, hvor skyldner blev i stand til at gøre kravet gældende. Se RPL § 505, stk. 3.

Bemærk

Advokatsalær kan ikke kræves dækket som tab efter RPL § 505, men skal indgå i fogedrettens vurdering ved fastsættelse af sagsomkostninger efter RPL § 503.

Oversigt over domme, kendelser, afgørelser, SKM-meddelelser mv.

Afgørelse

Afgørelsen i stikord

Yderligere kommentarer

Landsretsdomme

UfR 1974.255 ØLD

Ved udpantning i og auktion over kasseapparat, som viste sig omfattet af TL § 37, var distriktstoldkammer T alene pligtig at afgive berigelsen til panthaver.

Da T ikke ved udpantningsforretningen eller på anden vis havde gjort sig skyldig i uforsvarlig adfærd, der kan medføre erstatningspligt efter den almindelige erstatningsregel og da T havde afgivet den indvundne berigelse, blev T frifundet for P's krav om erstatning.