Indhold

Dette afsnit indeholder reglerne om nedsættelse af anskaffelsessummen ved delafståelse af en fast ejendom, der allerede er givet fradrag for ved indkomstopgørelsen.

Afsnittet indeholder:

Definition af anskaffelsessum, der nedsættes

  • Regel
  • Afskrivninger mv. på eksisterende bygninger og installationer
  • Afskrivninger mv. på nedrevne bygninger og installationer
  • Fradrag for udgifter til drænings- og markanlæg, der er afskrevet
  • Nedsættelse af anskaffelsessummen ved delsalg med vederlag for mælkekvoter, omfattet af ejendomsavancebeskatningsloven
  • Særligt om nedsættelse af anskaffelsessummen ved delsalg af ejendomme, der er erhvervet før den 19. maj 1993
  • Generelt om regulering af anskaffelsessummen for fratrukne beløb
  • Oversigt over domme, kendelser, afgørelser, SKM-meddelelser mv.

Bemærk

Der gælder særlige regler for nedsættelsen af anskaffelsessummen ved delafståelse af en landbrugsejendom mv., der er erhvervet før den 19. maj 1993. Se afsnit (C.H.2.1.9.10).

Se også

  • (C.H.2.1.9.11) om nedsættelse af anskaffelsessummen ved delsalg med betaling for mælkekvote omfattet af ejendomsavancebeskatningsloven
  • (C.C.2.4) om opgørelse og beskatning af genvundne afskrivninger.

Definition af anskaffelsessum, der nedsættes

Når anskaffelsessummen ved delafståelse af en fast ejendom skal nedsættes, tages der udgangspunkt i anskaffelsessummen for hele ejendommen, som den er opgjort efter reglerne i EBL § 4 (kontantomregning og indgangsværdier) og eventuelt pristalsreguleret efter reglerne i EBL § 4 A.

Se afsnit (C.H.2.1.9.5) om opgørelse af anskaffelsessummen ved delafståelse.

Regel

Reglen i EBL § 5, stk. 4, om beløb, der skal nedsætte anskaffelsessummen ved afståelse af hele ejendommen, anvendes også, når der kun afstås en del af en ejendom. Se EBL § 5, stk. 5.

Se afsnit (C.H.2.1.9.6.3) om nedsættelse af anskaffelsessummen ved afståelse af hele ejendommen.

Reglerne for, hvornår beløbene skal fragå i anskaffelsessummen ved et delsalg og/eller skal henføres til afståelsen af restejendommen, står i EBL § 5, stk. 5, nr. 1-5, og er beskrevet nærmere her.

Afskrivninger mv. på eksisterende bygninger og installationer

Anskaffelsessummen nedsættes kun med beløb efter EBL § 5, stk. 4, nr. 1 og 3, hvis der afstås en afskrivningsberettiget bygning eller installation, hvor der er givet fradrag for

  • foretagne afskrivninger, herunder forskudsafskrivninger efter afskrivningsloven
  • fradragsbeløb efter AL § 24, stk. 5, 1. og 2. pkt.
  • forlods afskrivninger efter etableringskontoloven eller investeringsfondsloven
  • tab efter AL § 21, eller
  • værdiforringelse fratrukket efter AL § 23.

Nedsættelsen foretages kun i det omfang, beløbene ikke er beskattet som genvundne afskrivninger.

Se EBL § 5, stk. 4, nr. 1 og 3, som er omtalt i afsnit (C.H.2.1.9.6.3), sammenholdt med EBL § 5, stk. 5, nr. 1.

Beløbene henføres til den del af ejendommen, hvor afskrivningerne mv. er foretaget, eller som tabet eller værdiforringelsen vedrører.

Anskaffelsessummen nedsættes først, når bygningen eller installationen afstås.

Afskrivninger mv. på nedrevne bygninger og installationer

Anskaffelsessummen nedsættes kun med beløb efter EBL § 5, stk. 4, nr. 2, hvis der afstås jordarealer, hvor de nedrevne bygninger og installationer har ligget.

Se EBL § 5, stk. 4, nr. 2, som er omtalt i afsnit (C.H.2.1.9.6.3), sammenholdt med EBL § 5, stk. 5, nr. 2.

Beløbet henføres til den del af jorden, hvor de nu nedrevne bygninger mv. lå.

Anskaffelsessummen nedsættes først, når jordarealet afstås.

Fradrag for værdiforringelser ved at udnytte jordforekomster

Anskaffelsessummen nedsættes efter EBL § 5, stk. 4, nr. 4, med beløb, der vedrører værdiforringelse på grund af udnyttelse af jorden.

Se EBL § 5, stk. 4, nr. 4, som er omtalt i afsnit (C.H.2.1.9.6.3), sammenholdt med EBL § 5, stk. 5, nr. 3.

Beløbet henføres til den del af jordarealet, hvor der er gravet grus, ler og kalk mv.

Anskaffelsessummen nedsættes først, når jordarealet afstås.

Fradrag for udgifter til drænings- og markvandingsanlæg, der er afskrevet

Anskaffelsessummen nedsættes med beløb efter EBL § 5, stk. 4, nr. 5, hvis der afstås jordarealer, hvor der er opført drænings- eller markvandingsanlæg, som er afskrevet efter AL § 27.

Se EBL § 5, stk. 4, nr. 5, som er omtalt i afsnit (C.H.2.1.9.6.3), sammenholdt med EBL § 5, stk. 5, nr. 4.

Beløbene henføres til denne del af jorden.

Anskaffelsessummen nedsættes først, når denne del af jordarealet afstås.

Nedsættelse af anskaffelsessummen ved delsalg med vederlag for mælkekvoter, omfattet af ejendomsavancebeskatningsloven

Anskaffelsessummen ved delsalg af en ejendom nedsættes i afståelsesåret med et forholdsmæssigt vederlag, der modtages for afståelse af en mælkekvote, der ikke er omfattet af AL § 40 C. Se EBL § 5, stk. 5, nr. 5.

Se afsnit (C.H.2.1.9.11), hvor reglerne om regulering af anskaffelsessummen med vederlag for mælkekvoter beskrives samlet.

Særligt om nedsættelse af anskaffelsessummen ved delsalg af ejendomme, der er erhvervet før den 19. maj 1993

Anskaffelsessummen ved delafståelse af en fast ejendom nedsættes efter særlige regler, når en af de særlige indgangsværdier i EBL § 4, stk. 3, 1., 2. eller 5. pkt., anvendes som anskaffelsessum. Se EBL § 5, stk. 8.

For danske ejendomme er indgangsværdien for hele ejendommen efter disse bestemmelser en af følgende værdier:

  • Ejendomsværdien pr. 1. januar 1993 med et tillæg på 10 pct.
  • Ejendomsværdien pr. 1. januar 1993 med et tillæg på 10 pct. og med tillæg af et beløb opgjort som halvdelen af forskellen mellem denne værdi og ejendomsværdien pr. 1. januar 1996
  • Værdien pr. 19. maj 1993 efter en § 4 B-vurdering.

For udenlandske ejendomme er indgangsværdien for hele ejendommen efter de nævnte bestemmelser:

  • Værdien i fri handel den 19. maj 1993.

Hvis der tages udgangspunkt i en af indgangsværdierne ved opgørelsen af anskaffelsessummen ved delsalget, skal anskaffelsessummen efter EBL § 5, stk. 5, nr. 1, kun nedsættes med

  • foretagne afskrivninger, herunder forskudsafskrivninger, efter afskrivningsloven
  • fradragsbeløb efter AL § 24, stk. 5, 1. og 2. pkt.
  • forlods afskrivninger efter etableringskontoloven eller investeringsfondsloven

der er foretaget i indkomståret 1993 eller senere indkomstår.

Se EBL § 5, stk. 8, 1. pkt., sammenholdt med EBL § 5, stk. 5, nr. 1.

Anskaffelsessummen skal dog kun nedsættes i det omfang, afskrivningerne mv. ikke er blevet beskattede som genvundne afskrivninger.

Nedsættelsesbeløbene henføres til den del af ejendommen, hvor afskrivningerne mv. er foretaget, eller som tabet eller værdiforringelsen vedrører.

Nedsættelsespligtige beløb efter EBL § 5, stk. 5, nr. 1, der skal henføres til indkomståret 1993 eller senere indkomstår, beregnes efter forholdet mellem de afskrivninger mv., der er foretaget i indkomståret 1993 eller senere og de samlede foretagne afskrivninger mv. på ejendommens bygninger og installationer. 

Fordelingen på de to perioder sker derfor forholdsmæssigt på baggrund af de andele af de samlede afskrivninger, der relaterer sig til afskrivninger fra før indkomståret 1993 og afskrivninger i indkomståret 1993 og senere. Se EBL § 5, stk. 8, 2. pkt.

For de øvrige beløb, der skal nedsætte anskaffelsessummen efter EBL § 5, stk. 5, nr. 2 -5, gælder tilsvarende, at nedsættelsen kun sker med beløb, der er fratrukket i indkomståret 1993 eller senere. Se EBL § 5, stk. 8, 3. pkt.

Generelt om regulering af anskaffelsessummen for fratrukne beløb

Anskaffelsessummen nedsættes også med beløb, som ejeren ved opgørelsen af den skattepligtige indkomst har fratrukket for indkomståret 1998 eller tidligere indkomstår efter dagældende afskrivningslov. Se LBK nr. 932 af 24. oktober 1996, og tidligere afskrivningslove.

Tilsvarende gælder for beløb, der efter skattelovgivningen i øvrigt har været fradragsberettigede, herunder værdiforringelse af ejendommen, fordi der er gravet grus, ler og kalk mv. på ejendommen, eller for afskrivninger på bygninger eller vandingsanlæg efter statsskatteloven.

Det medfører, at når anskaffelsessummen nedsættes efter EBL § 5, stk. 4, nr. 1-6, jf. stk. 5, omfatter det også beløb, som ejeren har fratrukket for indkomståret 1998 eller tidligere efter regler i de dagældende afskrivningslove.

Tilsvarende gælder for beløb efter EBL § 5, stk. 4, nr. 1-6, jf. stk. 5, der efter skattelovgivningen i øvrigt har været fradragsberettigede.  

Se  § 16 i lov nr. 434 af 26. juni 1998 om ændring af forskellige skattelove (konsekvensændringer som følge af afskrivningsloven samt ændringer af ejendomsavancebeskatningsloven).

Se afsnit (C.H.2.1.22), der indeholder eksempler på beregning af fortjenesten.

Se også

Se også afsnit (C.C.2.4) om opgørelse og beskatning af genvundne afskrivninger.

Oversigt over domme, kendelser, afgørelser, SKM-meddelelser mv.

Skemaet viser relevante afgørelser på området:

Afgørelse

Afgørelsen i stikord

Yderligere kommentarer

Landsretsdomme

SKM2009.719.ØLR

Tidspunkt for salg af ejendom og mælkekvote. Efter de dagældende regler i EBL § 5 kunne en mælkekvote afstås skattefrit, hvis den blev solgt efter salget af ejendommen. Aftale om salg af mælkekvoten var underskrevet 8 dage efter salget af ejendommen. Begge salg fandt sted til skatteyders selskaber. Kvoten blev herefter udlejet til det selskab, der havde erhvervet ejendommen. Østre Landsret fandt, at afståelsen af ejendommen og mælkekvoten skattemæssigt skulle anses for sket samtidigt, så salget af mælkekvoten ikke kunne ske skattefrit.